Bønnen har styrket vores ægteskab

Da Inge fik aftenjob som sundhedshjælper, og Carsten var assurandør, og børnene ikke længere var små, fik de en ny morgenrutine. Ved morgenmaden skiftedes de fire til at læse et stykke fra Bibelen og lede den fælles morgenbøn: ’Vi er måske lidt gammeldags’, indrømmer Carsten. ’Men de gjorde det jo…‘, siger han med tanke for de to børn, der nu for længst er voksne.

Bønnen har været en vigtig del af hele deres liv. Begge er opvokset i kristne familier, Inge i Missionsforbundet og Carsten i baptistkirken på Bornholm. ’Vi bad meget i mit hjem. Vi blev hver mandag taget med til bedemøder. Jeg husker det var lidt kedeligt’, fortæller Inge.

En smørrebrødsseddel

Ved Inges fødselsdag for nylig sagde deres søn, Henrik Kaas, i sin tale til sin mor, at han beundrede deres morgenbøn, og at ’deres bedeliste var lang som en smørrebrødsseddel’. Der er nu ikke nogen fysisk liste, men alle er i hjertet på Inge og Carsten, som stadig skiftes til at bede. En del af morgenbønnen er at nævne en række personer ved navn, og det var 67 forleden dag, da den ene talte efter.

Deres bedeliste var lang som en smørrebrødsseddel.

’Vi er ikke overåndelige. Det må ingen tro. Men bønnen giver styrke og bærer os, også når livet kan føles svært.’ Carsten siger: ’Man siger jo, ’at dem der be`r sammen, bli`r  sammen’, og det tror jeg er rigtigt. Det vil altid være vanskeligt at være uvenner, når man beder sammen, for bønnen er med til at forene.’

Kroniske smerter

Carsten har kroniske smerter, dels pga. såkaldt ‘Restless Legs Syndrome’ – konstante smerter i benene, primært om natten, og en uhelbredelig nervebetændelse. Det betyder, at han nogle nætter stort set ikke sover.

Inge har haft kræft i to omgange og er også lettere invalideret pga. leddegigt: ’Jeg ved ikke, hvad vi skulle have gjort, hvis ikke vi kunne bede’, gentager Inge.

Det vil altid være vanskeligt at være uvenner, når man beder sammen, for bønnen er med til at forene.

Hun husker, hvordan Carsten i 1985 fik tuberkulose. Det tog to måneder at diagnosticere sygdommen, og han blev dårligere og dårligere. En morgen, hvor hun følte sig helt magtesløs, hørte hun en lydelig stemme bag sig: ’Carsten bliver rask’. Hun var alene. Det måtte være Gud, der havde talt til hende. Til trods for den oplevelse var Carsten endnu mere syg, da hun besøgte ham om eftermiddagen, men Inge kunne hele tiden klynge sig til det løfte, at Carsten ville blive rask. Efter et par måneder kom de på stuegang med en glædelig melding: ’Tillykke Carsten, du har TB. Det var ikke kræft!’

Aldrig helbredt

Carsten er derimod aldrig blevet helbredt for sine smerter i benene trods mange forskellige menneskers forbøn: ’Vi har meget at takke for trods alt. Vi har haft et fantastisk godt liv’, siger Inge bestemt. Carsten runder 80 år i dette forår, og Inge er netop blevet 75 år. ’Jeg vil gerne være rask. Ikke mindst som et vidnesbyrd for nogle af vores mange ikke-kirke-venner. Men også for at slippe for smerterne. Alligevel har jeg altid følt mig velsignet af Gud,’ siger Carsten.

Det måtte være Gud, der havde talt til hende.

De er begge nogle af de trofaste forbøns-personer i menigheden. I mange, mange år var Carsten trofast hver tirsdag morgen i kirken. Nu er de i en bedegruppe, der hver 14. dag beder for bl.a. menigheden.

Er Gud afhængig af vores forbøn?

Så falder samtalen på, hvorfor vi beder. Inge overvejer spørgsmålet: ’Jeg tror, der er en kraft i forbønnen. Jeg tror, Gud hører vores bøn. Jeg tror, det ændrer noget. I Bibelen hører vi om enken, der insisterer på, at dommeren skal hjælpe hende, og hun får hjælp’.

Carsten supplerer: ’Det er ikke det, at jeg ikke bliver helbredt, der nogle gange kan være en belastning. Men hvis forkynderen eller mennesker siger til mig, at det ikke sker, fordi jeg ikke tror nok, ja, da kan det virkelig gøre ondt’. Mere end smerterne i benene.