Lyt til artiklen:

En mandag i begyndelsen af november giver menighedsrådet i Karmelkirken formiddagskaffe. Formand Per Beck, næstformand Laurits Larsen, kasserer Donald Larsen og forhandlingsleder Louise Varberg sidder rundt om bordet i krypten. Det har de gjort mange gange før. Men snart er det slut. Dagen før traf menigheden beslutning om at ophøre som selvstændig menighed.

”Det er alder og det er kræfter, der har været afgørende,” siger Per og fortsætter: ”Når man kan se, at vi bliver færre og ældre, så kan det godt skabe en vis form for modløshed.”

Karmelkirken 1952 (Foto: Karmelkirkens arkiv)

Overvejelser og afklaring

På menighedens seneste forhandlingsmøde blev der truffet to vigtige beslutninger: Karmelkirken ophører som selvstændig menighed, og der sker en sammenlægning med Østhimmerlands Baptistmenighed. Fra de første tanker om samarbejde, fusion eller nedlæggelse har menigheden brugt seks år på at finde den rigtige løsning.

”Der var en del af vores ældre, der blev meget usikre: Hvor fører det her hen? Derfor besluttede vi at se tiden an i fem år. De udløb i 2024. Så tog vi samtalen op igen,” fortæller Per.

Menighedsrådet er enige om, at med 15 gudstjenestedeltagere over en længere periode, så var en fortsættelse udsigtsløs.

Karmelkirkens Baptistmenighed

Adresse: Petersborgvej 35B, Vejgård, 9000 Aalborg
Stiftet: 1952
Kirkebygning: 1930
Medlemmer: 53 (november 2025)
Hjemsted for Vejgårdspejderne

Louise pointerer: ”Det har også noget at gøre med rettidig omhu. Det kan godt være, at vi er nogle, der har kræfterne endnu, men lige pludselig kan det være slut. Det har vi set flere gange.”

Da Karmelkirken summede af børn, spejdere og musik

I mange år var Karmelkirken centrum for et stort børne- og ungdomsarbejde. Stemningen omkring kaffebordet stiger adskillige grader, da vi begynder at tale om ”dengang”.

Karmelkirkens hornorkester ved stiftelsen i 1952 (Foto: Karmelkirkens arkiv).

”Vi havde et stort spejderarbejde i Karmel,” fortæller Donald, ”og et hornorkester! Vi marcherede gennem Vejgaard med hornorkestret forrest. Både spejderne og søndagsskolebørnene deltog. Og folk i Vejgård var begejstrede over det liv, vi skabte.”

Der var spejderarbejde og søndagsskole både i Karmelkirken og i menighedens to ”missionshuse”, Elim og Tranumgården. Menighedens to spejderhytter, Skalhøj og Eshøjlund, blev også flittigt brugt til aktiviteter. I mange år deltog flere hundrede børn og unge i aktiviteterne.

Spejdere og søndagsskolebørn marcherer gennem Vejgård (Foto: Karmelkirkens arkiv).

Musikken var en stor del af livet i Karmelkirken: Her var Ungdomskoret Reflex, forgængeren for Gospelkoret Shine i Nørresundby og et ambitiøst firestemmigt voksenkor. ”Man skulle op til sangprøve for at være med. Og der var nogle, der dumpede! Men jeg bestod og var med i en del år,” beretter Donald.

Menigheden bliver grå i toppen

I takt med at fritidstilbuddene blev flere, og velfærdssamfundet tilbød pasning, faldt interessen for Karmelkirkens tilbud til børn og unge.  Som i en del andre menigheder med et stort børne- og ungdomsarbejde førte arbejdet aldrig til stabil vækst i menigheden. Der blev sået og sået, men enten blev høsten aldrig moden – eller også blev menigheden aldrig moden til at høste?

Per fortæller, at tidligere generalsekretær Lone Møller-Hansen engang drillede med statistikken i årbogen: ”I er Danmarks ældste baptistmenighed! I er i hvert fald den menighed, der har det højeste aldersgennemsnit.”

Per fortsætter: ”Det er jo det, vi oplever. Når vi ser på gudstjenestedeltagelsen over tid, så er de yngste typisk først i tresserne.”

Et nyt kapitel på Petersborgvej

Menighedsrådet fortæller, at kirken skal sælges til organisationen Youth For Christ (YFC). Der er indgået aftale om, at Vejgårdspejderne kan fortsætte arbejdet ud fra kirken på Petersborgvej. Lokalplanen for området giver heldigvis fortsat mulighed for kirkelig aktivitet. Måske skal naboerne vænne sig til et højere lydtryk og mere moderne toner.

Karmelkirkens kor (Foto: Karmelkirkens arkiv)

Menigheden har besluttet at donere 500.000 kr. til to af BaptistKirkens skoleprojekter i henholdsvis Rwanda og Burundi i forbindelse med sammenlægningen med menigheden i Østhimmerland.

”’Murstenene’ har ikke haft afgørende betydning. Alle har været enige om, at det er menigheden, det handler om,” kommenterer Per salget af kirken.

Afslutningen

Rundt om bordet er der enighed om, at der ikke er plads til ærgrelser eller fortrydelser. Der er fokus på ”glædesanledninger”. Og de kommer hurtigt. En gudstjeneste, hvor der dukkede 40 deltagere op, og sangen hævede sig til et helt nyt niveau, et salmejazz-arrangement, en barnevelsignelse og et bryllup. Fællesskabet har bragt glæde til mange.

