Lyt til artiklen her:

Temaet var gennemført ved alle gudstjenester og de store taler. Hvad sker der, når Jesus inviterer os til at spise sammen, nyde nadveren sammen og rykke sammen? Og hvem er i det hele taget til stede ved bordet? Hvem er velkommen – og er der nogen, der ikke er det?

Artiklens forfatter, Lone Møller-Hansen på talerstolen ved BWAs årsmøde i Toronto, Canada. (Foto: Jeff Peck).

Over 500 baptister fra 65 lande deltog, og 435 var til stede, da Baptist World Alliance holdt årsmøde på Tyndale University i Toronto i begyndelsen af juli under temaet: ’At the table of Christ, one gospel, many people’, på dansk ’Ved Jesu bord, ét evangelium, mange mennesker’.

Generelt var opfordringen, at alle var velkomne ved bordet. I hvert fald fra talernes side. Men når man så diskuterede rundt i de små grupper, kom det frem, at der er menigheder, hvor kun menighedens medlemmer kan modtage nadver – eller hvor man skal have bekendt sin tro på Jesus offentligt, før man kan modtage nadver.

Konservativ eller liberal?

Vi er en meget sammensat verdenskirke. Det er helt klart, at den voksende kirke i Afrika er ret konservativ, og at amerikanerne er splittede i mange teologiske spørgsmål. Alligevel siges det, at BWA er for liberal, fordi vi anerkender kvinder som præster og ledere. Sydstatsbaptisterne, som ikke er med i BWA længere, har netop taget en beslutning om, at det ikke er bibelsk! I BWA er vi enige om, at Jesus skal være i centrum. Og han spiste netop med alle dem, ingen andre ville være sammen med! Og kvinderne var jo de første prædikanter, der kunne fortælle om hans opstandelse. På prædikestolen i Toronto var der stort set lige mange mænd og kvinder.

Lone ved den røde stol sammen med Valérie Duval-Poujol, der er BWAs ambassadør i kampen mod vold mod kvinder. (Foto: Jeff Peck).

”Den røde stol”

Den nye struktur i BWA indebærer blandt andet, at der kan udnævnes ambassadører til specifikke emner. Foreløbig er der tre BWA-ambassadører: Én til Mellemøsten, én til forkyndelse og voksende kirker, og én til kampen mod vold mod kvinder. Valérie Duval-Poujol fra Frankrig er den sidstnævnte. Hun gør en indsats for de kvinder, der bliver slået ihjel af én af deres nærmeste. Hver eneste dag bliver 137 kvinder slået ihjel af en partner eller et familiemedlem. Baptist-kvinderne har hvert år et projekt, de kalder ’den røde stol’. I det offentlige rum placeres en rød stol; det kan være en helt almindelig stol med et rødt klæde over. Stolen symboliserer de kvinder, der kunne have siddet med om bordet og i snakken, men som er blevet slået ihjel af nogle af deres nærmeste. Og så handler det om at opdrage ikke mindst vores drenge og unge mænd til, at vold ikke er i orden. At der er andre løsninger end at slå hende ihjel. Og at de, der slår kvinder ihjel, skal retsforfølges. Den undervisning skal starte hjemme, men den skal støttes i kirken. Vold mod kvinder er bare ikke i orden. Det er vold mod mænd selvfølgelig heller ikke.

BaptistKirken som rollemodel! Mange var interesserede i at høre om vores arbejde med Acts2Movement og Bibel-app’en. (Foto: Jeff Peck).

Vi er rollemodeller

Et andet stort tema på årsmødet i Toronto var selvfølgelig kampagnen Acts2Movement. Det er et fokus på missionale tiltag frem mod 2000-året for Jesu død og opstandelse, Helligåndens komme over mennesker og kirkens opståen. Året er 2033. Ikke kun baptistkirker sætter sig for, at det er nu, vi skal prøve at opfylde Missionsbefalingen (Mattæusevangeliet, kapitel 28, vers 18-20). At budskabet om Jesus skal ud i hele verden.

Andre verdenskirker arbejder mod samme mål. Måske lykkes det denne gang.

Det viste sig, at vi i BaptistKirken bliver set som en rollemodel. Jeg fik lov til at præsentere, hvad vi har gjort så langt: oversættelse af Acts2Movement-korset, det lille hæfte, der er sendt ud til alle kirker, som skal klæde ikke mindst menighedernes ledere på til at fortælle om Acts2Movement, som vi også kalder ’Tro i bevægelse’.

Lone sammen med Julio fra USA ved den smukke nadverceremoni, der afsluttede årsmødet. ( Foto: Jeff Peck).

Oplægget til syv prædikener om den bibelske baggrund for Acts2Movement, og den bibel-app, som alle opfordres til at downloade inden 30. august. Med den og din bibel kan du komme igennem hele Bibelen – eller Det Nye Testamente og udvalgte tekster i Det Gamle Testamente i løbet af to år – alt efter om du vil læse to eller et kapitel om dagen. Bibelappen vakte interesse i flere delegationer, så måske er der potentiale for, at andre vil købe den af Michael Frost, der har udviklet den. Det afgørende i denne app er, at du kan få en læsegruppe, der kan støtte dig til at holde ud, og som du kan dele dine læseoplevelser med.

I øvrigt vil vi gerne have en Acts2Movement-ambassadør i alle menigheder …

Chad Pillon ledte forsamlingen i lovsang i det smukke kapel på Tyndale University (Foto: Jeff Peck).

Rørt til tårer

Der var meget varierende musik og sang ved dette årsmøde. Mest rørende var det, da en musiklærer i kørestol, Chad Pillon, ledte forsamlingen i det smukke kapel på Tyndale University. Universitetet har i øvrigt tidligere været et kloster. Vi sang, mens vi græd, og hårene rejste sig på armene.

Og så er der alle de små samtaler, møderne med gamle og nye venner, opmuntring og forbøn. Helligånden var i den grad til stede.

Næste år er årsmødet i Caribien. Vi må vente til 2030. Da er der verdenskonference i Europa. Inden næste sommer ved vi, hvor.

Læs mere på BWA’s webside: https://baptistworld.org/annual-gathering/table-of-christ/

Den smukke klosterkirke er fra 1961. Klosteret blev overtaget af Tyndale universitet i 2003 (Foto: Lone Møller-Hansen).

Relateret

• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget

Find flere

Lyt til artiklen:

Når et politisk system bryder sammen og mister legitimitet, smitter det af på resten af samfundet og konflikten medfører etniske, sociale eller religiøse spændinger. Men de store overgreb kommer ikke altid fra mennesker med en anden tro eller etnicitet fortæller Saw Tun He, en af deltagerne i BaptistKirkens projekt for fremme af tros- og religionsfrihed: “De største krænkelser kommer fra militæret mod alle religioner. Det handler ikke kun om kristne. Religiøse bygninger fra alle religioner bliver angrebet.”

Naomi Naw helt til venstre og Saw Tun He helt til højre (Foto: Morten Kjær Kofoed)

FN’s tidligere særlige rapportør for Myanmar, Tom Andrews, advarer om en krise, der både er brutal og overset[1]. Siden militærkuppet i 2021 er angrebene på civile mål steget voldsomt. Skoler, klinikker og kirker er blevet ramt. Millioner er fordrevet eller truet af sult. Myanmar er blevet en “glemt krise”.

I maj måned besøgte missionssekretær Morten Kofoed BaptistKirkens projekt til fremme af tros- og religionsfrihed i Myanmar.  Et nødvendigt projekt i et land, hvor religion, etnicitet, politik og konflikt er tæt filtret sammen. Projektet er bevilget i 2025 til BaptistKirken og samarbejdspartnere i Myanmar af Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU), der har en pulje netop til at fremme af tros- og religionsfrihed[2].

(Foto: Morten Kjær Kofoed)

Mere end en humanitær krise

Myanmar er ikke kun ramt af en politisk og humanitær krise. Der er også en dyb krise for menneskelig værdighed, samvittighedsfrihed og retten til at leve trygt med sin religion eller overbevisning. Det er her, tros- og religionsfrihed (ofte omtalt som FoRB, Freedom of Religion or Belief) bliver afgørende.

Tros- og religionsfrihed handler ikke kun om retten til at praktisere sin tro. Det handler også om menneskets frihed til at tro, skifte tro, ikke tro, praktisere sin tro og deltage ligeværdigt i samfundet uden frygt, tvang eller diskrimination. Det gælder alle religioner. I sin kerne handler det om, hvorvidt mennesker kan leve sikkert som sig selv.

