Noget om kraft

Peter Skov-Jakobsen (f. 1959):

• biskop i Københavns Stift siden 2009 og for Sømandskirkerne og Europakirkerne
• cand.theol., tidligere sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke og sømandspræst i Hull i England.
• formand for Rådet for Folkekirkens Nødhjælp og medlem af Folkekirkens Mellemkirkelige Råd

På den anden side er der mennesker nok, der taler kristendommen som sammenhængskraft i samfundet ned. Som kristen kan jeg ikke være med i det kor af grædekoner. Desuden tror jeg heller ikke på, at det er sådan – bare se på præster på hospitaler og i fængsler, kristendomsundervisning i folkeskolen og horderne af nysgerrige konfirmander.

Sammenhængskraft

Jeg har tyvstjålet overskriften og de følgende verslinjer fra digteren Halfdan Rasmussen. Han har skrevet om det moderne menneskes længsel efter at blive forundret og have lov til at stille de store spørgsmål. Den kraft strømmer fortsat igennem vores samfund, selvom det ikke altid er til at se det – for vi bærer ikke vores kristne identitet udenpå tøjet.

Thi alle steder er samme under
og samme kraft, som gør sjælen stum.
Og alle vegne går folk og grunder
på livets dybe mysterium.

Det mest hjemlige

Her grundlægges agtelsen for medmennesket og skabelsen. I den fortælling venter en forundringskraft hele tiden. Men jeg er heller ikke naiv, for kristendommen, den kulturelle arv og menneskesynet, der følger med, er ikke naturgivet som tidligere. Der er flere bevægelser i gang på samme tid. Når vi dagligt bombarderes med over 5.000 budskaber (ja, det er der målt på!), og når samfundet bevæger sig i retning af det mere individuelle, kommer de store fællesskaber som folkeskole, politiske partier og kirken under pres. Hvad gør man så?

Som kirke kan man råbe højere, eller man kan dæmpe sig og blive bedre til at lytte. Jeg tror faktisk på begge dele, for som kirke er man nødt til at gøre opmærksom på sin eksistens og på, at kirken og troen har bevæget sig i takt med tiden. Men jeg tror mest på det sidste: Vi skal især blive bedre til at lytte til, hvor og hvordan der er behov for os.

Kirken vælges til

Mange tros-pessimister glemmer, at de, som er medlem af kirken og bruger kirken i dag, er mennesker, som bare kunne melde sig ud, for det er enkelt at gøre. Men det har de ikke gjort. Kristendommen er fortsat en vigtig og uudslettelig kraft i samfundet, trods almen sekularisering og aggressive ateistkampagner.

Kristendommen, den kulturelle arv og menneskesynet, der følger med, er ikke naturgivet som tidligere.

Vores samfund rummer flere og flere nationaliteter, trosretninger og livssyn, og vi ser øgede tendenser til polarisering og en dem-og-os-retorik, hvor man peger fingre ad hinanden og tænker i konflikter. Vi lever under den samme himmel og skal ikke splittes op i isolerede enheder, men samtalen, som er central i kristendommen, bør være i centrum. Vi må kunne rumme vores samtid og være i dialog med den.

I dialog med hinanden

‘Danskhed’ og ‘danskere’ er begreber, der bruges i flæng og ikke altid med omhu. Et ord, jeg godt kunne ønske mig, der vinder frem, er ordet ‘borger’. En borger er bevidst om at leve i et demokrati og skylder samfundet at tage stilling, for vi skal hele tiden være i dialog med hinanden, hvis vi skal finde den grundindstilling, som vi er fælles om, og som gør, at vi kan kalde os et samfund. Borgeren har rettigheder og pligter og opfatter ikke bare sig selv som en kunde i staten, der skal have skole, hospital, kultur og kirke for pengene. Vi er mere end kunder. Vi er borgere.

Som kirke kan man råbe højere, eller man kan dæmpe sig og blive bedre til at lytte.

Lad os også turde være ærlige over for hinanden og tage de skarpe diskussioner, men altid i gensidig agtelse og i bevidsthed om, at Danmark er vi alle fælles om. Der er ingen grund til at være sur eller forbeholden. Tværtimod er der grund til at glæde sig til de mange samtaler, de sjove modsætningsforhold og de ærlige uoverensstemmelser mellem os på tværs af kulturer og traditioner i vores fælles land.

Danskhed med udsyn

Hvis ens egne ord slipper op eller ikke slår til, kan man altid låne fra en digter. Man siger om digteren Benny Andersen, at han er noget af det mest danske, der findes. Jeg tror, det er rigtigt. Han er folkelig, for hos ham bliver man aldrig lukket ikke inde i danskheden. Han kunne med ord tegne ”den lidt slaskede horisont”, som vi er fælles om og heldigvis aldrig bliver færdige med.