To gange den seneste uge er strømmen røget her, hvor vi bor. Det er vi ikke så vant til, og teenageren nåede da også at have krise over, at det jo også betød, at internettet røg. Min mand og jeg kunne ikke lade være med at tale om, at det jo nok er det, vi skal vænne os til. Ustabile forsyninger.
Men hvordan taler man om det med sine unger uden at jage dem en skræk i livet? Foreløbig griner drengene på matriklen her, af prepper-kassen i skuret, hvor moren måske nok har overdrevet indkøbet af dåsemad m.m. en lille smule.
Men det er jo vitterlig ikke noget at grine af, at verden, som vi kendte den, allerede er historie. Omvendt kan man heller ikke holde ud at gå og bekymre sig hele tiden – for næste strømsvigt, for en 3. verdenskrig, eller hvad der ligger og venter på os.
Er det ok at sætte bekymringshjernen på pause og tænke ”det ordner sig”?
Jesus siger ”hvem kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig”? Det er måske et meget godt råd!
Dette er udtryk for skribentens egen holdning.
Giv din mening til kende