Elisabeth Lidell
Bibelen læser jeg som én stor pilgrimsbog. Bibelens Abraham forlod sit land og sin slægt på Guds bud. Også Israels folk sendes på vandring. De bryder op fra det kendte og trygge, men ufrie liv i Egypten – for at finde en ny frihed. Moses og hans folk forlod slavetilværelsen i Ægypten og vandrede 40 år i ørkenen. Dengang som i dag er en ørkenvandring ikke nogen fornøjelse. Men for Israel var den nødvendig, for at folket kunne lade sig lede.
Jerusalem med Sions Bjerg og templet blev til et meget vigtigt valfartsmål, se valfartssalmerne.[1] Men vejen selv bliver til stedet for mødet med Gud. Gud kommer mennesker i møde: Han går foran, han følger, han går med. Denne Vejens Gud har ingen fast bopæl, hvor man kan komme ham særlig nær og ære ham. Han vil tilbedes i hjertet. Det er, som om Gud synes nærmere mennesker, når de bevæger sig, end når de er på plads. Gud går sammen med sit folk – under ørkenvandringen i form af en sky eller en ildstøtte. Mennesker føler sig tættere på Gud, når de farer vild, eller når de går i ørkenen.
Men vejen selv bliver til stedet for mødet med Gud.
Kristne på vandring
Det kristne folk er også på vandring. Jesus kaldte fiskere til at følge sig, og de forlod deres trygge tilværelse og fiskegarn. Efter hans død brød mennesker op for at bringe det gode budskab om Guds rige ud til mennesker, ud i verden. Gennem vandringen voksede Guds rige. Sådan er det kristne folk på vandring – sat i bevægelse af Bibelen. Den historie, Bibelen fortæller, er i tid spændt ud mellem to steder, mellem verdens begyndelse og afslutningen: Skabelsen af en ny himmel og en ny jord, hvor Gud selv skal bo hos menneskene.
Pilgrim
Det gamle ord ’pilgrim’ associerer til jorden. Det opstod fra den latinske betegnelse ’peregrinus’: fremmed, udlænding. ’Per agrum’ betyder en rejse eller et ophold på ageren. Sådan fanger ordet spændingen ind: Pilgrimmen er af jorden, men det betegner samtidig en åndelig rejse, hvis mål er himlen.
Pilgrimmen er af jorden, men det betegner samtidig en åndelig rejse, hvis mål er himlen.
På pilgrimsvandringer vandrer vi sammen og erfarer, at Kristus bliver vores rejseledsager. Ordet bliver kød og tager bolig i os; evangeliet får ben at gå på. Vandringen fremmer et ægte møde med én selv, med natur, medmennesker og Gud. Fortællingen om de to venners vandring til Emmaus er blevet min yndlingshistorie: Kristus er vores medvandrer på livets vej.[2]
Emmaus-vandrerne
Evangelisten Lukas skriver, at Jesus åbenbarer sig, mens han går. På den måde viderefører han vandringens betydning også efter påsken. At Jesus lever videre i disciplenes tro, viser sig ved, at de går: To disciple går på vejen fra Jerusalem til Emmaus, og den opstandne kommer som en fremmed rejseledsager, en pilgrim. Mens de går og taler, oplever disciplene mening. Skriften, som den opstandne udlægger, skridtes af til fods. Den opstandne er en vandringsmand, en gæst på jorden, som efterlader brændende hjerter hos dem, som bliver tilbage. Fordi Jesus ville bringe det glædelige budskab til alle, ikke mindst syge og fattige, trætte og udslukte mennesker, kunne han ikke blive på ét sted. Umådelig mange gange finder vi i Det Nye Testamente verbet ’at gå omkring’ hæftet til Jesus. Han befandt sig på evig pilgrimsrejse. I ham, i hans handlinger, ord og måltidsfællesskaber kom Gud selv til mennesker.
En vandrebevægelse
Ved hjælp af Apostlenes Gerninger kan vi rekonstruere, hvordan de første kristne holdt vandrebevægelsen ved lige: De gik fra hus til hus og var gæster hos hinanden. Apostlene tog deres sendelsesopgave som budbringere til fods alvorligt, ikke mindst Paulus. I Det Nye Testamente kan vi læse, at mange tilhørere forandrede sig, når de var undervejs.
Ordet bliver kød og tager bolig i os; evangeliet får ben at gå på.
”De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne”.[3] Sådan maler Lukas billedet af den første menighed i Jerusalem. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Der var også spændinger og strid. Men det gjaldt om at holde fast ved troen i en svær tid. – Også vi går i ganske bestemte fodspor – nemlig af ham, der kaldte sig selv ’Vejen’.
”Følg mig”
I Det Nye Testamente bliver vandringens budskab til en grundbevægelse. Den går fra Jesus over disciplene og videre til apostlene. Prædiken og vandring, efterfølgelse og medvandring hørte sammen i Jesus’ liv og virke. Det er ikke tilfældigt, at Jesus ikke slog sig ned. Budskabet om Guds riges gennembrud skulle bæres ud i verden til fods. Der fandtes ikke andre medier, hverken telefon eller fjernsyn. Budskabet afhang af mødet ansigt til ansigt. Det lykkedes Jesus at motivere andre til at gå og lade sig forvandle i forhold til livet. Han bevægede dem til at vandre i troen.
”Følg mig!” sagde Jesus til Levi.[4] – ”Følg mig!” sagde han til os i dåben, og han gentager det hver dag – til os hver især: ”Følg mig!” Forlad indgroede og usunde strukturer, bevæg dig ud i det ukendte, ud på Herrens mark, vær frimodig, tal med andre mennesker om ’det med Gud’, vis troens kendetegn, bær kors, gå i kirke, tag på retræte og pilgrimsvandring, læs i Bibelen, deltag i studiekredse og bibelmeditationer… Det er ikke for sent at bryde op!
[1] Salmernes Bog kap. 120-134
[2] Lukas-evangeliet kap. 24, vers 13-35
[3] Apostlenes Gerninger kap. 2, vers 42
[4] Markus-evangeliet kap. 2, vers 14
Giv din mening til kende