”Selv om det ikke har betydet, at der kom en masse fremmede i kirken, har der altid været stor åbenhed over for alle, der dukkede op,” siger Louise, og Per supplerer: ”Hvis der er nogen, der har haft lyst til at eksperimentere med et eller andet, så har man stillet sig frit over for det. Og der har været plads til forskellige mennesker.”

Tavshed og refleksion spreder sig rundt om bordet. Louise får det sidste ord. De andre nikker, da hun siger: ”Vi kunne ikke fortsætte, men det er alligevel uendelig trist ikke at skulle mødes til gudstjeneste i Karmelkirken længere.”

Drengespejdere i Karmelkirken – Aalborg 2. (Foto: Karmelkirkens arkiv)

Relateret

• 07. dec. 2024 - ”Tag lyset med og del ødselt ud af kærligheden!”
• 10. jul. 2024 - Alting har sin tid
• 27. maj. 2024 - Karneval i Aalborg med Englevagt
• 14. maj. 2024 - Baptistspejderne: Fra ledelseskrise til håb for fremtiden
• 20. jul. 2023 - Det som livet er…

Find flere

Få karnevalsstemningen med og lyt til artiklen her:

De færreste forbinder karnevallet i Aalborg med kirken. Ikke desto mindre har fri- og folkekirker siden 2011 mødt karnevalsgæsterne på gaden. Initiativet hedder Englevagt, og formålet er netop at være engle og stå vagt om de mange karnevalsgæster. Især dem, hvor den gode oplevelse går i stykker undervejs.

Et tværkirkeligt initiativ fra begyndelsen

Kasper Rahbek Pedersen er præst i Aalborg Menighedscenter og formand for foreningen Englevagt. Kasper fortæller:
”Det var David og Michelle Lundsteen, præstepar i Apostolsk kirke, der startede Englevagt. Det var deres hjerte og vision, der blev taget med ind i Præstenetværket. (Et netværk af præster fra folke- og frikirker i Aalborg, red.) Derfor var Englevagt allerede fra begyndelsen tænkt som et økumenisk initiativ. Det har altid været DNA’et. Englevagt har været en af de samlende ting i Præstenetværket og måske også været med til at skubbe andre gode ting i gang.”

Kasper Rahbek Pedersen (tv.) og Jakob Martens (th.) (Foto: Henrik Andersen)

”Fordi mennesker har værdi!”

Sammen med Jakob Martens, næstformand og til daglig børne- og teenageleder i Bethelkirken, har Kasper fundet fem minutter i den stramme tidsplan. Mens sambarytmerne og tusinder af menneskers jubel får vinduerne til at vibrere ud mod Nyhavnsgade, finder de to formænd et roligt hjørne i det store mødelokale hos Kompas Hotel. Kasper og Jakob fortæller, at de er engageret i Englevagt, fordi mennesker har værdi. Det er derfor, det giver det så god mening at passe på dem!

”Forpligtelsen til at passe på hinanden gik for alvor op for mig, da jeg fik børn. Da jeg var yngre var jeg en del af et fællesskab, hvor man ofte glemte at passe på sig selv og hinanden. Jeg vil gerne opleve, at vi har en sikker by under karnevallet,” siger Jakob og fortsætter: ”Det er for nemt bare at stikke af. Jesus gik gennem Samaria! Han gik ikke udenom. Der er brug for, at vi som kirker tager ansvar for livet i byen.”

Kasper supplerer:
”Man får en glæde ved at hjælpe andre. Man bliver glad, når mennesker på gaden vil give ”high fives” og når man oplever at være ønsket i gadebilledet.”

Peter Würtz – praktisk mand på Englevagt (Foto: Henrik Andersen)

”Filialerne” i Guds kirke mødes til karnevallet

I et tilstødende lokale forsøger Peter Würtz at overdøve endnu en karnevalsvogn, denne gang med sømandstema og fri bar. Peter skal have dirigeret morgenbrød, kaffe, ost og Nutella på plads på buffeten. Kompas Hotel leverer ikke bare lokaler til Englevagt, de sponserer også forplejningen.
”Det er slet ik’ så ringe,” lyder det fra vendelboen Peter. Sømandsrytmerne vandt første omgang, men da lydniveauet er faldet et par decibel, er Peter klar til at erklære sin begejstring for det tværkirkelige engagement i Englevagt:
”Jeg vild med økumenien. At vi er her fra en masse af byens kirker. I min optik har Gud kun en kirke, men så er der forskellige filialer. I dag er vi samlet fra en række af filialerne og tjener sammen. Det er jeg helt vild med!”

Engelvagterne holder pause inden næste tur (Foto: Henrik Andersen

Peters glæde over at mødes på tværs af Vorherres filialer betyder, at han får mulighed for at leve sin tro ud i praksis: At være Jesus’ hænder og fødder. Hvor det at følge Jesus ikke blot er ord i en bog eller noget man siger ved passende lejligheder:
”Mit yndlingssted i Bibelen er Jakobs brev: Englevagt er sådan en dag, hvor vi lever Jakobs Brev ud (Kapitel1, vers 22:  Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv, red.).”

