Formandstalen 2024

Sidste år på vores Landskonference varslede den nyvalgte ledelse, at vi ville indlede en undersøgelsesproces vedrørende fremtiden for vores kirkesamfund. Ledelsen var tyvstartet lidt og havde identificeret fire bekymrings-punkter, som vi ville tage udgangspunkt i:

1. Støtte og forventning til menighedernes udvikling og mission
2. Udrustning af præster og lægfolk
3. Oprustning af børne- og ungdomsarbejdet – herunder K-klassen
4. Arbejdet med BaptistKirkens organisation og struktur

Vi vidste også, at vi sammen med disse punkter ville komme til at bruge tid på nogle mere overordnede drøftelser om kirkesamfundets kultur og sammenhængskraft. Vi oplever, at vi ikke kun har nogle praktiske og strukturelle udfordringer, men også driver fra hinanden som fællesskab.

I starten af arbejdet talte ledelsen meget proces. Hvordan kan vi inddrage hele kirkesamfundet? At drøfte proces kan godt for nogen af jer virke lidt langhåret – lad os da komme til substansen og løsningerne – men i en mere grundlæggende ændringsproces er det en meget vigtig drøftelse. Særligt i vores situation, hvor vi er spredt ud over hele landet i mange grupperinger, er det en stor udfordring, at alle føler sig både hørt og inddraget.

Dirigenterne Preben Andersen og Ole Broholm Andersen (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Ledelsen ville gerne undgå møder, hvor vi skriver alle dårligdommene på en tavle og alle løsningerne på en anden – og så går ledelsen hjem og koger noget sammen på det. Sådan en proces kan være velfungerende ved mindre og mere veldefinerede udfordringer end vores – det dur bare ikke her, fordi alt for meget aldrig vil komme til drøftelse på denne måde. Ledelsen vil gerne grave dybere og prøve at få skitseret nogle forskellige veje at betræde for os alle, for at være kirke i vores tid. Til gengæld skal vi heller ikke rulle en samlet plan ud for jer ligesom Egon Olsen – I ved timet og tilrettelagt. De har, som vi alle ved, sjældent virket, og der er ret mange ændringsprocesser, som er døde af, at ledelser af både organisationer og foreninger har troet, at de havde fundet de vises sten.

Så vi har som ledelse under Helligåndens vejledning ønsket at lægge os lidt midt imellem. Vi vil gerne anvise muligheder, værdier, retning og løsninger, men vi har ikke truffet nogle endelige beslutninger – de spor, vi skal følge ligger i samarbejdet med BaptistKirkens menigheder ved synoden i 25.

Det er ikke verdens nemmeste sted at befinde sig – så jeg håber, at I ikke oplever de manglende planer som frustrerende, men som en ledelse, som ønsker både inddragelse og medbestemmelse fra menighederne. Vi lægger rammerne og nogle guidelines, som kan styre drøftelserne. Beslutningerne, dem er vi fælles om.

Vi har i ledelsen gennem det forløbne år talt med rigtig mange mennesker både fra vores eget kirkesamfund og med nogen udenfor, og jeg vil, inden jeg går videre, gerne takke alle jer, som kom, da vi kaldte. Vi har oplevet en stor beredvillighed til at bidrage, og det er vi meget taknemmelige for.

Nu er det ikke, fordi vi kun har svævet over vandene, så nu vender jeg lige tilbage til de fire fokuspunkter, som jeg startede med:

Støtte og forventning til menighedernes udvikling og mission

Der er ingen tvivl om, at BaptistKirken har menigheder, som er nødlidende. Menigheder, som er små med stigende aldersgennemsnit og for få menneskelige ressourcer. Det er ikke lige et Quick-fix, at ordne det, men løsningen vil alligevel altid være samarbejde lokalt eller regionalt. Når vi taler om samarbejde, så ender det tit med en diskussion om fusion med en nabomenighed, og der er store følelser i sådan en beslutning. Det behøver ikke være en fusion – et lokalt samarbejde kan være struktureret på – ja 100 forskellige måder med både et fastere eller løsere samarbejde, hvor definerede opgaver løses i fællesskab. Ledelsen vil ikke her fra denne proces give hverken én eller flere faste modeller. Vi vil i stedet tilbyde at være med i processen om at skabe et lokalt samarbejde. Og vi vil altså gerne inddrages, mens det stadig er muligt. Det er lidt trist først at blive inddraget, når menigheden kun har lukning som mulighed. Kald derfor gerne på os før.

