Gudstjenesten - koncert eller sakramente?

Ulrick Refsager Dam p.Ba. 3K, Kristendom, Kultur og Kommunikation, er i gang med en Master i Ledelse og Menighedsudvikling (cand.theol.). Ulrick har erfaring fra bl.a. Amagerbro Frikirke, hvor han var præsteaspirant, og fra Brorsons Kirke, hvor han har været frivillig og projektleder.

Der har været meget debat om, hvorvidt kirker skal betale Koda-afgift. Senest er Vor Frue og Trinitatis kirker i København blevet idømt at betale Koda for deres natkirkearrangementer. Københavns Byrets dom lyder, at det væsentligste i natkirkearrangementerne er musikken, og de kan derfor ikke anses som gudstjenester.

Spørgsmålet er, hvorvidt kirker er begyndt at lægge for meget vægt på musikken og underholdningen og for lidt fokus på forkyndelsen, traditionen og det sakramentale? Mens mange kirker arbejder meget målrettet med at skabe moderne udtryk og inkludere populærmusikken, er der samtidig en del, der peger mod, at det, der efterspørges, ikke er nyere musik og bedre underholdning, men derimod dybde og tradition. Sådan er det i hvert fald i USA.

Stop med at gøre kirken ”cool”

I 2015 skrev den amerikanske forfatter og blogger Rachel Held Evans en leder til The Washington Post, med titlen Want millennials back in the pews? Stop trying to make church ’cool’, hvor hun netop sætter fokus på tendensen med at gøre kirken mere trendy, og hvorfor dette kan være problematisk. I denne leder, pointerer Evans, at du jo sagtens kan tage en kop kaffe med dine venner på en hvilken som helst café, men kirken er det eneste sted, hvor du kan få aske smurt på panden som en påmindelse om din dødelighed. Du kan få masser af gratis brand loyalty swag^[1] online, men kirken er det eneste sted, hvor du benævnes Guds elskede barn gennem et koldt dyk ned i vandet. Du kan dele mad med den sultne på ethvert hjemløse-herberg, men kirken er stedet, der lærer os, at et delt måltid bringer os ind i selveste Guds nærvær.

Millenials

Evans har selv rødder i den evangelikale kirke og hendes leder bygger på hendes egne erfaringer, samt en undersøgelse af amerikanske Barna Group, der udkom i 2014 under titlen Making Space for Millennials. De satte sig for at undersøge millennials og deres forbindelse til kirke og tro. Millennials, også kaldet generation Y, er generationen, der er født ca. fra 1980 til slutningen af 90’erne. Millennials er en ret interessant generation, da de er den første generation, der stort set er født med og har været naturlige brugere af internettet og mobiltelefoner. De har altså fået hele denne nye eksplosion af informationsteknologi ind med modermælken. Det betyder også, at de har lært, at de helt naturligt kan standse op og lynhurtigt få en second-opinion fra Google. Hvad end det så handler om, hvad de skal have til aftensmad, lægens diagnose eller præstens prædiken.

Fællesskab er det vigtigste

Barna Groups undersøgelse af relationen mellem millennials og kirken har enormt mange spændende pointer. Men især én hæfter jeg mig ved; Man bad nemlig interviewpersonerne beskrive deres ideelle kirke. Det spørgsmål viser nogle meget interessante svar. Nogle af de vigtigste værdier for millennials er nemlig: Community (78%) over Privacy (22%), Sanctuary (77%) over Auditorium (23%), Classic (67%) over Trendy (33%) og Quiet (65%) over Loud (35%)^[2].

Disse svar er tankevækkende i en tid, hvor mange søger at gentænke gudstjenesten. Hillsong søger f.eks. mod at være trendy kirke i auditorie-omgivelser, store lysshows, røgmaskiner og projektorer. I Hillsong sigtes der efter store bands og koncertstemning. Gudstjenesten skal være et højt og flot show. Selvom stilen er en anden, kunne natkirkerne nogle gange ligge under for noget af samme kritik, hvor indholdet af gudstjenesten baseres på musik og flot lys.

Dette lægger op til en selvrefleksion. Det er oplagt at spørge: Hvorfor skal kirkens musik ud og byens musik ind? Hvorfor vælger vi mere moderne og trendy udtryksformer? Hvad er det egentlig, vi vil tilbyde menigheden? Og hvorfor?