Forventningens glæde inden det går løs ”på gaden”

Ved et af bordene er Iben Kragh Nørlund og Søren Berg Pedersen ved at gøre sig klar til at ”gå på gaden”. Englevagterne er inddelt i grupper, der igen er inddelt i tomands-teams: ”Ingen Englevagt går alene” – man passer på hinanden. Iben fortæller om planen:
”Klokken 11 tager vi sandwich og vand og bliver briefet. Så tror jeg Bønneteamet beder for os og så går vi på gaden. Vi derude i et par timer og så kommer vi hjem, og tanker op igen.”

Søren Berg Pedersen og Iben Kragh Nørlund (Foto: Henrik Andersen)

Iben er er ligesom formændene og Peter i køkkenet glad for at mødes på tværs af kirkerne i Aalborg:
”Det er fedt at være med i det tværkirkelige fællesskab. Jeg har været med i mange år og de første par år sad jeg lidt alene for mig selv. Men så blev jeg en del af det her store tværkirkelige fællesskab som skaber netværk, inspiration, motivation til at blive brugt af Jesus.”

Kærligheden gør en forskel

Søren er glad for at være ”på gaden” for dem, der ikke kan hjælpe sig selv. Og for at bidrage med noget, der har værdi for andre:
”Den ubetingede kærlighed: At vi får sået den og får vist den. Så tror jeg, at ungdommen kan stå bedre både i forhold til uddannelse, digitale medier, mistrivsel og meget andet. Hvis vi kan plante nogle gode værdier, så kan det måske gøre en forskel.”

Englevagt har værdi for mennesker

Ligesom Søren har Iben også fokus på, at Englevagterne er med til at give livet mere værdi, for dem de hjælper:
”Jeg elsker karneval. Den store fest, hvor mennesker bare er glade sammen. Jeg elsker at være et redskab, hvor jeg kan hjælpe, så festen ikke kun ender i druk. Ungdommen hungrer efter noget, og den ved ikke hvad det er! Jeg kan være et redskab. Jesus kan bruge mig til at så noget der, hvor ungdommen hungrer efter mening.”

Fest i gaden – karneval i Aalborg (Foto: David Dahl)

Dagens første oplevelser ”fra gaden”

Mens Iben og Søren gør sig klar til at tjekke ud fra ”basen” dukker Claus Knudsen op ved buffeten og forsyner sig med sandwich og drikkevarer. Han er lige blevet færdig med sin første vagt ”på gaden”. Det var gennem Nyhavnsgade sammen med paraden fra øst.  Claus har allerede høstet dagens første erfaringer med de rigelige mængder alkohol, der flyder i karnevallet. Han fortæller om en karnevalsdeltager, der trængte til hjælp:
”Vi fik lige stoppet ham og spurgt om han var okay og givet ham nogle vådservietter og noget vand. Han var ved godt mod, men også glad for, at vi var der. Så har vi talt med nogle, der stod alene og efterladt og nogle, der havde mistet kontakten til deres venner. Ellers er der er en fed stemning, folk har det godt og de værdsætter vores tilstedeværelse.”

Uddeling af kildevand og masser af kærlighed til karnevalsgæster (Foto: Iben Kragh Nørlund)

”Næstekærlighed er noget af det vigtigste, vi har”

Som de andre Englevagter finder Claus stor tilfredsstillelse ved at stille sig til rådighed og hjælpe andre. Uanset at de ofte selv er skyld i at have bragt sig i en udsat situation: Måske beruset, uden mobiltelefon og uden kontakt til de venner, der havde lovet at passe på dem. Claus siger:
”Jeg synes, at næstekærlighed er noget af det vigtigste, vi har. Jeg synes, det er vigtigt at vise mennesker, at de er elsket i den verden, vi lever i. Englevagt er et sted, hvor vi kan møde mennesker, der har sat sig i en situation, der ikke er fordelagtig for dem. I stedet for at fordømme, så kan vi vise dem kærlighed og at de er værdifulde – selv om det bare er med en flaske vand.  Jeg får at vide af mange af dem, at det fylder mere end man skulle tro. Det er også flere af dem, der går med store smil, når de går fra os.”

Claus vender formiddagens oplevelser med de andre ved bordet. ”Debriefing” er nok det moderne ord for det, de unge Englevagter gør, når de passer på hinanden, beder for hinanden og deler oplevelserne på gaden med hinanden.

Rikke Rismøller (tv.) og Sanne Würtz (th.) fra Forbønstemaet (Foto: Henrik Andersen)

Bøn giver fokus på opgaven og på hinanden

Lidt nede ad hotelgangen står der ”stillerum” på et flot messingskilt. Her holder forbønsteamet til. Det ligger dybt i Englevagtkonceptet, at man ikke blot kaster sig hovedkulds ud i opgaven. Man beder for hinanden og man beder for dem, man skal hjælpe.

Rikke Rismøller og Sanne Würtz holder frokostpause. Men ikke mere end at der er tid til at fortælle om den oplevelse, man kan have ved at bede sammen. Rikke sætter ord på tankerne:
”Jeg havde egentlig bestemt mig for, at jeg ikke skulle med i år. Men til lovsang og bøn i går følte jeg, at Helligånden prikkede til mit hjerte og sagde at jeg skulle være med på bønneteam. Det er virkelig fedt at bede for hvert enkelt gadeteam, der skal gå ud. Vi står sammen i bøn inden de går ud og vi beder for dem i stillerummet.”

