Hjemme i det fremmede i Sæby

Lyt til artiklen her:

Denne kolde søndag i januar byder på tomme gader og butikslokaler i Sæby. Nær det lukkede Danish Crown slagteri finder man på torvet kirkebygningen fra 1940. Rigtig mange flygtningefamilier fra Myanmar fandt både arbejde og et kirkehjem i Sæby tilbage i ’00erne.

De var fremmede overfor både hinanden og det danske samfund i starten.

De var fremmede overfor både hinanden og det danske samfund i starten, og chin var deres fællessprog – dansk er nemlig tredje eller fjerde sprog for flere, efter engelsk og deres oprindelige lokale sprog. Menigheden blev selvstændig i 2006, og trods slagteriets lukning sidste år er de ca. 240 i alt med børn. De omkring 150 medlemmer føler så stærkt et familiebånd i menigheden, at Sæby er hjem nu. Kun enkelte er flyttet for at finde nyt arbejde.

Ny ledelse

Kirkesalen har hvide vægge og røde kors samt sorte stole med rødt betræk. Omkring 80-90 sorthårede børn, unge og voksne kommer hver søndag. Stort set alle er under tres år. Mange bærer pænt festtøj – nogle med de karakteristiske multifarvede mønstre med diamant-former og zigzaglinjer på deres jakker, tørklæder, tasker eller nederdele. Nadverbordet er dækket af et hvidt lagen med rødt kors, og første række er særlig indrettet til de mange ansvarlige for dagens gudstjeneste.

NCC-gudstjenesten på chinsproget denne særlige søndag byder ansvarlige velkommen på nye ledelsesposter. Der er valg hver andet år, og det er velset, at man prøver så mange roller som muligt over mange år. For eksempel kan man sidde som udvalgsformand, næstformand, sekretær, sekretærassistent eller kasserer, og der er mange udvalg til kvindenetværket, børn, unge, medier og musik. Hyppig rotation giver gerne plads til fornyelse, men med respekt for kontinuitet og tradition.

Menighedens selvbestemmelse

Det moderne lys- og lydudstyr holder takt med to rutinerede præster. Dagens program lyser på skærmen og præsenteres af mødelederen. Den kvindelige præst er entusiastisk under sin prædiken, og den sorte præstekjole og stola med røde brodererede kors følger hendes bevægelser. Jeg bliver hurtigt mindet om, at Ånden er uafhængig af sprog, format og tradition.

Både stemmeføring på chin og gudstjenesten følger nogle usynlige bølger, som alle i salen er vant til at ride. Rigtig mange kvinder og mænd bliver hyldet og velsignet til deres kommende tjeneste, mens andre takkes formelt. For det er de enkelte medlemmer, der holder menigheden i gang trods modgang i byen. Et hav af medlemmer skiftes nemlig hver søndag til at bidrage til gudstjenesten i form af bøn, musik, tekstlæsning, med mere. Og der er fokus på ungdommens kollektive fremtid.

Kulturforskel

Det er netop meget vigtigt, at alle, inklusive børnene, oplever, at de jævnlig er en aktiv del af gudstjenestens liturgi og musik. Derfor kan en gudstjeneste vare op til tre timer, dog inklusiv søndagsskole med undervisning og leg. Kirken tilbyder også mange aktiviteter og arrangementer i løbet af ugen og året, og mange studerende kommer gerne hjem til Sæby i weekenden for at deltage. Især aktiviteter for de unge er også åbne for andre uden kirkebaggrund eller chin som modersmål.

Det er sundt at mærke, hvordan det føles at være afhængig af andres gæstfrihed.

Jeg forsøger at synge med på gebrokkent chin til melodier, jeg knap kender. Jeg deler nadver med en lille, effektiviseret pakke, der indeholder oblat og saft. Mens nogle særlige kollektposer med traditionel chinpynt bliver rakt frem til dem, som endnu har kontanter, giver jeg en lille gave på MobilePay – langt fra chinnernes skik med at give tiende! Det er sundt at mærke, hvordan det føles at være afhængig af andres gæstfrihed, for HVER baptistmenighed er sit helt eget fællesskab. Netop derfor er det vigtigt at vise respekt.