Ufrivilligt sendt ud i verden

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Jeg må indrømme, at jeg misunder lidt den afro-amerikanske prædikant Warren Stewart, som han står på scenen og nærmest råber sit budskab ud over den brogede forsamling. Og får masser af amen’er til svar. Vi er til årsmøde med Baptist World Alliance (BWA) i Stavanger i Norge. I løbet af ugen mødes i alt 800 baptister fra 82 lande til gudstjenester, samtaler, inspiration og udfordringer. Gensyn og nye bekendte. Temaet for hele ugen er ”Sendt” – at være i mission.

Vi er til den gudstjeneste, som afslutter BWA’s møder. European Baptist Federation (EBF) har lavet et spændende program for resten af ugen, som appellerer mere til den almindelige baptist. Prædikanten tager udgangspunkt i Apostlenes Gerninger kap. 8, vers 1-4, som i en mundret udgave fortæller, at de første kristne var forsamlede i Jerusalem. Dér blev de – lige indtil Stefanus blev slået ihjel. Fordi den unge Saulus gik fra hus til hus og sendte nye kristne i fængsel, flygtede de nye kristne i alle retninger. Oversættelsen The Voice slutter: ”Men de var ikke bange eller stille. I stedet spredte de budskabet om Jesus”.

De gik ikke frivilligt

Og her starter Warren med at konstatere: ”De første kristne blev ufrivilligt sendt ud i verden, fordi de ikke gik frivilligt.” Jesus sender os ud i mission, men disciplene blev i Jerusalem. Sådan har vi det bedst: når vi bliver, hvor vi er – vi bliver komfortable. Tørke, krig og utallige katastrofer sender os i alle retninger. Vores enhed er udfordret. Måske Gud lader alt dette ske, fordi vi ufrivilligt skal sendes ud.

Sådan har vi det bedst: Når vi bliver, hvor vi er – vi bliver komfortable.

Hvad sker der, når vi er sendt ud, når vi bliver spredt? Warren fortsætter: ”Vi bliver mere en bevægelse end en organisation”. Og imens synger vi ”We shall, we shall, we shall not be moved…”. – Det er skræmmende at blive udsat for forfølgelse. Men så er det, at vi begynder at bevæge os. Ligesom de første kristne begyndte at bevæge sig fra hus til hus. Vi bliver mere modige end forsigtige. Der står: ”De var ikke bange”.

Mere modige

Saulus var en bølle, som blev brugt af Gud til at få de tidlige kristne ud af deres huse og komfortable nye liv. Den anti-kristne kultur i dag kan gøre os mere modige. Så vi ikke længere er politisk korrekte, men rejser vores stemme og fortæller om Jesus. ”De var ikke stille!” Hver gang Warren løfter stemmen, svarer forsamlingen – eller rettere især afrikanerne og de afro-amerikanske deltagere i forsamlingen – højlydt med et ”Amen”.

Vi er et folk med gode nyheder i en verden af dårlige nyheder.

Warren fortsætter: ”En stemme råber i ørkenen, men ørkenen råber også efter en stemme. Vores stemme, vores budskab, for retfærdighed, tillid, liv, kærlighed, nåde, håb, hjælp, helbredelse. Når vi bliver spredt, bliver vi i stand til at fortælle de gode nyheder i stedet for at holde på budskabet for os selv. Vi skal tro på, at det vil gøre en forskel. Vi er et folk med gode nyheder i en verden af dårlige nyheder. Vi bliver ufrivilligt sendt, fordi vi ikke går frivilligt.”

Vi bliver ufrivilligt sendt, fordi vi ikke går frivilligt.

Bøn mod fire verdenshjørner

Warren forlader scenen, og i stedet rejser hele forsamlingen sig, og vi vender os på skift mod de fire verdenshjørner, mens der mod nord bliver bedt for det kolde; mod øst for solens kraft; mod syd for alt det, der vokser; mod vest for solnedgangen og livets rytme. Og vi slutter med at se op og bekende vores tro på den treenige Gud i himlen, og se ned og bede for verden, for mod, når vi bl.a. møder døden. En ny slags bøn, som straks talte til mig.

Jeg bliver ret ydmyg over at være en del af denne farverige, fantastiske flok. Og samtidig får jeg nyt mod. Ikke at jeg ville kunne prædike som Warren – det vil mine menigheder nok snart finde ud af, ikke var mig. Men til at finde min vej som sendt ud i verden. Og opmuntre andre til at gøre det samme. ”De var ikke bange, og de tav ikke!” Verden er mere parat, end vi aner – vi skal bare tro på det!