Friheden er for de bundne

Bertel Haarder:

• har bestridt adskillige ministerposter, sidst som kultur- og kirkeminister 2015-16
• initiativtager til Danmarkskanonen i 2015
• medlem af Folketinget for Venstre siden 2005 og i perioden 1975-1999
• yderligere oplysninger www.ft.dk

De, der er ligeglade, behøver ikke frihed. Som højskoleforstanderen i Henrik Pontoppidans ‘Det forjættede land’, der var som en ‘åben ladeport’, hvor alting kan blæse igennem. Dem er der mange af.

Friheden er nødvendig

Friheden var nødvendig for dem, der i 16-1700-tallet forlod Europa og drog til USA for der at dyrke Gud efter deres overbevisning. De skabte verdens frieste stat, hvor respekten for andres tro er fundamental og grundlovsbeskyttet.

Derfor er det forvrøvlet at tale om, at stærk tro og ‘religiøs fundamentalisme’ er frihedens modsætning. Tværtimod. Den, der selv føler sig bundet til en stærk overbevisning, kan bedre forstå, at andre har samme behov og samme ret, end den, der er tolerant og ligeglad.

Frisind er netop det at have en stærk overbevisning og samtidig respektere, at andre har samme ret. Deraf kommer det, at jeg ofte har mødt religiøst forankrede mennesker med langt større rummelighed over for andre end de selvretfærdige humanister, der ikke tror på noget – ud over sig selv og deres egen fornuft.

Frihed til at tro

At sekularismen tager over, er på ingen måde ensbetydende med, at der bliver større frihed. Det oplevede jeg i Europa-Parlamentet, hvor også danske centrumvenstre-politikere i flok stemte imod en italiensk katolik og forhindrede ham i at blive EU-kommissær. Hans brøde var, at han havde helt almindelige katolske synspunkter på skilsmisse, abort m.v.

Jeg var og er uenig med ham, men respekterede hans ret til at være troende katolik. Jeg kunne slet ikke affinde mig med, at han ikke kunne blive kommissær, når han tilmed lovede at overholde alle vedtagne EU-regler.

Den, der selv føler sig bundet til en stærk overbevisning, kan bedre forstå, at andre har samme behov og samme ret.

Her viste det sig, at de frihedsdyrkende humanister og sekularister i virkeligheden var intolerante og totalitære. Én af dem elskede at kalde præsterne i Dansk Folkeparti for ’mulla’er’ og antydede derved, at de manglede frisind. Men det var jo hende selv, der manglede frisind, når hun ikke kunne tolerere en katolik som kommissær.

Frihed – vigtigere end demokrati

Ingen har som Grundtvig talt åndsfrihedens sag: Han anså friheden for at være vigtigere end demokratiet. Et flertal kan være lige så tyrannisk som en enehersker.

I bogen ’Den danske statskirke upartisk betragtet’ taler han for ubegrænset ytringsfrihed, også i kirken, men ”ikke ret til at krumme et hår på nogen kætters hoved”. Den frihed bryder de ’dorske’ og ’herskesyge’ sig ikke om. Men det skal just være det fine i folkets kirke, at både de dorske og herskesyge befinder sig ilde deri, skrev han. De dorske er de dovne, der ikke gider bruge åndens våben. De herskesyge er de intolerante, der vil bruge statens arm mod deres modstandere.

Munden fri, men hænderne bundet

Et flertal kan være lige så tyrannisk som en enehersker.

Sådan skrev Grundtvig. Det har jeg ofte citeret på ministermøder, når trangen blev for stor til at bruge statens arm imod dem, vi er uenige med.

Det er svært, når vores frihed bruges til at etablere parallelsamfund og modarbejde vores demokrati og vores borgerrettigheder. Så skal der sættes grænser for, hvad vi vil yde støtte til (fx friskoler og folkeoplysning), ligesom der naturligvis ikke skal udbetales kontanthjælp og arbejdsløshedsunderstøttelse til dem, der ikke vil give hånd eller insisterer på at gå skjult for deres medmennesker.

Tilsvarende er vi i vores gode ret til at kræve respekt for vores grundlov, demokrati, ligestilling og fundamentale rettigheder – og kræve underskrift på det – når der ansøges om statsborgerskab.
Men at forbyde troen, meningen, opfattelsen, kommer der ikke noget godt ud af.

Det er åndsfrihed, og det skal vi holde fast ved i Grundtvigs fædreland.