Når religion bliver en markør

Religion bliver brugt som markør for, hvem der hører til, og hvem der mistænkeliggøres. Gamle fordomme blusser op, og lokale stridigheder får ny kraft, når frygt, propaganda og usikkerhed breder sig. Derfor er tros- og religionsfrihed vigtig i en krise som Myanmars. Det er en del af selve spørgsmålet om fred, sammenhængskraft og beskyttelse af civile.

I Myanmar er religion, etnicitet, politisk identitet og væbnet konflikt filtret tæt sammen. Når religion politiseres eller bruges til at skabe fjendebilleder, bidrager den til mistillid, had og vold. Men religiøse ledere og trosfællesskaber er også blandt de få aktører, der stadig har lokal tillid, nærvær og moralsk autoritet. Derfor spiller de en vigtig rolle som brobyggere, fredsskabere og beskyttere af lokalsamfund.

(Foto: Morten Kjær Kofoed)

Problematiske ID-kort

Samtidig viser hverdagen, at religiøs identitet har konkrete konsekvenser. Saw Tun He fortæller: “På vores ID-kort er vores nationalitet, etnicitet og religion angivet. Hinduer og muslimer har sværest ved at få et ID-kort.” Uden nationalt ID-kort kan man ikke åbne en bankkonto, rejse frit eller gå til eksamen. Administrativ forskelsbehandling er derfor en barriere for uddannelse, arbejde og deltagelse i samfundet.

Forandring begynder i det små

CKU’s[3] læring fra tros- og religionsfrihed-projekter peger netop på, at bæredygtig forandring sjældent kommer alene gennem juridiske reformer eller internationale erklæringer. Det er vigtigt, men ikke nok. I skrøbelige samfund begynder forandringen ofte i det små: gennem tillid, forbedrede relationer, mindre frygt, fælles handling og modet til at se den anden som medmenneske frem for trussel. Religion kan være en ressource for fred, men også en drivkraft for polarisering. Derfor kræver arbejdet både lokal forankring, konfliktforståelse og evnen til løbende at tilpasse sig en virkelighed, der hurtigt forandrer sig.

(Foto: Morten Kjær Kofoed)

Det er også udgangspunktet for BaptistKirkens tros- og religionsfriheds-projekt i Myanmar. Projektet er forankret hos lokale partnere og det styrker unge religiøse ledere — herunder kvinder — fra forskellige trosretninger, så de kan forstå tros- og religionsfrihed, analysere lokale spændinger og tage initiativ til dialog, tillidsopbygning og lokale løsninger. Projektets formål er ikke at eksportere en færdig model til Myanmar, men at støtte lokale aktører i selv at identificere problemer, bygge relationer og handle dér, hvor de er.

For Naomi Naw har træningen givet et sprog for noget, hun allerede mærkede var forkert:
“Før træningen vidste jeg allerede, at jeg ikke brød mig om racemæssig eller religiøs diskrimination. Men jeg kendte ikke til tros- og religionsfrihed.” Efter træningen oplever hun, at hun har fået konkret viden og idéer til, hvordan hun kan tage del i arbejdet og gennemføre aktiviteter i sit lokalsamfund.

(Foto: Morten Kjær Kofoed)

Rettigheder kræver relationer

Et vigtigt element er tillidsopbygning. Naomi Naw fortæller, at buddhismen er majoritetsreligion i hendes område, og at buddhistiske religiøse fejringer kan foregå offentligt uden særlig tilladelse.
“Men for andre religioner gælder det, at hvis vi vil arrangere noget med mere end 50 mennesker, skal vi bede om godkendelse. Hvis det ikke bliver godkendt, kan vi ikke gennemføre aktiviteten.”
Netop derfor handler tros- og religionsfriheds-arbejde både om rettigheder og relationer: om at kende sine rettigheder, men også om at skabe lokale forbindelser, der kan mindske frygt og mistillid.

Erfaringerne viser, at interreligiøs dialog virker bedst, når den ikke kun består af samtaler, men også forbindes med praktisk samarbejde og fælles handling i lokalsamfundet. Når unge, kvinder og religiøse ledere arbejder sammen om konkrete udfordringer, opstår der nye relationer på tværs af skel. Det kan være netop de relationer, der senere gør det muligt at dæmpe konflikter, modvirke rygter og beskytte sårbare grupper.

Saw Tun He peger på, at det også kræver dokumentation:
“Vi arbejder på ét projekt: dataindsamling om Tros- og Religionsfriheds-krænkelser i Myanmar. Der er mange krænkelser i Myanmar, men vi har ikke specifikke data, der dokumenterer overgrebene.”

Solide data kan bruges i både national og international fortalervirksomhed — ligesom data kan hjælpe lokale aktører med at vise, hvad der faktisk sker, hvor det sker, og hvem der rammes.

(Foto: Morten Kjær Kofoed)

Ingen kan gøre det alene

Det kan lyde beskedent i et land præget af militær vold, sult og fordrivelse. Men i et samfund, hvor frygt og mistillid er blevet hverdag, er relationer ikke småting. Et trygt rum for samtale kan være begyndelsen på fred. En ung religiøs leder, der lærer at beskytte andres frihed, styrker også sin egen. En lokal gruppe, der går sammen på tværs af tro og etnicitet, kan blive et værn mod polarisering. Som Saw Tun He siger:
“Én organisation kan ikke gøre det alene. Vi er nødt til at gøre det sammen.”

Tros- og religionsfrihed handler ikke om at give særlige rettigheder til religiøse grupper. Det handler om lige værdighed og fælles frihed. Når trosfriheden bliver svækket, går det også ud over ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, minoritetsrettigheder og civilsamfundet muligheder. Og når trosfriheden bliver styrket, bliver den en vej til fred, deltagelse og beskyttelse af mennesker i et af verdens mest sårbare samfund.

“Min drøm er at være fredsbygger”

Derfor giver det mening at lade projektets deltagere selv få det sidste ord. Naomi Naw siger:
“Jeg forsøger at bygge enhed i mangfoldighed. I vores lokalsamfund er der mange forskellige religioner og etniske grupper. Selv om vi er forskellige, er det fælles, at vi alle er mennesker.”

Saw Tun He formulerer sin fremtidsdrøm sådan:
“Min drøm er at være fredsbygger.”
Han er selv konverteret fra buddhismen, men hans forældre og størstedelen af familien er fortsat buddhister. Alligevel lever de fredeligt sammen, og når Saw Tun He besøger sine forældre eller slægtninge, beder de ham om at bede for dem:
“I vores land har vi mange etniske grupper og mange religioner, og vi er nødt til at leve sammen.”

Myanmar må ikke blive en glemt krise. Og tros- og religionsfrihed må ikke blive reduceret til et nicheanliggende for særligt interesserede. Det er en grundlæggende del af kampen for menneskelig værdighed. I Myanmar — som mange andre steder — begynder den kamp ofte med mennesker, der tør mødes, lytte og bygge tillid, selv når alt omkring dem trækker i retning af frygt og splittelse.

[1] https://www3.nhk.or.jp/nhkworld/en/news/backstories/4795/

[2] ToRF-vinduet er en pulje af midler der skal fremme Tros- og Religionsfrihed benævnt ToRF eller FoRB (Freedom of Belief and Religion) og er tæt knyttet til artikel 18 i Menneskerettighedserklæringen om tros- og religionsfrihed.

[3]https://cku.dk/wp-content/uploads/2025/10/FORB_LearningReview_web_highRes.pdf

Relateret

• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026

Find flere

Lyt til artiklen:

Militærkøretøjerne dundrede forbi huset igen og igen.

De kørte gennem Druzhkivka i Donetsk-regionen, tæt på fronten. Soldaterne kom fra kampene – beskidte, trætte og mærket af krigen. Nogle var på vej videre. Andre havde brug for et kort øjeblik, hvor kroppen kunne få ro, mad og rent tøj.

Serhiis hjem lå lige ved vejen.

Serhiis hus i Druzhkivka (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Serhii var frivillig i den lokale baptistkirke. Allerede ved begyndelsen af Ruslands fuldskala invasion i 2022 oplevede han et kald til at blive og tjene i sin hjemby og i det østlige Ukraine. Han organiserede evakueringer og bragte hjælp ud til de familier, der blev.

Mens krigen fortsatte, voksede en ny tjeneste frem – næsten på familiens dørtrin.

Serhii og hans familie åbnede deres hjem for soldaterne.

Her kunne soldaterne få et bad, vasket tøj og noget at spise. De kunne hvile sig, tale med nogen – eller bare sidde et sted, hvor ingen krævede mere af dem.

