Blandt andre professor Frederik Stjernfelt har peget på, at Luther var hårdkogt modstander af frihedsrettigheder, og at reformationen i flere lande førte til en tæt sammenknytning af kirke og stat, øget social ulighed, ufrihed og så videre.
Luthers helt store fortjeneste var at sætte fokus på Guds nåde – mennesket kan ikke frelse sig selv, men frelses helt og aldeles ufortjent af nåden, Kristus og troen alene. Kirken har derfor ikke brug for alle dens institutioner og hierarkier af præster og paver.
En ”skjult gud”?
Mange peger på, at alle mennesker ifølge Luther er lige overfor Gud, og at den tanke kan have ført til frihedstanker og demokrati, selvom Luther selv var modstander deraf. Så enkel er sagen dog ikke.
Alle mennesker er nemlig ikke skabt ens, mente Luther. Ikke alle er lige lige overfor Gud, kunne man sige. Nogle er nemlig skabt med evnen til at tro, mens andre ikke besidder denne evne.
Den tanke formulerede Luther blandt andet i sit opgør med Erasmus af Rotterdam, der havde forsvaret den opfattelse, at mennesker selv kan bestemme sig for at tro.[1]
Gud vil ifølge Erasmus frelse alle, men mennesker afgør i sidste ende selv deres frelse.
Gud ønsker at frelse alle mennesker, mente Erasmus, så når det i Bibelen fx hedder, at Gud ”hader” mennesker, skal det forstås sådan, at han hader synden og tugter mennesker for at omvende dem, så de vælger at tro. Gud vil frelse alle, men mennesker afgør i sidste ende selv deres frelse.
Luther var uenig.
Luther udlægger historien om Jakob og Esau sådan, at Gud fra evighed hader nogle, mens han elsker andre, uden nærmere begrundelse. Jesus er i princippet død for alle, men kun dem, som Gud har forudbestemt til at blive frelst, er skabt med en evne til at tro, så de kan få gavn deraf.
Når det i Bibelen hedder, at det er Guds vilje at frelse alle mennesker, og at Gud ikke ønsker en synders død, er det altså kun én side af sagen. Gud er nemlig ifølge Luther ikke bundet af sit ord. Udenfor åbenbaringen findes der en ‘skjult gud’, hvis vilje er en ganske anden end den, vi kender fra det åbenbarede ord.
Derfor er de udvalgte ifølge Luther skabt med evnen til at tro. Resten er skabt med henblik på fortabelse.
Ifølge Bibelen er det Guds vilje at frelse alle, men ‘den skjulte gud’ ønsker kun at frelse få udvalgte, mente Luther. Derfor er de udvalgte skabt med evnen til at tro. Resten er skabt med henblik på fortabelse.
Det var blandt andet den opfattelse, der lå bag mange protestanters afvisning af missionsarbejde.[2] Men også genindførslen af slaveri, der ellers var blevet afskaffet med henvisning til alle menneskers ligeværd, blev forsvaret ud fra den opfattelse, at hele slægter kunne være forbandede.
Døberne
Langt de fleste af døberne vendte sig mod Luthers synspunkter. I stedet bekræftede man Erasmus’ opfattelse, at det er Guds vilje at frelse alle, men også at mennesker har frihed til at vælge troen til eller fra.
Derfor bør vi ivrigt forkynde og missionere for alle mennesker, mente mange af døberne. Allerede under reformationen overvejede grupper af døbere således at rejse til Amerika for at missionere.
Melchior Hoffmann[3] skriver, at ”Kristus har givet sig selv for alle folk, ja for hvert eneste individ, og har betalt for hele verdens synd, taget den væk, skaffet den af vejen, og fremskaffet evig frelse. Og nu er det igen tid til at forkyndelsen af Guds Ord skal nå ud til alle folkeslag, uden undtagelse.”
Mission var afgørende for døberne, for nok var alle mennesker kaldede, men kun ved aktivt at efterfølge Kristus kunne man få gavn deraf. Mens nogle, herunder Hans Denck[4], forsøgte at finde en mellemvej mellem Erasmus og Luther, mente mange døbere ligesom Erasmus, at mennesket havde en fri vilje og selv kunne og skulle afgøre sig overfor Gud.
