Nye (gamle) toner i forkyndelsen af Jesu død og opstandelse

Hvorfor skulle Jesus dø?

En strøm af bøger har flydt især de seneste 10 år^[1], så jeg kunne fylde artiklens 5200 anslag alene med titler på bøger og artikler om emnet. Det moderne menneske har et problem med den forklaring, vi normalt har fået givet. Eksempel: En dag kom en kvinde til mig og sagde, at hun gerne ville tro på Gud, hvis jeg kunne give hende en anden forklaring på Jesus’ død end den, hun var vokset op med: Nemlig, at Jesus kom til verden for at betale den pris for synden, som skulle betales, og som Gud i sin retfærdighed og hellighed måtte forlange af mennesket. Guds straf for synd, der skulle tilfalde os, blev i stedet lagt på Jesus, og i troen på ham undgår vi evig fortabelse. ”Hvis Jesus måtte dø for at tilfredsstille Guds vrede, kan jeg ikke tro på Gud”, sagde hun. Jeg kunne fortælle, at sådan troede jeg heller ikke.

Hvis Jesus måtte dø for at tilfredsstille Guds vrede, kan jeg ikke tro på Gud.

Nu kunne man sige, at kan vi ikke forstå den forklaring, er det os, der er noget i vejen med, for det er nu engang den forklaring Bibelen giver. Men så enkelt er det ikke. Der står meget mere og meget andet end det. Det var heller ikke den fremherskende lære i de første 1000 år af kirkens historie, og der kan være gode grunde til ikke at acceptere den som forklaringen i dag.

Det store skel

I de første tusind år af kirkens historie var den mest almindelige forkyndelse, at Jesus gennem sin død  og sin opstandelse fravristede Den Onde magten. Fx skrev Irenæus i 200-tallet: “Han blev menneske blandt mennesker, synlig og til at røre ved, for at tilintetgøre døden og vise livet og udvirke samfundet mellem Gud og mennesker”.

I 1100-tallet formulerede Anselm af Canterbury imidlertid den tanke, der for nogle er den ’rigtige’, at Gud skulle have ’satisfaction’ (latin: ’oprejsning’) for den synd, mennesker begår. Anselm hentede billedet fra sin tids feudale Europa, hvor en fyrste skulle have oprejsning, hvis en undersåt forbrød sig mod ham. Der måtte betales en pris, ellers var det af med hovedet, upopulært sagt. Denne lære (’den objektive forsoningslære’) skabte en gudsforståelse, hvor Guds relation til mennesker primært blev set som fyrstens, der ikke under nogen omstændigheder kunne acceptere æreskrænkelse. Anselm taler altså om menneskets forhold til Gud ud fra en middelalderlig, juridisk tankegang, der naturligvis var ukendt for Jesus.

Der har altid været et indre modsætningsforhold i den forkyndelse, da den samtidig har villet hævde (med Jesus), at Gud er vores kærlige far. Men sådan kan en kærlig far da ikke handle, tænker vi! Skulle den almægtige Gud have bundet sig selv til et offersystem, der gør, at Han er tvunget til at forlange nogens død for at lade sig formilde? Når vi læser Det gamle Testamente, lader Gud sig da i øvrigt hele tiden formilde, også uden ofre?

Et ændret faderbillede

Og her er vi ved nøglen til moderne menneskers problem: I Jesu forkyndelse er Gud først og fremmest Far. Det er alle enige om. Så længe en far stadig blev set som en straffende figur, kunne man til nød leve med det indre modsætningsforhold i teologien om Jesu død på korset som en nødvendig straf, men med det faderbillede, vi har i dag, lader det sig ikke længere gøre. I dag forstår vi en far, som en kærlig person, der vejleder og retleder, sætter fri gennem forbillede og gennem at afstå fra vold.

Hvad da, er Gud så ikke dommer længere? Er fem og syv da lige? Nej, fem og syv er ikke lige. Synd er ikke lige meget. Synd ødelægger! Og jo, Gud er dommer, men Jesus lærer os, at Gud dømmer som en far, ikke som en krænket fyrste. Tænk på beretningen om den fortabte søn.

Den ældste kristne forståelse af Jesus’ død var, at Jesus blev korsfæstet på grund af sit budskab og sine gerninger. Det var ikke Gud, der slog Jesus ihjel. Det gjorde mennesker. Men den gode nyhed er, at Gud rejste ham fra graven påskedag! Som det hedder i Apostlenes Gerninger: ”Livets fyrste dræbte I, men Gud oprejste ham fra de døde.”^[2]

Det var ikke Gud, der slog Jesus ihjel. Det gjorde mennesker.

Frelst til Gud, ikke fra Gud

Den triumf, som mennesker i deres oprør mod Guds vilje søger ved at slå budbringeren ihjel, trumfer Gud ved at rejse sin søn fra graven påskemorgen. For altid er voldens og syndens herredømme brudt. Åbent ligger landet for Guds rige, som Jesus forkyndte, og vi kan som hans disciple herefter med tro og håb og fyldte af Helligånden stille os i tjeneste for den nye verden, Gud vil skabe i Kristus. Det er det, vi frelses til ved Jesu død og opstandelse. Vi frelses ikke fra Gud, men til Gud. Hør Irenæus igen: ”Han blev menneske blandt mennesker, synlig og til at røre ved, for at tilintetgøre døden og vise livet og udvirke samfundet mellem Gud og menneske”.

¹ Det er især i England og USA, der er udkommet mange bøger, men også nogle få i Danmark, fx Johannes Værges to bøger Det betroede menneske og Guds skrøbelige arvinger.

² Apostlenes Gerninger kap. 4, vers 15