Vi vil til gengæld gerne introducere et nyt tiltag. Ledelsen vil håbe, at alle menigheder over en kort årrække laver aftale med en mentor eller vejleder. Vi ved, at nogle menigheder allerede har en mentor med stor succes. Mentoren kan udefra se ind i menigheden og give råd om arbejdet, som vi måske ikke kan se lokalt. Mentoren kan også sætte et spot på både udviklingspotentiale og usunde kulturer i menigheden. Ledelsen er gået foran og har fra august Jacob Viftrup fra Apostolsk Kirke og Charlotte Thaarup fra Metodistkirken med som vejledere i den fortløbende proces.

Formand Vibeke Dalsgaard taler (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Udrustning af præster og lægfolk

BaptistKirkens ledelse ønsker at knytte vores præster tættere til kirkesamfundet og være mere aktive i deres tjeneste og udrustning. Vi er en lægmandsbevægelse, men de præster, vi ansætter, bliver ofte kulturbærere i menigheden. Der er også andre kulturbærere i et kirkesamfund som vores, men præsterne er det også. Vi modtager i disse år præster, som er rundet af mange forskellige traditioner. De skal modtages med stor glæde, men det kræver et større arbejde fra både menigheder og kirkesamfund. Vi vil derfor gerne nationalt tilbyde en præstepakke til nyansatte præster. Ikke et færdigt koncept, for der er en verden til forskel på en præst med mange år i tjenesten i et andet kirkesamfund og en nyudsprungen teolog uden væsentlig præsteerfaring. Vi vil via generalsekretæren gerne møde nye præster med støtte og opbakning og sammen med dem og menigheden lægge en uddannelsesplan for de første år. Vi vil i øvrigt også gerne inddrages inden ansættelsen, hvis menighederne ønsker det.

Ledelsen finder også, at det er vigtigt at kunne anvise og rådgive om efteruddannelse af præster senere i deres ansættelse, da vi finder, at præstegerningen kræver en stadig udvikling og dygtiggørelse. Her vil vi også gerne være medspillere for både præst og menighedsråd.

Ledelsen har også talt ordination af vores præster. Ikke ordination i den traditionelle forstand, men en anerkendelse nationalt af, at de står i vores kirkesamfunds tjeneste. En national anerkendelse betyder, at BaptistKirken og præsterne gensidigt og indbyrdes har ansvar for hinanden.

Vi må med sorg konstatere, at SCMT – Studiecenter for menighedsbaseret teologi – som er et lærested for kommende præster, lukker. BaptistKirken var for seks år siden en af de Founding Fathers eller Mothers til det projekt, og vi har støttet det helhjertet siden, men flere af de andre baggrundskirker har nu trukket sig. Vi må derfor i vores eget kirkesamfund finde en måde at støtte studerende, som ønsker at blive præster.

Ledelsen har derfor ønsket, at vores nye generalsekretær i højere grad bliver præsternes præst. Det betyder ikke, at vedkommende ikke står til rådighed for menighederne, men fordi vi oplever, at et usammenhængende præstekollegium giver en splittet kirke. Vi har brug for en samlet kirke til mission i en splittet verden.

Vedrørende udrustning af lægfolk kan jeg kort sige, at her står vi med en kæmpe succes. BASIS, som Lasse Åbom har drevet, kan kun betegnes som en tordnende succes. Her bliver der efterspurgt mere, og vi vil fra kirkesamfundet kun støtte op om det – fuldtonet. Så vi overvejer nu overbygningskurser og undervisning af menighedsråd i deres arbejde – i BASIS-regi.