I to år fortsatte familien arbejdet. De vaskede hundredvis af kilo tøj, lavede mad og opmuntrede de soldater, der kom forbi. Baptistkirken i Ukraine fortæller om familiens hårde slid med arbejdsdage på ofte 10-12 timer og personlige afsavn. Tjenesten nåede tusinder af soldater, før familien til sidst selv måtte evakuere på grund af de konstante angreb mod byen.

Når usikkerhed bliver hverdag

Historien om Serhii og hans familie er en del af den seneste opdatering fra Baptistkirken i Ukraine. Opdateringen tegner et billede af et Ukraine, hvor krigen ikke længere er en undtagelse, men et vilkår i hverdagen.

Ud for Serhiis hus stod et skilt med teksten: “Bad – Tøjvask – Hvile – For Ukraines væbnede styrker – Gratis!” (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Druzhkivka beskrives som en frontlinjeby, der dagligt rammes af styrede flybomber og fjernstyrede droner. Men usikkerheden er ikke kun et vilkår i Druzhkivka. Baptistkirken i Ukraine fortæller, hvordan mange ukrainere i dag lever med en dyb følelse af hjælpeløshed og utryghed: Ingen steder kan man vide sig helt sikker mod angreb fra missiler og droner.

Ifølge opdateringen blev 556 civile dræbt og mere end 2.800 såret i Ukraine i første kvartal af 2026. Det er, skriver de ukrainske baptister, 20 procent flere end i samme periode året før.

Midt i den barske virkelighed fortæller baptisterne i Ukraine om mennesker, der søger Gud for at finde håb og mening. Brigadepræst Anatolii Kushnirchuk fortæller, at han på én måned – efter ønske fra soldaterne – har uddelt mere end 300 eksemplarer af Det Nye Testamente, 27 lydbibler og over 670 bønnebøger.

»Mennesker længes efter håb, fordi vi lever i usikre tider,« siger han.

Gudstjeneste ved fronten (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Omsorg i de små handlinger

Beretningen om Serhiis families tjeneste er sært hverdagsagtig. Familien tilbyder et bad, et måltid mad og adgang til en vaskemaskine. Der er ikke store ord om krigens galskab eller kirkens rolle i historien. De hjælper lige der, hvor der er behov for hjælp.

Måske er det netop derfor, fortællingen står så stærkt.

I krig bliver små handlinger store. Rent tøj er ikke bare rent tøj, når man kommer direkte fra fronten. Et bad er ikke bare et bad, når kroppen har været udsat for ugers stress, støv og frygt. Et menneske, der siger: »Kom indenfor«, bliver et tegn på, at man ikke er glemt.

På Baptistkirken i Ukraines sociale medier kom der mange taknemmelige beskeder fra soldater, der havde mødt Serhii og familien. Den åbne dør og muligheden for et bad blev beskrevet som en velsignelse og en uvurderlig gave for de soldater, der kom forbi.

Kirken fortsætter arbejdet (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Kirken fortsætter

Rundt om i Ukraine fortsætter baptistmenighederne deres arbejde på mange forskellige måder.

70 rehabiliteringscentre hjælper mænd og kvinder ud af alkohol- og stofmisbrug og ind i et nyt liv. Et af centrene er »Forsoning« ved Grace Church i Irpin, hvor mere end 150 mennesker har modtaget hjælp siden krigens begyndelse, og 16 er blevet døbt.

Andre steder fortsætter gudstjenester, børnearbejde, hospitalspræstearbejde og socialt arbejde – også i landsbyer tæt på fronten og tæt på Tjernobyls eksklusionszone.

Faktaboks: Tjernobyl 40 år efter

Den 26. april 1986 eksploderede reaktor 4 på atomkraftværket i Tjernobyl nord for Kyiv. Katastrofen blev klassificeret på det højeste niveau på den internationale skala for nukleare hændelser.

Området omkring værket er stadig præget af den 30 kilometer brede eksklusionszone. I landsbyer nær zonen – blandt andet Ivankiv, Krasiatychi og Mlachivka – bor der fortsat mennesker, og lokale baptistmenigheder holder gudstjenester, børnearbejde og sociale aktiviteter.

For mange ukrainere er Tjernobyl ikke kun historie. Det er endnu et lag i hverdagen i et land, der bærer følgerne af både sovjettidens katastrofer og den igangværende krigs ødelæggelser.

I Krasiatychi samler en lille menighed mennesker fra nabolandsbyer, hvor der ikke findes kirker. Menigheden har eksisteret i mere end ti år og har omkring 30 medlemmer. Landsbyen har været besat, og befolkningstallet er faldet. Alligevel driver menigheden både børnearbejde, lejre, mandearbejde, social indsats og tjeneste blandt soldater.

Arbejdet ude i menighederne er måske en af de vigtigste fortællinger fra Ukraine lige nu: At kirken lever og fortsætter arbejdet blandt mennesker. Ikke som om krigen ikke findes. Ikke som om frygten og usikkerheden er væk. Men fordi mennesker stadig har brug for brød, bøn, fællesskab, bibler, rent tøj og hinanden.

Den tjeneste har også fået støtte fra baptister i Danmark. BaptistKirken har gennem indsamlinger og gennem det europæiske baptistfællesskab EBF og Baptist World Alliance været med til at støtte vinterprojekter i Ukraine. Her har nødlidende mennesker fået hjælp med mad, tæpper, skolematerialer og varme i kirkerne, så menighederne kunne fortsætte deres udadvendte arbejde. I alt er der på den måde formidlet mere end en halv million kroner.

BaptistKirken har støttet hjælpearbejde blandt traumatiserede børn (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Derudover har BaptistKirken sammen med Baptistkirken i Ukraine gennemført to projekter til mere end to millioner kroner i alt. Projekterne har især hjulpet traumatiserede børn gennem sommerlejre og andet psykosocialt arbejde. En del af indsatsen er undervisningsrækken »Biblica«, der består af bibelbaserede materialer rettet mod traumebearbejdning og psykosocial støtte til børn.

Et åndedrag af håb

Serhii og hans familie måtte til sidst forlade Druzhkivka. Det blev for farligt at blive længere. De russiske angreb blev konstante. Men de mennesker, familien mødte, har stadig brug for forbøn og praktisk omsorg, skriver Baptistkirken i Ukraine.

I opdateringen fra Ukraine står der, at selv den mindste venlige handling kan blive »et åndedrag af håb« – en påmindelse om, at mennesker ikke er glemt eller alene.

(Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Det lyder ikke af meget i en krig, der måles i missiler, droner, tabstal og ødelagte byer.

Men måske er det netop dér, kirken finder sin plads: Ikke ved at kunne standse krigen. Men ved at åbne døren, låne badeværelset ud, vaske en uniform, dele et måltid, lytte – og bede en bøn.

Og minde et traumatiseret, nedslidt og såret menneske om, at det stadig er et menneske. Set af Gud. Elsket af Gud. Ikke glemt.

Artiklen er blandt andet baseret på dokumentet “Ukraine update from the Baptist Union – April 2026″

Relateret

• 09. aug. 2026 - Mission – hvordan griber vi det an?
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm

Find flere

Podie under opførelse i den nye kirke.

Lyt til artiklen:

BaptistKirkens partnere i Rwanda og Burundi har de senere år deltaget i et projekt – eller rettere en proces – hvor udvalgte kirker og lokalsamfund bliver trænet i at bruge de ressourcer, der allerede findes lokalt. Denne ’hjælp-til-selvhjælp’-tilgang tager udgangspunkt i kirkernes eksisterende arbejde, deres lokale tilstedeværelse og deres rolle som aktive aktører i lokalsamfundet. I Danmark kalder vi det menighedsbaseret diakoni.

Menigheds- og lokalsamfundsmobilisering

Menigheds- og lokalsamfundsmobilisering er et diakonalt udviklingskoncept, der bygger på en enkel, men grundlæggende tanke: Varig forandring skabes bedst, når mennesker selv opdager og mobiliserer de ressourcer, de allerede har. Metoden er dermed en struktureret måde at omsætte diakoni til praksis – som konkret hjælp til selvhjælp.

Varig forandring skabes bedst, når mennesker selv opdager og mobiliserer de ressourcer, de allerede har.

Metoden bruges i dag i mange lande, herunder Rwanda og Burundi, hvor BaptistKirken i Danmark sammen med lokale kirker og med støtte fra CKU[1] har været med til at implementere tilgangen. Erfaringerne viser, at kirken har en særlig styrke som forandringsaktør, fordi den er lokalt forankret, har relationer til både mennesker og myndigheder og nyder høj tillid i lokalsamfundene.

Kirken har en særlig styrke som forandringsaktør, fordi den er lokalt forankret.