Forbøn i fællesskab inden team’sne går “på gaden” (Foto: David Dahl)

Sanne forklarer lidt mere om forbønskonceptet:
”Vi er så heldige, at vi er syv på teamet i år. Det er rigtig dejligt, sidste år var der kun tre. Vi har fået en skabelon til måder, vi kan gøre det på. Den har vi brugt som vejledning.  Vi deler oplevelser og erfaringer med hinanden.”

Rikke supplerer og fortæller, at man får noget ud af det på det personlige plan, hver gang man beder sammen:
”Vi opmuntrer hinanden og man har et fællesskab, når man beder sammen.”

Oprydningen begynder

Ude på Nyhavnsgade er paraden forbi. Det tog et par timer. Stilheden nydes et øjeblik. Til hverdag er Nyhavnsgade en af de mest trafikerede indfaldsveje mod centrum i Aalborg. Nu er der helt stille og karnevallet høres kun i baggrunden. Stilheden varer indtil de første entreprenørmaskiner dukker op for at skrabe affaldet sammen. Hurtigt begynder fejemaskinerne at patruljere frem og tilbage.

Der pakkes inden teams’ne går “på gaden” (Foto: Jakob Martens)

Englene vender tilbage

Mens Englevagterne følger karnevalsoptogene hele vejen op til festen i Kildeparken, er Sanne og Rikke på vej tilbage til stillerummet og forbøn for det næste hold ”på gaden”:
”Vi glæder os til at høre nogle beretninger senere i dag fra dem, der har været ude. Vi plejer at få nogle gode meldinger: Hvordan de har mærket, at Gud var der i situationen og gav dem ord i rette tid.”

Der er karneval i Aalborg igen til næste år. Og englene er klar til at stå vagt igen – med kildevand og Guds kærlighed og en praktisk hånd til unge mennesker, der trænger.

Relateret

• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 08. feb. 2026 - Det er om natten, man ser nordlys

Find flere

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/05/haab-for-fremtiden.mp3

Baptistspejderne stod overfor svære beslutninger på årets Førerstævne den 13. og 14. april på Houens Odde Spejdercenter ved Kolding. Gennem flere år har spejderkorpset oplevet en ledelseskrise. I 2023 var det tæt på, at korpsets stod uden ledelse og flere udvalg har manglet medlemmer. Spejderkorpsets medlemstal har også været i tilbagegang i flere år. Med udsigt til færre end 500 medlemmer under 30 år er korpsets årlige driftstilskud (tipsmidlerne) fra Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) i fare.

Konkrete forslag til fremtiden

På Førerstævnet havde korpsrådet fremsat tre forslag og Nordjyllands division et enkelt. Da der allerede inden Førerstævnet havde meldt sig kandidater til ledelsen til de to løsninger, der kunne bringe korpsets videre, trak korpsrådet et forslag om ”at lukke og slukke”. Nordjyllands division trak også sit forslag og tilbage havde Førerstævnet valget mellem

• Forslag 1 (F1) – ”Bæredygtigt korps” – gav Korpsrådet mandat til at iværksætte en række initiativer foreslået af en arbejdsgruppe. Ideen var at bevare et selvstændigt, men langt mere strømlinet korps. Korpsrådet skal arbejde langt mere strategisk, administrative opgaver kan løses af lønnet hjælp og korpsrådsarbejdet skal gøres attraktivt for yngre kræfter. Der skal fokus på kredsudvikling. Forslaget talte om ”livreddende førstehjælp” og ”vitamintilskud” i forhold til kredsene. Organisationen skal slankes, så færre personer deltager i udvalgsarbejde.
• Forslag 2 (F2) – Sammenlægning af DBS og KFUM-spejderne – gav Korpsrådet mandat til at udarbejde en aftale med KFUM-Spejderne om sammenlægning, så Danske Baptisters Spejderkorps i fremtiden blev et distrikt under KFUM-Spejdernes landsorganisation. Danske Baptisters Spejderkorps skulle opløses og ophøre med at være en selvstændig organisation.

Forslagene fremlægges (Foto: Jacob Pihl)

Dirigenterne, Niels Dam fra Lyngby og Søren Bøgh Vidmar fra Aalborg 1., forklarede Førerstævnet, at der skulle stemmes om forslag 2 før forslag 1. Dirigenterne betragtede forslag 2 – sammenlægning med KFUM-spejderne, som det mest vidtgående.

Spændende valg

Under hele Førerstævnet kunne pensionerede spejdere og andre nysgerrige følge Førerstævnets ”liveblog”. Sent lørdag eftermiddag kl. 17:57 kunne man læse: ”Optællingen af stemmerne til forslag F2 er slut. Resultatet blev 45 for, 45 imod og én blank. Forslaget blev ikke vedtaget. Vi går videre til afstemningen om forslag F1.”

(Foto: Jacob Pihl)

Dermed havde Førerstævnet med mindst mulig margin forkastet forslaget om en sammenlægning med KFUM-spejderne.

20 minutter senere var der stemt om forslag F1, ”Bæredygtigt korps”. Resultatet blev 70 stemmer for, 10 imod, 9 blanke og 2 ugyldige.

En krise, der fortsat sætter spor

Afstemningen endte med opbakning til korpsrådets forslag om at fortsætte som selvstændigt spejderkorps. Men afstemningen fortalte også om et korps, der var delt i to næsten lige store grupper i forhold til fremtidens organisation.

Den slags kan ikke undgå at sætte spor i et spejderkorps, der i forvejen er presset til det yderste.

