Kunst, det er noget, man ikke kan…

“Kunst, det er noget, man ikke kan”, sagde Storm P, “for ellers er det ingen kunst”.

Engang var det sådan, at noveller, romaner og digte skulle man lære at forstå på den rigtige måde. Læreren vidste en masse om forfatterens liv, tanker og øvrige værker, om perioden, værket blev til i, og om andre forfattere. Med den viden kunne læreren så trænge ind i værket, om bag ordene og fortælle eleverne, hvad forfatteren i virkeligheden mente. Nogle tænkte måske: “Sådan vil jeg også lære at forstå kunst”, men andre sukkede: “Hvorfor ikke bare sige det ligeud?”

Men i al kunst er der masser af ’tomme huller’. Og de kan ikke fyldes ud af eksperter, men kun af den, der læser – eller lytter og ser. Kunsten bliver først rigtigt til, når den mødes med en læser – eller lytter eller iagttager. I mødet mellem kunstværket og den, der oplever det, bliver til gengæld noget unikt til, som ikke kunne blive til på nogen anden måde – og slet ikke ved at sige det ligeud.

Vi skal ikke have som formål, at alle skal nå frem til den samme forståelse, blåstemplet af kunstneren. Nej, vi skal være sammen om kunst for åbent at dele de indtryk med hinanden, som kunsten skaber i hver enkelt. Alle kan være med – også den, der tilsyneladende ingen forhåndsviden har. Det handler om åbent og ærligt at dele med hinanden – ikke bare tale, men også lytte til de andre, så vi stiller spørgsmål for at blive klogere på, hvordan det kan være, at de oplever, som de gør.

På den måde ligner kunst og kristendom hinanden rigtigt meget. Ingen kan studere sig frem til uimodsigelig sandhed. Men vi kan dele erfaringer, indtryk, sange, skriftsteder, bønner med hinanden, og vi kan undre os og spørge nysgerrigt, når vi møder oplevelser og forståelser, der er anderledes end dem, jeg selv er nået frem til. “Kristendom, det er noget, man ikke kan… !”