Kirken – glansbillede eller virkelighed?

Vi har drøftet menighedens betydning og forestillingen om den ideelle kirke med tre personer: Maria på 24, Anna Marie i 70’erne og Preben på 80. Hver for sig har de forskellig tilknytning til Baptistkirken.

Første opfattelse af kirken

Marie

Maria er hele sit liv kommet i Baptistkirken. Først i barndomslivet på Færøerne, og da familien siden flyttede til Danmark i samme Baptistkirke, som hun var vant til at besøge med sin farmor og farfar. Samværet med de andre unge til kristendomsundervisning gjorde, at hun også begyndte at komme til ungdomsgudstjenester.

”I folkeskolen var det ikke noget, jeg sådan reklamerede med, at jeg gik til gudstjeneste hver søndag, men jeg skjulte det heller ikke. Det var bare noget, jeg gjorde, og så nød jeg det, mens jeg var der, og tænkte ikke så meget mere over det.”

Anna Marie er vokset op i et indremissionsk hjem. Begge forældre var aktive i Folkekirken og Indre Mission, og bedstemoren var søndagsskolelærer. Som barn syntes hun, bedstemorens bibelhistorier med de klare moraler var spændende, men da Anna Marie nåede teenageårene, følte hun sig ikke tilpas i det, der blev forkyndt.

De kontakter, man skaber i menigheden, bliver samtidig nogle af de vigtigste, da samtaler om tro og liv binder os sammen på et dybere plan.

”Forkyndelsen i IM’s ungdomsforening handlede mest om synd og skyld. Jeg kan huske, jeg som ca. 14-årig tænkte: ’Hvad har jeg gjort, der er så forkert, siden jeg er så stor en synder?’. Så jeg var nok stået af som ung, hvis jeg ikke havde mødt baptisterne.”

Preben kommer fra et ikke-kristent hjem. Hans første reelle møde med kirken var, da han blev konfirmeret – det gjorde man bare, når man nåede den alder! Preben har som barn og ung ikke opfattet Gud som nærværende i sit liv, men da han som 22-årig fandt kærligheden, var han alligevel ikke i tvivl om, at ”en vielse var så vigtig en begivenhed, at den skulle foregå i Guds hus”.

Der sker en ændring

Preben og Anna Marie.

Preben møder Anna Marie i en sen alder. Anna Marie er baptist, og da hun en dag fortæller ham, at hun skal i kirke, får han lyst til at prøve at følges med hende: “Menigheden hilste venligt på mig. Der var liv, sang og musik, og præstens prædiken sagde mig noget. Derfor fik jeg lyst til at komme igen.” Nu er Preben kommet trofast i fire og et halvt år og har fået et fortroligt forhold til kirken:

“Jeg får fyldt på, hver gang jeg kommer og ser nu menigheden som mit nære netværk.”

“Som 18-årig mødte jeg en glad kristendom hos baptisterne”, fortæller Anna Marie, der valgte at blive døbt som 22-årig. Siden er hun kommet i baptistmenigheden, hvor hun fra tid til anden har været aktiv i gudstjenester og stået for meget kreativt arbejde i kirken. Men der har også været perioder i hendes liv, hvor hun kun har haft brug for at sidde ubemærket på den bagerste bænk og bare være der.

Siden teenageårene har Maria haft lettere ved at snakke åbent om sin tro og komme med små subtile bemærkninger i sin hverdag. Men den åbenhed kommer også med et ansvar, føler hun: “Man behøver ikke være på hele tiden, men det er alligevel vigtigt, at mit sprog, min attitude og væremåde stemmer overens med det indtryk, jeg gerne vil give. Man er ikke kun et lys om søndagen – man er et lys hver dag.”

Man er ikke kun et lys om søndagen – man er et lys hver dag”.

Syn på kirken i dag

Både hos Preben, Anna Marie og Maria er den gennemgående opfattelse af kirken i dag, at det er et åndeligt fællesskab. Det er et fællesskab, hvor man kan hente hjælp, inspiration og glæde. Kirken er et sted, hvor man kan udfolde sig og deltage aktivt – men der er også plads til, at man bare kan sidde og tage imod.

Der stilles ikke nogen krav til én, og man skal ikke præstere noget for at være en del af fællesskabet. Den tryghed er vigtig. De kontakter, man skaber i menigheden, bliver samtidig nogle af de vigtigste, da samtaler om tro og liv binder os sammen på et dybere plan.

Vigtigt er det ikke bare at tale tro, men at være tro, dele liv og skabe relationer.

Menighedens grundlag

De fleste menigheder har en målsætning med flere punkter. I samtalerne med Anna Marie, Preben og Maria blev det tydeligt, hvor vigtigt det er, at menigheden lever op til dette punkt: “At skabe et rummeligt fællesskab, hvor alle værdsættes, og hvor alle til enhver tid føler sig velkommen uanset politisk, religiøs, etnisk og seksuel orientering”. Vigtigt er det ikke bare at tale tro, men at være tro, dele liv og skabe relationer.

Kirken i fremtiden

Der er i dag mange forskellige tiltag i dansk kirkeliv for at få kirkefremmede i tale: Gospelkor, koncerter, babysalmesang, foredrag, spis-sammen-arrangementer mv.

Forårets corona-epidemi har vist os savnet af det vante menighedsfællesskab, men også muligheden for på nye måder at åbne kirken for kirkefremmede. Mange menigheder har lavet online gudstjenester og lagt dem ud på Facebook – et tilbud, hvor antallet af visninger langt overstiger antallet af menighedsmedlemmer. Der er tilbud om forbøn, hyppige omsorgs- og telefonopkald, nyhedsbreve, m.m.

Måske er det netop skabelsen af ’et kirkeligt rum’, der når ud over kirkens mure, vi i højere grad skal forfølge fremover?