Vicespejderchef Johnny Worum (Foto: Jacob Pihl)

Vicespejderchef Johnny Worum gik ind for Forslag 1, ”Bæredygtigt korps”. Han slår fast, at der var tale om en nervepirrende afstemning på Førerstævnet og fortsætter:
”Men vi havde en rigtig god dialog op til afstemningen og også på de fire Dialogdage inden Førerstævnet. Det er ikke min fornemmelse, at der er skabt nogle store kløfter. Det er klart, at halvdelen af de førere, der deltog, er skuffede. Men jeg føler ikke, det har skabt en kløft.”

I Aalborg 1. havde de håbet på en anden løsning

I Aalborg 1. er kredsfører Lise Melkær Svendsen ikke specielt begejstret for, at spejderkorpset fortsætter som selvstændigt spejderkorps:

”Alle spejderkorpsene oplever medlemstilbagegang. Når vi tror, vi kan få flere medlemmer, må det betyde, at vi vil gøre noget, der er helt anderledes end alle de andre korps. Jeg har svært ved at se, hvad det skulle være. Vi vil gerne være flere spejdere! Men en sammenlægning med KFUM-spejderne ville fjerne det økonomiske pres for at blive flere lige nu.”

Kredsfører Lise Melkær Svendsen, Aalborg 1. (Foto: Jacob Pihl)

Lise synes, at ansvaret som kredsfører bliver en del tungere, når nogle få medlemmer i fx Aalborg 1. kan være afgørende for hele korpsets økonomi:

”Jeg føler, at der er et større pres på mig nu, end hvis vi havde valgt ’KFUM-løsningen’. Jeg føler det lidt som et negativt ansvar og jeg håber, at korpsrådet kan gøre noget for, at det bliver en positiv oplevelse at skaffe flere spejdere.”

Førerkredsen hos AmagerbroSpejderne troede på Forslag 2

Hos AmagerbroSpejderne leder man også efter optimismen efter Førerstævnet. Kredsleder Johanne Kofoed Lundegaard forklarer, at førerkredsen troede på Forslag 2.

Kredsleder Johanne Kofoed Lundegaard, AmagerbroSpejderne (Foto: AmagerbroSpejderne)

”Vi har en del medlemmer som indenfor de sidste år har siddet i korpsrådet. Idet vi skulle tage stilling til, hvilken vej, vi tror på, er den rette, har vi kigget på de erfaringer, vi som korps har fået de seneste år. I de sidste tre år har det været meget svært at finde en ledelse. Vi kiggede også på de seneste 10 til 20 år, hvor vi ikke har oplevet nogen form for vækst. På Førerstævnet sidste år endte vi i en kriseløsning. Vi har virkelig haft svært ved at se, hvordan vi skulle komme videre. Hvor skulle kræfterne lige pludselig komme fra? Vi har brug for opbakning til kredsens arbejde på flere planer, og vi ønsker at være en del af en organisation og et fællesskab, hvor vi også på nationalt og internationalt plan kan levere god kvalitet til vores spejdere. Det har vi svært ved at se, kan ske i et selvstændigt korps,” siger Johanne.

Begge kredsførere fremhæver, at glæden ved det lokale spejderarbejde er alt for stor til, at det er påvirket af uenighed om korpsets struktur.

Hvad gør korpsrådet nu?

Johnny Worum fortæller, at det nyvalgte korpsråd allerede har fokus på tre udvalgte kredse, hvor man vil arbejde aktivt med menighed og kredsledelse om at blive flere spejdere. I forhold til medlemstallet vil korpsrådet i fremtiden blandt andet fokusere på, at alle aktive også bliver medlemmer. Der er fortsat eksempler på, at fx familiespejdere, der ikke mødes så ofte, ikke er medlemmer i kredsen. For at fremme medlemskab for denne gruppe vedtog Førerstævnet et lavere korpskontingent for familiespejdere.

Sanne “blogger” til verden udenfor Houens Odde (Foto: Jacob Pihl)

Nyt forsøg med Chin-menighederne

Ligeledes er korpsrådet klar til at gøre et nyt forsøg i forhold til chin-menighederne, fortæller Johnny Worum:

”Vi har været i dialog med chin-menighederne. Der har været en generel modstand mod uniformer. Vi har så gransket vedtægterne, og vi har faktisk ikke et uniformskrav. Vores kendemærke er tørklædet, og det har chin’erne ikke noget i mod at bære. Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund (BBU) har allerede et velfungerende ungdomsarbejde i chin-menighederne, og vi vil samarbejde med BBU om også at få gang i spejderarbejde.”

Kredsstøtteudvalg

Kredsstøtteudvalget er et af flere nye initiativer, som korpsrådet har planer om at sætte i gang, fortæller Johnny:
”Det skal være meget lavpraktisk. Måske noget med at kredse tager fat i udvalget, hvis de mangler lederkræfter, mangler hjælp til at lave spejdermøder eller mangler hjælp til reklame i et område. Så kan kredsstøtteudvalget rykke ud og sige: ’Fint, hvad skal I bruge?’ Og så hjælper kredsstøtteudvalget med de konkrete opgaver.”

Hvad mangler kredsene støtte til?

