I begyndelsen var Ordet
og Ordet var hos Gud,
og Ordet var Gud.
Han var i begyndelsen hos Gud.
Alt blev til ved ham,
og uden ham blev intet til
af det, som er.
I ham var liv,
og livet var menneskers lys.
Og lyset skinner i mørket,
og mørket greb det ikke.
Der kom et menneske,
udsendt af Gud,
hans navn var Johannes.
Han kom for at aflægge vidnesbyrd,
han skulle vidne om lyset,
for at alle skulle komme til tro på ham.
Selv var han ikke lyset,
men han skulle vidne om lyset.
Lyset,
det sande lys,
som oplyser ethvert menneske,
var ved at komme til verden.
Han var i verden,
og verden var blevet til ved ham,
og verden kendte ham ikke.
Han kom til sit eget,
og hans egne tog ikke imod ham.
Men alle dem,
der tog imod ham,
gav han ret til at blive Guds børn,
dem, der tror på hans navn;
de er ikke født af blod,
ikke af køds vilje,
ikke af mands vilje,
men af Gud.
Og Ordet blev kød
og tog bolig iblandt os,
og vi så hans herlighed,
en herlighed,
som den Enbårne har fra Faderen,
fuld af nåde og sandhed.[1]
I begyndelsen var Ordet. Der er system i tingene. Vi mærker en henvisning til den fysiske verdens skabelse: ’Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er’. Og derefter det næste store guddommelige nedslag: ’Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os’. Efter at have læst de ord kan vi ikke længere opfatte Guds ord som et rent følelsesmæssigt anliggende. Ordet bliver konkret. Det bliver til kød og blod. Forbindelsen mellem ordet og kødet hedder tro. Når vi hører Guds ord, forandres vi, og ordet inkarneres gennem tro.
Ordet er Guds inderste væsens første inkarnation. Ordet er tanken på fysisk form. Først var Gud. Gud havde en drøm, en tanke, og derved begyndte alting. Men i det skabte er der både lys og mørke, det ved vi godt. Med Jesus Kristus kommer lyset til verden, fuld af nåde og sandhed.
Ordet er tanken på fysisk form.
Tre trin
Der er altså tre trin: Ordet, skabelsen og den aktive modtagelse af lyset. Vi er skabt af Ordet; men det er helt frivilligt, om vi vil modtage det sande lys, som er kommet til verden. Og ja, hvor er det sandt, at vi ind imellem har svært ved at kende lys fra mørke, at skelne og vælge klogt.
Som mennesker har vi også ‘ordet i vores magt’, vi kan bruge eller misbruge ordet til at forme hinandens liv og lykke. Et ord fra et andet menneske, som vi tillægger betydning, kan give mod på livet eller kan gøre os dybt ulykkelige. Vi er medskabere på hinandens liv gennem vores ord og handlinger.
Det Nye Testamente er ikke en hyggebog.
Betydning for hinanden
Moderne hjerneforskning har vist, at man kan påvise fysiske forandringer i hjernen på mennesker, der har gennemgået et psykoterapeutisk forløb. Vores tanker og følelser er ikke adskilt fra kroppen, men er en del af kroppen og et produkt af kropslige processer. På samme måde påvirker vi hinanden, når vi taler sammen. Når den anden siger: ’Jeg elsker dig!’, så stiger pulsen, og vi rødmer og oplives eller genoplives. Samtale er motion for hjernen og hjertet. Ordet sætter gang i hjernecellerne og skaber handling og forandring.
Samtale er motion for hjernen og hjertet.
Guds ord er fyldt med drama
Vores Bibel er fuld af ord. Ord som vil forandre. Den er et poetisk værk med breve, lovsange, hymner og evangelier. Guds rige beskrives og udlægges i kraftfulde poetiske billeder. Poesi opstår, når ordene er sat rigtigt sammen, så de åbner fantasien og rækker ud over det konkret skrevne ord. Poesi skaber sprækker i vores forsvar, sprækker i det fasttømrede verdensbillede. Digterpræsten Jacob Knudsen skriver: ’Poesien stryger duggen af sjælens rude’.
Men Bibelen er jo sandt at sige ikke det moderne menneskes eneste kilde til ord. Vi fyldes med ord fra aviser, blade, romaner, fjernsyn, og ikke mindst fra sociale medier og andre internet-tjenester. Inde i os gror ordene sammen og kommer ud i en sammenhæng. Der finder en kamp sted; men hvor er skellet i den kamp?
Raymond Jensen:
- præst i Østhimmerlands Baptistmenighed
- medarbejder på ‘Den Nye Aftale’. Det Nye Testamente på nudansk.
- cand. theol. fra Århus Universitet
Det Nye Testamente er ikke en hyggebog, der klapper læseren på hovedet og opfordrer ham til at lade stå til. Skriften er fyldt med drama. Skaberen kæmper for sine børn, en kamp mellem lys og mørke. Der er forskel på godt og ondt, det gode er lyset eller kærligheden, det onde er mørket. Og mærkeligt nok har vi nogen gange svært ved at skelne mellem de to.
Gud er en rejsende
Gud lader sig ikke nøje med en selvtilfreds tilstedeværelse i det hinsidige. Han sender sin søn ud i verden i kød og blod. Han slår sit telt op som en nomade midt i vores verden. Han slår sig ikke ned og skaber en behagelig tilværelse i en bekvem oase. Han er en rejsende. Han er sendt, som lys, det sande lys, som belyser ethvert menneske, for at vore liv kan få betydning.
[1] Johannesevangeliet kap. 1, vers 1-14
Giv din mening til kende