Lyt til artiklen:

”I uge 7 oplevede vores menighed en stor glædesdag: Tolv af vores unge blev døbt og bekendte offentligt, at de har givet deres liv til Jesus Kristus,” fortæller Chin Chin (Biak Chin Par Lian) fra Chin Bethel Church (CBC) i Skjern.

Dåben var frugten af en intensiv ungdomslejr i menigheden med 80 deltagere. De 12- til 16-årige var samlet i to døgn, og de unge over 16 år var samlet i yderligere to døgn. Undervisningen favnede bredt fra bibelfordybelse til samtaler om tro og identitet. Der var selvfølgelig også plads til masser af lovsang og fællesskab. For mange unge blev dagene et vendepunkt, hvor troen gik fra at være noget, de havde hørt om til et personligt valg om at følge Jesus.

Underviseren Sailo Thang på scenen i Chin Bethel Church i Skjern (Foto: Zo Lian Mang)

En prædikant med en mission

Undervisningen var lagt i hænderne på ungdomspræsten Sailo Thang fra USA: han er en efterspurgt forkynder blandt chin-kristne verden over. Han besøgte CBC på en sommerlejr i september 2023, og lige siden har mange set frem til gensynet.

Chin Chin fortæller om forkyndelsen:
”Med et klart evangelisk budskab og et hjerte for unge formåede Sailo Thang at skabe et trygt rum, hvor spørgsmål, tvivl og længsel fik plads – og hvor kaldet til efterfølgelse blev tydeligt. Hele undervisningen under lejren foregik på engelsk, mens søndagsprædikenen blev holdt på chin, så hele menigheden kunne være med.”

Fædrenes åndelige ansvar

I prædikenen talte Sailo Thang særligt om fædrenes åndelige ansvar. Med både kærlighed og tydelighed udfordrede han mændene. Over hele verden ser man i Chin-fællesskaber, at kvinderne ”overhaler” mændene på områder som uddannelse, trofasthed og engagement. Med et glimt i øjet sagde han, at der findes fædre, der stadig lever som “drenge med ble”. Det var ikke en kritik af kvindernes omsorg for deres mænd, men en opfordring til mændene om at vågne op!

Chin Chin siger, at budskabet var klart:
”Hvis hjem og menighed skal være sunde, må fædrene træde ind i deres kald og lade Gud hele det, som er brudt. Når mænd tager ansvar og vokser i åndelig modenhed, kan mænd og kvinder sammen finde den balance, Gud har tænkt. Han understregede, at når fædrene træder ind i deres kald, er kvinderne klar til at stå ved siden af og bygge op sammen.”

Deltagerne i ungdomslejren (Foto: Chin Bethel Church – Media Team)

Sailo Thang sammenfattede sit budskab i det, han kaldte de fem P’er (Priest, Prophet, Pastor, Protector og Provider) for en far. Som præst (priest) er faderen er kaldet til at gå i forbøn for sin familie, lede dem i bøn og bringe hjemmet frem for Gud og som profet (prophet) skal han tale Guds ord ind i familiens liv med visdom, sandhed og kærlighed. Han skal lede, vejlede og tage åndeligt ansvar i hjemmet (pastor) og samtidig skal han værne om familien både åndeligt og praktisk (protector). Til sidst har faderen ansvar for at forsørge familien både materielt, følelsesmæssigt og åndeligt (provider).

Påmindelse om det fælles ansvar

Dåbshandlingen blev derfor ikke kun en fejring af tolv unge menneskers tro, men også en påmindelse til hele menigheden om fælles ansvar. Kirken har brug for stærke kvinder og stærke mænd – ikke i konkurrence, men i fælles vækst.

Dåbskandidaterne med fine beviser (Foto: Zo Lian Mang)

Taknemmelighed og generøsitet

Glæden og taknemmeligheden over undervisningen og de unges dåb blev fejret med et fælles måltid for hele menigheden efter gudstjenesten. Det var menighedens assistentpræst, Za Uk Lian, der gav maden i taknemmelighed over, at hans datter blev døbt.

En anden familie, hvor moderen er næstformand for CBC’s kvindegruppe, fortsætter med at vise taknemmelighed over deres søns dåb ved at give et måltid til hele menigheden næste søndag.

Generøsitet og måltidsfællesskab med hele menigheden er en naturlig del af livet blandt chin-kristne. De giver tiende, støtter gode formål og engagerer sig i tjeneste. Tjenstvilligheden og generøsiteten er særlig stor blandt de forældre, der først kom til Danmark. Det er et vidnesbyrd om tro og taknemmelighed, som forældrene håber, vil blive båret videre af de næste generationer.

I Skjern glæder de sig allerede til næste år!
Chin Chin slutter beretningen fra Chin Bethel Church:
”Vi takker Gud for det, Han har gjort, og beder om, at både unge og voksne må vokse i tro, enhed og åndeligt ansvar – til velsignelse for kirken og verden. Glæden og forventningen lever videre i menigheden. Allerede nu ser mange frem til Sailo Thangs næste besøg, når han – hvis Gud vil – igen kommer i uge 7 næste år.”

