Nye medlemmer af ledelsen

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Pia Duebjerg Andersen

”Jeg er vist mest sådan en, der får visioner i fællesskab med andre. Jeg håber i hvert fald, at vi i ledelsen kan spille hinanden gode og få hevet alle de gode ideer ud af hver vores hoved.”

Pia tilhører Lyngby Baptistkirke, er 45 år, gift med Steen og mor til Mikkel og Jeppe.

Mine erfaringer

Jeg har primært haft min organisatoriske opvækst i Spejderkorpset, hvor jeg blandt andet har været vicespejderchef. Spejderarbejdet har været den vigtigste kirke for mig. Jeg sidder i menighedsrådet i Lyngby Baptistkirke. Jeg er assisterende oversygeplejerske på Børne-og Ungeafdelingen på Hvidovre Hospital.

Vision for baptistkirken

Forleden talte jeg med min ældste søn om dengang, nordjyske baptister holdt idrætsstævne hvert år. Jeg savner mødesteder, og jeg savner dem af mine gamle venner, som stadig er en del af baptistkirken, men har valgt fx sommerstævnet fra.

Jeg håber i hvert fald, at vi i ledelsen kan spille hinanden gode.

Vi bliver nødt til at gentænke vores sommerstævne. Det skal måske være kortere, måske ikke ligge i højsommeren. Nogen vil måske falde fra, men andre kunne måske overskue at deltage. Der er brug for, at en større del af 40+ gruppen oplever, at der er noget at komme efter – og føler sig kaldet til at bidrage til fællesskabet. Så der bliver en ny generation at bygge kirke på også fremover.

I Corona-tiden holdt min menighed fast i at mødes til gudstjenester – også mens de måtte være på max 30 minutter og uden sang. Vi fik en bouillonterning af alt det bedste fra en gudstjeneste og gik opløftede derfra. Kan vi på samme måde hjælpe trængte menigheder til at nøjes med det, der giver mening og energi, og ikke slides op på organisatorisk hårdt arbejde?

For et par år siden fraflyttede mange medlemmer min menighed. Det gjorde ondt, men det gav mig en oplevelse af, at vi rykkede sammen i bussen, og nu er jeg langt mindre pessimistisk på min menigheds vegne. Det tror jeg faktisk også kan ske i BaptistKirken.

Tine Kragh

”Alle menigheder i BaptistKirken har potentiale, men for at udfolde dét, er vi nødt til at hjælpes ad.”

Tine tilhører Vraa Baptistkirke, er 52 år, gift med Anders og mor til Iben, Simon, Mie og Lise.

Erfaring

Jeg er folkeskolelærer, og fra august 2023-24 har jeg tillige en 8 timers ansættelse i min menighed som det, vi har kaldt menighedskoordinator.

Jeg har hele mit voksne liv – som spejder og som medlem af Vrå Baptistkirke – deltaget i udvalgsarbejde. Lederansvar, værtskab (facilitering) og undervisning begejstrer mig, og der har været rig mulighed for at øve sig og udvikle de områder i spejderkorpset og i menigheden.

Jeg har fx siddet i gudstjenesterådet ad flere omgange og været menighedsrådsmedlem og -formand i mange år. Det giver mig så meget mening at prøve at iværksætte indholdsrige rammer, aktiviteter og oplevelser for folk til Guds ære. Samtidig bliver jeg også selv gennem ledelsesarbejdet tilskyndet til at tage del i diverse samlinger, undervisninger, retræter og kurser – alt sammen i godt selskab!

Menighederne skal se efter gaverne indadtil og sammenholde dem med omgivelsernes behov.

Vision for baptistkirken

Alle menigheder i BaptistKirken har potentiale – men til hvad?

For at vi kan udfolde dét, der er sået i hver menighed, tror jeg, at vi er nødt til at hjælpes ad, nogle må slå sig sammen i lokalområder eller regioner – og måske ikke kun baptistkirkerne imellem. Menighederne skal tænke ’ind i boksen’, se efter gaverne indadtil og sammenholde dem med omgivelsernes behov. Hér findes svar på, hvem vi hver især er sendt til, og hvilke målgrupper vi kan betjene og nå. Mon ikke der er sammenhængs- og grokraft i at arbejde sammen – også generationerne imellem – om at tjene vores omverden?