Efter hans hus brændte, har en indbygger fået et nyt hus med hjælp fra kirken, der deltager i projektet.

Diakonale aktiver – mere end penge

En helt central del af processen er at arbejde med holdninger og selvforståelse. Her spiller begrebet diakonale aktiver en vigtig rolle. I stedet for at tage udgangspunkt i det, der mangler, begynder processen med at identificere det, der allerede findes. Det gælder både de synlige aktiver som bygninger, jord, menigheder, frivillige og lederskab – og de usynlige aktiver som tro, håb, relationer, konflikthåndtering, tillid og ansvarsfølelse. Derved styrkes troen på, at man selv kan gøre en forskel og har ansvar for – og indflydelse på – en positiv udvikling.

I den proces bliver diakonien konkret, fx når fællesskaber organiserer spare- og lånegrupper – noget, mange i forvejen kender fra andre indsatser. Her sparer man små beløb op og låner til helt jordnære formål: skolepenge til børnene, frø til næste sæson eller smådyr, der kan skabe en indtægt. Beløbene er ofte beskedne, men betydningen er stor. Når mennesker opdager, at de sammen kan mobilisere ressourcer, sker der et markant skifte i selvforståelsen. Afhængigheden af ekstern hjælp mindskes, og oplevelsen af ansvar, ejerskab og fælles handlekraft vokser.

Menigheds- og lokalsamfundsmobilisering (CCMP)

Tilgangen er inspireret af den kristne udviklingsorganisation Tearfund, som arbejder med metoden Church and Community Mobilisation Process (CCMP) – på dansk menigheds- og lokalsamfundsmobilisering. Menigheds- og lokalsamfundsmobilisering er en menighedsbaseret, diakonal metode, der hjælper kirker og lokalsamfund med at identificere og mobilisere deres egne ressourcer. Metoden bygger på hjælp til selvhjælp og tager udgangspunkt i både synlige aktiver (fx menigheder, frivillige, bygninger, jord og lederskab) og usynlige aktiver (fx tro, fællesskab, relationer, tillid, ansvar og håb). Formålet er at styrke lokalt ejerskab, fælles handlekraft og bæredygtig udvikling – med kirken som katalysator for social og åndelig forandring.

https://learn.tearfund.org/en/resources/series/church-and-community-mobilisation-process-ccmp

Spare- og lånegrupperne er mere end et økonomisk redskab. De bliver et læringsrum, hvor tillid, samarbejde og gensidig forpligtelse styrkes. Netværk, relationer og fælles økonomi danner grundlag for større initiativer. Det er hjælp til selvhjælp i praksis.

En deltager fra Burundi formulerede det sådan: “Hvis vi tror, vi er fattige, er vi det allerede. Hvis vi tror, vi har noget, kan vi handle – det er en indre styrke.”

Kirken som katalysator

Menigheds- og lokalsamfundsmobilisering starter ofte med det, der kaldes en church awakening – en proces, hvor menigheden reflekterer teologisk over sin rolle i samfundet. Diakoni forstås ikke som et projekt ved siden af kirkens liv, men som en integreret del af kirkens identitet. Tro og handling hører sammen.

Erfaringerne viser, hvordan tilgangen skaber konkrete resultater: menigheder organiserer spare- og lånegrupper, bygger huse til udsatte, bidrager til sundhedsforsikring og styrker relationerne i lokalsamfundet. Samtidig vokser fællesskabet i menigheden, og flere tager ansvar.

Processen viser, at menighedsbaseret diakoni ikke handler om store budgetter, men om at frigøre det potentiale, Gud allerede har lagt i mennesker og fællesskaber. Når kirken tager sine diakonale aktiver alvorligt, kan den være med til at skabe håb, værdighed og forandring – indefra og ud.

Menighedsbaseret diakoni er i sidste ende netop det: tro i handling – hjælp til selvhjælp – båret af fællesskab, ansvar og håb.

Nye toiletter finansieret af egne midler som en aktivitet i projektet.

[1] CKU – Center for Kirkeligt Udviklingsarbejde

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere

Læs eller lyt til artiklen her:

Da Kyle Henderson fredag eftermiddag fik ordet på Inspirationsdøgnet i Fredericia, begyndte han ikke med missionsstrategi og organisation, men med identitet.

Kyle Henderson fortalte om baggrunden for og indholdet i Acts2Movememt (Foto: Henrik Andersen)

”Kristne hører til i et andet rige,” sagde han, ”derfor er troende på tværs af landegrænser ikke fremmede for hinanden. De er brødre og søstre i Kristus.”

Da Henderson så deltagerne ankomme til Trinity og hilse hjerteligt på hinanden, fik han fornemmelsen af en familiesammenkomst. Familierelationen mellem kristne blev indgangen til resten af hans indlæg: Hvis kirken virkelig er én familie i Kristus, må den tage ansvar for den opgave, Jesus har givet.

Små i en stor verden – men sat her med et formål

Kyle Henderson viste et billede fra et stort sandområde i USA, hvor et lille menneske næsten forsvandt i landskabet. Sådan kunne han selv føle sig: lille, alene og overvældet.

Den følelse kan også ramme kirker og kirkesamfund. ”Men netop dér,” sagde Henderson, ”har Gud sat sin kirke i verden med et formål. Derfor kan Acts2Movement – Tro i bevægelse – sammen med den bredere 2033-bevægelse ’Finishing the Task’ (på dansk: afslut opgaven, red.) blive en af de afgørende missionsbevægelser i vores generation.”

BaptistKirkens
Inpirationsdøgn

– fandt sted den 24. og 25. april 2026 i Fredericia. Formålet var at udruste og inspirere enkeltpersoner, ledere og menigheder til at fuldføre missionsbefalingen! BaptistKirken har besluttet at engagere sig i Baptist World Alliances initiativ frem mod kirkens 2000-års jubilæum i 2033. Initiativet hedder Acts2Movement. På dansk er det blevet til Tro i Bevægelse.

Meget mere information følger til menighederne i menighedsforsendelser mv. Du kan følge med i Nyhedsbrevet, på sociale medier og i baptist.dk på web og i magasin.

Et gammelt kald, der stadig forpligter

Henderson tog udgangspunkt i missionsbefalingen og i Jesu ord om at gøre alle folkeslag til disciple. For ham er nøgleordet alle:

”Det handler ikke kun om ens eget folk, ens eget land eller mennesker, der ligner en selv. Missionsbefalingen er global, og kirken har haft den i næsten 2.000 år.”

Derfor stillede han det enkle, men udfordrende spørgsmål: ”Er det ikke på tide, at kirken gør alt, hvad den kan, for at fuldføre den opgave, den har fået?”

Med et billede fra sin egen barndom fortalte Henderson om sin far, der arbejdede som pilot og gav ham opgaver, når han var hjemme. Når faderen vendte hjem, spurgte han: Fik du det gjort?

”Missionsbefalingen er den opgave,” sagde Henderson, ”en dag vil Gud spørge os, hvad vi gjorde med den.”

Mange kirkesamfund er engageret i at fuldføre Missionsbefalingen frem mod 2033 (Foto: Henrik Andersen)

Kirken vokser – men når ikke med

Henderson fortalte, at den kristne befolkning vokser, men at verdens befolkning vokser hurtigere. Afstanden mellem dem, der har hørt evangeliet, og dem, der ikke har, bliver stadig større.

Spørgsmålet er ikke, om kirken vokser. Spørgsmålet er, om den vokser hurtigt nok og lever stærkt nok i mission til, at alle mennesker får en reel mulighed for at høre om Jesus.

”Der er tale om en nødsituation,” sagde Henderson, ”hvis kirken fortsætter som hidtil, bliver opgaven ikke mindre, men større.”

Nogle af deltagerne i Inspirationsdøgnet (Foto: Henrik Andersen)

Fra drøm til plan

Herfra førte Kyle Henderson forsamlingen ind i tanken bag 2033-bevægelsen. Han formulerede det enkelt: ”En drøm uden en dato forbliver ofte bare en drøm. Men en drøm med en dato bliver til en plan.”

Årstallet 2033 er valgt som en samlende milepæl, fordi det markerer 2.000-året for Jesu død, opstandelse og Helligåndens komme. Henderson understregede, at kalenderen ikke kan bruges som et præcist historisk instrument, når det gælder Jesus’ død og opstandelse. Men vi lever med den kalender, vi har, og netop derfor kan 2033 fungere som et fælles pejlemærke for den globale kirke.

Ideen er at skabe fælles fokus, så missionsbefalingen ikke fortsætter som en smuk drøm, men bliver til konkret handling.

