Reinkarnation eller opstandelse?

Johannes Aakjær Steenbuch, født 1982:

• formand for Teologisk Forum i Baptistkirken
• ph.d. i patristik, studiet af kirkefædrene
• cand. mag. i filosofi

Troen på reinkarnation er stigende, mens troen på traditionelle kristne forestillinger om opstandelsen er på retur. Og selvom præster og teologer som regel afviser troen på reinkarnation som uforenelig med kristendommen, synes tanken også at have indpas i kirken^[1].

Centralt i kristendommen er troen på, at vi er skabt som hele mennesker med krop, sjæl og ånd, og at vi skal genopstå sådan – kroppen er ikke bare et hylster, der skal udskiftes, men en uundværlig del af vores identitet. De fleste kristne teologer afviser derfor reinkarnation.

Kroppen er ikke bare et hylster, der skal udskiftes, men en uundværlig del af vores identitet.

Langt ældre end kristendom

Om kristendommen kan forenes med troen på reinkarnation er imidlertid ikke nogen ny diskussion. Forestillingen om reinkarnation – eller sjælevandring, som det også kaldes – fandtes længe før kristendommen i mange forskellige former. Tanken er bedst kendt fra indisk religion, men den findes også i antik græsk filosofi.

Den græske filosof Platon (ca. 429-347 f.Kr.) fremlagde i nogle af sine dialoger den opfattelse, at sjælen er udødelig. Efter kroppens død blev sjælen ifølge Platon dømt efter, hvordan den har levet, men den vandrer derefter videre til en ny krop, mente han.

De første kristne tænkere

Selvom tanken om sjælevandring er fraværende i Bibelen, kom den til at spille en rolle hos nogle af de første kristne tænkere, som forsøgte at formulere en kristen teologi ved hjælp af græsk filosofi. En af dem var Origenes af Alexandria (ca. 180-253 e.Kr.). Vi har kun hans værker i redigeret udgave, men noget tyder på, at Origenes mente, at mennesket får en ny krop i den kommende verden – Paulus havde jo også skrevet om, hvordan vi skal modtage et nyt, himmelsk opstandelseslegeme^[2].

Målet er ikke at undslippe verden for at slippe for reinkarnation, men at forenes med Gud.

Når det i Det Nye Testamente også hedder, at der er flere kommende verdener forude^[3], kunne man jo tænke sig, at mennesker i hver ny verden modtager et stadigt mere åndeligt legeme, for til sidst at modtage et legeme, der ikke kan dø. Selvom det kan lyde som traditionelle forestillinger om reinkarnation, er der dog den forskel hos Origenes, at det hele kulminerer i ‘altings genoprettelse’, hvor alt forsones med Gud i Kristus – målet er ikke at undslippe verden for at slippe for reinkarnation, men at forenes med Gud.

Kristne teologer lagde efterhånden tanken om sjælevandring på hylden, men flere udviklede i stedet – til dels med inspiration fra Origenes – den opfattelse, at vi også efter opstandelsen skal vedblive med at vokse åndeligt og blive mere som Gud. Den tanke lyder nok fremmed for dansk protestantisme, men den kunne være et oplagt alternativ til troen på reinkarnation.

En ny chance?

Reinkarnation synes måske at give mennesker en ny ‘chance’ for at leve et nyt og bedre liv. Men der er noget nådesløst over manglen på en barmhjertig Gud, der griber ind og ændrer menneskets skæbne. Ifølge kristendommen er verden skabt god af Gud, som derfor også arbejder på at genoprette det faldne skaberværk. Menneskets sjæl er ikke udødelig i sig selv, men den hører sammen med kroppen – vi har derfor kun håb om liv efter døden, fordi Gud har lovet os en opstandelse fra de døde.

_{Tallene i manchetten er fra en YouGov-undersøgelse foretaget for Kristeligt Dagblad i 2016.}

^[1] Se ”Troen på reinkarnation er et tegn på samtidens feel good-mentalitet” i Kristeligt Dagblad, d. 22. marts 2016

^[2] Se 1. Korintherbrev kap. 15, vers 35-58

^[3] Se fx Efeserbrevet kap. 2, vers 7