Forvist og forbudt – Anabaptister i Danmark

Lyt til artiklen:

1500-tallets anabaptister krævede trosfrihed for alle. Det satte Europa på den anden ende. Bevægelsen fik aldrig fodfæste i Danmark på grund af forbud, censur og forfølgelse – en udvikling, der tog fart allerede i døbernes tidlige historie.

Religiøs tolerance

Frederik I tillod i begyndelsen af reformationen prædikanter at arbejde frit. Kongemagten beskyttede dem med værnebreve, som gav dem immunitet mod kirkelig censur. Det var nødvendigt, da kampen med den gamle katolske kirke og dens støtter var i fuld gang. Men den tolerance var ikke ubegrænset. Den gjaldt kun, så længe prædikanterne ikke skabte uro.

Men tolerancen var ikke ubegrænset. Den gjaldt kun, så længe prædikanterne ikke skabte uro.

Døberen Melchior Hoffman, der virkede i Danmark.

Den tyske anabaptist Melchior Hoffman var blandt dem, der fik beskyttelse, selvom han ikke var lutheraner. Frederik I havde hørt Hoffmans prædikener og var begejstret for dem. Derfor tillod kongen, at Hoffman blev præst i Slesvig. Men Hoffman var mere end en dygtig prædikant; han var en karismatisk skikkelse, der bragte reformatoriske døberidéer med sig.

Hans prædikener vakte opsigt, fordi han forkyndte nadveren symbolsk, i modsætning til den lutherske lære. Det blev for meget for de lokale autoriteter. I 1529 blev Hoffman indkaldt til en teologisk læresag i Flensborg. Under ledelse af den senere Christian III blev han dømt som kætter og forvist. Hans trykpresse blev konfiskeret, og hans tilhængere blev udvist.

Hans trykpresse blev konfiskeret, og hans tilhængere blev udvist.

Det blev et vendepunkt: Den kortvarige religiøse tolerance i Danmark var slut for dem, der stod udenfor den lutherske bevægelse. På få år gik Danmark fra at have en lovligt virkende præst med anabaptistiske tanker til udvisning.

Haderslev-artiklerne og forfølgelse

Christian III, der gjorde ‘danerne til lutheranere’ og forbød døberne at opholde sig i Danmark.

I 1528 fik den senere Christian III formuleret Haderslev-artiklerne. Artiklerne pålagde præsterne at bekæmpe ’sekter (&) falsk lære’. De nævnte ikke anabaptister direkte, men det stod klart, at enhver, der afviste barnedåben, ikke var velkommen. At lade sig gendøbe var at spotte Helligånden, og præsterne skulle aflægge dette præsteløfte: “Jeg N. sværger…, at jeg hverken åbenbart eller hemmeligt vil vedkende mig, forsvare eller lære nogen sætning af… gendøbernes… vildfarende lære…”.

Christian III’s magtovertagelse i 1536 cementerede den linje. Med Kirkeordinansen af 1537 blev lutherdommen statsreligion, og al afvigelse blev forbudt. Kort efter indførte kongen censur. Ingen bog måtte trykkes uden kongelig tilladelse, og skrifter, der afveg fra den lutherske lære, blev bandlyst.

Forvist, fængslet og henrettet

Tårnet af Sankt Lamberti-kirken i Münster i Nordtyskland. Efter døbernes ledere blev henrettet i 1535, blev deres lig hængt op i tårnet i de tre bure over uret. Da tårnet blev fornyet i 1887, blev burene erstattet med nye – og de hænger der stadig til skræk og advarsel.

I årene 1553-1555 udsendte Christian III forordninger imod anabaptisterne, der forbød dem at opholde sig i Danmark. Myndighederne blev instrueret om at afhøre alle fremmede om deres tro, og ingen måtte slå sig ned uden at bekræfte, at de forkastede deres tidligere anskuelser. Gendøbere blev forfulgt, og der blev indført forbud mod enhver forståelse og udførelse af sakramenter, der afveg fra den nye lutherske kongekirkes opfattelse.

Den danske forfølgelse var en del af en større europæisk tendens. Efter Münster-oprøret (1534-1535), hvor anabaptister kortvarigt tog magten i den tyske by Münster, blev anabaptister i hele Europa mødt med brutal undertrykkelse, herunder også i Danmark. Det endelige søm i kisten for døberne i Danmark blev Fremmedartiklerne, som Frederik II indførte i 1569. Hermed blev Christian III’s tanker stadfæstet: Anabaptister skulle forhøres ud fra 25 artikler inden for de første dage efter deres ankomst.

Døbernes reformation blev slået ned.

Døbernes reformation blev slået ned. Men deres idéer levede videre, og i løbet af de næste 300 år kom flere bølger af døbere, som magthaverne igen måtte forholde sig til. På samme måde som det danske samfund i dag hele tiden skal forholde sig til nye religiøse strømninger og tendenser. Spørgsmålet er, om vi er blevet klogere, eller om vi fortsat har vanskeligt ved at tolerere det, vi ikke kender?