Lyt til artiklen:
Åbn lyd i nyt vindueKorskirken er ikke kun meget privilegeret ved, at de har haft to fuldtidsansatte præster med teologisk, pædagogisk og ledelsesmæssig baggrund. Menigheden har også prioriteret bibelundervisning, teologisk refleksion og et stærkt samarbejde lokalt. Og i forstaden nordvest for København har man valgt at gå all-in, når det drejer sig om at være Grøn Kirke og et varmt fællesskab for alle.
Det drejer sig om at være Grøn Kirke og et varmt fællesskab for alle.
De frivillige
Trofaste spejderførere og frivillige er med til at styrke tilknytningen mellem børn fra byen og menigheden. Gospelkorets instruktør er også med til at engagere mange fra bybilledet ind i kirkens fællesskab og rammer. Sammen med Herlev Kommune og omkring femten faste frivillige fra byen er cirka ti menighedsmedlemmer med til ’Repair Café’ en gang om måneden. Her er alle velkomne til at få repareret pc, tøj, cykler med mere som en del af Korskirkens Grøn Kirke-profil, hvor rollen som varetagere af Guds gode skaberværk sættes højt.
Kom med på besøg i Repair Caféen i Herlev.
En vigtig del af menighedens liv foregår i netværksgrupper, hvor man deler liv og tro med hinanden, men også projekter som SeniorKAPOW, fællesspisning hver onsdag og online gudstjenester har trukket nye til og har givet menigheden fornemmelsen af at have klaret sig ovenpå Covid-nedlukningen. Til gengæld kan Korskirken godt mærke, at nedlukningen især er gået ud over børnearbejdet. Storbyens travle arbejdsliv og tunge trafik gør det heller ikke let for hverken forældre eller kirken at finde balancen. Håbet om at blive et inviterende hjerterum, hvor alle finder ro og plads, er dog ikke forsvundet.
Plads til alle
Menigheden har en klar målsætning om at være kirke for alle generationer, og nu senest også – efter et forløb med grundige samtaler og bibelstudier – at være inkluderende i forhold til mennesker med en anden seksuel orientering end flertallet. Det har betydet et ja til at ville velsigne og vie par af samme køn. Det gør Korskirken til en af de baptistmenigheder, der aktivt har taget stilling til ægteskabsloven og ligestilling.
Regelmæssig og struktureret forbøn kan mærkes og er værdsat af mange i menigheden.
Når man taler med folk fra Korskirken – både nye og tidligere medlemmer, ældre og yngre, folk der er født og opvokset i Danmark eller Rwanda – er ord som rummelighed, tryghed, at føle sig set og værdifuld for fællesskabet noget, man hører gentagne gange. Regelmæssig og struktureret forbøn kan mærkes og er værdsat af mange i menigheden. Her oplever man at tage ansvar for hinanden, og her lægger man sit liv i Guds og hinandens hænder.
Trofaste tjenere
Menigheden prioriterer nemlig omsorgs-tjenesten højt i form af mærkbar forbøn og praktiske hænder.
Medlem af Korskirken, Wenceslas Twagirayesu, som er dømt i Rwanda og fængslet i Danmark, er på forbønslisten til søndagsgudstjenesten og sms’er, som bliver sendt rundt hver onsdag. Flere i menigheden har været plejefamilier for parrets børn, da familien har været enormt presset. Menigheden prioriterer nemlig omsorgs-tjenesten højt i form af mærkbar forbøn og praktiske hænder.
Medlemmer fra Korskirken er også meget synlige på Sommerstævnet og i BaptistKirkens ledelse. Nu, hvor menighedens ene præst Bodil Højbak Møller er blevet ansat som BaptistKirkens generalsekretær, og den anden præst Ole Lundegaard nærmer sig pensionsalderen, håber menigheden at kunne bygge videre på sit stærke relationsarbejde.
Giv din mening til kende