Link

Du har mulighed for at se Sailo Thang og lytte til hans prædiken (på chin) under lejren på Facebook her.

Webmagasinet baptist.dk har tidligere bragt en artikel om Sailo Thang i forbindelse med CBC’s sommerlejr i september 2023. Du kan læse artiklen her.

Dåbskandidaterne på scenen i Chin Bethel Church (Foto: Zo Lian Mang)

Relateret

• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren
• 06. jan. 2026 - Nytårshilsen fra BaptistKirkens ledelse – januar 2026
• 12. dec. 2025 - ”Jeg havde glemt mig selv” – gennem Arrow Lederskab fandt Chin Chin styrke og rodfæste igen
• 13. jun. 2025 - Kirkens kald i en ”platformskultur”
• 29. apr. 2025 - Påskefællesskab med undervisning

Find flere

Faren ved det er, at man nemt bliver ensporet og snæversynet. Og at ens lunte over for andre bliver kortere.

Noget vi desværre ser en tendens til både i den offentlige debat, men også i vores eget kirkesamfund. Både i menighederne, på landsplan og blandt vores præster oplever vi at samarbejde på tværs af forskelle bliver mere og mere sjældent. Vi danner frugtbare fællesskaber med dem, vi deler vores bibel- og livssyn med, og så lader vi dem på den anden side danne deres.

Vi ved godt, at det ikke er sundt eller særlig varieret. Men det er nemmere at blive bekræftet, end at blive udfordret.

Så hvis en genstart skal være mere værd end det papir, den er skrevet på, så er det alles ansvar at ændre den adfærd!

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…

Find flere

Lyt til nytårshilsenen her:

Når jul og nytår er fejret, og lysene i gader og hjem slukkes og pakkes væk, oplever mange, at januar føles mørk og kold. Vi har det privilegium, at vi blot kan trykke på en knap – og så bliver der lys. Men også i overført betydning fungerer julen ofte som en lille helle, hvor verdens mørke for en stund fortoner sig.

I januars mørke mærker vi måske igen verdens ondskab og kan føle os afmægtige: fortsat krig i Ukraine, fortsat tyranni i Myanmar og utallige konflikter, vi knap hører om, men som alle medfører store menneskelige omkostninger. Dertil kommer, at det globale syd fortsat plages af fattigdom – som i Burundi – og at mennesker stadig dør af sult og fejlernæring.

Som kirke og som enkeltpersoner har vi hverken magt eller mandat til at styre verdens gang. Men vi kan bede for verdens ledere – at de lægger Jesus’ bud om næstekærlighed på sinde og arbejder i Herrens ånd. Vi sætter derfor heller ikke spørgsmålstegn ved vores lands og Europas oprustning i denne tid. Det er i den givne situation sikkert både rigtigt og fornuftigt. Men tanken melder sig alligevel: Hvad kunne vi ikke gøre for verden, hvis vi holdt fred? Hvad kunne vi ikke gøre, hvis vi delte med hinanden i stedet for at konkurrere? Vi kunne udrydde sult og sygdomme og give alle mennesker et værdigt liv.

I BaptistKirken er vi overbevist om, at afmægtigheden ikke skal få lov at sætte sig i vores hjerter. Måske spørger du: Hvad kan vi gøre? Uden at forfladige verdens store udfordringer er det værd at tage Reinhold Niebuhrs bøn til sig:

”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen.”

Vi kan – både som enkeltpersoner og i vores lokale sammenhænge – gøre meget. Se dig omkring: Hvem kender du, som kunne have brug for et besøg? Et telefonopkald? En trøstende hånd i en svær tid?

Som menigheder kan vi række ud og skabe liv og lys for mennesker, der sidder i mørket. Hvis vi alle gør dette – måske endda på tværs af kirker og lande – kan vi tænde tusind julelys verden over, som brænder hele året.

Vi er også som kirkesamfund kaldet til både at være medspiller og modspiller i et samfund, der bliver stadig mere individualiseret, og hvor den enkelte pålægges et næsten umenneskeligt ansvar for at lykkes. Her vil vi pege på Kristus som den, der bærer os og kalder os ind i et livgivende fællesskab. Lad os være menigheder og mennesker, som leder mennesker væk fra skærmenes ensomhed og ind i et aktivt og livgivende fællesskab med Kristus og hinanden. Kirkens fællesskab med søgende behøver ikke i første omgang være baseret på tro – men kan skabe tro, når vi møder mennesker med varme og tolerance.

Vi skal til stadighed tale om det enkelte menneske som skabt i Guds billede og elsket af Skaberen – en sandhed åbenbaret i Jesus Kristus – uanset om vi personligt får verdslig succes. Og vi skal være vågne, hvis vi oplever, at samfundets beslutninger rammer de svageste. Vores stemme skal være en profetisk stemme, der minder om Jesus’ omsorg for de små og marginaliserede.

