Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Forrige indlæg:
”Har du faaet bragt dit Forhold til Gud i orden?”

Danske Baptisters Spejderkorps

”Har du faaet bragt dit Forhold til Gud i orden?”

Med nytåret kommer refleksion over den tid, der gik og den tid, der kommer. Lad dig inspirere af en 78 år gammel hilsen til en flok spejdere i Aalborg

Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vindue

Under juleferieoprydningen på redaktionens hylder dukkede en prøvekuvert med flere årgange af ”Flammen” op. ”Flammen” var medlemsblad for Danske Baptisters Drengespejderkorps’ kreds i Aalborg. I januar 1947 bringer den ene af bladets to redaktører, Jens Erik Tranholm, en nytårshilsen til drengespejderne. Det er en tankevækkende hilsen, der sætter vore dages bekymringer for verdens fremtid i historisk perspektiv og viser, at mission ikke behøver at handle om mange og store ord.

Nytårshilsen

”Saa gik 1946, det Aar, som vi alle havde sat saa store Forhaabninger til. Og naar vi nu ved Slutningen af Aaret gør op, opdager vi, at vi er blevet skuffede paa mange, mange Omraader.

Vi havde ventet, at Verden vilde falde helt til Ro efter den store Styrkeprøve, men det ulmer stadig overalt. I Kina, i Spanien, i Tyrkiet, i Grækenland og sidst, men ikke mindst i Palæstina. Vi havde ventet, at de store Statsmænd vilde skaffe os Fred, men indtil for ganske nylig, da en fremtrædende engelsk Statsmand udtalte, at man nu har faaet et Grundlag at udarbejde Freden paa, har Freden kun været en Vaabenstilstand.

Rundt omkring i Verden sulter der daglig mange Mennesker ihjel, og Nøden er næsten lige saa stor, som under Krigen. Mange Hjælpeorganisationer er oprettet, men den Hjælp, de giver, er foreløbig kun Draaber i havet. Du havde sikkert ogsaa ventet, at det vilde være blevet bedre herhjemme med alting, naar Krigen var forbi, men ogsaa her har 1946 skuffet. Rationeringerne er ikke blevet lempet synderligt, og et godt Sæt Tøj og en god Skjorte, er stadig sjældne Ting. En anden Ulempe, som 1946 har bragt, er Valutapuklen[1], som vi kommer til at føle det næste Aar ogsaa.

Er der da slet intet opmuntrende sket i 1946? Jo, men det overskygges desværre næsten helt af de mange Skuffelser. Der er blevet aabnet for Grænserne, til Dels da, saa vi kan igen rejse ud, om end i begrænset Omfang. Og vi har jo heller ikke, trods Mangel på Luksusvarer, sultet, som de har maattet i mange Lande. Og mange andre smaa opmuntrende Hændelser er passeret. Du har faaet den længe ventede Cykle, og har smagt den første Banan i mange Aar. Du har faaet de Julegaver, du ønskede dig, eller har opnaaet et godt Resultat i Skolen, eller faaet Løntillæg paa Arbejdspladsen. Jo, der er skam ogsaa Ting at glæde sig over.

Men har du i det svundne Aar faaet Fred med Gud og oplevet ham som din Frelser?

Men har du i det svundne Aar faaet Fred med Gud og oplevet ham som din Frelser? Har du det, saa har du i hvert fald en stor Begivenhed at glæde dig over. Alle de Bekymringer, som Verden giver, kan du gaa til Gud med og faa Hjælp til at bære. Og du har, midt i denne underlige og urolige Verden, faaet et fast Holdepunkt, der ikke glipper – hvad der saa end sker. Du har Fred i dit Hjerte, selv om den urolige Verden larmer omkring dig. Hvis ikke du har faaet dit Forhold til Gud bragt i Orden i det forløbne Aar, saa lad det være den første Ting, du bringer i Orden i 1947.”

Få det bragt i orden

Det var Jens Erik Tranholms opfordring til spejderne i 1947. Men det er også en opfordring, som vi hver især kan reflektere over i dag. Fulgte jeg den vej Gud opfordrede mig til at følge i 2024? Har jeg tænkt mig at gøre det i 2025? Kan jeg være lige så direkte og ærlig i min mission som spejderførerne var det i Aalborg i 1947?  Eller lader jeg verdens begivenheder være en undskyldning for ikke at handle?

I 2025 udkommer webmediet baptist.dk fortsat med stort og småt om livet i BaptistKirken. Vi tømmer postkassen webredaktion@baptist.dk hver eneste dag, så hold dig ikke tilbage med at sende forslag til artikler, navne på ildsjæle, vi kan interviewe eller historier fra din menighed

Godt nytår.

 

[1] “Valutapuklen” er et økonomisk begreb, der blev brugt i Danmark efter Anden Verdenskrig til at beskrive den betydelige ophobning af udenlandsk valuta, som ikke kunne bruges på grund af internationale restriktioner og mangel på adgang til frie markeder.

En kommentar til "”Har du faaet bragt dit Forhold til Gud i orden?”"

Inge Mie Andersen

Tak for Nytårshilsenen. Jeg kom til at tænke på at der skete noget godt i 1946 – Jeg blev født.

29. december 2024 kl. 09:01

Giv din mening til kende