Min første erfaring af at være på Landskonference i BaptistKirken var, da jeg dumpede lige ned i den afsluttende del af debatten om vielse af to af samme køn.
Jeg vil sammenligne det med første gang, man er med kæresten hjemme ved familien – og lige pludselig ser man noget andet end det billede, man havde fået fra fotografier.
Fornemmelsen af at komme ind i en dysfunktionel familie og opleve den dårlige stemning rundt om bordet. Der bliver sagt ting på en måde, hvor bolden skal samles op igen, for at den relation ikke skal brydes.
Jeg var overrasket over tonen og diskussionen.
Nogle talte sammen – men det værste er, at nogle var holdt op med at tale sammen.
Jeg var overrasket over tonen og diskussionen om, hvorvidt man skulle tage offentligt afstand fra hinanden. Både menigheder, præster og kolleger i stedet for et fællesskab i enhed.
Formålet med kirke
Paulus siger, at formålet med kirke ikke er alle vores dagsordener, men at opbygge hinanden. Det er vigtigt, at Jesus Kristus er menighedens hoved.
Jeg tror, at det demokratiske kirkesyn gør, at vi tager afstand fra hinanden. Så ender vi med at gå fra en demokratisk kultur til at have et legeme med mange hoveder, der strækker hals for at blive fri af hinanden
Udfordringen er forsoning
Udfordringen for BaptistKirken er stadig at blive forsonet. Den eneste kapital, vi har at bygge med, er tillid – den skrøbeligste af alle kapitaler.
Jeg kommer fra Apostolsk Kirke, hvor vi har været igennem en forsoningsproces. Det begyndte med et profetisk ord til bevægelsen under en ledersamling.
For dem, som oplever, at forsoning er svært eller uopnåeligt – så er vi ikke længere fra hinanden end en tur forbi korset.
Hvad tænker du om dette? Giv din mening til kende herunder!
Giv din mening til kende