Søgte sakramenterne

I hendes førnævnte leder, reflekterer Rachel Held Evans over, hvad der bragte hende tilbage til kirken, efter hun selv havde afskrevet denne i nogle år. Evans siger at, det der endeligt bragte hende tilbage, efter flere års flugt fra kirkelivet, var ikke café lattes eller skinny jeans; det var sakramenterne. Dåben, bekendelsen, nadveren, forkyndelsen af Ordet, salvelsen af de syge. Alle de der sære og skøre ritualer og traditioner, som har overlevet i den kristne kirke og er blevet praktiseret gennem de sidste 2000 år. Evans hævder, at det netop er sakramenterne, der gør kirken relevant. Uanset kultur eller tid. Traditionerne og sakramenterne skal ikke pakkes ind på ny eller rebrandes – de har blot brug for at blive praktiseret, udført og forklaret i konteksten af et kærligt, autentisk og inkluderende fællesskab.

Liturgi, der giver sjælen sprog

Evans’ egen oplevelse taler fuldstændigt ind i undersøgelsen fra Barna Group. Hele 67% ser hellere traditionel kirke end trendy. Det var netop sakramenterne og traditionerne, der bragte Evans tilbage til kirken. I vores verden, hvor alt skal ske i dobbelttempo, og vi alle er på vej mod at blive totalt historie- og rodløse, søger millennials rodfæste i traditionen. Det, Evans udtrykker, er, at hun længtes efter noget større at tage del i. En liturgi, som kunne hjælpe med at give sjælen sprog.

Det kunne for eksempel være at fejre kyndelmisse, mindes lyset og livet i foråret, og også fejre Allehelgen og mindes om mørket og døden i efteråret. Millennials ønsker dybde og ’bas-toner’ i livet. Ikke bare overflade og skrattende diskant.

At dele liv – hele livet

Barna Groups studie viser også vigtigheden af fællesskab. Hele 78% foretrækker ’Community’ frem for ’Privacy’. Derfor må det være helt i centrum for en kirke, der ønsker millennials i menigheden, at sætte fokus på fællesskabet. Det kunne for eksempel være at have nære, små grupper, som menigheden mødes gennem. Netop at have det løbende fællesskab gennem livets forandringer og udfordringer. Det fællesskab, hvor man kan dele liv, dele sine udfordringer og få støtte, feedback og åndelig omsorg.

Dermed bliver også sjælesorg vigtig. Ikke bare den sjælesorg, der går fra præsten til menighedsmedlemmet, men særligt også den der går fra medlemmet til medlemmet. For netop her bliver menigheden til en slags udvidet familie. Et sted, vi kan vende os mod, når livet bliver svært og vi har brug for støtte, omsorg og hjælp. Men samtidig også et sted, hvor vi kan fejre de store ting sammen og dele glæden. Det er altså vigtigt, der er en støttende og forpligtende kultur, hvor vi internt står klar til at tage en kop kaffe, bede sammen, dele nadver, salve den syge eller hvad der ellers måtte være nødvendigt. Menigheden skal være som en familie uden for familien, som er koblet op på den større dimension, der findes i Gud.

Tilbage til traditionerne

Nu ser vi Københavns byret komme frem til: ”at det væsentlige ved natkirkearrangementerne er musikken, og at arrangementerne i ophavsretslovens forstand ikke kan anses som gudstjenester.” Bør der så være en lille alarmklokke, der begynder at ringe? Er det et tegn på, at vi er dykket for langt ned i postmodernismens aftraditionalisering? Nærmer denne type gudstjeneste sig mere et koncert- eller kulturhus-event?

Hvis man skal tage Evans’ leder og Barna Groups studie for troende, så bør vi retraditionalisere kirken og i større grad søge at skabe fællesskab end events. Jeg sidder absolut ikke med et endelig svar på, hvordan dette skal gøres, men denne dom bør i hvert fald være en reminder om, at vi altid skal have formålet i fokus.

^[1] Det, du får smidt i hovedet, hvis du er loyal overfor et firma.

^[2] Fællesskab mere end privatliv, helligdom mere end auditorium, klassisk mere end smart, stille mere end højt.