Verden synes mindre stabil end nogensinde før i min tid. Det kan næsten give mig dårlig samvittighed, at jeg lader mig påvirke så lidt af verdens uro, men det er nok også en overlevelsesmekanisme for at bevare livsmodet; et forsøg på at bevare en mening med livet, der til tider kan virke meningsløst.
Der kommer sjældent noget godt ud af katastrofetænkning. Vi skal måske nok være realistiske, men også om vores evner til at gøre det gode.
Alle kan gøre en forskel. Vi kan i fællesskab råbe de magthavere op, der har mest travlt med at skændes med hinanden, men hvor vi virkelig kan gøre en forskel, er i det nære.
Når jeg møder et menneske, der bliver behandlet uretfærdigt, kan jeg vælge at behandle netop det menneske med ekstra respekt; og når jeg ser et medmenneske falde på grund af for høje forventninger til sig selv, kan jeg se det og hjælpe det med at rejse sig igen.
Det er en måde at skabe en bedre verden på, skridt for skridt og fra hjerte til hjerte, og hvor følelsen af mening næres.
Dette er udtryk for skribentens egen holdning.
Giv din mening til kende