BaptistKirken er et fællesskab af menigheder, der samles om troen på den treenige Gud. Vi har håb og tillid til, at Gud taler til os gennem Bibelen og gennem Helligåndens vejledning – både til den enkelte og til fællesskabet. Derfor har vi alle ansvar for at læse og lytte, og der er frihed til at fortolke i fællesskab under Helligåndens vejledning. Det har vi gjort i 2025 gennem lederdage, synode og landskonference. Vi glæder os til den fortsatte samtale – og også til at være kirke sammen i handling. Særligt ser vi frem til, at danske baptister sammen med baptister verden over engagerer sig i BWAs missionsprojekt Acts2Movement for at sætte fokus på at formidle og leve evangeliet om Jesus’ frelse og kærlighed i ord og handling, som vi er kaldet til:

”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple.” (Matt. 28,19)

BaptistKirken ønsker i disse år at være et lys i mørket i vores land. Gud har noget for i verden, og som en del af hans store kirke har vi meget at give – lokalt og nationalt. Det gælder respekten for det enkelte menneskes tro og holdninger, glæden ved alles engagement og deltagelse, og glæden over, at vi ikke er ens, men alligevel taler og arbejder sammen.

Det er det, vi skal bringe videre – ud i verden. Vi skal bringe lyset fra Jesus ud til glæde for alle, der befinder sig i mørket og afmægtigheden. Der findes et lys på vejen: Jesus Kristus.

Vi ønsker alle menigheder og samarbejdspartnere et godt og velsignet nytår – et år med både udfordringer og muligheder i den tid, Gud har sat os i. Lad os gennem det hele huske Jesus’ ord:

”Jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende.” (Matt 28,20)

Kærlig hilsen
BaptistKirkens ledelse

Pia Duebjerg Andersen
Christian Peter Heldgaard Bylund
Emmanuel Chinzah
Vibeke Dalsgaard
Tine Kragh
Flemming Vesth Nielsen
Bodil Højbak Møller

Relateret

• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura

Find flere

Lyt til artiklen her:

Troels Forchhammer:

• medlem af Det Danske Spejderkorps i 50 år
• har siden 2008 arbejdet nationalt og internationalt med at definere det gode spejderarbejde og spejderidéen
• har været med til at beskrive Spejdermetoden for DDS, for Foreningen Spejderne og for WOSM

Spejderbevægelsens stifter, Lord Robert Baden-Powell, har beskrevet målet med spejderarbejdet som at udvikle kvinder og mænd som medborgere gennem de tre H’er: ’Health, Happiness and Helpfulness’,[1] men han vender ofte også tilbage til, at målet er at udvikle ’karakter’: “Det er vigtigere end noget andet for en knægt, som skal skabe sig en plads i livet.”

Målet er at udvikle hele mennesker

I den moderne spejderbevægelse er der enighed om, at spejderarbejdet skal udvikle børn og unge som hele mennesker; det vil sige socialt, fysisk, intellektuelt, følelsesmæssigt og åndeligt samt et sjette element, som man bruger forskellige ord for. WAGGS kalder det ’moralsk udvikling’, mens WOSM taler om ’karakterudvikling’.[2] De danske spejderkorps undgår begge begreber. KFUM-Spejderne i Danmark og Danske Baptisters Spejderkorps taler om ’at udvikle sig selvstændigt’, mens Det Danske Spejderkorps (DDS) bruger udtrykket ’identitetsmæssig udvikling’. I artiklen her vil det blive betegnet karakterudvikling.

Uanset ordvalg er der enighed om, at social, fysisk, intellektuel, følelsesmæssig og åndelig udvikling – det hele smelter sammen i karakterudviklingen. Det peger frem mod spejderbevægelsens mål om at udvikle aktive, selvstændige og ansvarlige medborgere i vores lokale, nationale og internationale samfund. Personlig udvikling er spejderbevægelsens udtrykkelige formål, og fordi det sociale, fysiske, intellektuelle, følelsesmæssige og åndelige indgår i karakterudviklingen, får den personlige udvikling to retninger – indad og udad.

Personlig udvikling er spejderbevægelsens udtrykkelige formål.

Ansvar for sig selv

Uanset navn har karakterudvikling en indadrettet virkning. Det drejer sig om at sammensmelte alle den personlige udviklings elementer og at leve med integritet – at “leve oprigtigt efter sit værdisystem med selvrespekt og selvværd. At tage ansvar for sin egen udvikling og sine egne handlinger.” Ud over værdier som respekt, loyalitet, og ansvarlighed, ligger der i den indadrettede side af karakterudviklingen også det at have både mod og vedholdenhed til at gennemføre at gøre det rigtige, det gode.

Her handler det om det aktive medborgerskab – viljen til at gøre en positiv forskel i verden.

Ansvar for andre

Den anden retning er, naturligvis, udad. Her handler det om det aktive medborgerskab – viljen til at gøre en positiv forskel i verden, til at hjælpe andre mennesker, til at værdsætte forskellighed og at respektere sine medmennesker. Samtidig handler dét også om vores forhold til den naturlige verden: Om respekt for alt liv og for naturens indbyggede værdi.

