Godmorgen, hvor er der brand ...

Kan evt. synges på “Rapanden Rasmus”

Tidligt om morg’nen, da fuglene sang,
vandred’ to kvinder, og ho’derne hang,
for de sku’ til graven, hvor Jesus var lagt
– vennen var myrdet i forrige akt.

Hvorfor, åh hvorfor sku’ Jesus da dø?
Hvorfor gav Gud ikke romerne klø?
For Jesus var simpelthen godheden selv.
Hvorfor sku’ ondskaben slå ham ihjel?

Kvinderne snøfted’, og tårerne randt.
Kirkegårdslågen på hængslerne bandt.
Den ene Maria så op og sa’ “av”.
Dér stod en engel med bulder og brag.

Kvinderne tripped’ forsigtigt forbi,
standsede op med et skingrende skrig.
På næsen i støvet soldater var strakt,
side om side var gravvagter lagt.

Englen han rømmed’ sig, var lidt forleg’n,
skubbed’ så høfligt de vagter af vej’n,
og sagde: “Ja, sådan kan tingene gå,
når man i vejen for livet vil stå!”

“Livet?” Maria hun spurgte med gråd,
“Jesus er borte, for Døden ham åd.
Hvordan kan du være så glad og naiv?
Jesus er borte, han misted’ sit liv!”

Englen han løftede hånden: “Små slaw!
Tag nu min hånd og følg med mig til grav”.
Og kvinderne fattede ikke et kvæk;
stenen var væltet, og Jesus var væk.

“Hvor har du lagt ham, du fjantede ånd?”
Kvinderne råbte og knyttede hånd.
“Han er opstanden”, sa’ englen med smil.
“Døden blev narret – det er jo april!”

“Passer det engel – mon du driver gæk?
Passer det ikke, så vanker der smæk!”
“Jovist, kære venner, det er rigtig nok.
Sig det derhjemme i vennernes flok!”

Kjolerne blafred’, da de spæned’ hjem.
Folkene måbed’ i buslinie fem.
For det var jo virk’li’ et underligt syn:
Grinende kvinder i løb gennem by’n.

Farligt det var det, det fortov var smalt,
henne om hjørnet det næsten gik galt
for midt i det hele, der stod der en mand.
Han sa’ “Godmorgen”, og “hvor er der brand?”

“Brand”, sa’ Maria, “Hva’ rager det mig?
Flyt dig, af banen, for her kommer jeg!”
Den anden Maria blev underlig tyst.
Ramt som af lynet: “Jeg kender den røst!”

Kan du nu gætte, hvem manden han var?
Ska’ du ha’ hjælp, eller har du et svar?
På hænder og fødder han havde et sår.
Solen den glimted’ i mørkt, krøllet hår.

“JESUS, du lever!” de råbte i kor.
Så blev de stille og savnede ord.
Det var jo så dejligt at hviske hans navn.
Tæt ind til brystet han tog dem i favn.