Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Præst på 82 år er still going strong

Præst på 82 år er still going strong

Hugo Møller Thomsen er 82 år og stadig ikke gået på pension. Han fungerer som præst i den lille Nibe Baptistmenighed, som han og hustruen Aase flyttede til i 1987 og den 7. december har han været præst i 50 år. Han blev ordineret, da han blev præst i Oure, Svendborg og Langelands Baptistmenigheder.

Sådan set kunne han måske have haft 50 års jubilæum for længe siden. For han var lidt sen til at fatte, at det var det, der skulle være hans livskald. Hans lærer, Kristensen, havde sagt til Hugos forældre ”Den dreng skal I lade læse videre”. Og det ville forældrene da også gerne. Men Hugo sagde nej.
”Jeg gik ud af skolen som 13-årig og det var nok min første store fejl”, erkendte Hugo senere. Han kom ud at tjene hos bønder og aftjente sin værnepligt. Det gik der i alt seks år med, og så var Hugo parat til skolegang igen. Han troede, han skulle være ingeniør, men Gud ville det anderledes og efter flere års studier på aftenskole begyndte han i 1963 på Baptisternes Prædikantskole.

Jeg gik ud af skolen som 13-årig og det var nok min første store fejl

Gud gav Hugo den rigtige kone

I mellemtiden var han blevet gift med Aase – i 1961 – og hun var heldigvis indstillet på at blive præstekone. Han havde bedt Gud om at give ham en kone, der var musikalsk, for selv kan han aldrig finde melodien. Og det gjorde Gud, for Aase har spillet guitar og været korleder i de menigheder, Hugo har været præst i.
”Baptistsamfundet tilbød gratis studier, kost og logi under studierne – dog med den klausul, at man skulle stå til rådighed for Baptistsamfundet i tre år. Vi var seks på holdet, de fem fik arbejde, og jeg stod tilbage.”

Vi var seks på holdet, de fem fik arbejde, og jeg stod tilbage.

Det gav ham tre frie år i Tølløse, hvor han underviste på efterskolen og oversatte undervisningsmateriale for Baptistsamfundet, og tid til to års teologiske studier på Københavns Universitet.
En dag kom der brev fra baptistmenigheder på Fyn og Langeland: ”Vores præst er rejst og vi savner en præst. Vil du komme?”
”Og så blev der tænkt og bedt i familien. Vi var faldet godt til blandt de ‘unge’ i Tølløse. Det gik udmærket med mine studier i København. Vi havde købt byggegrund, vi havde fået en  arkitekttegnet byggeplan, vi havde også købt og fået leveret noget byggemateriale. Vi vidste, hvad vi havde og en universitetets grad er altid god at have,” fortæller Hugo.

13 gode år på Fyn

Fra Hugos ordination den 7. december 1969.

På anden side – kaldet var til at være præst og ikke teolog.
Svaret er tydeligt.

Det blev til 13 gode år på Sydfyn. Det var travle år; altid med to søndagsgudstjenester, ofte tre sjældent fire. Der var et godt samarbejde med folkekirken. Bl.a. var præstefruen fra Oure ledende sygeplejerske på Svendborg hospital. Hun fik foranlediget, at Hugo, baptistpræsten, kom ind på sygehuset og fortalte sygeplejerskerne om baptisternes dåbssyn; at ikke alle, der var i fare for at miste et spædbarn, var interesseret i ”nøddåb”.
I de 13 år fik Hugo ni måneders orlov til studier på Rüschlikon i Schweiz, hvor mange danske baptistpræster har fået efteruddannelse i et internationalt miljø.
Langelands Baptistmenighed blev stiftet som Danmarks anden Baptistmenighed. Den var kørt træt, før Hugo kom ind i billedet. Den blev stille og roligt sluttet sammen med Svendborg menighed ved udgangen af 1974. Der var otte medlemmer ved sammenslutningen.

Fire år i San Francisco

En eftermiddag i november 1981 ringede de fra Baptistsamfundets ledelse, med et tilbud om at blive leder og præst for den skandinaviske sømandsmission i San Francisco.

Vi var glade for at være præstepar på Fyn, men det fristede. Afrejsen var i august 1982.
”De havde lovet derovre, at alting ville være i orden, når vi kom. Vi opdagede, at der er mange måder at være i orden på… Det blev til fire gode år, dels mødte vi mange sømænd, også i svære samtaler især på skibene, men også over en vaffel i vores hus midt i San Francisco. Baptistmenighederne i Californien og Nevada stod bag Skandinavisk Sømandsmission, så de skulle også have besøg. ”Vi skulle jo have nogle penge ind, og det var heller ikke så vanskeligt.”
”Vores hjemrejse strakte sig over syv uger: San Francisco – Fiji – Australien – Hong Kong – tre uger med ØK’s Jutlandia – Hamborg – Odense. Klar til næste opgave, som blev i Nibe og Vindblæs.  Så vi har været jorden rundt.”

Stadig præst i Nibe

1. november 1987 tog de nye ejere af Mellemgade 10, Nibe, huset i brug og den 2. november tiltrådte Hugo Møller Thomsen stillingen som præst for Nibe Baptistmenighed stiftet 1891. Fra 1990 varetog han også præstetjenesten for Vindblæs Baptistmenighed stiftet 1863. Løgstør/Vindblæs menighed opløste sig selv. Hvert medlem fik et bevis på at være døbt og at have været medlem af Baptistsamfundet i Danmark. Hovedparten af medlemmerne i Vindblæs sluttede sig til Nibe og udgør nu kernen i Nibe.
For et par år siden så Nibe sig nødt til at sælge deres kirke på grund af øgede udgifter og svindende medlemsskare. Den blev solgt til nedrivning. Fire boliger er opført på stedet.

Hvordan har du det med salg og nedrivning af kirkebygninger?
”Det har jeg ikke problemer med. Det var en ny bygning fra 1969 og de, der var med til at bygge den, er væk. Der er dog mennesker fra menigheden, som endnu ikke kan tåle at køre forbi,” fortæller Hugo.
Hugo fungerer altså stadig som præst i Nibe, når de mødes til to månedlige gudstjenester og en aften med fællesspisning med efterfølgende bibelstudium og bøn.

Aase og Hugo har deltaget i næsten alle BWAs kongresser siden 1975 i Stockholm.

Dansk, tysk og engelsk

Både han og Aase har trivedes med baptister fra hele verden. De har været vært for mange i deres hjem og besøgt mange ude i verden. På et tidspunkt var det ligegyldigt, om der blev talt dansk, engelsk eller tysk. Hugo kunne det hele.
De har deltaget i næsten alle BWAs (Baptisternes Verdens Alliances) kongresser siden 1975 i Stockholm.
De er således også tilmeldt turen til Brasilien i 2020, som nok faktisk er blevet til på deres foranledning. Det er nemlig deres datter, Lisbeth Emming som står for at arrangere en dansk rejse derned.

Hvordan har sådan en gammel præst det så med udviklingen i BaptistKirken?
“Hvilken udvikling? Det er som om den standser ved hovedvej 13.
Det jeg savner mest, er det nære sociale, åndelige og faglige præstesamvær.”

Hvornår går du på pension?
”Det har jeg også spurgt Gud og menigheden om. Begge siger ’ikke endnu’!”

Giv din mening til kende