Kendt af Gud

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Jeg gik mellem gravene og læste på gravstenene; gjorde mig tanker om afdødes alder og om familiebånd i de gravsteder, hvor der var flere sten. Tanker om livets gang.

Jeg kan godt lide at gå tur på kirkegården. Nogle mennesker synes, det er trist. Jeg synes, det er roligt. Størst af alt er kærligheden. De mennesker, hvis jordiske rester hviler dér, har fred nu. De er et godt sted. Det tror vi på som kristne.

Karl Heilesen lavede stenen til ’De ukendtes grav’ i Tølløse.

Afspejler verden

Ikke desto mindre er kirkegården jo fortsat et billede på vores menneskelige verden. Nogle af os har store smukke familiegravsteder; andre har små neutrale sten i jordhøjde med navn, fødsels- og dødsdato, og atter andre har deres urne sat ned i den græsplæne på kirkegården, som kaldes fællesgrav. I folkemunde ’de ukendtes grav’.

Ikke ukendt

På min gåtur på Gistrup kirkegård først i februar blev det dog vendt rundt for mig. For enden af græsplænen tæt på kirken var der en stor smuk sten, hvorpå der stod ’Kendt af Gud’, og græsplænen omkring stenen var i øvrigt oversået af buketter med tulipaner i alle regnbuens farver.

I en tid, hvor der tales meget om ensomhed, skal vi huske de helt grundlæggende basale løfter, vi har fået fra vores Herre: ”Du er ikke alene – jeg er med dig alle dage”.

“Du er ikke alene – jeg er med dig alle dage”.

I Paulus’ første brev til menigheden i Korinth læser vi: ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.”^[1]

Husk altid – også på de onde dage, hvor du føler dig alene – at du er kendt af Gud.

^[1] 1. Korintherbrev kap. 13, vers 12-13