Nu griner vi igen

Lyt til artiklen:

Aa Fung og Thomas havde kun været gift i tre år, da Aa Fung fik konstateret kræft i æggestokkene i 2020. De var blevet familiesammenført til Bornholm, hvor Thomas havde boet siden 2010. Deres søn Peter var syv måneder gammel, da de tre var på Rigshospitalet sammen for at få taget en biopsi på Aa Fung. Peter kunne ikke forstå ordene, men han forstod stemningen, da lægen fortalte, at det var kræft. Peters gråd var utrøstelig, så Thomas gik ud på toilettet med den grædende Peter og bad inderligt om, at han måtte falde i søvn. 15 minutter senere fik Aa Fung og Thomas ro til at tale sammen om den tunge besked.

Fantastisk netværk

Hjemme på Bornholm havde Thomas og Aa Fung heldigvis en dejlig kontaktfamilie, som straks trådte til. Kirsten og Steen Løvgreen. Det var i Corona-tiden, så egentlig måtte de ikke mødes, men de sagde ’pyt’. Kirsten tog selvbetalt orlov i tre måneder for at passe Peter, mens Aa Fung og Thomas tog til behandlinger.

Kirsten tog selvbetalt orlov i tre måneder for at passe Peter, mens Aa Fung og Thomas tog til behandlinger.

Efter operation og halvandet års kemobehandling blev hun erklæret sygdomsfri. Desværre blussede kræften op igen seks måneder senere, og et år efter måtte lægerne give op. I den sidste sygdomsperiode flyttede Thomas’ kusine og hendes mand ind og var der altid for Peter, når hans far og mor var på sygehuset.

Thomas fortæller: ”Da Aa Fung fik kræft første gang, tænkte jeg mest på Peter. Aa Fung og jeg har altid troet på, at hun blev rask igen. Vores tro har givet os styrke og håb. En måned inden hun døde 19. september 2023, sagde lægerne, at vi var nødt til at fortælle Peter, at hans mor skulle dø. Vi sad sammen med læger og sygeplejersker, da de sagde: ’Vi kan ikke gøre mere for din mor.’ Han blev sur og råbte: ’Det vil jeg ikke have.’ Jeg var magtesløs og kunne ikke beskytte min søn.”

Halleluja

”Selvom Aa Fung var syg, havde vi også en god tid sammen. Vi fik bibelundervisning af Steen og en sen aften, mens vi beder, begynder Aa Fung at råbe Halleluja. Det plejede hun aldrig at gøre – hun var faktisk ret genert. Men vi råbte alle tre. Jeg kan ikke forklare den glæde, vi oplevede. Det var en gave fra Gud. Hun og jeg talte frem til kl. fire om, hvordan vi mødtes og blev forelskede.

Når vi bad, fik vi fred i hjertet.

Vi blev indlagt på sygehuset kort efter. Hun var mest tryg dér, og så gik det meget stærkt. Vi fik nogle profetier, dels fra hendes mor og en præst i Burma, som bad for hende over telefonen. De sagde begge, at Aa Fung ville blive rask. Jeg har aldrig tænkt, at Gud svigtede sine løfter. Når vi bad, fik vi fred i hjertet. Før hun døde på sygehuset, kastede hun op. Jeg var ked af ikke at kunne hjælpe hende. Hun krammede mig og sagde: ’Du gør, alt hvad du kan. Jeg har aldrig rejst alene til Rigshospitalet. Aldrig været indlagt alene’.”

Hjerte til hjerte

”Til sidst havde hun svært ved at trække vejret. Jeg lagde hænderne på hendes hoved og bad: ’Gud, du har velsignet mig med en rigtig smuk, stærk og sød kone. Tak for din velsignelse. Vi har bedt så mange gange for, at hun må blive helbredt. Hvis hun ikke bliver rask, må du godt tage hende hjem nu.’ Jeg holder hendes varme hånd, ser ned på hende. Hun har lukkede øjne. Hendes vejrtrækning bliver normal. Og så sker der noget mærkeligt imellem os. Der kommer tre billeder, ligesom på et fjernsyn. Vi snakkede hjerte til hjerte. Det var billeder af, da vi fik Peter; en gang jeg lavede den mad, hun rigtig godt kan lide; og da vi rejste til Tyskland for at besøge hendes søstre. Der gik måske ti minutter, så forlod hun mig.”

Da Aa Fung var død, kom der meget kraftige reaktioner fra den fireårige Peter. I børnehaven slog han de andre børn, og derhjemme slog han sin far. Peter havde brug for psykologhjælp. Heldigvis havde Thomas en forsikring og var online med en børnepsykolog, som han har fået meget hjælp af. ”Hun har givet råd om, hvordan jeg skulle tackle Peter. Vi har snakket om, at hans mor er i himlen. Der findes kristne børnebøger om det. Og så har jeg fortalt, at min far og mor også er i himlen. Så siger Peter, at det er godt, at hun ikke er alene deroppe.”

”Har du glemt, at hun er død?”

Seks måneder efter hendes død havde Thomas haft travlt på arbejdet. Han fik fri – både han og Peter havde det rigtig godt. Han hentede Peter og kørte til Kvickly. Han finder alt det, Aa Fung plejede at drikke, når hun fik kemobehandling. ”Jeg glædede mig sådan til at komme hjem til hende. Da går det op for mig, at hun ikke er derhjemme, og jeg begynder at græde. Jeg fortæller Peter, hvorfor jeg er ked af det, og Peter siger: ’Har du glemt, at hun er død?’ Vi krammede hinanden og græd bare midt i Kvickly.”

Der er igen meget latter i mit og vores liv.

Der var ikke meget tid for Thomas til at sørge det første års tid. Men så rejste han og Peter med Kirsten og Steen på ferie, og her var der plads til Thomas’ sorg. ”Tungetalen er blevet en stor hjælp for mig. Når jeg ikke kan finde ord, så spiller jeg lidt lovsang og beder i tunger. Men ellers er der igen megen latter i mit og vores liv. Fx forleden, da vi sad og spiste en ret, som Aa Fung i sin tid havde købt, fordi den lignede noget, hun spiste hjemme i Burma. Men da hun smagte på den, sagde hun ’addr’. Det huskede Peter, og for første gang grinede vi, mens vi talte om hans mor.”

Læs også artiklen ‘En væsentlig debat’ – om at redaktionen ikke kunne få en fortaler for aktiv dødshjælp til at deltage i dette tema.