Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Forrige indlæg:
Glade og lettede

Generalsekretær Bodil Højbak Møller byder velkommen til synoden.

Peter Toldam

Synode2025

Glade og lettede

Pia Duebjerg fra BaptistKirkens ledelse og Bodil Højbak Møller, generalsekretær, tyggede lidt på synoden over en frokost.

Det er mandag – frokost anden pinsedag – lige efter tre døgns synode i Sæsing. Bodil Højbak Møller er meget træt. Det stråler ud af hende. Men hun er også glad. Måske mest glad for, at det er overstået. Synoden og Genstart2025 har fyldt virkelig meget i hendes liv det sidste år, mindst. Men også glad for deltagelse af over 200 baptister i synoden.

Synoden sluttede med en fremlæggelse af syv værdier, som de tilstedeværende kunne blive så godt som enige om. Kun ledelsen véd, om det var helt ’enstemmigt’, da man ikke stemte, men tilkendegav en stemning med nogle orange og blå kort foran brystet. Pia og Bodil er de eneste fra ledelsen, der er tilbage, da vi nyder endnu en lækker frokost i Kulturcenteret.

Det var klogt at trække det eneste, forsamlingen var virkelig uenige om, ud af ligningen.

Ros til ledelsen

Jeg roser ledelsen. Det var klogt at trække det eneste, forsamlingen var virkelig uenige om, ud af ligningen. Den værdi skal der arbejdes mere med. Pia Duebjerg understreger, at ledelsen har været fuldstændig enig de gange, de har trukket sig tilbage for at drøfte næste træk.

Bodil Højbak Møller siger: ”Det var overvældende for mig lørdag at opdage, hvor enig forsamlingen faktisk var. Man tænker ofte, når nogle få tager ordet og ikke er enige, at de taler for hver sin store delmængde i forsamlingen. Det var overraskende, hvor tit en meget stor del af forsamlingen var enig med ledelsen. Vi er ikke så splittede, som vi troede.”

Det var overvældende for mig lørdag at opdage, hvor enig forsamlingen faktisk var.

Klar over knasten

Pia tilføjer: ”Mange har takket for, at vi har fået snakken. Vi var klar over knasten (spørgsmålet om, hvorvidt fx LGBT-personer kan være med i ledelsen – på alle niveauer – i BaptistKirken, red.).”

”Det er også blevet klart, at vi ikke kan gøre alle tilfredse”, siger Bodil mellem bidderne. Søndag efter samtalen besluttede ledelsen, at drøftelsen skal fortsætte på nogle samtale- og undervisningsdage.

Det er også blevet klart, at vi ikke kan gøre alle tilfredse.

I den sidste times samtale på synoden mandag formiddag var der bekymring for om de, der har en anden holdning end ledelsen, får deres holdning til spørgsmålet hørt. Bodil understreger, at allerede søndag besluttede ledelsen, at to eksperter på dette område skal hjælpe os: Michael Wandt Laursen, tidligere generalsekretær i FrikirkeNet, og Jørgen Thaarup, tidligere rektor på Metodistkirkens Nordiske Teologiske Seminarium i Gøteborg. Begge vil blive inviteret til at medvirke på en ’læredag’ indenfor det næste halvandet år.

Charlotte Thaarup forklarer brugen af de orange og blå kort, som forsamlingen brugte til at tilkendegive stemningen.

To mentorer

Bodil udtrykker taknemlighed til de to mentorer, som ledelsen har haft i denne proces. Den ene er Charlotte Thaarup, tidligere præst i Metodistkirken i Danmark, og i en årrække leder i den skånske del af den svenske Equmenia Kyrkan, som bl.a. rummer en del baptister. Og så er hun gift med Jørgen.

Den anden er David Mortensen, leder af YFC, Youth for Christ, i Danmark og præst i Dansk Oase. Begge mentorer har understreget, at de syntes debatkulturen hos os baptister var imponerende.

Den store hurdle

Den store hurdle var fire ord – reelt kun ét ord – som ville understrege, at LGBT-personer kan være med i ledelsen i BaptistKirken på alle niveauer. Bodil har ment, at det ikke var noget problem at fjerne de fire ord, som var ’uafhængig af køn, etnicitet, handicap, seksualitet’. ”På synoden faldt ti-øren for mig”, fortæller hun nu.

”Det viste sig jo, at der var vidt forskellig tolkning af, hvad det betød, hvis de fire ord blev fjernet. Nogle tolkede, at så var der ingen begrænsninger for, hvem der kunne være med i ledelsen. Hvad der heller ikke har været tidligere. Andre tolkede, at hvis man fjernede de fire ord, så var det ikke (længere) legalt, at fx en homoseksuel kom med i ledelsen. Da gik det op for mig, at de fire ord havde en stor betydning.”

Men både Pia og Bodil var enige: ”Det er dejligt, at vi er endt, hvor vi er.” – Lige nu.

De tilstedeværende fra ledelsen på synodens sidste dag (fra venstre): Pia Duebjerg Andersen, Tine Kragh, generalsekretær Bodil Højbak Møller, næstformand Christian Bylund og formand Vibeke Dalsgaard.

Giv din mening til kende