Da kirken kom til at se indad

Henderson mindede om, at det ikke er første gang i kirkens historie, at nogen har forsøgt at lægge en plan for at fuldføre missionsbefalingen. Mange har prøvet før, og mange planer er strandet.

Han fortalte om en plan i sin egen menighed fra 1976, som gjorde dybt indtryk på ham som ung. Planen blev aldrig ført ud i livet. I stedet brugte menigheden energien på interne kampe og diskussioner.

For Henderson blev det en afgørende erfaring. Hvis kirken vil tage missionsbefalingen alvorligt, må den ikke bruge det meste af sin energi på at vende blikket indad.

Ingen kirke løfter opgaven alene

Henderson havde en tydelig pointe i sit indlæg: ”Ingen kirkelig tradition kan løfte denne opgave alene. Tidligere strategier byggede ofte på forestillingen om, at ens eget kirkesamfund kunne klare det selv. En helt fejlagtig tanke.”

Tværtimod har kirkesamfundene brug for hinanden. Henderson sagde direkte, at der er brug for kristne med forskellige teologiske profiler, forskellige traditioner og forskellige styrker, hvis hele verden skal nås.

Derfor fremhævede han som afgørende, at 2033-bevægelsen fra begyndelsen har samlet ledere fra mange kirkesamfund: katolikker, baptister, metodister, karismatikere og andre. Det afgørende er ikke fuld enighed om alt, men en fælles vilje til at tage missionsbefalingen alvorligt.

Hvad kan baptister så bidrage med?

I forhold til det brede globale samarbejde stillede Henderson spørgsmålet: ”Hvad kan baptister konkret bidrage med?”

Hans svar var enkelt: ”Baptister kan ikke gøre alt, men det, de kan gøre, betyder noget. Derfor har Baptist World Alliance formuleret fem stier i Acts2Movement.”

De fem stier – der er små, fikse foldbare “stier” på dansk på vej ud i menighederne fra Inspirationsdøgnet (Foto: Henrik Andersen)

Fem stier frem mod 2033

Den første sti er Bibelstien. Baptister ønsker, at alle mennesker skal have adgang til Bibelen på deres modersmål. Derfor må baptister elske Bibelen og leve af den.

Den anden sti er Vidnestien. Hvad nu, hvis hver baptist hvert år deler sin tro med mindst ét andet menneske? ”For mange er det en grænseoverskridende handling,” sagde Henderson, ”men hvis millioner af baptister over hele verden deler troen, bliver virkningen enorm.”

Den tredje sti er Nabostien. Henderson opfordrede til, at kristne begynder at bede for dem, der bor tættest på: naboer, overboer og genboer. Tro i bevægelse begynder lige uden for egen dør.

Den fjerde sti er Omsorgsstien. Hvad nu, hvis hver baptist en eller to gange om året viser et andet menneske Guds kærlighed gennem konkret handling? Det ville skabe en bølge af kærlig omsorg.

Den femte sti er Frihedsstien. Her pegede Henderson på, at baptister historisk har haft et særligt blik for religionsfrihed. Baptister ved, hvad det vil sige at være under pres, og netop derfor har de også et særligt bidrag at give den globale kirke: vidnesbyrdet om, at troen må være fri, og at ethvert menneske selv må have lov at svare Jesus Kristus.

Bibler til alle på deres eget sprog, vidnesbyrd om Jesus til alle, en kirke til alle, personlig bøn for alle og kærlig omsorg for alle… vi skal bare afsted! (Foto: Henrik Andersen)

Ikke topstyring, men bevægelse nedefra

Henderson understregede flere gange, at Acts2Movement ikke er en topstyret strategi. Det skal være en bevægelse, der vokser nedefra og op – båret af lokale menigheder og almindelige troende.

Derfor er de fem stier så enkle. De er ikke målrettet ledere og organisationer. De skal forstås og leves i menighedsliv og hverdagsliv.

For Henderson ligger håbet netop her: ikke i en stor central plan, men i at millioner af kristne tager små, trofaste skridt i den samme retning.

Når vi står foran Jesus

Mod slutningen samlede Henderson sin pointe i en enkel formulering: Når vi en dag står foran Jesus, skal vi kunne sige, at vi gjorde vores del.

Acts2Movement – Tro i bevægelse – er efter hans forståelse ikke hele svaret på missionsbefalingen. Men det er baptisternes konkrete og fælles svar ind i en større global bevægelse.

Dermed blev indlægget en direkte udfordring til de danske baptister på Inspirationsdøgnet. Tiden er kort, opgaven er stor, og kirken kan ikke nøjes med at holde drømmen levende med ord. Den må omsættes til handling – i menigheder, i hverdagsliv og i mødet med dem, der endnu ikke har hørt evangeliet.

Relateret

• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm

Find flere

Lyt til artiklen:

Inspirationsdøgnet på Hotel Trinity i Fredericia får besøg af Kyle Henderson, der siden 2024 har været ”director” for Acts2Movement i Baptist World Alliance (BWA). Han vil opmuntre lokale menigheder til at se deres liv og mission som del af et større globalt fællesskab, hvor kristne på tværs af landegrænser står sammen om bøn, evangelisation og discipelskab.

Kyle Henderson (Foto: BWA)

Fra lokalpastor til global rolle

Kyle Henderson kommer ikke til Fredericia som konsulent fra BWA med et færdigt program i kufferten. Han har i mange år arbejdet som præst i lokale menigheder og kender menighedslivets rytme indefra. Før han fik sit nuværende job i BWA, var han i 27 år præst i First Baptist Church i Athens i Texas. Her arbejdede han både med kunst og multimedier i gudstjenesten og med at styrke menighedens økonomi. Som formand for byens ”race-taskforce” var han også med til at samle kirkerne i Athens i arbejdet for et mindre splittet samfund.

Den 2. marts 2023 vågnede Kyle Henderson efter en drøm, hvor han talte med Rick Warren, stifter af Saddleback-kirken i Californien, om at være med til at ”afslutte opgaven” (på engelsk: Finishing the Task). På det tidspunkt havde de to mænd aldrig mødt hinanden! Drømmen blev begyndelsen på et samarbejde i en global bevægelse, hvor kirker, organisationer og enkeltpersoner arbejder for, at alle mennesker inden 2033 får adgang til Bibelen, et kristent vidnesbyrd og et lokalt fællesskab på deres eget sprog.

I 2024 blev Kyle Henderson ansat i BWA som ”director” for Acts2Movement. Med initiativet vil BWA mobilisere 53 millioner baptister i 138 lande omkring fem centrale spor: Bibelen, vidnesbyrd, omsorg, naboen og frihed til at tro.

Kyle Hendersons baggrund giver ham en særlig stemme i samtalen om mission. Han taler ikke kun som strateg eller konsulent, men som en person, der har stået midt i det konkrete kirkeliv i mange år.

Forklaringen…

Acts2Movement er en genial titel. Frit oversat: Handlinger til bevægelse. Det giver ikke mening. Den dybere mening er ordspillet på engelsk, hvor Acts er Apostlenes Gerninger, 2 er kapitlet, hvor pinseunderet er beskrevet og hvor 3.000 mennesker tog imod budskabet. Titlen er både en reference til bibelen og en opfordring til at handle og sætte kirken i bevægelse!

Ikke et nyt program

Henderson understreger, at Acts2Movement ikke først og fremmest er endnu et kirkeligt program. Tværtimod beskriver han det som et forsøg på at genopdage noget oprindeligt:

”Acts2Movement handler ikke så meget om at skabe noget nyt, som det handler om at genopdage noget originalt – det Åndsrige, relationelle, udadvendte liv i den tidlige kirke,” skriver Kyle Henderson til baptist.dk.

På globalt plan håber han derfor ikke først og fremmest på organisatorisk succes, men på en åndelig bevægelse, hvor almindelige troende lever evangeliet naturligt og trofast i deres hverdag.

Et budskab til Danmark

Når Kyle Henderson møder deltagerne på Inspirationsdøgnet, vil hans budskab ifølge ham selv især kredse om tre ord: formål, opmuntring og invitation.

Det første handler om kald og retning: Hvad er det, Gud kalder kirken til lige nu?

Det andet handler om at få øje på det, der allerede sker. Henderson peger på, at Gud også virker i Danmark gennem stille og trofaste fællesskaber, som måske ikke skaber store overskrifter, men som har betydning i Guds rige.

Og det tredje handler om invitation. Ikke til at overtage et færdigt koncept, men til at træde ind i en fælles global rytme med fokus på bøn, evangelisation og discipelskab – særligt i perioden mellem påske og pinse.

Henderson understreger samtidig, at Acts2Movement ikke er noget, der bliver sendt til Danmark fra BWA.