Begge opfattelser risikerer at føre os ud i afgudsdyrkelse, hvis vi følger dem ud i deres logiske konsekvens.
Det er Guds vilje, at alle får gavn af Jesu offer. Om det faktisk sker, afhænger ifølge døberne af, hvordan mennesker selv forholder sig til evangeliet. Kun når mennesker selv vælger at afvise evangeliet, møder de den mørke side af Gud, ‘den skjulte Gud’, skrev således Balthasar Hubmaier[5]. Men det er altså ikke med Guds gode vilje, at han straffer dem, der afviser ham.
Døberne var altså i mange henseender, som Erasmus, humanister, der lagde vægt på menneskets værdighed. Det kom også til udtryk i deres syn på sociale forhold og krav om trosfrihed.
Men humanismen betød også, at mennesket ifølge døberne i bund og grund var ansvarligt for sin egen skæbne. Det, der afgør sagen er nemlig, om mennesker aktivt vælger at tro og efterfølge Kristus. Forudbestemmelsen til frelse var ikke som hos Luther ubetinget, men betinget af, om Gud har forudset, at mennesker af sig selv ville vælge at tro.
Jesus er Herre!
Luthers fortjeneste ligger i, at han alene vil lade Gud råde. Menneskers skæbne afgøres alene af Gud. Det er ikke mennesker, der vælger Gud, men Gud, der vælger mennesker. Døbernes fortjeneste ligger i, at de mente, at Guds kærlighed gjaldt alle, og at ingen var skabt til at gå fortabt.
Men hvem skal man så vælge? Valget gøres ikke nemmere af, at begge opfattelser risikerer at føre os ud i afgudsdyrkelse, hvis vi følger dem ud i deres logiske konsekvens.
Hvordan det? Jo, hvis Kristus er det sande billede af Guds væsen, må ‘den skjulte gud’ afvises som en afgud. Hvis vi kender Gud fra Kristus, kan der ikke være nogen gud udenfor åbenbaringen.
Svaret er som altid Jesus Kristus.
Men hvis mennesket som hos døberne gøres ansvarlige for deres egen skæbne, er vi lige vidt – for så er mennesket gjort til sin egen gud. Også humanismens tro på menneskets fri vilje må afvises som afgudsdyrkelse.
Mange teologer har før og efter reformationen peget på en – sådan set – ret indlysende løsning på det dilemma. Ifølge kristendommen er det nemlig hverken en ‘skjult gud’ eller mennesket selv, der afgør menneskets skæbne. Men hvem er det så?
Svaret er som altid Jesus Kristus.
Ifølge evangeliet er Jesus Kristus indsat som herre og konge over hele universet. Det er derfor alene ham, der afgør menneskers skæbne. Alt er givet den Jesus, der har lovet, at han ikke vil miste noget af det, han har fået.
Vi skal altså ikke frygte en ‘skjult gud’, hvis vilje er en helt anden end den, vi kender fra Bibelen. Men vi skal heller ikke frygte, at vi selv vælger forkert, for sagen er, at det er Jesus, der vælger for os.
Evangeliet er derfor godt nyt, fordi det forsikrer os om, at uanset hvad der sker, er alt i Jesu hænder.
[1] Martin Luther, Om den trælbudne vilje.
[2] Se Shenk, et al., Anabaptism and Mission.
[3] Melchior Hoffmann (1495-1543) var blandt andet aktiv i Skandinavien, Baltikum, Nordtyskland og Nederlandene, hvor hans profetiske og mystiske døberteologi blev udbredt.
[4] Hans Denck (1500-1527) var sydtysk døber inspireret af middelaldermystik. Blev en overgang omtalt af modstandere som ”gendøbernes pave”. Døde ung i 1527 efter at være blevet forvist fra Nürnberg.
[5] Balthasar Hubmaier (1480-1528) var en tidligere katolsk præst, der blev en af de vigtigste døberteologer i sydtyskland under reformationen. Blev henrettet i 1528.
Giv din mening til kende