Et dannelsesprojekt

I en dansk spejdersammenhæng er det nemt at forstå spejderbevægelsens formål om at udvikle børn og unge som et dannelsesprojekt.

Spejderbevægelsens dannelsesprojekt er i meget høj grad drevet af de værdier, der ligger til grund for spejderarbejdet. De værdier er dels udtrykt i Spejderloven og Spejderløftet, og dels i tre søjler, der beskriver, hvordan en spejder forholder sig til det åndelige, til sin omverden og til sig selv. Det værdisæt danner grundlag for det ideal, som spejderbevægelsens dannelsesproces – eller karakterudvikling –stræber imod.

Spejderbevægelsen tager sit udgangspunkt i værdier, i tanken om det aktive medborgerskab og i ønsket om at udvikle hele mennesker. Specifikke kundskaber og færdigheder er mindre vigtige – de er et virkemiddel snarere end et egentligt mål.

Læs også “En helt anden virkelighed”.

[1] Oversat: Sundhed, Glæde og Hjælpsomhed

[2] WAGGS og WOSM: Henholdsvis pige- og drengespejdernes verdensorganisationer

Relateret

• 22. jan. 2026 - Du bliver, hvad du spiser
• 06. jan. 2026 - Nytårshilsen fra BaptistKirkens ledelse – januar 2026
• 12. dec. 2025 - ”Jeg havde glemt mig selv” – gennem Arrow Lederskab fandt Chin Chin styrke og rodfæste igen
• 08. dec. 2025 - Holbæk- og RegstrupSpejderne hædret som Årets Ungdomsforening 2025 for ”Skovens Portal”
• 27. sep. 2025 - Formandstalen 2025

Find flere

Lyt til artiklen her:

Anne Thompson

• præst i Metodistkirken
• kursusleder på Børns åndelighed og tro
• underviser og foredragsholder om børns åndelighed, tro og plads i kirken
• skriver på digogmigogvitro.dk.

Hvis vi gerne vil hjælpe børn og unge til øget trivsel, kan kirken særligt udnytte, at vi er et fællesskab på tværs af forskellige aldre, og at vi i fællesskabet kan give plads til, at børn og unge kommer til orde og får lov at gøre en forskel.

At gøre en forskel

Meget af vores liv leves opdelt i aldersgrupper. I daginstitutioner, i skolen, på arbejdspladsen, til fritidsaktiviteter – og ja, ganske ofte også i kirken. Derudover betyder måden, vi har indrettet os på som samfund, at børn og unge i høj grad skal leve op til bestemte forventninger og krav.

Det første betyder, at børn og unge ikke nødvendigvis er en del af et større fællesskab, der rækker ud over en specifik aldersgruppe eller interesse. Det andet betyder, at børn og unge ikke får en erfaring af at kunne gøre en forskel hverken for sig selv eller for andre.

Begge dele er kirken perfekt positioneret og skabt til at kunne give mennesker i alle aldre og størrelser.

Det kan vi bruge til at skabe muligheder for at udvikle relationer på tværs af generationer.

Fællesskab på tværs

Menigheden består i sin natur af mennesker i forskellige aldre. Det kan vi bruge til at skabe muligheder for at udvikle relationer på tværs af generationer, så unge voksne fx lærer teenagere at kende, eller børn møder andre voksne end deres forældre.

Vi kan arbejde med vores tankegang og arbejdsformer, så børn og unge i større grad kan blive en del af vores tjeneste-teams i menigheden. For selvom børn eller unge ikke kan bære samme ansvar som voksne, kan de sagtens hjælpe og ofte bidrage værdifuldt til arbejdet.

Børn og unge kan i større grad blive en del af vores tjeneste-teams i menigheden.

En del af noget større

Dermed kan menighedens fællesskab noget, som ingen forældre eller familie er i stand til. Her kan børn og unge blive en del af at større fællesskab bundet sammen ikke af familiebånd eller alder, men af tro, arbejdsfællesskab eller en delt interesse for lyd, mission eller noget helt tredje.

Menighedens fællesskab kan give børn og unge andre mennesker end deres forældre at spejle sig i, så de møder mennesker, der har samme måde at møde Gud på, lignende interesser eller andre øren at lytte med.

Den sunde menigheds fællesskab er udadvendt, og mange menigheder har missionsprojekter, diakoni eller andre muligheder for at hjælpe og gøre en forskel for andre mennesker. Netop det at have udsyn og øve indflydelse ved at engagere sig og gøre en konkret forskel for andre er med til at skabe trivsel, selvtillid og oplevelsen af at bære et ansvar.

Vis interesse

Forslag til videre læsning:

Rachel Turner: It takes a church to raise a parent. Creating a culture where parenting for faith can flourish.  http://www.BRF.org.uk.

Linda Andernach Johannesen: En kirke uten vegger. Å formidle troen i en skiftende tid. Luther Forlag.

Egil Svartdahl: Gi det videre. En menighet for alle generasjoner? Hermon Forlag.

Hvis du vil gøre én ting – udover at opmuntre menighedsrådet til at arbejde med at prioritere børn og unge generelt – så tag dig tid til at lære et barn eller en ung at kende. Lær deres navn, begynd en samtale, vis interesse for dem. Også selvom det føles nyt og fremmed for dig.

