Vi har vænnet os til ordene. Menighedsrådet er blevet til menighedens ledelse, pianisten er blevet lovsangsleder, vi har ledere i menighedens arbejdsgrene, de udviser åndeligt lederskab – og de tager alle sammen på lederkonference.
Jeg er begyndt at reflektere over, hvad der sker med en kirke, der taler den sekulære verdens ledersprog helt perfekt – fuldstændigt uden mislyde.
Ord skaber mening. Sprog former kultur. Også i kirken. Når vi tager omverdenens ledersprog ind, kommer vi let til at forstå kirken som en organisation ligesom andre organisationer: Vi skal have mission, vision og handlingsplaner på plads, så der kan ledes, styres, udvikles og optimeres.
Jesus talte ikke et perfekt ledersprog. Han omtalte heller ikke sig selv som leder. Han talte om, at “Den, der vil være stor, skal være de andres tjener, og den, der vil være leder, skal være slave for de andre.”1
Kirken skal selvfølgelig ledes med ansvar og struktur af mennesker, der tager initiativ. Jeg er bange for, at kirken med en ukritisk overtagelse af et sekulært leder-sprog, også risikerer at overtage samtidens idealer for ledelse. Idealer som alt for sjældent er i overensstemmelse med det, Jesus lærte os om at tjene hinanden.
Har kirken brug for bedre ledere – eller for mere trofaste tjenere?
1 Fra Matthæusevangeliet, kapitel 20, vers 25-28 i Den Nye Aftale.
Giv din mening til kende