Jeg begyndte at deltage i kristne teenagelejre. Det var her, jeg begyndte mit eget tros- og tvivlsliv. Og det var her, vi øvede os i at skille os ud. Vi lavede mange fjollede ting. Det, jeg husker bedst, var en flok teenagere på et torv i Hjørring med cocktailpølser i ørerne. Når man først har gjort det, er man nærmest uovervindelig!
I de år traf jeg beslutningen om, at jeg ville døbes, og lige så vigtigt besluttede jeg mig – mere ubevidst – for, at jeg ville føle mig ok, som jeg var. Jeg ville ikke bare forsøge at gå i et med tapetet eller alle de andre. Jeg ville være mig selv, også selvom det var anderledes.
At samle modet
Jeg kan godt nogle gange tænke, hvorfor det skal være så svært at være anderledes. Hvorfor kan vi danskere ikke være mere rummelige og åbensindede? Men det er hver enkelts lod at samle modet til at være sig selv, også selvom det ligger udenfor normen. Jeg er glad for, at jeg havde et fællesskab, som hjalp mig til at træffe den beslutning, da jeg var teenager.
Dét er det meget fine ved at være opvokset som en del af en minoritet: Jeg har aldrig været i tvivl om, hvordan det er at være ‘den anderledes’, og det giver mig en samhørighed med alle andre, der står op for dem, dé er – også selvom dé er anderledes end mig. I bund og grund er vi jo alle et sammensurium af holdninger, handlinger og hobbyer, der indimellem placerer os i majoriteten og indimellem placerer os i minoriteten. Kassetænkning kan ikke bruges her.
I virkeligheden var en fest mere på sin plads!
Giv din mening til kende