”Det er ikke noget, der bliver sendt eller bragt til Danmark, men noget, vi håber at opdage sammen med Danmark,” skriver han.

“… a lens, not a layer”

Et af Hendersons stærkeste billeder er, at Acts2Movement skal være “a lens, not a layer” (dansk: en linse, ikke et lag).

Med det mener han, at Acts2Movement ikke skal lægges oven på kirkernes liv som endnu en aktivitet eller endnu en strategi. I stedet skal det hjælpe menigheder med at se deres eksisterende arbejde i lyset af missionsbefalingen og den større globale sammenhæng.

For danske baptister håber han, at det kan styrke både identitet og frimodighed: at også små menigheder har en reel og vigtig plads i Guds globale fortælling. I et større billede håber han, at Acts2Movement kan blive en bro mellem forskellige kristne traditioner, fordi initiativet samler om en fælles mission.

Begyndelsen på relationer

Kyle Hendersons forventninger til mødet i Danmark rækker derfor ud over selve Inspirationsdøgnet. Han håber, at besøget kan blive begyndelsen på nye relationer.

Han ønsker at lytte til danske baptisters behov og svare på måder, der kan støtte det, Gud allerede har lagt på hjerte hos menigheder og ledelse. Og han understreger, at Acts2Movement ikke er en kampagne, men et samarbejde.

Det er med andre ord ikke styring, branding eller centralisering, der er målet. Målet er at skabe plads til fælles retning og initiativ, uden at lokale kirker mister deres særpræg.

Når Henderson i næste weekend gæster Inspirationsdøgnet i Fredericia, kommer han ikke kun for at præsentere et internationalt initiativ fra BWA. Han kommer også for at invitere danske baptister ind i en samtale om, hvordan lokal trofasthed og global mission hænger sammen.

Læs mere på baptist.dk:
“Trosfrihed er mere end jura” om trosfrihed i Danmark og Myanmar af Biak Chin Par Lian(Chin Chin)
“En visionær plan for verdensmission” om Acts2Movement m.m. af Lone Møller-Hansen.

Relateret

• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm

Find flere

Lyt til artiklen:

Da Baptist World Alliance lancerede Acts2Movement, var visionen en kirke i bevægelse, der lever som i Apostlenes Gerninger 2: med frimodighed, fællesskab, generøsitet og et levende vidnesbyrd. En af stierne handler om frihed – ikke kun som rettighed, men som kald til at leve evangeliet i samfundet og stå sammen med dem, hvis tro er truet. Trosfrihed er ikke bare et juridisk begreb, men en livsholdning, der forpligter os til solidaritet med dem, der forfølges for deres tro.

Acts2Movement

Du kan læse meget mere om Baptist World Alliance’s inititativ – Acts2Movement – i anledning af kirkens 2000 års fødselsdag i 2033 på websitet https://acts2movement.org/ (på engelsk). BaptistKirken holder inspirationsdøgn den 24.-25. april på Trinity i Fredericia med fokus på Acts2Movement: Overskriften er “Tro i bevægelse” og arrangementet sætter fokus på den enkeltes opgave. Kyle Henderson, BWA’s projektleder for Acts2Movement, giver et spændende oplæg om tankerne bag “A2M.”

Tro under pres – Danmark i et nyt lys

I Danmark er trosfrihed grundlovssikret, men kulturelt udfordret. Tro bliver ofte reduceret til en privatsag. Jan Áki Andreasen peger i baptist.dk(1) på, at udviklingen ikke er neutral, men formet af oplysningstidens skel mellem det private og det offentlige. Konsekvensen er en tavs norm: tro må gerne eksistere – bare den ikke fylder.

Denne “milde forfølgelse” er social. Den presser troen ud af det fælles rum og gør den mindre synlig. Udfordringen i Danmark er derfor ikke at overleve som kirke, men at bevare frimodigheden og tale klogt, respektfuldt og tydeligt ind i en kultur, der foretrækker tavshed.

Tro under pres – erfaringer fra Myanmar

For millioner af kristne verden over – blandt andet i Myanmar – er trosfriheden skrøbelig. Kristne udgør en minoritet i det overvejende buddhistiske Myanmar. I flere etniske områder – blandt andet blandt Chin, Kachin og Karen – er kristendommen udbredt, men ofte forbundet med marginalisering.

Efter militærkuppet i 2021 er kirker blevet bombet, ledere og præster arresteret, og mange lever som internt fordrevne eller flygtninge.

Illustration fra BWA’s materiale til Acts2Movement-kampagnen

Alligevel vidner kirker og missionærer fra flere missionsorganisationer, som chinkirkerne samarbejder med i Myanmar, om noget paradoksalt: Nu er det den bedste tid for evangelisation. Midt i nød, uro og krise søger mennesker håb. Når alt andet rystes, spørger mange efter noget, der kan bære. Evangeliet er ikke en teori, men en konkret trøst. Kristus er ikke en tradition, men et håb i mørket.

En missionær i en af vores kvindegrupper arbejder i et landområde omkring Mandalay. Husmenigheden i hendes hjem var vokset gennem fem år, da myndighederne forbød yderligere mødeaktivitet. Nu lejer hun lokale til møder og flytter med jævne mellemrum for ikke at vække opmærksomhed.

En tidligere missionær blandt burmesiske buddhister kommer i vores danske menighed. Hans vidnesbyrd er rystende. Lokale buddhistiske munke anmeldte ham til myndighederne. Flere gange blev han arresteret og tortureret af militæret. Hans tilstedeværelse minder os om, at trosfrihed aldrig må tages for givet. Han fortalte: “Lykken er ikke i et frit land, men der, hvor jeg lever i Guds kald.”

En global kirke – ét ansvar

Acts2Movement kalder os til at se kirken som én krop. Når én del af Kristi krop lider, lider alle (1. Kor., kap. 12, vers 26). Trosfrihed i Danmark må ikke føre til selvtilstrækkelighed, den skal føre til solidaritet. Trosfriheden udfordrer os til at se religions- eller trosfrihed som mere end fravær af forfølgelse. Det er friheden til at samles, bekende og tjene – og ansvaret for at stå sammen med dem, der forfølges for deres tro.

I Myanmar er Apostlenes Gerninger, kapitel 2, vers 47(2) ikke kun en historisk fortælling. Den bliver et nutidigt spejl.

De første kristne levede uden religiøs frihed og sikkerhed. De mødtes i hjem, delte det, de havde, og holdt fast i bønnen. Troen var ikke komfortabel – den var kostbar. Netop derfor var den synlig. Derfor er trosfrihed aldrig neutral – den kræver aktiv forvaltning. Spørgsmålet er ikke, om vi har frihed til at tro, men om vores tro er i bevægelse.

Læs mere i ‘Omsorg begynder med at standse op‘ (Omsorgsstien)

Og læs mere på baptist.dk:
“En visionær plan for verdensmission” om Acts2Movement m.m. af Lone Møller-Hansen.

Noter til artiklen:
1 Kronikken ”Tro er ikke en privatsag – men et offentligt kald” den 4. oktober 2025. Link: https://baptist.dk/tro-er-ikke-en-privatsag-men-et-offentligt-kald/

2Apostlenes Gerninger, kap. 2, vers 47: De priste Gud og var vellidt af hele folket. Og dag for dag føjede Herren flere til dem, som blev frelst

Relateret

• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning

Find flere

Lyt til artiklen:

“Da jeg blev gravid, var min familie ikke glad. Jeg følte mig skamfuld og gemte mig derhjemme. Men nu vil jeg klare mig selv og tage ansvar for mit barn.” Sådan siger 26-årige Solange, der blev mor for 10 måneder siden. Hun er en af deltagerne i projektet for unge enlige mødre på centeret ”Let the Little Children Come to Me” (LLCCM) i Butare i Rwanda. Projektets mål er at hjælpe kvinderne tilbage i samfundet.

Mortens besøg på LLCCM-centeret

Morten Kjær Kofoed, Sekretær for International Mission i BaptistKirken, besøgte centeret den 15. marts 2026. Morten fortæller:
”Da jeg var på besøg, var omkring 30 unge kvinder mellem 16 og 29 år tilknyttet projektet. De kom fra lokalsamfundet, og alle var enlige mødre. Hver af dem bar på en historie om social isolation, skyld og skam – men de havde et fælles håb om en ny begyndelse.”

Unge enlige mødre på LLCCM (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Et arbejde med rødder tilbage til 2016

I 2016 fik YEGO[i] sammen med partnerorganisationen AEBR Youth i Rwanda støtte af Dansk Ungdoms Fællesråd til projektet ”Young Single Mothers.” Det blev begyndelsen på det arbejde, der stadig hjælper unge enlige mødre, der ofte er udstødt af familie, venner og kirke. Samtidig skal projektet give kvinderne færdigheder og tro på egne evner, så de kan finde fodfæste i samfundet igen.

