Mads Lindholm
- erhvervspsykolog
- forfatter til ‘God arbejdslyst.nu – viden om det moderne arbejdsliv’ (2016)
- medlem af Nørresundby-Vodskov Baptistmenighed
Hans og Johanne er to frivillige ildsjæle. Hans har livet igennem været i tjeneste i sin menighed. Johanne engagerer sig i enkeltopgaver, hun brænder for. Hans kan kende en ildsjæl, når han møder én, så han forsøger at inddrage Johanne i menighedens liv ved at bede hende varetage en fast tjeneste som dørvagt.
Også Johanne kan genkende en ildsjæl, og derfor foreslår hun Hans, at man skal gøre noget for særligt udsatte i Burundi. Det behov kan Hans godt se, men menigheden er fuldt optaget med at samle penge til reperation af kirketaget. Derefter er tiden inde til et projekt i Burundi.
De to kom aldrig til at arbejde sammen. Johanne gik videre til et andet projekt. Hans undrer sig over, hvor hun blev af.
Foreningsstruktur eller enkeltsager
Med den fortælling som udgangspunkt analyserede Mads Lindholm sammenstødet mellem menighedernes gamle foreningsstruktur og tidens engagement i enkeltsager. Han påpegede, at menighederne med fordel kan koncentrere sig om kernen i det at være kirke – og skrælle de ydre lag af kultur og tradition bort.
Menighederne kan med fordel koncentrere sig om kernen i det at være kirke – og skrælle de ydre lag af kultur og tradition bort.
Også valutaen for de frivillige er værd at overveje. Frivillige får ikke penge for deres arbejde, men de engagerer sig, fordi de får noget ud af det. Hvad er det i den konkrete sammenhæng?
Jesper Oehlenschläger
- forstander på Nordsjællands Efterskole
- tidligere sognepræst i Karlslunde Strandkirke
- leder af Dansk Oase og Arrow (kristen lederudvikling)
- forfatter til ‘Vejhjælp’ (2016), ‘At blive sig selv – med Guds hjælp’ (2015) og ‘Han gjorde mig til en spids pil’ (2013)
Lederskab er der altid
Enten har man fået magten, eller også har man taget den, påpegede Jesper Oehlenschläger. Den, der har taget magten, er i konstant fare for at blive taget af magten. Derfor er karakterdannelsen væsentlig. Kristent lederskab er at påtage sig magten og ansvaret på opfordring fra Gud og menighed – for derefter villigt at dele det med sin menighed. Lederens opgave er at handle ud fra sin og menighedens virkelighed. Som kristne er vi medarbejdere i Guds mission i den verden, Gud elsker, og Gud beder os tage del i sin mission.
Den, der har taget magten, er i konstant fare for at blive taget af magten.
Eksisterende frivilligt arbejde
Tre forskellige indlæg om eksisterende frivilligt arbejde i menighedsregi gav håb for fremtiden.
Lektiecafé i Brovst
I Brovst samarbejder Missionsforbund og Baptistmenighed nu på syvende år om at drive lektiecafé for en store gruppe kvoteflygtninge fra Nepal. Asger Hylleberg fortalte, at det har været let at finde frivillige til at undervise i menighedens netværk. Det betyder, at der er plads til ‘fridage’ og ‘ferier’ for de frivillige. Der er ca. 10 faste brugere af tilbuddet, og dertil kommer en gruppe skolebørn, der deltager efter behov.
Socialt arbejde i Silkeborg
Johannes Skårhøj fra Silkeborg skildrede samarbejdet mellem otte kirker om et vidtfavnende socialt arbejde i Silkeborg, der fungerer i samarbejde med Silkeborg Kommune. Arbejdet er struktureret i grupper med hver sine spidskompetencer indenfor praktisk arbejde, økonomisk rådgivning, medmenneskelig omsorg og introduktion til det danske samfund. Blå Kors har været en vigtigt samarbejdspartner, der tog sig af ansøgning om fondsmidler, så man kunne ansætte en koordinator 10 timer pr. uge i to år.
Café og hjælpeprojekter på Amager
Efter flere års forberedelser har Købnerkirken på Amager i 2015 etableret Café Julius. Bestyrelsesmedlem i Foreningen Julius, der driver caféen og projekterne, Sofie Kornholt, skildrede sine erfaringer med ledelse og samarbejde i forhold til frivillige. Hun understregede, at et godt formål, spændende aktiviteter, fokus på ‘det sjove’ og forandringsparathed i organisationen er det væsentligste. Uden går det simpelthen ikke, men med er der mulighed for succes.
Giv din mening til kende