Det første skridt, vi som menighed kan tage for at mindske børn og unges mistrivsel, er helt enkelt, at interessere for os for dem og begynde at danne venskaber med dem.

Tag dig tid til at lære et barn eller en ung at kende.

Kirken består i sin natur af mennesker i forskellige aldre, hvor alle får lov til at deltage aktivt i fællesskabet. At arbejde på at styrke børns og unges muligheder for at danne relationer i menigheden og deltage aktivt i fællesskabet vil ikke bare gavne børns og unges trivsel, men også menighedens trivsel.

Relateret

• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?

Find flere

Lyt til artiklen her:

Spejderchef David Måge (30 år):

• spejder i Herlev fra 2003
• medlem af Skovlunde Frikirke
• udviklingsingeniør på Novo Nordisk
• far til Alma 3 år og gift med Louise

Vicespejderchef Tue Sandbæk (44 år):

• spejder i Lyngby fra 1987 – Hollufgårdspejderne siden 2017
• opvokset i Lyngby menighed, nu tilknyttet Odense menighed
• TV-producer og -tekniker på TV Syd
• far til Anna Kathrine 22 år, Christian 19 år, og gift med Gitte Malene, der er mor til Gry 13 år.

I foråret 2023 blev David Måge (30 år) valgt som ny spejderchef. Han har været spejder i Herlev kreds siden 2003. På førerstævnet ringede han hjem til sin kone Louise og forelagde ledelseskrisen – det var en lettelse, at hun bakkede hans opstilling op.

Samtidig blev Tue Sandbæk (44 år) valgt som vicespejderchef. Som dreng var han spejder i Lyngby. Han flyttede, men da børnene voksede til, blev de spejdere i Odense – og det gjorde Tue også: ”Det var som at komme hjem!”  Siden har Tue været med til at etablere Hollufgårdspejderne i 2017. Tue drøftede ikke valget med sin kone: ”Jeg var sikker på Gitte Malenes opbakning.” Det holdt stik.

Den bedste spejderoplevelse

”Jeg deltog som teenager i korpsets specialførertræning”, fortæller David. ”En forårsweekend på Øksedal sov vi på en tømmerflåde, vi selv byggede. Samarbejdet byggede vores fællesskab op og de andres holdninger og præferencer formede os.”

Tue fremhæver rolandweekends og rolandlejrene[1]: ”De venskaber, der blev bygget op dengang (i 1994), bærer stadig.”

Ballast i livet

”Jeg har min lederuddannelse fra spejderarbejdet”, fortæller Tue. Han er TV-producer på TV Syd, og på en produktion er han teamleder. Som spejder bliver man oplært i at have fokus på opgaven og på gruppens interne fællesskab, for netop fællesskabet om arbejdet er ofte forudsætningen for at nå i mål.

Jeg har min lederuddannelse fra spejderarbejdet.

”Som spejder har jeg lært at tage ansvar”, siger David og fortsætter: ”Man kan vide lidt om meget, og man kan vide meget om lidt. Det bedste resultat opnår man ved at have en basis i viden og så få lov til at prøve sin viden af i praksis. Det giver spejderarbejdet mulighed for.”

Spejderarbejdets patruljestruktur bygger på konsensus-baserede beslutninger, og at alle bliver bedt om at bidrage. Det opfattes som en værdi, at vi ikke tænker ens, men forskelligt. Det skal udnyttes og bruges – ikke ses som en hæmsko for samarbejdet. Den grundholdning er værdifuld på en arbejdsplads.

Gennem spejderarbejdet får min tro ben at gå på.

”Tro har rigtig meget at tilbyde mennesker. Gennem spejderarbejdet får min tro ben at gå på”, slår David fast. ”Spejdere er fokuseret på at gøre en forskel for os selv og andre – også globalt og politisk. Det giver troen konkret indhold og praktiske konsekvenser. Så bliver der tale om en bevægelse. Det står i kontrast til den globale kirke, som jeg oplever som uvillig til at byde sig til …”.

At give det videre

”Der ligger megen identitet i at være spejder,” pointerer Tue, ”men også i at være baptistspejder.” Det giver mening at bruge tid og kræfter på spejderarbejde, fordi man oplever, at det man prøver at give fra sig, bliver modtaget med glæde.

Og endelig er der venskaberne – netop de forpligtende fællesskaber tæller for både David og Tue. ”Det får mig til at stille op, når andre siger: ’Jeg har brug for din hjælp til …”, bemærker David. Tue genoptog spejderarbejdet sammen med sine børn, og nu nyder David at dele det med sin treårige datter, der siger: ”Ih, hvor er det hyggeligt!” Tue og David er enige om, at familiens accept og opbakning er utrolig vigtig – men det gælder i enhver sammenhæng.

Og endelig er der venskaberne – netop de forpligtende fællesskaber tæller for både David og Tue.

