Ord er vigtige

I lørdags var 26 ordmennesker samlet i Odense Baptistkirke. Vi brugte en hel dag for at tale om, hvilke ord vi sætter på det, vi tror på som baptister.

Mødet byggede oven på de samtaler, der har været ved regionale møder i efteråret 2021 og skal lægge op til yderligere samtale på Landskonferencen til sommer.

De regionale møder afspejlede en bred enighed om, hvad vi står for som baptister. Det var med den store pensel. Hvad er vi enige med alverdens kristne om, hvad er det særegne for os, og hvordan viser vi det i handling. Timeglasset var en god illustration. Vi går fra det store, til det snævre, som ikke skal fylde lige så meget – og så til handlingen, som er det, baptister vil være kendt på.

De, der var til stede i lørdags, var ikke særligt uenige. Det handlede mest om, hvorvidt det forord til vedtægterne, der arbejdes på, skal være henvendt til baptister, nysgerrige eller myndighederne. Målgruppen er ret afgørende for ordvalget.

De, der kunne være uenige med denne flok, deltog ikke. Og det er ærgerligt, for det er ret vigtigt, at vi taler sammen om det, vi tror på. Og vi ved jo godt, at der er noget, vi ikke er enige om. Og som det er nu, taler vi ikke om det i det store fællesskab.

Næstformand Vibeke Dalsgaard sagde det meget rammende i sin indledning:

”Sammenhængskraften svækkes, når vi ikke taler sammen. Hvis vi kender og holder af hinanden, er der næsten ikke nogen problemer, vi ikke kan overkomme. Vores kirke er kendetegnet af, at der er højt til loftet. Det er en stor del af vores identitet. Vi er forbavsende enige om det basale. Men vi skal tale om det, vi ikke er enige om.”

Måske dem, der ikke er enige med flertallet, har givet op? Vil de bruge deres kræfter i andre sammenhænge? Lokalt eller i FrikirkeNet – fordi det giver bedre mening for dem? Fordi de dér finder en større enighed, som gør det mindre besværligt. Som gør, at man ikke behøver alle disse samtaler om identitet, fordi den er selvskreven. Dem, der tror noget andet, er ikke dér…

Og så er der de baptister, som insisterer på forskelligheden. Ikke som et mål eller et formål i sig selv, men som et livsvilkår – og også som en mulighed for at nå til nye erkendelser. Hvis man ikke på forhånd har dømt de andre ude og irrelevante.

Er vi på vej til at have to ekko-rum i vores kirkesamfund. Hvor vi kun er sammen med dem, der er ligesindede – teologisk og i spiritualitet. Hvor vi tror en masse om hinanden, men ikke oplever et egentligt fællesskab.

Tidligere har vi sagt, at vi ikke behøver at være enige om alting for at kunne formidle evangeliet i ord – og især i handling.

Generalsekretær Torben Andersen sluttede lørdagen af med de manende ord: ”Guds kirke må nødvendigvis være mangfoldig, for vi skal afspejle Guds væsen.”

Hvis vi ser på timeglasset, er handlingerne det, som er i bunden. Det vi står på. Det, der viser, hvem vi er. Mere end hvilke ord, der står i et forord til vedtægterne. Eller i syv eller flere teser om det at være dansk baptist.

Men for at kunne handle sammen, skal vi også være sammen, tale sammen, lægge planer sammen, fejre succeser sammen, græde sammen over det, der er svært eller den verden, der lider så åbenlyst.

Jeg tror ikke, vi er uenige om forordet til vedtægterne, men måske i vægtlægningen i nogle af teserne (læs ”Inkluderende og skarpe teser” om dem). Skal den uenighed afholde os fra at være i mission og evangelisere sammen? Eller at være engagerede i samme kirkesamfund?

Ord er vigtige, men indbyrdes kærlighed er vigtigere.

”Se, hvor de elsker hinanden” blev på Jesus’ tid og i den første kirke til mission i sig selv.

Og de var langtfra enige om alting, men de elskede alle sammen Jesus. Og det tror jeg også, at vi gør.