Det ser ud som om, kredsstøtteudvalget er den løsning Lise og Johanne efterspørger. På spørgsmålet om, hvad AmagerbroSpejderne har brug for hjælp til, siger Johanne:

”Vi kunne godt bruge flere spejderledere, som har gejst og lyst til at lave spejderarbejde for de spejdere, vi allerede har, og for dem som ikke er spejdere endnu. Men det er en svær opgave at rekruttere flere ledere, og det er særligt en svær opgave, fordi der er langt mellem de frivillige, der i forvejen kender foreningslivet. Så derfor vil det med stor sandsynlighed kræve en god ”uddannelse” af nye frivillige, og det har vi daglige ledere ikke kapacitet til at varetage, fordi vi allerede lægger vores tid med spejderne. Vi har gjort os mange tanker om frivillighed, og vi har brug for helt konkret hjælp til at udføre det.” Johanne peger på, at mulighederne for kredsstøtte, uddannelse og træning af uddannede konsulenter var en af grundene til, at AmagerbroSpejderne støttede Forslag 2.

I Aalborg 1. er Lise spændt på, hvad det nye korpsråd vil tilbyde kredsene:

Øksedal (Foto: Henrik Andersen)

”Vi har brug for flere hænder – flere førere. Jeg tror, det er et generelt problem for storbykredsene, at vi måske nok kan finde flere børn, men vi mangler frivillige til at tage sig af dem. Hvis korpsrådet kan hjælpe med det, lytter vi gerne.”

Øksedal

Siden 1955 har Baptistspejderne ejet førertræningscentret Øksedal ti kilometer vest for Nibe. Langt ude i naturen på den himmerlandske hede, med lyng, bakker og træer. Her har mange unge fundet tro, kærester, ægtefæller og kammerater for livet. Et sted, der fortsat kan fremkalde stærke følelser. Økonomiske tilskud fra tipsmidlerne har i årenes løb været med til at skabe det Øksedal, man ser i dag. Men hvordan ser fremtiden ud for Øksedal i ”Bæredygtigt korps”-løsningen?

Johnny Worum forklarer:

”Vi er ikke så langt fra, at Øksedals økonomi er omkostningsneutral. Jeg mener, at vi mangler 80.000 kroner på årsbasis, for at Øksedals drift inklusive almindeligt vedligehold er i balance. Det er realistisk, at få driften til at balancere. Udfordringen er, at vi forsat gerne vil udvikle Øksedal. Uden driftstilskud fra DUF kan det blive en udfordring. Men her har korpsrådet planer om at tage fat i de kredse, der har været dygtige til at skaffe fondsmidler og lære af dem.”

Korpsrådet: Spejderchef, Amalie Søegaard (Herlevspejderne), Vicespejderchef, Johnny Worum (Aarhus kreds), Korpskasserer, Andreas Højmark Søndergaard (Aarhus kreds), Korpsrådsformand, Jakob Lyngs (Holbæk-Regstrupspejderne), Tue Sandbæk (Hollufgaardspejderne), Ole Broholm Andersen (Østervrå kreds), Rasmus Broholm Andersen (Herlevspejderne) (Foto; Jacob Pihl)

Korpsråd med kun en kvinde

Billedet af det nye korpsråd viser seks ikke helt unge mænd og en enkelt kvinde. Det rejser spørgsmålet om sammensætningen afspejler fortidens ønsker mere end fremtidens håb? Johnny er forberedt på spørgsmålet og forklarer, at støtten til ”Bæredygtigt korps” nok især kom fra dem, der ønsker at fastholde en tæt tilknytning til BaptistKirken og som fortsat ønsker, at korpset kan optræde selvstændigt i både nationale og internationale sammenhænge. Om korpsrådets sammensætning siger Johnny:

”Vi er meget bevidste om sammensætningen. Vi har allerede talt om, at nogle skal udskiftes efter to, andre efter fire og seks år. Og hvem, der skal gå hvornår for at få flere unge og flere kvinder ind. Men vi skal undgå den situation, der opstod i 2023, hvor vi pludselig stod uden korpsråd til Førerstævnet.”

Optimistisk vicespejderchef

Vicespejderchef Johnny Worum er optimistisk. Der er en særlig ting, der giver anledning til optimisme:

”Vi har fået henvendelse fra flere – også tidligere spejdere – der ønsker at være aktive og hjælpe til igen. Det er vi rigtig glade for.”

Spejderkorpset har de senere år gennemlevet den største krise i korpsets historie. På Førerstævnet 2024 fandt man en løsning for fremtiden. Men – som stemmetallene viste – også en løsning, der delte korpsets førere i to lige store grupper. Udfordringen for korpsrådet bliver at skabe tillid i alle kredse til ”Bæredygtigt korps”-løsningen og skabe den medlemsmæssige fremgang, der er forudsætningen for et ”Bæredygtigt korps”.

Relateret

• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi
• 08. dec. 2025 - Holbæk- og RegstrupSpejderne hædret som Årets Ungdomsforening 2025 for ”Skovens Portal”
• 20. nov. 2025 - Alt det, vi har til fælles
• 08. nov. 2025 - ”Vi har kæmpet, men kræfterne rækker ikke længere”
• 27. sep. 2025 - Formandstalen 2025

Find flere

Fakta
Kylene og Kristian Bak, begge er 40 år
To børn, Sadie på fem år og Lily på 10 år
De har været med i den internationale kirke, siden den var en del af Bethelkirken i Aalborg
I 2014 var de med til at stifte kirken Koinonia, som holder gudstjenester i Karmelkirken i Aalborg
Kylene har boet i Aalborg, siden hun for 16 år siden kom til Danmark
De blev gift i 2006

Kristians personlige kald til at følge Jesus helhjertet kom i Ungarn, da han var 25 år og på missionstur. Siden har hans åndelige sprog været engelsk.

