Kanten

Lyt til artiklen her:

Jeg er bange nok for højder til, at jeg synes, det er vældig ubehageligt at nærme mig rælingen på Molslinjen, når den krydser Kattegat, og jeg skal tage en ret stor portion mod til mig for at turde gå helt hen til udsigtshegnet på toppen af Rundetårn. Jeg tør næsten ikke nærme mig kanten, for min mavefornemmelse fortæller mig, at kanten er farlig. Hvad er der på den anden side, hvor alt hører op? Falder man ned? Er kanten den sidste bastion før afgrunden, og er hegnet for øvrigt sikkert eller vakkelvornt?

Kanten drager og lokker!

Parallelt med frygt for kanten fascineres jeg også af den. Det er uimodståeligt fristende at tage et lille skridt eller to og nærme sig for at få en bedre udsigt og blot et enkelt kig mod horisonten eller mod dybet. Jeg har det faktisk med kanter, som jeg har det med gyserfilm! Jeg hader dem, og jeg elsker dem på én og samme tid. Jeg tør ikke se dem – og kan på trods af frygten alligevel ikke lade være.

Vi kender nok alle til fornemmelsen af at blive fristet af et ’kig ud over kanten’. Måske fordi vi her finder nye perspektiver på tilværelsen og muligheder i livet. Måske fordi vi står på kanten af noget større end os selv, som vi ikke forstår fuldt ud. Måske er det på kanten, vi finder både håb og udfordring og opbygger modet til at stille spørgsmål og søge forståelse?

Jeg tror, at Noa sad på kanten, da han byggede sin ark milevidt fra havet. Da Johannes Døberen mange århundreder senere råbte i ørkenen, var det fra rælingen på kanten af samfundet. Og da disciplene atter senere ved bredden af Genesaret Sø smed fiskegarnet, de havde i hænderne, og forlod alt, hvad de ejede og havde kært for at følge Jesus, var det fordi, de havde modet til af kigge ud over kanten.