Gå på dine ben!

”Der er vigtigere ting her i verden, end at du kan gå på dine ben!” udbrød en frustreret mand til kvinden, som sad i kørestol med spastiske træk – efter en mislykket helbredelsesforbøn. Tænker vi over, hvad kun delvis helbredelse betyder, når vi beder for helbredelse? Anerkender vi det, vi opnår?

Et barn er født

Lægen vidste ikke, at der var to, da mine enæggede tvillingebrødre, Curtis og Douglas, blev født flere måneder for tidligt. De klippede Curtis’ navlestreng, og tre minutter senere stak Douglas sit hoved frem, helt blå. Lægerne mente, at han kun ville leve et par dage eller uger, og formentlig som blind, døv og stum. Der blev bedt mange bønner for hans overlevelse og helbredelse.

Der blev bedt mange bønner for hans overlevelse og helbredelse.

”Dougie” overlevede og var hverken blind, døv eller stum, men fejlede til gengæld alt muligt andet, herunder spasticitet, og han var voldsomt udviklingshæmmet. Megen tid blev tilbragt på hospitaler og hos forskellige læger. Mine forældre blev skilt halvandet år senere.

Tro flytter bjerge

Teenageren Dougie elskede at køre bil – jo flere bump og huller jo bedre.

Kort efter skilsmissen deltog vi i adskillige kristne helbredelsesmøder for min bror. Min mor tog ham endda til dæmonuddrivelse hos en katolsk præst. Jeg fik påpeget, at min tro var afgørende for, at Dougie ville kunne lære at tale og gå, fordi tro kunne flytte bjerge!

Som barn hørte jeg ofte i de kredse, at helbredelsen nok udeblev, fordi vi ikke bad ofte nok eller ikke troede nok på det. Jeg levede med den skam i mange år – men ikke længere. Jesus gjorde også op med den overtro og indoktrinering, som de ”urene” blev behandlet med på hans tid. For ægte helbredelse sætter fri.

Hvorfor udebliver helbredelsen?

Hvorfor oplever nogle overnaturlige helbredelser, mens andre må lide? Det har jeg søgt svar på i mange år. Jeg lever nemlig med en livsvarig rygmarvsskade, konstante smerter og kronisk træthed, som har efterladt mig med en stor, usynlig funktionsnedsættelse. Jeg følte, at den livsbevarende operation, jeg var igennem, efterlod mig ude af stand til at leve det liv, jeg ønskede at leve, som gymnasielærer og fysisk aktiv kvinde sammen med min datter.

Desuden gør usynligheden af mine skånehensyn mig til et ufrivilligt offer for diskrimination og fordømmelser fra både ”systemet” og omverdenen. Jeg følte, at jeg var tilbage dér, hvor jeg startede og havde kæmpet for at komme væk fra – sygdom og handicap!

Jeg har mange gange ønsket, at Gud havde taget mig hjem til sig i stedet. Accept af mit vedvarende behov for vedligeholdende træning, smertestillende medicin og førtidspension for at sikre, at min hjerne, krop og psyke ikke brænder fuldstændigt sammen, var ikke planen. Og det startede forfra: ”Du skal tro på, at du bliver rask, ellers bliver du ikke rask!”

Hvad er ”rask”?

Jeg lærte mig selv at gå igen uden hjælpemidler, men jeg har fået at vide, at jeg mindst burde være lammet fra livet og nedad. Mine hænder er værst ramt, og det er teknisk set mere invaliderende end uduelige ben, selvom de færreste er klar over det. På et tidspunkt gik det op for mig, hvad specialisterne mente med udtrykket ”en videnskabelig uforklarlig sag”.

Jeg er et mirakel, dog med et usynligt handicap og smerter.

Jeg er et mirakel, dog med et usynligt handicap og smerter. Men mange kristne mener stadig, at jeg fortsat bør gå til forbøn for at blive helbredt fuldstændigt. Men – hallo?! Hørte du mig ikke? Jeg burde være lammet! Jeg kan gå! Uden hjælpemidler! Gud har vist gjort sit!

Ingen i lægeverdenen kunne forklare, hvorfor min bror levede så længe, som han gjorde. Og på trods af smerter, medicin, fysioterapeuter og talepædagoger igennem 37 år var Dougie som udgangspunkt glad. Han havde en helt særlig indvirkning på mange med sine vilde lyde, klaskende armbevægelser og kæmpe smil. Mit liv som storesøster til ham lærte mig at kæmpe for dem, der ikke kan kæmpe for sig selv, og til at se, hvor samfundet udelukker folk.

Lidelsen er altid meningsløs og upersonlig, men det er Gud ikke

Det var ikke en dans på roser, især ikke for Dougie, og min familie har lidt meget. Efter Dougies død i oktober 2019 talte mange om, at nu var han hel i Himlen, hvor han kunne gå og tale. Det gjorde mig vred. For min lillebror var et helt menneske hele sit liv. Han var allerede et mirakel, den dag han kom levende hjem fra hospitalet. Hvorfor havde alle så travlt med at diskvalificere hans eksistens, endda efter hans død?

Jesus viste sig efter sin opstandelse MED ar.

Lidelse og død er garanteret i det øjeblik, et barn bliver født. Men Gud, Kærligheden, Livet er større end dem. Jesus viste sig efter sin opstandelse MED ar. Vi kan også stå frem med vores ar og fysiske og psykiske smerter og blot være i denne verden. For uanset hvilket funktionsniveau, andre har vurderet os til, er vores eksistens et mirakel.

Når vi indser, at vi allerede er et helt Guds barn, som er elsket og værdsat, som vi er, indser vi samtidig, at Guds nåde var begyndelsen på vores helbredelse og genoprettelse, inden vi bad om det. Bjerge kan flyttes igennem millioner af år, sten for sten, uden at vi iagttager processen. Vi må have håb og tillid til, at Skaberen kan tage de værste byrder og forvandle, helbrede og genoprette igennem flere generationer og folkeslag – både fysisk, psykisk og relationelt – for at opnå sit mål.