I dag er det BaptistKirken i Danmark, der driver ”Young Single Mothers”-projektet sammen med partnere i Rwanda. Projektet har modtaget støtte fra Civilsamfund i Udvikling (CISU), men er i dag finansieret af indsamlede midler fra menigheder, spejderkorpset og engagerede enkeltpersoner.

Når tro bliver til konkret handling

Projektet på LLCCM bygger på Jesu ord om, at vi skal tage os af de mindste – samfundets marginaliserede og udstødte (Matthæus-evangeliet, kapitel 25, vers 40). For kvinderne har graviditeten fået store konsekvenser. De er blevet isoleret fra familie og fællesskab, og de fleste har samtidig måttet opgive deres skolegang. Men projektet giver dem en ny retning. Som en af deltagerne udtrykte det:
“Vi er glade for, at I kommer for at hjælpe – ikke bare som besøgende, men for at gøre en forskel.”

Fag, færdigheder og tro på fremtiden

Projektet gør en konkret forskel for kvinderne. Tilbuddet er helhedsorienteret og rettet mod reetablering i samfundet. Kvinderne får tilbudt uddannelse i seks måneder som syerske eller i tre måneder som frisør.

24-årige Claudine, mor til lille Fabrice på fire måneder, ser fremad og erklærer optimistisk:
“Jeg vil lære at sy, så jeg kan forsørge mig selv og min søn. Jeg vil ikke være afhængig af andre.”

Unge enlige mødre på LLCCM (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Værdighed, sundhed og ansvar for livet som forælder

Morten fortæller videre fra besøget:
”Det var ikke alle kvinderne, der havde været med i det oprindelige projekt. Derfor var der tilføjet kurser i almen sundhed, børns sundhed, ernæring og livet som forælder. Projektet rækker dermed ud over blot at give praktiske færdigheder. Det handler om værdighed, ansvar og nye muligheder – og om at give både mødre og børn en fremtid.”

Omsorg, råd og hjælp tilbage til familien

Et af de nyere tiltag i projektet er frivillige ”bedstemødre”. De fungerer både som brobyggere til de unge kvinders familier – hvor der ofte er opstået konflikter – og som støttepersoner, der tilbyder omsorg, råd og praktisk vejledning i hverdagen.

Régina på 52 år er en af bedstemødrene. Som motivation for at engagere sig siger hun:
“Jeg kunne ikke vende ryggen til min egen datter, da hun stod i samme situation. Nu vil jeg hjælpe andre unge kvinder, så de ikke står alene.”

Ingen hjælp uden formaning!

De lokale myndigheder bakker også op om indsatsen og har deltaget i udvælgelsen af deltagerne. Myndighederne forbeholdt sig dog ret til at ”løfte pegefingeren” over for kvinderne i forbindelse med starten på projektet: En såkaldt kønsansvarlig (”gender officer”) understregede vigtigheden af disciplin, respekt og at gribe muligheden:
“Når I får denne chance, må I ikke spilde den,” lød det fra myndighedsrepræsentanten.

Han blev bakket op af projektleder Leonard, som opfordrede kvinderne til ikke at havne i samme situation igen. Bemærkningerne viser, at det omgivende samfund fortsat har svært ved at slippe forestillingen om, at kvinderne selv bærer skylden for deres situation.

Unge enlige mødre på LLCCM (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Håbet spirer – men det kræver opbakning

Morten slutter sin beretning fra besøget:
”Desværre er der fortsat mange unge mødre i Rwanda, der er i samme situation som de 30 kursister i Butare. Bare i LLCCM’s lokalområde er behovet langt større end projektets ressourcer kan dække i dag. Derfor er der fortsat brug for opbakning. Hver eneste gave – uanset størrelse – er med til at give en ung mor mulighed for at lære et fag, genvinde sin værdighed og skabe en fremtid for sit barn. Midt i alle udfordringerne spirer håbet. Men håbet bærer kun frugt, hvis det får næring.”

At støtte mødrene er også at tage imod børnene

I snart ti år har først YEGO og siden BaptistKirken støttet arbejdet blandt unge enlige mødre. Mange børn og mødre er blevet hjulpet til et bedre liv. Det er et stærkt vidnesbyrd om, hvad fællesskab og vilje til at dele kan skabe på tværs af lande og livsvilkår. Hvis vi tager Jesu ord om de mindste alvorligt, så handler det også om at støtte deres mødre.

[i] Siden 2010 har Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund (BBU) og Danske Baptisters Spejderkorps (DBS) samarbejdet om projekter i Rwanda. Samarbejdet hedder YEGO, der betyder ”Ja” på kinyarwanda.  Projekterne har fokus på unges rettigheder og rolle i udviklingen af Rwanda.  Og YEGO er et ”Ja” til at nedbryde fordomme, skabe relationer til det globale syd og tage ansvar for den verden, vi lever i.

Relateret

• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm

Find flere

Lyt til artiklen:

Hun virker stærk og sårbar på samme tid, denne sorte kvinde med de lange fletninger og i cowboy outfit. TaNikka Sheppard, 45 år og single. Både som kvinde og sort er hun en mønsterbryder i den nordamerikansk baptistkirke, hvor der er kirker, der ikke accepterer kvinder som præster. Hun er regional sekretær for 19 mio. baptister, der har holdninger, som spænder fra at hylde præsident Trump til at hade ham.

Vi er sammen i Baptist World Alliance (BWA)’s kontorer i Washington for anden gang. Sidste år blev hun indsat og bedt for af det, der nu er det nye Leadership Council. Som den eneste kvinde af de seks regionale sekretærer, idet BWA er opdelt i seks regioner. De seks regioner, der binder den baptistiske bevægelse i verden sammen.

Fra venstre: Lynn Green, UK, Tanikka Sheppard, Jennifer Lau, Canada, og Lone Møller-Hansen (Foto: Merritt Johnson, BWA)

Hun er vant til at gå op imod vinden.

Vi deltog i det samme lille møde, hvor den tidligere formand for BWA, sydafrikanske Paul Msiza, udtalte en profeti over TaNikka: ”Du er en rollemodel for yngre generationer. Der er en grund til, at du er lige der, hvor du er”.  Det bragte tårerne frem. ”Han får mig altid til at græde”, var hendes kommentar.

Hun udstråler selvsikkerhed, feminint klædt uden at være udfordrende.

Blev baptist som ung

Hun er opvokset i en kristen familie, som ikke tilhørte nogen kirkeretning. ”De kan stadig ikke forstå forskellene”, siger hun.

Som ung kom hun tilfældigvis ind på et baptist-college. Hun syntes om holdningerne, faktisk elsker hun vores baptistiske værdier.

”Mit kald startede langsomt. Jeg kom i lederskab på campus, som 18-årig lærte jeg Jesus at kende,” forklarer hun. Hun læste først sociologi og afrikanske-amerikanske studier og siden teologi. Så hun ved, hvad hun taler om.

Jeg spørger forsigtigt om det med at være single. ”Jeg her endnu ikke fundet den rigtige. Jeg har været et trofæ for nogle mænd, der har set mig på scenen. Men det var ikke det.” Hun uddyber:

TaNikka Sheppard (Foto: Merritt Johnson, BWA)

Racisme og sexisme

”Det er en udfordring som kvinde og afro-amerikaner at have en magtfuld position. Der er stadig masser af racisme og sexisme i vores kultur, og det bliver forsvaret med Bibelen. Der er brug for, at vi aktivt og bevidst kæmper for at rense det ud af os selv først. Mange netop sorte kvinder har utrolig lavt selvværd. Og jeg har lært, at ingen, ingen, steder er sikre.

Hvordan jeg håndterer det? Det kan jeg ikke. Det kan kun Gud. Hvis du ikke har en stærk spiritualitet, har du intet fundament at bygge på. Det er som at være i et hus midt i et stormvejr. Du ved, hvad Jesus siger om det,” og henviser til lignelsen om at bygge på sand eller klippe. (Matt. 7:24-27)

”Vores ’huse’ er bygget på de mænd og kvinder, der er gået forud. Det skal vi manøvrere rundt i – blandt andet løgnen om racer. Det er en løgn, som vi skal bekæmpe. Og det skal vi nu. Jeg har kun kort tid til at gøre det, for alt lederskab er for en kort tid. Så jeg må ikke blive distraheret, men det er der mange der vil, altså distrahere mig.”