Lasse Åbom

”Jeg drømmer om en kirke, der har modet til at være en relevant samtalepartner for mennesker om troen og livet.”

Lasse har været præst i Immanuelskirken, Aarhus Baptistmenighed, siden 2013. Han er 43 år og far til Kajsa og Alhed.

Erfaring

Jeg har læst teologi på SALT samt Aarhus’ og Københavns Universitet og er efteruddannet i samtaleterapi, retræteledelse og åndelig vejledning. Jeg har været præst i mere end 20 år, ansat i baptistkirkerne i Nørresundby og Odense samt Korskirken i Herlev.

Desuden har jeg været næstformand i Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund (BBU) og ansvarlig for ungdomslederuddannelsen Jeremias gennem flere år. Jeg har været redaktør for baptist.dk og medlem af Stævneudvalget.

Jeg har været ansvarlig for BASIS – vores teologisk grunduddannelse – siden 2019. Derudover har jeg stået bag en række bøger og retræter i det økumeniske retrætehus Skovhuset.

Vision for Baptistkirken

Baptistkirken i Danmark står overfor en række udfordringer, vi skal have fundet en løsning på, hvis vi vil opfylde vores kald som kirke.

Den første og største er, at vi har mistet kontakten til børn og unge i kirken. Alt for længe har kirken forsømt sit ansvar overfor dem, der vokser op i kirken – det gælder både på lokalt plan og på det nationale niveau. Min egen generation har stort set forladt kirken, og det står endnu værre til, når vi taler om de yngre generationer. Alene det faktum, at jeg betegnes som et yngre medlem af kirken, skriger jo til himlen.

Årsagerne er mange, og der er ikke en enkel løsning på udfordringen, men der er akut brug for, at vi finder nye løsninger i samarbejde med Spejderkorpset, BBU, de skoler, der er en del af baptistkirkens bagland, og de menigheder, der gør det super godt lokalt. En af de første og mest lavthængende frugter bør være at skabe et nationalt tilbud for kristendomsklassen. Men der er meget lang vej, før kirken bliver et naturligt miljø for vores børn og unge at vokse op i.

Den næste udfordring er, at BaptistKirken har mistet sin betydning for de lokale menigheder. Vi har bygget menighederne op efter en model, som springer ud af foreningstanken, andelsbevægelsen og alt det andet gode, som de folkelige vækkelser i 1800-tallet bragte samfundet, men den model er under pres. Tanken om, at man er et livslangt loyalt menighedsmedlem i en lokal menighed med en altmulig-præst, der spiller guitar med de unge og drikker kaffe med de gamle, hører fortiden til. Derfor er mange af vores menigheder reelt ikke levedygtige på sigt.

Fremtiden kalder på større enheder, der kan sikre fleksibilitet og større kvalitet og afprøve forskellige modeller for, hvordan vi bliver levedygtige menigheder i fremtiden. Vi bliver nødt til at arbejde tættere sammen i forpligtende fællesskaber og opgive den i grunden også usunde tanke om, at den 100% uafhængige menighed er den eneste rigtige måde at være menighed på. Det har aldrig været sundt for en menighed ikke at have andre at stå til ansvar overfor og arbejde sammen med i forpligtende fællesskaber – akkurat ligesom det ikke er sundt for et enkelt individ.

Vi skal have selvtilliden tilbage som kirkesamfund.

Den tredje og sidste krise, jeg vil pege på, er en generel mangel på inspiration og engagement. Folk har mistet modet og meningen med at være kirke. Alt, hvad vi gør, skal være præget af inspiration, opmuntring og mod. Vi skal tro på det, vi gør, og grunden til, vi gør det. Vi skal genfinde inspirationen og handle ud fra den. Vi skal have selvtilliden tilbage som kirkesamfund. Det gælder både i teologi, spiritualitet og mission.  Vi er blevet for splittede og henter inspiration fra alt for forskellige sider, så det er umuligt at blive enige om en fælles mængde, der udgør baptismen. Vi har haft utallige samtaler om identitet, men vi ved dybest set stadig ikke, hvorfor vi er kirke. Vores problem er ikke først og fremmest organisatorisk, men teologisk.