De to oldkirkelige bekendelser taler begge om Helligånden. Den apostolske trosbekendelse (ca. år 200) fastslår ganske kort: ’Vi tror på Helligånden’. I trosbekendelsen fra Nikæa (år 325) og Konstantinopel (år 381) lyder det i den ældste form: ’Vi tror på Helligånden, som er Herre og som levendegør, som udgår fra Faderen, som tilbedes og æres tillige med Faderen og Sønnen, som har talt ved profeterne’. De formuleringer er – sammen med de bibelske udsagn om Helligånden – baggrunden for det, vi som kristne bekender om Helligånden i dag.
Hvordan forstår vi Helligånden?
Her følger nogle bud. Helligånden er ’Den nuhandlende Gud’ eller ’Den udøvende magt i Gud’. Og mere dristigt: ’Den feminine side af treenighedens væsen: Trøsterkvinden, Vejlederen, Veninden’. Det sidste har sin baggrund i, at ’Ånden’ på hebraisk er et hunkønsord. Den dag i dag omtaler svenskerne Helligånden som ’Hun’. Hvad mener vi om at bekende, at det er Guds Søn (Jesus) og Guds Datter (Helligånden), der arbejder på at gøre os til Guds børn?
Helligånden er ’Den nuhandlende Gud’ eller ’Den udøvende magt i Gud’. Og mere dristigt: ’Den feminine side af treenighedens væsen: Trøsterkvinden, Vejlederen, Veninden’.
Normalt taler vi om Helligåndens person (identitet) og Helligåndens gerning (mission). Helligånden er en selvstændig aktør (person), der handler på samme måde som Faderen og Sønnen, dvs. Hun skaber og frelser (mission). Helligånden er altså ikke ‘kun’ en upersonlig kraft eller energi, men som Faderen og Sønnen er Hun en person, der varetager sin del i frelsens økonomi. Hun er Levendegøreren, der sammen med Sønnen fører alt, hvad Gud vil frelse, hjem til opstandelsens liv i Guds Rige. Når vi bekender troen på ’Den treenige Gud’, tilbeder vi ’Skaberen, Frelseren, og Fuldenderen’, der virker for at bringe alt det skabte – mennesker, historien, kosmos – til Guds evige Rige.
Hvor virker Helligånden?
Det er forskelligt, hvordan vi i de kristne kirker erfarer, at Gud Helligånd er på spil. Blandt ortodokse kristne i Østkirken drejer det sig om forholdet mellem ’Sønnen og Ånden’ – om forståelsen af Guds indre liv, om treenighedens mysterium. I Vestkirken kom det primært til at handle om det, Helligånden gør: Romersk-katolsk teologi knytter Helligånd og præsteskab sammen. Helligånden formidles af biskoppen, hvis denne står i den apostolske tradition. Protestanter knytter Helligånden til Ordet, dvs. til forkyndelse og sakramenter. I de klassiske pinsekirker flyttes accenten fra det, Gud gør (det objektive) til vores erfaring som kristne (det subjektive) – Helligånden erfares via nådegaverne, især tungetalen. Men lige meget, hvor vi ligger eftertrykket, må vi spørge: Er det altid Helligånden, der handler? Eller skyldes det, der erfares, andre åndsmagter? Hvem eller hvad er på spil?
Helligånden er på spil i ’hele Gud folk’ – altså i menigheden.
Helligånden – og vi baptister
Som baptister hører vi hjemme i Vestkirken, men vi er hverken katolikker eller protestanter. Døberne prøvede på reformationstiden at fastholde en balance: Som kristne erfarer vi Helligånden personligt. Heri ligner vi ’pinsefolket’. Samtidigt påpegede de, at Helligånden også virker via fællesskabet, men Hun er ikke knyttet primært til biskoppen (katolsk) eller til forkyndelse og sakramenter (protestantisk). Helligånden er på spil i ’hele Gud folk’ – altså i menigheden. I forordet til døbernes bekendelsesskrift fra 1527[1] hedder det: ’I alt dette har vi erfaret, at enheden med Faderen og med Kristus, som binder os sammen, har været hos os sammen med deres Ånd’. Menigheden som helhed er altså ’stedet’, hvor Gud formidler Evangeliet i dag.[2]
Gud har to hænder, hvormed han vil favne alt, hvad han har skabt. De hænder er hans Søn og Ånd.
I Vestkirkerne bliver Helligåndens gerning altså knyttet til kirkens liv, men med fokus forskellige steder. Det ser ofte ud, som om vi bekender troen på Den treenige Gud på denne måde: Vi tror på Faderen, Sønnen og Kirken! Vi lever fattigt med en sådan Helligånds-glemsel! Vi bekender med rette, at Helligånden er Sønnens Ånd, der frelser og udruster til tjeneste. Men vi fortrænger, at Helligånden tillige er Faderens Ånd, der skaber og opretholder vores verden.
Kan vi udtrykke det sådan: ’Således elsker Gud verden, at han sendte sin Søn og sender sin Ånd … ’?
