Mangler vi kant?

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

I den sidste weekend i april mødtes BaptistKirkens ledelse til den indledende samtale om vores kirkesamfunds udfordringer, og hvordan vi arbejder videre med dem. Den proces kalder vi revitaliseringsprocessen. Den vil I høre meget mere om i den kommende tid.

Et spørgsmål, som blev relevant i løbet af døgnet, var: “Mangler vi kant?”.

Jeg vil derfor gerne indlede en samtale med alle jer baptister om netop det: “Mangler vi kant?” Er der behov for mere kant? Jeg er selv i tvivl. Jeg elsker vores frihed, men kan friheden skabe en kultur med så meget bredde, at det ikke længere gavner fællesskabet? Kan det skabe en kultur, hvor ”everything goes”?

Jeg vil gerne lægge ud med lidt tanker.

Baggrunden

Gennem de sidste knap 180 år har nogle af grundpillerne i dansk baptisme været bredden og menighedernes selvstændighed. Bredden og selvstændigheden har ændret sig med årene og har favnet bredere og bredere. Den tidlige danske baptisme var præget af stærk kirketugt og indflydelse fra tyske og amerikanske baptister, der trak i forskellig retning.

Efter mange år med effektiv brug af udelukkelsesparagraffer forsøgte baptistkirken at definere sig på ny ud fra den fælles kerne: Jesus’ lære og den bredde, der er deri. Det skabte rum for endnu mere diversitet i menighederne. Nu står vi her i dag, hvor vi er enige om forskelligheden.

Hvad har ændret sig? Er der sket et skred? (Foto: Bent L. Hansen)

Men baptistkirken har også haft andre stærke søjler, vi har stået på som fællesskab. Vi har historisk set haft ledere, som har vist retning. Vi har haft voksendåben, menighedernes selvstændighed, religionsfriheden og forkyndelsen af evangeliet på et utal af måder i ind- og udland, som vores fælles fundament. Igennem mange år var afholdenheden også en af de bærende piller. Vi havde adskillige sager, vi var enige om. Sådan er det ikke længere.

Hvad har ændret sig?

En af de ting, som har ændret sig, er, at vi ikke længere har de markante præster og lægfolk i vores kirkesamfund, som præster og menigheder lytter til, som viser os retning og som tager ansvar for debatten.

I dag har vi ikke samme respekt for hinandens holdninger, udover at vi tillader, at alle må tænke, hvad de vil. Holdningsfrihed er godt, men er der grænser for, hvad vi kan rumme? Tidligere tog vi som kirkesamfund stilling til nogle ting. Det gør vi nærmest ikke længere. Alle sådanne samtaler bliver lukket med ord om menighedernes selvstændighed.

Vores kamp om dåben har ændret sig, vil jeg mene. Vi har vundet den kamp, og jeg vil blot referere til min artikel “Hvorfor døber vi ingen?” fra februar sidste år. Er der behov for baptister i den sammenhæng? I dag døber folkekirken flere unge og voksne, end Danmarks frikirker gør til sammen.

I dag døber folkekirken flere unge og voksne, end Danmarks frikirker gør til sammen.

Vi har i grove træk fået vores religionsfrihed, eller kampen har i hvert fald ændret sig. Vores kamp er ikke en kamp mod statskirken, men nærmere en kamp sammen med Folkekirken f.eks. igennem Danske Kirkers Råd mod politiske vinde som “Tvangsoversættelser af prædikener” eller anden religionspolitik, der rammer kirkelivet bredt. Vi har i dag lov til at være baptister. Er kampen for religionsfrihed en sag for baptister eller en sag for alle kristne?

Tilbage står vores selvbestemmelse eller holdningsfrihed i menighederne, en frihed der tidligere blev præget af de ledende præster i vores samfund, som blev præget af teologer og lægfolk i samtaler på og omkring seminariet i Tølløse, eller som blev debatteret, når tidligere tiders baptister tog emner op på årsmøder, hvor alt kunne diskuteres.

Meget har altså ændret sig, og spørgsmålet melder sig: ”Har vi behov for mere kant?”

Har vi behov for mere kant?

For det første mener jeg, at vi aldrig har haft så meget bredde på så mange punkter, som vi har i dag. Tidligere tiders diskussioner gik i høj grad på enkeltsager, som vi kan læse det i årsmødereferaterne. Men baptister var enige om det meste. I dag er alt til debat. Er der egentlig plads til det? Er der plads til, at vi altid har behov for at stille alle spørgsmål? Eller bør vi have en større fællesmængde, også større end det, de otte teser peger på?

I dag er alt til debat. Er der egentlig plads til det? Er der plads til, at vi altid har behov for at stille alle spørgsmål? Eller bør vi have en større fællesmængde, også større end det, de otte teser peger på?

Igennem det forgangne år har jeg selv som formand for Teologisk Forum, som præst i vores præstekollegium og som medlem af BaptistKirkens ledelse været med til at debattere et hav af emner fra dogmatik, liturgi, karismatik, ledelse, ordination, ritualer, og jeg kunne blive ved. Her blot nogle eksempler i tilfældig rækkefølge:

• Vi har diskuteret salmer i forhold til lovsang. Jeg har lagt øre til utilfredshed om vores stævner, om åbningsgudstjenester, lovsangsaftener, og at spiritualiteten er noget, som mange ikke føler sig hjemme i, uanset om det gælder salmer eller lovsang.
• Vi har diskuteret sex før ægteskabet, homoseksuelles rolle i menigheden, såvel som muligheden for velsignelse eller vielse.
• Vi har diskuteret universalisme, om helvede findes, om alles frelse, og om Gudsriget har sin gang på jord eller kun har noget med himmelen at gøre.
• Vi har diskuteret, om Gud har en moderlighed, eller om Gud kun er mand.
• Vi har diskuteret Gud som treenig Gud, eller om Faderen, Sønnen og Helligånden ikke er en og samme, og ikke vægtes lige.
• Vi har diskuteret ”young earth creationism”, om jorden er skabt på små 10.000 år, eller om vi tror på evolutionsteorien.
• Vi har diskuteret bibelsyn. Er den en guddommelig indblæst bog, eller er det menneskelige vidnesbyrd om Gud?
• Vi har diskuteret baptistisk ledelse. Hvem kan sidde i menighedsråd – er det kun mænd? Og kan præster diktere en retning i menighederne?
• Vi har diskuteret, om dåben kræver et omvendelsesøjeblik, eller om den er et bekendelsessvar?
• Vi har diskuteret alt. Alt mellem himmel og jord.

Alle synspunkter og modpoler findes i vores kirkesamfund. Meget af det er direkte modstridende. Meget af det har ændret sig væsentligt i forhold til vores forfædre. Meget af det er forandret, for BaptistKirken er ikke der, hvor vi var i det 19. århundrede, og det er på mange måder både godt og naturligt.

Men er vi endt der, hvor “everything goes”? Er baptisterne den rodekasse af teologi, hvor vi kun kan blive enige om, at vi døber voksne?

Men er vi endt der, hvor “everything goes”? Er baptisterne den rodekasse af teologi, hvor vi kun kan blive enige om, at vi døber voksne? Eller hov? – har vi ikke også enkelte menigheder eller præster, der har døbt børn?

Er vi som baptister det kirkesamfund, som hovedsageligt døber voksne, men ellers lader præster og menigheder tro, hvad de vil?

Er det vores udgangspunkt, at alt altid er oppe til debat? Er det vores samarbejdsgrundlag? Er det diskussionen eller mangel på samme, fordi vi ikke tør tage samtalen på tværs, i frygt for den enkeltes selvstændighed, der er vores kerne?

Hvis de otte teser fortæller noget om, hvem vi er, så må jeg sige, det er tyndt. De fortæller om et kirkesamfund, hvor alle kirker kan være med, folkekirken såvel som frikirker. Vores fælles fodslag siger så lidt, at mange, hvis ikke størstedelen, af landets kirker kan sige ”Ja og amen” til det.

Er der behov for os?

Hvad vil konsekvensen af mere (eller mindre) kant være? (Foto: Bent L. Hansen)

Er det nok kant? Eller har vi behov for mere? Anderledes formuleret: Er der behov for os? Er baptister bedre tjent med at arbejde i de kirkesamfund, hvor vores enkelte særegenheder står nærmest, om det er Evangelisk Frikirke Danmark, Folkekirken, Apostolsk Kirke, Pinsekirken eller Metodistkirken? Eller bør vi arbejde sammen om mere kant? En fælles vej for baptister i fremtiden?

Jeg ved ikke selv, hvor jeg står. Jeg har kæmpet for menighedernes selvstændighed igennem hele mit voksne liv, men pt. føler jeg, at det lige netop er den, der udfordrer vores fremtid. Det er den, der sætter fællesskabet på prøve. Det er den, der handlingslammer os, og gør, at vi står i stampe og ikke ved, hvor vi skal hen.

Til sidst vil jeg stille mig selv det spørgsmål, som uundgåeligt vil komme: Hvad vil konsekvensen af mere “kant” være?

Til sidst vil jeg stille mig selv det spørgsmål, som uundgåeligt vil komme: Hvad vil konsekvensen af mere “kant” være?

Et mindre kirkesamfund? Ja, det vil nok blive et mindre kirkesamfund, men det ville også blive et egentligt kirkesamfund igen. Et homogent et af slagsen. Det vil være nemmere at arbejde sammen. Vores stævner vil kunne være mere stringente. Lejre, uddannelse, kurser og meget mere ville måske være nemmere, fordi alting ikke altid ville være oppe til debat. Der ville ikke altid være en mistillid til andre sider af kirkesamfundet.

Vil nogle skulle gå? Det er svært at sige, men alt efter hvilken kant, man ender med, ja, så vil nogle i den ene, anden eller tredje fløj i BaptistKirken være nødsaget til at overveje, om den kant er noget, de/vi kan være kirke i.

Vil nogle blive smidt ud? Jeg tror det ikke; jeg tror nærmere, at vi finder ud af, hvad størstedelen af vores samfund vil sammen, og så er der nok nogle, der finder sammen med andre samarbejdspartnere.

Jeg ønsker et kirkesamfund

Ønsker jeg at splitte kirkesamfundet? Nej overhovedet ikke, men jeg ønsker et kirkesamfund. Ikke en historieforening eller en missionsforening, men et kirkesamfund. Et der ikke er i dyb krise, som den vi står i, men et kirkesamfund, der blomstrer igen.

Hvem skal bestemme, hvilken vej vi skal gå? Det nemme svar, og det eneste svar, vi har, er fællesskabet. Det er hverken ledelsen, præster eller mig som enkeltperson, der skal diktere en retning – nej, den skal vi finde i fællesskab.

Så er der behov for mere kant? Er der behov for at gå ned ad en ny vej? Er der behov for lidt mere retning, så vores samtale på tværs af kirkesamfundet kan fungere på ny?

Jeg ved det ikke, men lad os tale om det og ikke lukke samtalen, før den er startet!

Mere information:

Læs også Christians artikel Hvorfor døber vi ingen?
Link til nyhed på baptistkirken.dk og og pdf-fil med “De otte teser”