Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Nyt liv i gammel baptistkirke

Morten Olsen

Nyt liv i gammel baptistkirke

Morten Olsen fra Integrationsudvalget var på besøg i Matu Baptist Church i Svendborg en søndag, hvor kvinderne dominerede.

Allerede fra parkeringspladsen ved siden af kirken høres tonerne fra koret, som øver i kirken. Flere voksne står ude foran kirken og hilser på hinanden, mens også solens stråler hilser med. Det er søndag formiddag lidt før elleve, og jeg er på vej til at gæste Matu Baptist Church i Svendborg.

Kirkebygningen fra 1908 med indskriften “Betania” over døren er bygget som baptistkirke, og fordi Matu Baptist Church var i stand til og fik lov til at købe bygningen – i konkurrence med bl.a. den tamilske menighed Bethany International Church – da Svendborg Baptistmenighed lukkede ned ved årsskiftet, fejres her stadig gudstjeneste af baptister. En del af medlemmerne har også tidligere haft deres kirkegang her, men andre har været knyttet til andre menigheder på Fyn. Det, der særligt samler denne menighed, er sproget og kulturen fra Matupi i Chin i Burma/Myanmar. Det er sproget, der adskiller dem fra chin-menighederne i Ringe, hvor flere af denne menigheds medlemmer ellers bor.

Børnene taler dansk

Børnene strømmer nysgerrigt omkring, og jeg hører dem primært tale dansk sammen. Jeg hører et barn stille spørgsmål ved, hvordan Jesus kunne blive levende igen, efter at han var død. Og en anden fortæller, at han har hørt, at Jesus er oppe i himlen. En pige, som endnu ikke har meget sprog, signalerer, at Jesus bor i hendes hjerte.

Øvet sang fra YouTube

Kvinderne var ved roret denne første søndag i september.

Gudstjenesten begynder med et “Hallelujah” fra mødelederen og et højt “Amen” som menighedssvar. Gudstjenesten er præget af kvinder og meget musik; både fællessalmer, soloer og korsang. Der er besøg af chin’ernes pendant til BaptistKirkens Kvindenetværk. Kvinder fra hele landet mødes én gang om året for at fejre gudstjeneste i skiftende menigheder. I dag er de i Svendborg.

“Vores forening står for hele gudstjenesten, og prædikanten kommer fra en menighed i Frederikshavn”, oplyser Thiam, som bor i Odense og normalt kommer i en menighed i Ringe. På vej til Svendborg har hun da også afleveret mand og børn i Chin Baptist Church, Ringe, hvor hendes mand skulle prædike i dag. “Vi kommer fra forskellige menigheder. Vi har hver især øvet en sang hjemmefra, som vi har delt på YouTube. Derfor havde vi også brug for lige at øve sammen som kor, inden gudstjenesten begyndte.”

De unge mødes på tværs

Der er skruet godt op for lyden, som styres af en af menighedens teenagere, mens en anden teenager flittigt spiller på keyboardet. Andre sange akkompagneres fra en mobiltelefon koblet til lydanlægget.
“Der er ikke så mange i min aldersgruppe”, fortæller Simon, teenageren på keyboardet. Til gengæld mødes de unge på tværs af baptistmenighederne på Midt- og Sydfyn, lejer en hal og dyrker sport sammen.

Gudstjenesten er præget af mange indslag, og mange bidrager aktivt. En yngre kvinde reciterer et længere stykke fra Jeremias’ Bog udenad og må først til allersidst lade sig supplere af sin bibel.

”Tjener Herren”

Kirkesalen fremstår pæn og nyistandsat. Ifølge min sidekammerat, der ligesom jeg sidder på en af kirkens polstrede, turkisgrønne stole, blev kirken malet og det fine trægulv lagt i 2018. Altså kort tid før den gamle menighed lukkede ned. Orglet er væk, og nadverbord og prædikestol er pyntet med flotte, friske blomsterdekorationer, men når menigheden efter gudstjenesten vender sig mod udgangen, bliver de stadig mødt med påmindelsen “Tjener Herren”, som står sirligt skrevet over døren.

Bespisningsundere er der mange af, når folk fra Burma/Myanmar mødes, her i haven ved Svendborg Baptistkirke.

Bespisningsunder i haven

Vi bliver sendt fra gudstjenesten med “Der er solskin i min sjæl i dag” og ude i haven skyder hurtigt borde og stole op af det grønne græs. Et langbord bliver på kort tid fyldt med mad og muliggør et bespisningsunder med ris, forskellige kødretter, grøntsager og suppe.

David viste stolt rundt i kirkens have, for han havde selv været med til at plante blomsterne.

Et af børnene, David, viser mig rundt i haven omkring kirken og fortæller stolt, at han har været med til at plante planterne.

Kan se fremad

Det er en menighed med mange børnefamilier. “Vi er 28 voksne medlemmer, og vi har 28 børn”, fortæller Antak, som er medlem af menighedsrådet. “Normalt begynder vi med søndagsskole kl. 10.45, og så har vi gudstjeneste fra kl. 12 og ca. tre timer frem.”

Det er ikke uden udfordringer at etablere en ny menighed, men ifølge Antak har de fået god hjælp fra danske baptister til det praktiske, så de nu har fået styr på det meste og kan begynde at se fremad.

Giv din mening til kende