Jeg arbejder med mennesker, som er blevet ramt af demens. Menneskeskæbner, som udfordrer den måde, vi har indrettet vores ældrepleje – ja, måske endda hele vores forståelse af, hvad et værdifuldt liv er.
Demens kan fratage mennesker deres værdighed. De gør helt uforståelige, ufornuftige, nogle gange uhyggelige ting. Nogle mister evnen til at kende forskel på en ostemad og en papirserviet, en lænestol og et toilet, en hjælpende hånd og et farligt angreb.
Et menneske med demens stiller store krav til omverdenen. Om at blive set som jeg ER, ikke hvad jeg gør. Om at blive rummet, selv om jeg falder udenfor normalen. Om at nogen vil tage sig tid og ro til at være nysgerrig på, hvad der er vigtigt for mig. Men er det egentlig store krav?
At finde værdi i et liv med demens er at finde værdi i de små ting. At vi tager os god tid til at se blomsterne, smage sildemadden, dufte kaffen, mærke den andens varme hånd.
Og er det egentlig ikke blændværk, når vi andre bilder hinanden ind, at det er os med effektive, travle liv, der har fundet meningen med det hele?
Dette er udtryk for skribentens egen holdning.
Giv din mening til kende