Oldkirkens Helligånds-perspektiv
Det er afgørende, at vi fastholder oldkirkens perspektiv på Helligåndens gerning. Vi kan beriges af Irenæus[3], der brugte et billede: Gud har to hænder, hvormed han vil favne alt, hvad han har skabt. Disse hænder er hans Søn og Ånd. Grundtvig har omskrevet billedet til en salme, hvori det lyder: ’Gud, vi er i gode hænder, / dine hænder, gode Gud! / Gud, vi er i dine hænder, / kærlighedens hænder to! / Dine hænder, sang de ældste, / er din Søn og Helligånd, / thi med dem du frelste, / løste vore trællebånd, / og af dem på barnesæde / evig mættes vi med glæde!’[4] Gud Fader vil favne alt det skabte. Derfor sender han Ånden og Sønnen ind i verden. Kan vi udtrykke det sådan: ’Således elsker Gud verden, at han sendte sin Søn og sender sin Ånd … ’?
Helligånden – sendt til kirken
Helligånden kalder os til at være med i Guds mission. Det sker på flere måder:
- Helligånden skaber den kristne kirke ved hjælp af evangeliets forkyndelse,
- Helligånden kalder os til dåb og tjeneste, og Hun udruster hver enkelt af os med nådegaver til fælles gavn[5],
- Helligånden sætter os i stand til at tjene i Guds mission. Vi bliver i stand til at vidne, så evangeliet forstås verden rundt[6].
Helligånden former os efter Jesus´ billede og skaber kirken som dét fællesskab, der skal være redskab for og tegn på, at Guds rige er virksomt i verden. I alt dette har vi at gøre med Guds helliggørende Ånd, Spiritus Sanctus.
Helligånden – sendt til verden
Helligånden og alle menneskers liv hører sammen på flere måder:
- Helligånden skaber liv. Hun ’svævede over vandene’[7] – dvs., at Guds Ånd blæser liv i alt levende.
- Helligånd og frihed hører sammen: ’Ånden blæser, hvorhen den vil’[8]. Ingen kan sætte grænser for Helligåndens virke.
- Helligånden og ‘Åndens frugt’ hører sammen[9]. Takket være Helligånden kan vi opleve Guds godhed i mødet med alle mennesker.
Det betyder, at Gud er på færde i sin verden, før vi som kirke når frem og ud! I alt dette har vi med Helligånden at gøre som Guds skabende Ånd, Spiritus Creator.
Et par gode øvelser …
Prøv at analysere, hvilken Helligånds-forståelse I kan læse ud af de mest kendte Helligånds-salmer, som I synger? Hvilken forståelse af Helligånden afspejler de lovsangskor, I bruger? Hvordan stemmer det med denne artikels præcisering af, hvem Helligånden er, og hvad Hun vil?
Alt, hvad vi gør, kan ikke stamme fra Helligånden!
Når Helligånden har med mennesker – bl.a. biskopper, præster og menigheder – at gøre, så er der grund til at være på vagt. Alt, hvad vi gør, kan ikke stamme fra Helligånden! Vi må altid ’bedømme ånderne’ for at sikre, at det er Helligånden, der er på spil. Nævn nogle kriterier, der afslører, at det er Helligånden, der er på spil i Guds verden, i ’vores’ kirke og i dit liv!
Her følger fire kriterier, der kan pejle os ind på, om det er Helligånden, der sætter os og verden i bevægelse:
- Peger dét, der sker, på Jesus Kristus?
- Opbygger dét, der forkyndes, menigheden?
- Har dét, der er i spil, blik for kirkens mission?
- Hvilken etik fører dét, der sker, med sig?
Kan disse kriterier bruges? Tilføj gerne andre!
1 Schleithembekendelsen, anabaptisternes (døbernes) første redegørelse for deres tros- og livsforståelse.
2 Se Matthæus-evangeliet kap. 18, vers 15-20, der blandt døberne kaldes ’Kristi regel’. Det, der her er beskrevet som Jesus Kristus’ nærvær, omtales også i Johannes-evangeliet. Denne beretning kalder vi ofte ’den johannæiske pinse’, idet Jesus ånder på disciplene (menigheden) og siger: ’Modtag Helligånden!’ Se Johannes-evangeliet kap. 20, vers 19-23.
3 Irenæus (ca.130-ca.200), der var biskop i Lyon i Frankrig, var den vigtigste teolog i det 2. århundrede.
4 Se Folkekirkens salmebog, nr. 675
5 1 Korintherbrev kap. 12, vers 4-12
6 Se Apostlenes Gerninger kap. 2 om pinsens begivenhed
7 1 Mosebog kap. 1, vers 2; se også Salme 104, vers 24-30
8 Johannesevangeliet kap. 3, vers 8
9 Galaterbrevet kap. 5, vers 13-26, især vers 22
Jeg er døbt som voksen i den danske folkekirke. Og det 35 år siden. Jeg har det svært med den treenig ånd jeg svært ved at forholde mig til 3ånder. Men nu har jeg været i konstant bøn for at forstå helligånden som for mig er kærlighedens forståelse. Nu kunne jeg ikke sove en nat hvarder en stemme som sagde at ånden ville komme jeg funderet lidt over det og tænkt på at stemmen mente helligånden. Der gik lidt tid så lød der en kvindelige hviske blidt Herren elsker da stemmen sagde skimtede jeg noget hvidt lys som om det blev spalte gennem krystal jeg kunne godt tænke mig at læse mere om den kvindelige ånd. Pft
G