”Folk spørger, om det ikke har været et offer at opgive mit modersmål, når jeg er en del af en international kirke, hvor vi taler engelsk. Slet ikke, for jeg har som voksen hele tiden tilhørt det internationale miljø,” fortæller Kristian.

Han har selv oplevet at være fremmed et nyt sted, hvor det er svært at finde netværk. Der kan være stor ensomhed og man kan føle sig malplaceret.

Pludselig er de væk

”Vi ønsker at være et tilbud ind i det miljø. Men det er også hårdt. Vi ved aldrig, hvor længe folk er her i Aalborg. De kan være her tre måneder eller tre år. Vi ved, at det formentlig ikke bliver langvarige venskaber. Men vi er kaldet til at investere i mennesker, som pludselig kan være væk.”

Kristian har selv oplevet, at hele hans netværksgruppe pludselig var rejst. ”Ok, så skal vi begynde forfra,” var reaktionen. ”Kun Gud kan give os kræfter til dette arbejde. Vi skal helst være lidt kede af det, når folk rejser. Ellers har vi ikke investeret nok i dem.”

Kernen i menigheden er fire familier, samt den tidligere præst Lee Hanson og Herdis Larsen, der også er tidligere præst.

”Vi er for øjeblikket 15-20 mennesker, der ikke ser ud til at flytte sig lige nu. Det er den største kerne, vi nogensinde har haft,” griner Kristian.

Vi skal helst være lidt kede af det, når folk rejser. Ellers har vi ikke investeret nok i dem.

Hvorfor gør jeg det her?

Det var en slags omvendelse, en dag hvor han tog fra familien og et sygt barn. ”Jeg skulle til gudstjeneste, hvor jeg selv stod for det hele og vidste, at der kun kom 5-7 mennesker. Jeg spurgte mig selv, ’hvorfor gør jeg det her?’ Så siger Gud: ’Jamen, der her handler ikke om dine tanker. Du har en chance for at være der for mennesker, der er hér lige nu. Det er ikke sikkert, du kommer til at se frugten af dit arbejde, og du kan ikke blive bedstevenner med alle.”

Lige siden har det været lettere. Vi skal opmuntre, udruste og velsigne mennesker, der er her i Danmark som fremmede. Vi skal vise Jesu kærlighed. Og så skal vi have lidt Alzheimers – og glemme, at de ikke er kommet for at blive.”

Guds udfordring

Kristian er gift med Kylene, der er fra USA. Hun kom til Danmark, fordi hun skulle arbejde med teenagerne i Bethelkirken – og så er hun blevet hér.

”For fem år siden udfordrede Gud mig til at finde folk, der kunne støtte os i det, vi laver, så vi kan bruge alle kræfter på det internationale. Det tog mig tre-fire år at acceptere det kald,” siger Kristian, mens han vasker trapper. Han ler meget og er lidt tøvende – eftertænksom – i sine svar.

For 10-12 år siden var der én, der bad for Kristian om, at hans familie måtte være hans primære tjeneste. Han forstod ikke dengang, hvad den bøn betød. Nu er han derimod meget bevidst om, at børnene ikke skal lide under forældrenes kald. ”De er ikke kaldet på samme måde som os.”

Hver tirsdag har de bibelstudie i deres hjem, så børnene møder mange mennesker derhjemme. Men hver fredag er helliget familien.

Vi opmuntrer mennesker til at leve med Gud hver dag, og så mødes vi om søndagen og fejrer det, der er sket igennem ugen.

Hemmelige gæster

”Vi holder en aften, hvor vi får ”hemmelige gæster”, der fortæller deres troshistorie. Børnene oplever en spænding; ”Hvem er det, der kommer,” spørger de hele tiden. De skal med i kirke om søndagen, men ellers får de lov til at vælge, hvad de vil være med til.”

Kristian fortæller, at Kylene har et specielt kald til de internationale mødre. Hun har en Facebook-gruppe, som hedder ”Mom’s helping Mom’s”. Hun har fået hul igennem til det offentlige system, bl.a. et tilbud, der hedder ”Hånd om barnet”, hvor hun også kan fungere som tolk.

”Vores ønske for kirken er, at vi opmuntrer mennesker til at leve med Gud hver dag, og så mødes vi om søndagen og fejrer det, der er sket igennem ugen. Vi spiser sammen. Lige nu er der 30, der har skrevet sig på til at blive inviteret hjem og spise hos én af familierne. For nogle bliver det til én gang, for andre bliver det til venskaber.”

Viser hen til Jesus

Der kommer mellem 20 og 40 til gudstjenesterne i den kirke, Kristian nu står i ledelse for.

”At Lee er trådt tilbage betyder, at jeg ikke længere kan gemme mig bag ham. Men det er også en stor velsignelse. Vi ved, at der er mange, der beder for os og tror på os. Jeg er måske naiv, men jeg tror på, at Gud kan gøre noget igennem mig, når bare jeg søger Guds vejledning og er villig til at gøre det, han beder mig om.

Jeg ved, at det er mig, folk ser hen til nu. Og så må jeg bare vise hen til Jesus.”

