På et pressemøde i lørdags bekendtgjorde forsvarsministeren Troels Lund Poulsen, at vi alle sammen skal have forråd til at klare en krise på tre dage.
På Beredskabsstyrelsens hjemmeside kan du downloade en tjekliste, der fortæller, hvad du skal have på lager: Drikkevand, mad, medicin, hygiejneartikler og andre fornødenheder. Listen er lang. Ikke mindst er det vigtigt, at du anskaffer en FM-radio, der kører på batterier, solceller eller har håndsving til opladning. Du skal have forbindelsen til omverdenen i orden.
Myndighedernes fokus på fysisk kriseberedskab fik mig til at tænke på de kriser, som mit trosliv med mellemrum gennemgår. Når der ikke er et klart bønnesvar, når familie og venner udsættes for lidelse og Gud ikke griber ind, når jeg synes, at vejen til himlen er alt for lang: Hvordan virker mit kriseberedskab så? Har jeg et varmt tæppe til at slå om min tro? Har jeg en FM-radio, jeg kan indstille på en kanal, der genskaber min forbindelse til Gud? Har jeg forberedt mig på, at vandringen med Gud indeholder bump på vejen?
Jeg venter lidt med at handle ind i Bilka og Spejdersport. I stedet vil jeg bruge tid på at opgradere min forbindelse til Gud og forsøge at sikre, at den også holder, når krisen rammer.
Dette er udtryk for skribentens egen holdning.
Hele situationen får mine barndomsminder fra den kolde krig i spil og vores skoledebatter fra historietimen i USA om, hvorfor ikke flere flygtede fra Europa i god tid FØR Holocaust? For alle advarselstegnene var tilstede.
Og det får mig til at indse, at jeg som handicappede ikke ville være til særlig stor nytte under en krise.
I virkeligheden kan jeg intet stille op, hvis radioaktiv regn fylder en hamstrede vandbeholder og toiletpapir er ubrugelig uden et vandsystem, der virker.
Men jeg har taget en bevidst beslutning… Biblen skriver rigtig mange gang: “Frygt ikke! Følg mig!”
Vi har selvfølgelig et ansvar overfor vores samfund og fællesskab, at vi ikke blive til besvær under de første kritiske dage af en krise, hvor alt vi kender ikke er som det plejer… og DERFOR har jeg valgt at lave inventar og købe det sidste der manglede (jeg har længe tænkt, at vi er alt for afhængige af digitalisme og har derfor gemt min gammel radio, har gammeldags grej og sørgede for at kunne bo primitivt og udøve basis førstehjælp og selvforsvar).
Men jeg nægter at frygte, og det er et dagligt valg.
Det paradoksalt er, at mange tror de er et godt menneske… lige indtil de står midt i en alvorlig krise, hvor menneskets natur stikke hovedet frem, og de bliver konfronteret med egoismens sandhed.
Livet går videre om jeg dør eller ej. Det bedste jeg kan gør er at støtte andre i ikke at frygte og dermed handle i egoismen.
Vi står stærkere sammen.
“Frygt ikke! Følge mig!” er et kald til at stå sammen midt i fortvivlelsen.