Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Sommerstævne ’24: Når temaet er nåde, sker der noget

Åbningsgudstjeneste - Sommerstævne 2024

Astrid Melkær Andersen

Sommerstævne ’24: Når temaet er nåde, sker der noget

Søndag den 21. juli blev årets Sommerstævne i Mariager sat i gang med en festlig nadvergudstjeneste for 830 deltagere i alle aldre

Lyt til artiklen her:

Åbn lyd i nyt vindue

”Hvad er det bedste ved en gave” spurgte Mette Sloth fra Stævneudvalget et af børnene på scenen.
”… det er det, der er inden i,” lød svaret prompte. Og sammen pakkede de gaven ud midt på scenen til Sommerstævnets åbningsgudstjeneste: Et meget stort rødt hjerte. For at huske os på, at NÅDEN er Guds gave til hver eneste af os.

Foto: Astrid Melkær Andersen

Det handler ikke kun om noget – men om nåde

Mettes medvært, Jakob Martens, forklarede, at han var glad for temaet. Som nordjyde var det nemt at forstå: Det handler om noget. Mette var ikke helt sikker på, at Jakob helt havde forstået: For temaet handler selvfølgelig om noget. Det handler om nåde. Med lidt hjælp fra publikum fandt Jakob til sidst ud af, at nåde er mere og andet end bare noget.

Med sprogforvirringen løst på scenen var Jakob nødt til at høre sit nordjyske bagland, om de var helt med på forskellen på noget og nåde. Det var jyderne – ubetinget. Ligesom resten af salen.

To stærke vidnesbyrd

To unge mennesker gav korte, meget præcise og tankevækkende vidnesbyrd.

Maja fortalte om følelsen af at kigge på sig selv i spejlet og få øje på alle fejlene. Det er alt for nemt. Det er alt for nemt at blive hængende i sin egen utilstrækkelighed. Men så er der morgenandagten. Hvor bibelen fortæller Maja, at Gud elsker på trods. På trods af Maja’s mangler og fejlene i spejlet. Det er ligesom med pakken: Det er det, der er inden i, der betyder noget. Guds nåde rækker længere end blot til at dække fejl og mangler i spejlbilledet.

Philip fortalte om sin barndoms kilde – Den hellige Kilde på Thyholm. Et sted Philip kom i sin barndom og som dengang virkede magisk. Som voksen ville han dele den magiske oplevelser med sine børn, men fandt kun en helt almindelig kilde. Barndomsmindet krakelerede, men Philip fandt trøst i Johannesevangeliet, kapitel 7, vers 38: ”Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: ’Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.’” Det handler om at stille sig i Guds kildevæld og finde kraft til livet, selv om det af og til krakelerer.

Foto: Astrid Melkær Andersen

Sendt ud med løfte om nåde og trofasthed

Mette Sloth sendte os ud på stævnet og ud i verden med to skriftsteder. Fra Romerbrevet, kapitel 3, vers 24: ”… og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus,” og fra Klagesangene, kapitel 3, vers 22 og 23: ”Herrens troskab er ikke hørt op, hans barmhjertighed er ikke forbi, den er ny hver morgen; din trofasthed er stor.”

Jakob fulgte op med en opfordring til os alle om at huske, at kirkerne er et af de sidste ”generationshuse” i samfundet. Et af de få steder, hvor man mødes på tværs af generationer – fra de yngste til de ældste. Hvor livet får et formål for alle generationer.

Inden nadveren skulle Jakob lige høre om, om vi havde det ligesom ham: ”Yes!! I dag har Gud noget nyt til mig.” Sådan havde vi det alle sammen.

Foto: Astrid Melkær Andersen

Fest i gaderne

I et sommervarmt og solbeskinnet Mariager fortsatte dagen med kaffe i menighedsgaderne. Flere menigheder havde inviteret gæster hjemmefra for at fejre fællesskabet. Mange steder var bagværket af luksuriøst tilsnit og serveringen næsten overdådig. Kaffe og kage blev suppleret af mange ord: Det var en sommerdag, hvor hastværket var pakket væk og der var tid til samtale.

Mød din næste

– var overskriften på eftermiddagens sidste arrangement. I grupper på cirka 10 – bredt sammensat på tværs af alder og geografisk tilhørsforhold – strømmede stævnedeltagerne ud på et stjerneløb, som baptistspejderne fra Vrå havde sat sammen til dagen.

Ti forskellige poster skulle holdene igennem. Det spændte vidt: Fra kast med redningsreb og tårnkonstruktion af skumfiduser til at tælle stolerækker i Hallen og tage gruppefoto med fjorden som baggrund.

Der blev gået til opgaven med stort engagement både blandt unge og ældre.

Foto: Astrid Melkær Andersen

Grønningen

Mange kender Grønningen fra Lindenborg. Selv om græsset er skiftet ud med fliser er Grønningen flyttet med til Mariager. Et stort ”afslapningsområde” for efterskoleeleverne er indtaget af Bethelkirkens Streetfood og Mad og Missions Marked. For mange deltagere sluttede eftermiddagen på Grønningen. Enten med aftensmad fra madboderne eller til stævnets aftensmad, der blev serveret i Efterskolens spisesal, hvor Grønningen trækker ind, hvis sommeren bliver våd.

Søndag aften

– slutter med aftenmøde i Hallen, hvor Svend Vestergaard Jensen fra Din Frikirke i Haderslev taler over emnet: ”Min nåde er dig nok”. Senere er der fællesskab på Grønningen, når Joachim Midtgaard fra Bethelkirken i Aalborg udfordrer til musik-quiz.

Giv din mening til kende