Lyt til artiklen her:
Åbn lyd i nyt vindueMit gudsbillede er Jesus Kristus
Kristian Bonde-Nielsen er præst i Købnerkirken på Amager:
Mit første møde med kristen musik, som ikke var salmesang, fik jeg, da min værelseskammerat på efterskolen spurgte: ”Kender du DC Talk? De er faktisk meget gode, selvom de er kristne!” Min værelseskammerat var efter eget udsagn meget lidt kristen, men alligevel syntes han, jeg skulle høre sangen ”Jesus Freak”.
Og selvom sangen har sine musikalske og teologiske begrænsninger, så har det slået mig, hvor meget godt, der er i den titel. At være kristen er først og fremmest at være en efterfølger af Jesus – at være en Jesus freak – og det er blevet essentielt for mig, at et sundt gudsbillede tager sit udgangspunktet i Jesus Kristus.
Jesus er nøglen til gudsbilledet
Det lyder måske banalt, at gudsbilledet tager sit udgangspunkt i Jesus, og det er det sådan set også. Men igennem den kristne historie er der alligevel blevet tegnet et billede af Gud, som ikke altid rimer særlig meget på Jesus. Gennem min egen trosvandring opdager jeg mere og mere, hvordan Jesus er nøglen til et billede af Gud, der er værd at tro på. Jeg tror, at Jesus er den perfekte teologi. Mere end teologiske læresætninger og regnestykker, så er det Jesus Kristus, som er udgangspunktet for alt i den kristne tro.
Jesus’ fødsel lærer os, at Gud inkarnerer sig i vores verden, for at vi kan se Ham ansigt til ansigt. Gud er ikke oppe i himlen, men hernede på jorden sammen med os. Jesus’ liv lærer os, at Guds hjerte er genoprettelse af mennesker, relationer og samfund. Jesus er radikalt inviterende og inkluderende overfor alle dem, som samfundet har dømt ude, og Jesus er i evig kamp mod alle destruktive kræfter i vores verden. Jesus’ død viser os, at selv når vi vender Gud ryggen, går Han trofast kærlighedens vej for os. Og Jesus’ opstandelse viser os, at der er håb for alt og alle i den her verden, og at hverken døden eller ondskaben eller mørket får det sidste ord. Det gør derimod Guds kærlighed!
Jeg tror, at Jesus er den perfekte teologi, og derfor er mit gudsbillede mere end noget andet en spejling af, hvordan Jesus Kristus viser, at Gud er.
Mit personlige forhold til den treenige Gud
Kent Abildskov er præst i Ringsted Frikirke:
At beskrive, hvordan jeg oplever Gud, tænkte jeg, var en skøn opgave, som var let at forholde sig til. Men min konklusion er, at spørgsmålet er større og dybere, end blot at give et par eksempler på, hvordan Gud har hjulpet mig i givne situationer.
Kun et menneske
Jeg ved, at Gud elsker mig, men Han elsker ikke alle mine handlinger. Jeg er jo kun et menneske på godt og ondt, og derfor stræber jeg efter at have Gud med i alt, hvad jeg foretager mig. Det betyder ikke, at jeg er i konstant bøn, eller at jeg ikke kan slå en lille prut, uden at min Far i himlen siger: ’Okay!’ Men jeg takker Ham, når ting lykkes for mig, og jeg takker Ham i svære situationer, fordi jeg ved, at Han hjælper mig igennem, når stormen er værst.
Jeg forsøger også at huske på, at jeg ikke altid får det, som jeg beder om, fordi Han ved bedst, og jeg har givet Ham lov til at være ledestjernen i mit liv. Når jeg står i en situation, hvor jeg skal træffe en beslutning eller foretage et valg, søger jeg altid Helligåndens inspiration og vejledning, fordi jeg ønsker at have Gud med.
Guds valg
Gud har jo udvalgt mig. Det er ikke mig, der har udvalgt Gud, men jeg var blot i stand til at høre Ham kalde, dengang jeg fik mit første møde med Jesus. Jeg lukkede døren op og tog imod Jesus i mit hjerte og sind og bekendte Ham som Herre og frelser i mit liv. Det betyder nu, at jeg har en kærlig Far, som jeg kan komme til, når livet er hårdt, eller jeg har dummet mig. Jeg har den bedste læremester, der vejleder mig hver eneste dag. Jesus er den mest klippefaste bror, som altid vil tale min sag og kæmpe mine kampe, og Han er den bedste ven, som jeg kan grine og græde sammen med, som aldrig vil tale dårligt om mig. Det er mit personlige forhold til den treenige Gud.
En svingom med Jesus
Maria Bendtsen er præst i Frikirken i Sæby:
Mit gudsbillede beskrives bedst ved at fortælle om den dag, da Jesus bød mig op til dans, og jeg fik lov at opleve et øjeblik med stor inderlighed, omsorg, styrke, enhed og fred.
Dansen med Jesus
Trods træthed gav jeg mig til at bede, og der midt i bønnen stod Jesus foran mig og sagde: ”Skal vi danse?” Forbløffet fandt jeg mig selv oprejst med udbredte arme for at træde op på hans fødder og lukke mig selv ind i en dans. Vippende fra fod til fod, gav Jesus mig oplevelsen af at gemme mig ind til hans brystkasse som en kærlighedsdans.
Jeg kiggede ud og så, at der var engle rundt om os. De var i krig, men kæmpede og beskyttede os. Så vidste jeg, at intet ondt kunne ramme mig. Jeg var et elsket barn, der blev mødt af himlen. Mange års vandring med Jesus og søgen efter svar på, hvem jeg er, og hvem Han er, fik et nyt perspektiv.
I dansen fandt jeg fortællingen om tyven på korset ved siden af Jesus. Han var uværdig, uelsket, uønsket og uden håb, men i et kig til siden fra sin dødsdans på korset fandt han livet, håbet, troen, retfærdiggørelsen og løftet om himlen. Døden mistede sin brod. Øjeblikket med englenes kamp blev en lektion for mig om trygt at kunne læne mig tilbage i Guds arme i visheden om, at Han véd alt og ser alt i mit liv.
Træd ind i dansen
At kende Gud Faderen, sønnen Jesus og Helligånden er en dans i livet, der svinger frem og tilbage. Den er et udtryk af både magtesløshed og sejr, og i hver dans lærer jeg nyt om Ham og om mig selv. Jesus er vejen, sandheden og livet, ingen kommer til Faderen uden ved Ham. Jesus bliver min danseinvitation med Faderen, og gennem den bliver mit billede, af hvem jeg er, og hvem Han er, helt klart. Guds tronsal er vores mål. Det er der, dansen sker. Vi er inviteret ind, og vores himmelske far står klar til at tage os i sine arme og lade dansen begynde.
Fald så ind i dansen hos din Far, og lad Ham svinge dig rundt i sin tronsal.
Læs også “Hvordan påvirker gudsbilledet vores liv som kristne?”
Giv din mening til kende