I spændingen mellem passion og skrøbelighed

Thomas Øhrstrøm Willer

• præst i Aalborg Vineyard
• projektmedarbejder på Center for Ungdomsstudier
• tidligere præst i Kristuskirken / Regen i København

I den populære, norske TV-serie SKAM siger Isak: ”Mit liv skal være ægte” og ”Så er der bare én ting, egentlig, som vi ved helt sikkert: at livet er nu”. Det virker som en selvfølge, at livet skal være ægte og leves nu. Men det står i skærende kontrast til, hvordan livet opleves og leves af danske gymnasieelever.

”Succes er vigtigt for mig, jeg synes bare at den her ungdom er bygget op omkring, at man skal være perfekt, og man skal klare sig godt i skolen, være fed med vennerne og være sød, og det lykkes ikke altid, og man er ikke altid sig selv med venner, fordi man forsøger at være noget, som man ikke altid er… man er vel i grunden bange for, at de ser, hvordan man virkelig er og har det…”  (Dreng 2. G)

De skal være en succes alle steder

I rapporten fra 2017 er hovedkonklusionen, at unge lever i en præstationskultur. Det betyder, at deres identitet er tæt forbundet med, hvor godt de præsterer på alle arenaer i deres liv.

De skal være en succes i skolen
De skal være en god søn/datter
De skal være den populære i vennegruppen
De skal helst være festens midtpunkt
De skal have det bedste studiejob
De skal have flest likes på de sociale medier

Det skaber en enormt passioneret generation, som gerne vil gøre en forskel og vise, hvor gode de er. Det lykkes bare ikke altid at være en succes, for succes er lig med, at man er den bedste. Og der vil altid være nogle, som ser bedre ud, får flere likes på instagram eller får bedre karakterer. Derfor har mange også en følelse af, at de ikke gør det godt nok. Eller rettere sagt: de sidder med følelsen af, at de ikke er gode nok. Det skaber en enorm skrøbelighed i vores tids unge, for de skammer sig over, at de ikke er gode nok.

Succes og identitet søges

De vil gerne leve autentisk og med integritet og samtidig forsøge at passe ind.

Spændingen mellem, at livet skal være ægte, og følelsen af, at man i sociale sammenhænge forsøger at være noget, man ikke er, er måske hovedudfordringen i gymnasieelevers virkelighed.
De vil gerne leve autentisk og med integritet og samtidig forsøge at passe ind i en kultur og i sociale sammenhænge, hvor man er i tvivl, om man er god nok, og ikke ved om den, man i virkeligheden er, vil have en chance for at blive accepteret af de andre. Det skaber et stort pres, fordi man samtidig gerne vil være en succes.

”Jeg synes, det sværeste er, at man gerne vil en succes på alle faktorer og alle områder. I skolen vil man have 12, og med vennerne vil man gerne være sjov, så det lægger et kæmpe pres. Ofte måler man sig med andre. I stedet for at tænke på, at ens karakter er bedre end sidst, så sammenligner man sig med andre, så jeg bliver hurtigt skuffet over mig selv, og det skaber et kæmpe pres. Mine egne forventninger presser mig også. Presset kommer mest fra mig selv.”

Det kan medføre en usund og præstationsbaseret tro.

Gymnasieeleverne vil være en succes, fordi deres opfattelse af værd afhænger af, hvor succesfuld man er. Men fordi man netop vil være en succes sammenlignet med andre, vil det aldrig være succesfuldt nok. Man vil aldrig være den bedste alle steder, og det efterlader én med følelsen af ikke at være god nok.

Udfordringer til kirken

Præstationskrav

I kirken ønsker de unge også at være en succes, og de kan let føle et pres til også at præstere der. Hvis vi som kirker ureflekteret støtter deres ‘drevethed’, kommer vi let til at fremstille troen på Gud som endnu et sted, hvor der skal præsteres. Det kan medføre en usund og præstationsbaseret tro, og de vil højst sandsynligt ende med at forlade kirken.

Kirken bliver let passionsløs

Vi har en generation, som gerne vil vise, hvad de kan. De vil meget gerne være med til at skabe en bedre verden. De er vokset op med, at de kan blive stjerner i X-faktor, så de lever i et paradoks: De synes ikke, at de er gode nok, og samtidig tror de på, at der er stjerner, der kan gøre en forskel. Hvis vi ikke som kirker kan forholde os til deres drive og udfordre det, så forsvinder de ud af kirken, fordi kirken bliver et uinteressant sted at være.

Kan vi formulere de gode nyheder ind i den skrøbelighed, som de oplever?

Kan kirken rumme deres skrøbelighed?

Får vi skabt rum til den indre følelse af ikke at være god nok? Har vi en teologi for den smerte, og kan vi formulere de gode nyheder ind i den skrøbelighed, som de oplever? Hvis vi ikke kan formulere evangeliet, så det er gode nyheder midt i deres skrøbelighed, hvorfor skulle de så blive i kirken, for de leder efter håb midt i skrøbeligheden?

Rum til passion og skrøbelighed

Hvis vi gerne vil være med til at danne den næste generation af unge og gøre dem til disciple, må vi tage deres passion og drevethed alvorligt, så de bliver udfordret til at gøre en forskel i verden. Samtidig skal vi rumme deres skrøbelighed og vise dem, at de er elsket for, hvem de er, og ikke hvad de gør. Men ikke på en overbeskyttende måde, for de vil også gerne udfordres og forandre verden.
Hvis vi gerne vil se unge i kirken – både nye og dem, som er vokset op i kirken – kræver det, at vi kan være kirke i spændingen mellem passion og skrøbelighed.