Identitetskrise?

Det, der imidlertid også kendetegner baptister, er en til tider utrolig optagethed af, hvad der netop kendetegner baptister. Den ene konference og udgivelse efter den anden – som jeg også selv har bidraget til – handler om ‘baptistisk identitet’, ‘baptistiske værdier’ og så videre. Onde tunger ville kalde det navlepilleri.

Troshistorier

En teologisk forklaring kan være, at baptister har det, som baptistteologen James McClendon har kaldt en ‘narrativ’ tilgang til troen. Det drejer sig om personlige troshistorier og fortællinger, snarere end abstrakt dogmatik. Og det kan være fint nok. I en tid præget af identitetspolitik er det nærliggende at dyrke sin identitet som religiøs minoritet. Men spørgsmålet er, om dét fokus er særlig brugbart, når kristendom i det hele taget marginaliseres i samfundet?

Identitetens dobbelte spor

Baptister har noget særligt at bidrage med, ikke mindst frihedssynet, som til stadighed er relevant i lyset af religiøs undertrykkelse og forfølgelse verden over. Men fokuserer vi for meget på vores egen identitet i stedet for på Gud, lukker troen sig om sig selv og forvitrer. Arbejdet med baptistisk identitet er vigtigt, men mindst ligeså vigtigt er det at være forankret i det fælleskirkelige arvegods. Det særlig og det universelle er de to ben, som vi må gå på.

Fælles gods

For mit eget vedkommende er studierne i tidlig kristendom vigtige. Her finder vi et teologisk arvegods, som er fælles for kirken som helhed. Det er baptistkirkens styrke ikke at være bundet af en bestemt teologi, men kun af det, som alle kristne har tilfælles, nemlig troen på den treenige Gud, som vi kender fra Bibelen. En vej igennem identitetskrisen kan derfor være at fremhæve vores fælleskirkelige rødder – selvfølgelig uden at glemme vores egen identitet.