Spejderarbejdets værdier

Som spejderarbejdets væsentligste værdi udpeger Tue patruljens fællesskab, hvor der skal være plads til alle og plads til at være forskellige. Det er ægte inklusion.

David peger på to forhold: viden og ansvar. Samfundets udfordringer bliver stadig mere komplekse, og vi har fokus på kriser. Kriser kan man imødegå, hvis man ikke lader sig skræmme af kompleksiteten og ved at udnytte fællesskabets mange forskellige kompetencer. Når man så har dannet sig et overblik, kan man også tage ansvar.

Ansvar skal ikke pålægges oppefra, men tilvælges nedefra. Vi kæmper for at få folk til at påtage sig et ansvar – og regner dernæst med, at de skal løse opgaven, som vi plejer. Vi må regne med, at den, der har påtaget sig ansvaret, løser den på sin egen måde. Vi skal finde ud af, hvad vi kan tilbyde, for fortsat at være attraktive. Det gælder både spejderarbejdet og kirken.

Spejder og menighed

Tue: ”Spejderne kan være et frisk pust i menigheden, hvis de får lov. De kan tilføre ny energi ved at udvide deltagerkredsen.”

”For mig har spejder og menighed altid været parallelle”, siger David. ”Kirkeligt ungdomsarbejde bliver ofte en spejling af de voksnes aktiviteter, men spejderarbejdet giver friere rammer og vildere aktiviteter.”

Når menigheden opfatter spejderarbejdet som en del af menighedslivet, er det en uvurderlig støtte. Jo stærkere tilknytning menigheden har til spejderne, jo mere plads kan andagt og refleksion få.

[1] Spejdernes uddannelse af teenagere i ledelse

Relateret

• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?

Find flere

Solveig og Niels Christian Nielsen:

Solveig:

• uddannet sygeplejerske 1956
• tropemedicin og jordemoderskole i Belgien 1970
• udsendt af BaptistKirken til Burundi i august 1970
• hjem på grund af krig i 1972 og ud igen i 1973

Niels Christian:

• Det Teologiske Seminarium i Tølløse 1970-73
• franskkursus sommeren 1973
• udsendt af BaptistKirken til Burundi 1973

Sammen:

• bryllup 1974
• flere udsendelser til Burundi 1975-85
• udsendt til Burundi 1993-96
• børneprogram i Burundi 2005-09
• herefter korte perioder med drikkevand i Musema.

På en snehvid vinterdag sidder jeg i bilen på vej til et lille landsted udenfor Pandrup. Jeg har fået lov at besøge Niels Christian og Solveig Nielsen for at høre om deres forsøg på altid at stille sig på de svages side – i Burundi, i Danmark – ja, i livet.

Der er hyggeligt og varmt hos Niels Christian og Solveig. Samtalen glider let, og inden længe er vi tilbage i Burundi en dag, hvor Niels Christian og Solveig har besøg fra Danmark. Pludselig stormer ti unge, bevæbnede mænd ind og vil have alle deres penge: ”Ja, dem havde vi jo desværre mange af. Lige bragt dertil fra Danmark”, fortæller Niels Christian.

”Jeg blev smidt på sengen, mens de ødelagde skabene for at finde penge, og så ville de vide, hvor vi havde vores våben. Men dem havde vi jo ingen af. ’Hvis vi finder nogen, så skyder vi dig!’, sagde de, så jeg krydsede fingre for, at vagten ikke havde lagt nogle ude i garagen. Det var jo meget almindeligt at have våben derhjemme, men det har vi aldrig haft. Hvad skulle vi med våben? Vi havde jo ikke tænkt os at bruge dem.”

Det dobbelte kærlighedsbud

”Vores ansvar som kristne i konfliktsituationer er at stille os på de svages side. I vores tilfælde var det åbenlyst hutu’erne, som blev undertrykt, men havde det været tutsierne, havde vi nok været nødt til at stå på deres side. Det er ikke min opgave at dømme nogen. Gud skal nok dømme det, der skal dømmes. Min opgave er at elske min Gud af hele mit hjerte, sjæl og sind og min næste som mig selv, selv om det ikke altid lykkes.”

Det virker vitterligt, som om Niels Christian og Solveig altid har taget det dobbelte kærlighedsbud meget alvorligt, både i krisetid og fredstid. De kan fortælle om både at have været konkret til stede med nødhjælp, fødselshjælp, vandprojekter og hjælp til forældreløse børn – og at have forsøgt at oplyse verden om de uretfærdigheder, de var vidne til.

I er verdens lys

”Jeg har altid syntes, at sandheden var vigtig at få frem, selvom den ofte er ilde hørt. På et tidspunkt blev det sådan, at jeg blev forhindret i at mødes med Amnesty International, når de besøgte Burundi. Det var magthaverne ikke interesserede i. Men jeg har altid fortalt, hvad jeg har oplevet og lært om systemet i Burundi til journalister og andre organisationer. Det var meget vigtigt for mig, at sandheden blev kendt.”

Vores ansvar som kristne i konfliktsituationer er at stille os på de svages side.

