Vi bliver med jævne mellemrum i alverdens medier mindet om de frygtelige billeder, krigen maler.
Senest var det et frygteligt portræt af os selv som fejlende krigsførende nation i Afghanistan, der fyldte medierne. Det er dyrekøbte indsigter i verdens kompleksitet, der stirrer os ind i ansigtet, når Taleban begynder at holde officielle pressemøder som statsleder, efter 20 års krig mod terroristerne. Vi havde jo masser af demokrati og menneskerettigheder med i vores soldaters oppakning.
Jeg er havnet i Soldatermissionen. Det kan ligne en tabersag. Skal og kan vi som kristne bakke op om krige, der koster både ubærligt mange liv og midler? De overvejelser har fyldt en del for mig, siden min mand blev soldaterhjemsleder, og vi fik bolig lige ved siden af kasernen.
Heldigvis er jeg blevet klogere på Soldatermission. Vores opgave er ikke at bakke op om krig. Kirkens opgave er at være til stede i soldatens liv. At skabe et rum hvor mennesket kan træde ud af uniformen, og hvor vi sammen kan bekende, at vi alle taber krige indimellem og sammen håbefuldt forkynde, at Guds kærlighed trods alt er grænseløs.
Dette er udtryk for skribentens egen holdning.
Giv din mening til kende