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 19. feb. 2026 - Normer
• 08. nov. 2025 - ”Vi har kæmpet, men kræfterne rækker ikke længere”
• 27. sep. 2025 - Formandstalen 2025
• 18. sep. 2025 - Spændvidden er en gave

Find flere

Lars Midtgaard måtte for et par år siden sige farvel til gode folk fra sin menighed i Aalborg. De ville slutte sig til en anden kirke, Vineyard, som med Thomas Willer i spidsen ville plante en ny menighed i Aalborg.

”Jeg blev personlig udfordret. Det var rigtig hårdt! Dem, der gør det, har altid masser af ressourcer. Det kunne mærkes i menigheden. Samtidig var det ene par vores personlige venner – det er de heldigvis stadigvæk.

Da de var gået i gang, kunne jeg stadigvæk tænke: ”Det er godt nok træls”. Så tror jeg virkelig, Gud talte til mig: ’Tør nu øjnene Lars, for de her mennesker bliver ikke de sidste, jeg kalder fra Bethelkirken. Jeg kommer til at kalde på andre, der skal plante kirker og jeg vil, at du skal sende dem.’

Det blev et Kairos-øjeblik for mig. Samtidig var der noget, der faldt på plads. Både i forhold til de venner, der var gået. Jeg erkendte: ’Jeg skal velsigne dem, der skal ud og plante nye menigheder.’

Og kort efter havde vi et møde mellem Bethels menighedsråd og BaptistKirkens ledelse, hvor I spurgte, om vi ville sætte os for bordenden på vegne af BaptistKirken vedrørende menighedsplantning.”

Jeg skal velsigne dem, der skal ud og plante nye menigheder.

Vi skal refokusere

For at sige ja til det, var Lars midt i en længere proces:

”Jeg oplever, at vi har tjenestekrise i BaptistKirken. Vi mangler præster. Vi kan se, at gennemsnitsalderen i menighederne bliver ældre, små menigheder skranter, nogle lukker. Vi står på en brændende platform. Vi skal refokusere. Vi skal se nye menigheder vokse frem og blive middel til at nå danskerne.”

“Vi har prøvet det før. Dawn-bevægelsen i ’90-erne var ikke videre vellykket. Men jeg ser håb, blandt andet i dét, Henrik Holmgaard har gang i med SCMT, (Studiecenter for Menighedsbaseret Teologi).”

“Jeg ser også på min kirkefamilie, og jeg kan mærke, at det ér mine rødder. Der skal ske noget! Spørgsmålet er, hvor mange skud, der er tilbage i bøssen?”

Vi skal se nye menigheder vokse frem og blive middel til at nå danskerne.

Fælleserklæringen

Lars Midtgaard

Det er vigtigt for Lars, at det med menighedsplantning også bliver en markør i den kommende Fælleserklæring:

”Som kirkeligt fællesskab skal vi samtale, men der er nogle store bump på vejen. Vores kirkekultur f.eks. Vi må indse, at det kommer til at koste på flere niveauer. Kulturbærerne, præsterne og lederne i menighederne skal sætte menighedsplantning – eller lad os kalde det ’at danne nye trosfællesskaber’ – på dagsordenen. At vi kalder på dem, der bærer dette kald.

Vi skal sætte det på dagsordenen i forkyndelse og samtale. De, der bærer på kaldet til at skabe nyt, føler sig hjemløse, hvis ikke det bliver italesat. Udfordringen for præster og ledere er, at vi ikke vil undvære nogen, og slet ikke dem, der har mange ressourcer. Da skal vi udfordre os selv som præster og ledere til at turde give slip, når Gud kalder.

Der er noget, der er vigtigere, end at vi lykkes lokalt og lykkes som menighed. Her bliver vi nødt til at ville give. Give nogle af vores gode folk væk. At sætte folk fri.”

Der er noget, der er vigtigere, end at vi lykkes lokalt og lykkes som menighed.

Missionsforbundet gør det

Det næste skridt for Lars er at samle en gruppe, der sammen men ham vil sætte en dagsorden om nye trosfællesskaber. Der er allerede et arbejde i gang i blandt andet Missionsforbundet. Her har man en strategi om at se fem nye menighedsfællesskaber skyde frem inden 2022.

Oplægget er, at der bliver ydet tilskud til løn fra Missionsforbundet og lokale menigheder.

Lars tilføjer: ”Det kommer til at koste penge. Der skal vi måske endda kaste mange penge ind i dette. Blandt andet til løn. Der er mennesker, der vil starte noget op. Men de har brug for at andre står bag dem!”

Til dem, der bærer på kaldet til at starte noget nyt, har Lars et første råd:

”Du skal ikke vente på, at der falder noget ned i din turban. Når betingelserne er opfyldt, så er der økonomi bag. Du skal ikke vente ti år.”

Læs mere om ’Studiecenter for Menighedsbaseret Teologi’ (SCMT) i artiklen ‘Kald til forskning og udrustning’.

Relateret

• 08. nov. 2025 - ”Vi har kæmpet, men kræfterne rækker ikke længere”
• 28. okt. 2025 - 100 til karismatisk-evangelisk lederdag
• 30. sep. 2025 - BaptistKirken: Fra holdningsfællesskab til handlingsfællesskab?
• 10. maj. 2025 - Hvordan finder vi fælles fodslag, når vi står langt fra hinanden?
• 16. dec. 2024 - Evangelisation og menighedsvækst i Rwanda og Burundi

Find flere