Lyt til artiklen
Åbn lyd i nyt vindueMeget sent i 2023 blev de fire arrangører, BaptistKirken, Evangelisk Frikirke Danmark, Evangelisk Frikirkes Børn og Unge og Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund tvunget til at flytte Sommerstævne 2024 fra Lindenborg på grund af manglende tilladelse til camping. Det medførte et meget stort pres på stævneudvalget for at finde et andet sted at være. Heldigvis lykkedes det at få aftaler på plads med Mariager Høj- og Efterskole og Mosaik, så Sommerstævne 2024 kunne afholdes i Mariager i forlængelse af Mosaiks Sommercamp.
”Fuld plade” på programmet
Fra tidlig morgen til sen aften var der aktiviteter ugen igennem. Dagene startede med tilbud om morgenbøn. Et tilbud som op mod 45 morgenfriske stævnedeltagere tog imod.
Formiddagene bød på undervisning i Hallen og på ungdomssporet SOUL. Som noget nyt var SOULs undervisning, i år med titlen ”Noget om…”, også en del af det officielle stævneprogram. De ældre stævnedeltagere kvitterede ved at møde op i stort tal. Til tider stod folk i kø udenfor Efterskolens aula for at høre, hvad der skete på SOUL.
Eftermiddagene bød på seminarer med emner, der spændte fra ”Værdier som rettesnor i forældreskabet” til ”Forsoning i en digital tidsalder”. Der var stort fremmøde og i mange tilfælde også stor diskussionslyst på seminarerne.
Inspireret af internetfænomenet ”TED Talks” havde SOUL hver eftermiddag inviteret en oplægsholder, der talte ud fra overskriften ”Nåde med…” – Gud, kirken, andre og til sidst – mig selv. Også her oplevede SOUL-folket stor tilslutning fra både unge og ældre stævnedeltagere.
”Det vi burde tale om” var overskriften på et helt nyt programpunkt, hvor stævnedeltagerne blev udfordret til at turde tale om nogle af de emner, der ofte er tabuer i vores kirkelige hverdag. Emnerne spændte bredt: fra samtale om, hvad vi mener, når vi siger, at Bibelen er Guds ord til en samtale med overskriften ”Min datter er til piger”. Når stævnetemaet er ”nåde”, er det sundt at blive udfordret på områder, hvor vi som enkeltpersoner og kirke af og til har svært ved at vise nåde.
Dåb i Mariager Fjord
I løbet af ugen valgte mindst ti unge mennesker fra flere forskellige menigheder at blive døbt i Mariager Fjord. Det var de enkelte menigheder, der stod for arrangementerne, så derfor er der ikke et fuldstændigt overblik. “Stævneteamet glæder sig over, at flere end tyve mennesker de seneste to år har valgt at blive døbt i forbindelse med Sommerstævnet. Det giver mening at mødes,” siger stævnekoordinator Pia Rosendal Daugaard. Nogle af de unge havde ønsket dåb i Mariager for at være sammen med venner fra begge kirkesamfund og fra hele landet.
Fyodor fra Ukraine
Fyodor Raychynets, ukrainsk præst og underviser, besøgte stævnet og efterlod et uudsletteligt indtryk fra en verden, der er tæt på vores og alligevel ubegribeligt langt væk. Tirsdag formiddag fortalte Fyodor tre historier fra sin hjemby Bucha, der var besat af russerne i krigens begyndelse. Historier om hvor svært det er at være tilgivende, når overgreb bliver til grusomheder. Men også historier om at vise nåde og være kirke, når kirken pludselig bliver det vigtigste samlingspunkt for en traumatiseret, kriseramt og krigsramt befolkning.
Onsdag eftermiddag gav Fyodor en omfattende og grundig teologisk undervisning ud fra de tre historier han havde fortalt tirsdag.
Mange af stævnedeltagerne oplevede Fyodors vindende væsen og lyst til at tale på tomandshånd om oplevelserne fra Ukraine og – især – Bucha.
Flytningen til Mariager – og tilbage til Lindenborg?
Bortset fra afstanden til Sjælland, hældningen på campingpladsen og udfordringen med at finde rundt et nyt og stort sted, var der kun få problemer oven på ”sidste-øjebliksflytningen” til Mariager. Stævneudvalget og i særdeleshed stævnekoordinator Pia Daugaard havde lagt et kæmpe arbejde i at få alle detaljer på plads. Det lykkedes over al forventning.
På BaptistKirkens Landskonference 1 under stævnet var meldingen fra BaptistKirkens ledelse, at der ville blive truffet beslutning om placeringen af næste års sommerstævne, når de fire arrangørorganisationer mødes i slutningen af august.
Ved Sommerstævnets afslutning havde Lejre Kommune fortsat ikke truffet beslutning i sagen om campingtilladelse i Lindenborg. Det er uvist, hvornår Lejre Kommune træffer beslutningen.
Festlig afslutning
Torsdag aften inviterede Grønningen til ”Sing-Along” med præsten fra Vrå, ”den nye dreng i klassen”, Gert Bjørsted. Han havde taget sine musikalske venner fra Hjørring og Frikirken i Sæby med, og så var der ellers pophits fra de seneste 40 år (eller flere) på programmet. Der var ”Sing-Aalong” for de modne stævnedeltagere på Shu-Bi-Dua, Erik Grip, Bamses Venner og en hel del flere af største danske pophits.
Sent torsdag aften samlede SOUL også fuldt hus til det traditionsrige “How I met your mother”-arrangement, hvor fire ægtepar fortalte om deres kærlighedshistorie med følelse, passion og rigtig meget humor.
Fredag formiddag sluttede Sommerstævne ’24 med Lasse Åboms afsluttende undervisning og opsummering på ugen. Herefter var som tidligere år en heftig afslutningsgudstjeneste med medvirken fra børnesporene.
Købnerkirken ramt af hærværk
Sommerstævnet fik ikke helt den afslutning alle havde håbet. Købnerkirkens regnbuefarvede flag blev brændt, og der blev begået hærværk mod inventaret i kirkens fællestelt torsdag nat. I forbindelse med afslutningsarrangementet fredag formiddag blev hændelsen kritiseret i klare vendinger af stævneledelsen på vegne af arrangørerne. De fire arrangører har taget afstand fra hændelsen i et fælles opslag på Sommerstævnets Facebookside.
Giv din mening til kende