Konflikter trækker lange tråde

”Folket i Burundi bærer jo rundt på en lang historie om spændinger mellem de to stammer, hutuer og tutsier. Specielt efter uafhængigheden først i 1960’erne. Vi har aldrig gjort forskel på de to grupper i vores arbejde. Heldigvis har situationen i de senere år været mere stabil, efter at der bliver holdt ’demokratiske valg’ hvert femte år. Det er da heller ikke længere helt utænkeligt, at der engang i fremtiden kan stille en tutsi-kandidat op, som hutu’er kunne tænke sig at stemme på. Vi skal helst derhen, hvor det er kvalifikationer og kompetencer, der betyder noget – ikke race eller tilhørsforhold.”

”Vores naboer herinde ved siden af kom til Danmark fra Ukraine for ni år siden, og de har haft to familier boende, som flygtede fra Ukraine i foråret. Det er barske historier om familier, der bliver revet over, og familiemedlemmer, der ikke længere kan tale sammen, fordi de står på hver deres side i konflikten. Det er svære overvejelser, en krig fører med sig, men vi må aldrig bare lade stå til. Det er vigtigt, at vi hjælper vores næste, hvor vi kan. Jeg synes ikke, vi skal være bange, selvom krigen i Ukraine føles meget tæt på. Vi ved som kristne, at der altid er håb. Jesus har lovet at komme igen og fortæller os, at vi ikke skal gemme os, men løfte vores ansigter mod himlen, når vi ser tegnene. Desmond Tutu siger, at siden Jesus’ opstandelse er vi kristne ’håbets fanger’.”

Jeg synes ikke, vi skal være bange, selvom krigen i Ukraine føles meget tæt på. Vi ved jo som kristne, at der altid er håb.

Jeg er med jer alle dage

”Jeg er i gang med at læse en spændende bog af Magnus Malm, og der var en sætning, der slog mig: ”Kun en leder med virkelig syndserkendelse kan betros at lede andre.” Det er meget centralt i det kristne liv: At vi véd, vi er fejlbarlige. Vi træder dagligt ved siden af og må derfor også dagligt bede om forladelse. Det er en meget vigtig del af det kristne ansvar. Vi må være klar over, at vi kan påvirke verden omkring os og vores næste – både til det gode og til det onde. Og at der altid er tilgivelse at hente hos Gud.”

Niels Christian og Solveig Nielsen har levet et liv tæt på deres næste, men langt væk fra trygheden i Danmark. Alligevel siger de, at de aldrig var rigtig bange. Jeg fornemmer, at det er, fordi de selv har kendt Sandheden hele livet: ”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende!”.

Læs også artiklen ‘Kan du slå et andet menneske ihjel?’

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener

Find flere

Det er så nemt at tørre det enkelte kristne menneskes forpligtelse af på professionelle, terapeuter og præster. Men de opfattes ikke som menigheden, dem der står i relation til og er ligeværdige venner.

Hvor bliver de af, tænker mange syge og medsyge og føler sig forladt, ikke set – ensomme. Og dette er måske bare igen en løftet finger, denne gang fra en præst, der ser og mærker smerten i forladtheden. Er det svært, så mærk efter i dig selv og brug dig selv som pejling for, hvordan ville du have det, hvis du var alene med angsten for din indlagte syge ægtefælle? Hvordan ville det føles, hvis naboerne og ikke relationen i menigheden viste sin omsorg?

Ingen kan vel være uenige om, at vi som kristne har et særligt ansvar.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

Formålet med tildækningen er groft sagt, at de skal forblive ærbare og ikke må friste mændene.

Samtidig hørte vi, at Firehøjeskolen i Vejle vedtog, at piger ikke må have mavebluser på, fordi drengene ikke kan koncentrere sig. Forbuddet er derfor for pigernes egen skyld for at beskytte dem og lære dem, at deres tøj sender signaler. Hvilket jo kan være fint nok…

Men er det ikke på tide med lidt selvransagelse, når “vores” argumenter i så stor grad ligner talibanernes?!

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!

Find flere

Sara Palmqvist Gaarn-Larsen:

• uddannet som lærer
• selvstændig foredragsholder og skribent i seksualitet og køn
• se også: letstalkaboutsex.dk

Kvinden og hendes forlovede var kristne og kom fast i en kirke. Nu var de kommet til at gå i seng med hinanden, og det havde hun det rigtig svært med. Hun var så fyldt af skam, at hun næsten ikke kunne være i sig selv.

Da hun fortalte mig det, var det tydeligt, at hun forventede en bestemt reaktion. Hun så mig ind i øjnene, afventende den dom, der ville bekræfte hendes skyld og skam. Men i stedet blev jeg ked af det på hendes vegne. Jeg syntes, det var synd for hende og hendes forlovede, at deres fælles seksualitet skulle begynde med skam. At det, som Gud havde givet dem begge som noget fantastisk smukt, nu var gået hen og blevet til noget, der skulle gemmes væk.

Skyld og skam

Deres situation er ikke unik. Mange kan nikke genkendende til at komme til at træde ved siden af, når det kommer til deres seksualitet. Det sker ikke kun gennem sex før ægteskabet. Afhængighed af porno, utroskab og urealistiske kropsidealer er også måder, hvor fristelsen tager over.