Hun tilføjer, at det ikke kun gælder en kvinde som hende, men gælder alle i lederskab. De skal fjerne forhindringer for den gode vækst.

Den dysfunktionel familie

Hvad der så gør hende så stærk?

”Gud viste mig mine talenter igennem Helligånden. Du skal vide, at du aldrig er nok eller har nok. Men det, du har, må du ikke begrave, men skal investere (endnu en henvisning til en af Jesu lignelser, Matt. 25:14ff).” Hun fortæller, at hun har gode mennesker, der beder for hende – uden at de nødvendigvis ved præcis, hvad det fortrolige handler om.

Jeg spørger, hvordan hun tackler at skulle repræsentere så mange forskellige holdninger i USA og Canada.

Men jeg vil ikke gå på kompromis med sandheden. Jeg vil kæmpe for frihed for alle, alle mennesker.

”Det er svært,” indrømmer hun. ”Men jeg vil ikke gå på kompromis med sandheden. Jeg vil kæmpe for frihed for alle, alle mennesker. Gud har skabt alle mennesker. Det er enkle sandheder; du skal gøre mod andre, det du vil, at de skal gøre mod dig. Du skal elske din næste. Det er svært at stå fast, og prisen er at miste magt, frihed, venner, penge og position. Jeg er blevet bortdømt fra vigtige fora på grund af løgne. Vi er som en dysfunktionel familie. Det letteste er at tie stille, men du kan ikke helbrede noget, uden at sige sandheden,” slår hun fast og fortsætter:

”Det er som at have et betændt sår. Hvis betændelsen ikke bliver fjernet, vil det forgifte hele kroppen.

Så jeg vælger at tale, være lydig og profetisk. Jeg vælger at stole på Gud frem for mennesker. Men det ødelægger mine muligheder og mit CV.”

Hun henviser til endnu et skriftsted – om at tage sit kors op. ”Jeg kan ikke vinde hele verden, men jeg har allierede fra alle kirkesamfund. Advokater, læger, socialarbejdere – der alle bruger deres positioner for ’disse mine mindste’, som Jesus taler om.”

Skoleskyderi

Hun hører til i Cleveland, en by i Ohio, i Bethany Church. ”Jeg ved, at min præst har oprigtig omsorg for mig. Hos ham finder jeg visdom og får feedback. Dér føler jeg mig tryg.” Hun er forkæmper for sunde menigheder. Menigheder hvor man ikke behøver at klæde sig pænt på for at gå i kirke, og hvor man ikke skal skjule, hvordan man virkelig har det.

Vi bliver afbrudt af en besked på hendes telefon. Hun blegner. ”Åh nej, der er en skoleskydning i Cleveland. Ingen er sikre…”

”Mit første arbejde var i en kirke, hvor præsten sagde til os ansatte: ’Ingen kan slå mig i hårdt arbejde’. Det så jeg som en udfordring, og det var virkelig usundt. Det er 20 år siden. I dag vil jeg tilhøre en kirke, som ikke skaber workaholics. Hvor man har sunde vaner med frihed og fritid. Jeg vil hellere, at man siger, at denne sunde kvinde kommer i en sund kirke.”

Vi bliver afbrudt af en besked på hendes telefon. Hun blegner. ”Åh nej, der er en skoleskydning i Cleveland. Ingen er sikre…” Og så blev der ikke mere af interviewet og hun gik også glip af udflugten til Bibelmuseet i Washington. Sådan er det også at være regional sekretær for baptisterne i Nordamerika.

PS.Udtrykket uriaspost henviser til 2. Samuelsbog kapitel 11, hvor Kong David gjorde soldaten Urias’ kone gravid og så satte kongen Urias forrest imod fjenderne, så han var sikker på, at Urias blev dræbt.

Relateret

• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget

Find flere

Lyt til artiklen:

Open Doors er en international missionsorganisation:

• Open Doors’ arbejde startede i 1955 med bibelsmugling fra Holland til Østeuropa
• I dag arbejder Open Doors i flere end 60 lande
• Open Doors arbejder blandt andet gennem bibeldistribution, discipelskabskurser, nødhjælp og traumebehandling
• Læs flere vidnesbyrd og lær mere på http://www.opendoors.dk og i podcasten ’Modlys’, eller følg med på Open Doors Danmarks Facebook og Instagram

Barnabas viser sit hjem frem. Det er bygget af pap og grove plastikposer. Gulvet består af et tæppe, som man oftest ser på børneværelser. Tæppets røde og blå bogstaver skulle egentlig hjælpe Barnabas’ børn med at lære at læse, men i stedet er tæppet nu det, der gør, at familien ikke sover direkte på den hårde jord.

Teltet, som Barnabas og hans familie bor i, er mindre end 2 m2 og ikke højt nok til, at Barnabas kan stå oprejst. Det står i en flygtningelejr i delstaten Benue i Nigeria, hvor familien bor sammen med tusindvis af andre kristne, der er blevet fordrevet fra deres hjem af militante fulaniers vold. Fulanierne er en befolkningsgruppe, der traditionelt har levet som nomadiske hyrder.

Tusindvis af andre kristne, der er blevet fordrevet fra deres hjem.

Barnabas’ historie er desværre ikke enestående. Nigeria er det land i verden, hvor flest kristne dræbes for deres tro, men det er langt fra det eneste sted i verden, hvor kristne oplever forfølgelse eller diskrimination, fordi de er kristne.

En missionsorganisation

Open Doors er en international missionsorganisation, som tjener forfulgte kristne som Barnabas i hele verden. Arbejdet tager udgangspunkt i deres behov og er derfor meget alsidigt – fra discipelskabskurser og levering af Bibler til traumebehandling og uddeling af nødhjælpspakker efter voldelige overfald og angreb.

En international missionsorganisation, som tjener forfulgte kristne.

Et af Open Doors’ længst varende initiativer er kurset ’Stå stærkt i stormen’, hvor kristne undervises i, hvad forfølgelse er, og hvordan de kan reagere, når forfølgelsen rammer.

Forfølgelsen har mange ansigter

Hjælpen ser ud på mange måder, fordi forfølgelsen af kristne har mange ansigter. For Barnabas i Nigeria består forfølgelsen af hård vold. For Ming i Kina er overvågningen massiv, og han er i konstant risiko for at blive arresteret. I Laos har Vanxays tro betydet, at han er blevet smidt ud af sin landsby. Og i Marokko troede Omar, at han var den eneste kristne i verden, fordi kristne må mødes i hemmelighed.[1]

Forfølgelse – en del af livet som kristen

Fælles for Open Doors’ initiativer er, at målet ikke er at stoppe forfølgelserne. Bibelen er fuld af eksempler på, hvordan kristne bliver forfulgt for deres tro, og derfor er det Open Doors’ overbevisning, at forfølgelse er en del af livet som kristen. I stedet hjælper Open Doors kristne, så de så vidt muligt kan blive i deres lokalområde og være i mission blandt deres nærmeste.

Arbejdet i Danmark

I Danmark er Open Doors’ rolle at forbinde kristne med verdens forfulgte kristne.

I Danmark er Open Doors’ rolle at forbinde kristne med verdens forfulgte kristne. Det handler både om at rejse forbøn og økonomisk støtte til forfulgte kristne, men også om at dele deres vidnesbyrd, som er enormt trosstyrkende og inspirerende.

Hjælp til Benue

Støtten fra Open Doors har også nået Barnabas og den flygtningelejr, han bor i. De kristne har fået nødhjælpspakker med mad. En gruppe kvinder, blandt andre Barnabas’ kone, har fået støtte til at starte små virksomheder, så de kan være med til at forsørge deres familier, og børnene i lejren er blevet hjulpet tilbage i skole.

Midt i håbløsheden forsøger Barnabas at bevare håbet. Han var præst i sin landsby før angrebet, og i dag er han præst for sin menighed i flygtningelejren.

“Gud har været med os, og jeg vil ikke miste min tillid til ham”, fastslår Barnabas. “Vores øjne og vores håb er rettet mod ham. Hvis Gud vil kæmpe denne kamp for os, vil der komme en dag, hvor vi igen kan leve et godt liv.”

[1] Navnene er ændret af sikkerhedshensyn

Relateret

• 29. dec. 2025 - ’Never again’ – heller ikke i Danmark
• 15. okt. 2025 - Desperat hetz mod døbere på pietismens tid
• 15. okt. 2025 - Bønnens magt er stor
• 15. okt. 2025 - Jordskælvskatastrofe i Myanmar – Baptistkirker bringer håb og hjælp
• 04. okt. 2025 - Tro er ikke en privatsag – men et offentligt kald

Find flere