I maj og juni har der været tre store anledninger med kirkeligt islæt: Himmelske Dage (Kirkernes Folkemøde), Baptistkirkens Synode og Folkemødet på Bornholm.
Ved alle anledninger havde fællesskab en fremtrædende plads med efterlysning af friheden og respekten i samtalen. Kirkesamfund på tværs på Himmelske Dage, samtalen os i mellem på synoden og alle samfundskonstruktioner på folkemødet – alle steder var de centrale ønsker, at mennesker i frihed og respekt opbygger fællesskaber.
Hvem mere end kristne og kirken burde kunne bidrage til opbygning af fællesskaber, hvor den enkelte mødes med respekt? Ikke fordi alle mener det samme, men fordi friheden til at mene og give udtryk herfor er i centrum, og mødes med forståelse.
I de kirkelige fællesskaber burde vi være i front med at møde mennesker med respekt for friheden, men samtidig er de kirkelige fællesskaber så vigtige for os, at det kan gøre ondt, hvis meninger er meget forskellige. Derfor skal vi være særlig opmærksomme på fællesskabets udtryksmåde.
I en debat på folkemødet i kirketeltet (Himmel og jord) beskrev Michael Wandt Laursen udfordringen med bl.a. to udtryk (i min beskrivelse):
– Vi kan være så bange for at blive beskyldt for ikke være tro mod Ordet, at vi binder og begrænser hinanden i at møde mennesker.
– Hvis vore fællesskaber er usikre, er vi tilbøjelig til at holdninger kan være hugget i sten (fordi vi er usikre), så det begrænser os i mødet med næsten.
Dette er udtryk for skribentens egen holdning.
Giv din mening til kende