Aldrig har det været sværere at håndtere sin egen seksualitet med glæde.

Det er blevet en betingelse for det at være et seksuelt menneske, at skyld og skam er faste følgesvende. Aldrig har det været sværere at håndtere sin egen seksualitet med glæde, for fristelserne og højtråbende gudsforladte budskaber om det perfekte kropsideal står i kø for at få vores opmærksomhed.

Skabt med et køn

Seksualiteten er med til at skabe rammen for vores liv. Jeg er født som et bestemt køn. I det henstår en række fantastiske egenskaber, som er med til at berige mit og andres liv. Der ligger en stor skat i at kunne glæde sig over de ting, Gud har velsignet mig med i kraft af mit køn.

Ligeledes har Gud skabt os til at leve sammen som elskende, hvor kærligheden bekræftes, og hvor vi skaber liv. Familier eksisterer som et resultat af den seksuelle kærlighed, der opstår mellem mennesker. Der ligger en overflod af velsignelser og rigdomme i vores seksualitet. Men med velsignelsen følger også et ansvar.

Der ligger en overflod af velsignelser og rigdomme i vores seksualitet.

Den skrøbelige seksualitet

Seksualiteten er skrøbelig og går let i stykker. Det gør ondt, og skyldfølelsen er svær at bære rundt på. Derfor reagerer vi oftest på en af to måder. Den første er det, jeg omtalte i ovenfor med kvinden på caféen. Vi bliver så tynget af skyld og skam, at vi får lyst til at gemme os væk. Det er en almindelig reaktion på smerten af en brudt seksualitet.

Den anden reaktion er helt modsat. Man begynder at komme med argumenter for, hvorfor det er Guds ord, den er gal med: ’Gud har jo givet mig min seksualitet, og det giver mig ret til at nyde den’; ’Man kan jo ikke forvente, at jeg kan leve op til det’ og ’Det er gammeldags opfattelser, som ikke passer ind i dagens samfund’. Når den skamfyldte seksualitet bliver for svær at være i, skubber vi det væk ved at gå i forsvar på en måde, så vi ikke behøver skamme os. I værste fald vælger man at søge væk fra kirken, fordi det blot er en påmindelse om ens egen skyld. Her får synden lov til at skille os fra Gud.

En tredje mulighed

Men der findes en tredje mulighed, som tager sit udgangspunkt i tilgivelsen. Her vælger jeg at se min synd i øjnene ved at tage ansvar for den og lære af den. Gud ønsker ikke, at vi skal leve i skyld og skam, men ved at lægge det foran korset, får jeg en ny chance for at lære af mine fejl og samtidig blive mødt med tilgivelse. Gud er optaget af hjertet – ikke af synden. Han véd, hvad det gør ved os, når vores seksualitet rammes af skam. Men vi overfører vores egen fordømmelse på Gud. Hvorfor skulle han dog tilgive mig?

Det er svært for os at forstå omfanget af den kærlighed, Gud tilbyder os – særligt når vi synes, vi ikke fortjener den – men Paulus skriver: ”Jeg beder om, at I virkelig må kunne forstå Kristi kærlighed, der overgår menneskelig fatteevne, så I fuldt ud kan opleve alt det, Gud har til jer”[i]. Gud kan genoprette den brudte seksualitet, hvis vi giver ham lov. Ved at bede om tilgivelse for det, som jeg skammer mig over, sættes jeg fri til at nyde at være et seksuelt menneske. Men det kræver, at jeg også viser mig selv nåde.

Vi er vores egne værste dommere. Vi er gode til at holde fast i vores fejltagelser.

Vores egen værste dommer

Indimellem møder jeg mennesker, der synes at opleve, at Guds tilgivelse ikke har ændret noget for dem. At det ikke gjorde en forskel at bede over det, som de ønskede at blive tilgivet for. Men svaret er åbenlyst. Vi er vores egne værste dommere. Vi er gode til at holde fast i vores fejltagelser, og med tiden udvikler det sig til at blive en tung rygsæk fyldt med store sten af skam, som hæmmer vores liv.

Guds tilgivelse kan sætte os fri, men hvis man holder sig selv fanget, vil seksualiteten stadig lide under vores egne stramme regler, og dermed skabe en legeplads for skammen. Vi må nægte at lade skyld og skam overtage vores krop og identitet og i stedet tilgive os selv for det, når vi snubler over fristelserne. Gud kan give os styrken til denne tilgivelse. Derigennem kan han vise os de rigdomme, vores seksualitet rummer.

[1] Efeserbrevet kap. 3, vers 19 ifølge ’Bibelen på Hverdagsdansk’ 2009

Relateret

• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 16. feb. 2026 - Glæde i Chin Bethel Church i Skjern: 12 unge blev døbt
• 22. jan. 2026 - Du bliver, hvad du spiser
• 06. jan. 2026 - Nytårshilsen fra BaptistKirkens ledelse – januar 2026

Find flere