Oprustning af børne- og ungdomsarbejdet – herunder K-klassen

Der sker nogle gange noget, mens ledelsen drøfter udfordringerne. Vi startede med en udfordring om måske at lave et nationalt tiltag omkring K-klasser, men blev hurtigt klar over, at der faktisk foregår mange fine ting rundt omkring i vores kirkesamfund. Ledelsen er derfor overbevist om, at vi ikke skal gøre noget på dette felt men i stedet gøre det synligt, hvilke tilbud som eksisterer. Hvis menigheder har meget få unge teenagere, kan de herefter tilmeldes de eksisterende tilbud.

Derudover arbejder vi kontinuerligt på et godt samarbejde med BBU og spejderne. De unge er kirkens fremtid, så vi vil til stadighed arbejde på at støtte og hjælpe vores ungdomsorganisationer mest muligt.

Arbejdet med BaptistKirkens organisation og struktur har vi henlagt til efter synoden. Alt for mange ændringsforsøg kuldsejler, fordi man foregriber mulige løsninger. Administration og struktur skal derfor afvente, hvad vi i fællesskab beslutter i 2025. Det koster lidt, men det giver til gengæld ro til at tale og handle uden pres.

Dog er der et organisatorisk punkt, som vi har givet lidt ekstra opmærksomhed – samarbejdet med vores chin-menigheder. Fokus på dette arbejde startede mange år tilbage og vi forsøger en stadig udbygning. Chin Chin, som er ansat i en kvotestilling, yder en kæmpe hjælp, så også tak for det.

Igennem de nævnte tematiske drøftelser er vi ofte endt i en mere generel samtale om vores kirkesamfunds sammenhængskraft. BaptistKirkens menigheder er meget forskellige. Det kommer helt grundlæggende fra den arv, vi bærer med os om, at enhver kan og må tolke den hellige skrift – gerne sammen og under Helligåndens vejledning. Vi har ikke nogen, som har en særlig stilling her, selv om vi selvfølgelig må erkende, at et årelangt teologistudium gør, at vi andre ofte med stor glæde lytter og lærer, inden vi selv tager stilling til teologiske emner.

BaptistKirken har menigheder, som med stor glæde synger de gamle salmer og hvor orglet bruser hver søndag – og vi har menigheder, som finder dem totalt utidssvarende og har erstattet orglet med rytmiske instrumenter. BaptistKirken har menigheder, som praktiserer optagelse ved dåb og overført og åbent medlemskab. Vi har menigheder, som gennem moden beslutning vier homoseksuelle, og menigheder som gennem en lige så moden beslutning ikke gør.

Når jeg nævner det, så får jeg nogle gange spørgsmålet – kan alle være med i BaptistKirken? Har vi bare slået dørene op på vid gab for alt, der kan krybe og gå? Nej det har vi ikke! Jeg vil se med stor forståelse og glæde på mennesker og menigheder, som søger BaptistKirken, netop fordi vi har højt til loftet og vidt til væggene, men vi vedtog sidste år otte teser. Jeg har erfaret, at nogen synes, at den proces var spild af tid. Jeg er grundlæggende uenig! Lige der ligger det, som er kernepunkterne for vores trossamfund. Vi har derigennem en solid fundats, som vi står på i fællesskab. Hvis I tænker – hvad var det nu vi vedtog? – så gå hjem og læs dem. Bedre kan det ikke siges.

I denne fundats – denne klippegrund, som vi står på – står der også beskrevet:
Derfor lytter vi til hinanden og respekterer indbyrdes forskelle.

De europæiske baptister formulerede i 1993 et dokument – Hvad er Baptister? Som blev udgivet i et lille hæfte – Noget godt i ryggen – hvor samme tema beskrives sådan: Det er vigtigt for os, at samvittighedsfriheden bevares, hvorfor vi også accepterer de forskelle, der er inden for vore egne rækker.

Landskonference 1 (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Hvis vi skal være et levende, attraktivt og godt sted for mennesker at finde Jesus Kristus – og det er vores formål – så skal vi gøre det sammen. Og hvis vi skal gøre det sammen, så skal vi både tale og arbejde langt mere sammen, end vi gør i dag. Vi skal tale sammen i menighederne, mellem menigheder lokalt og regionalt. Præsterne i vores kirkesamfund skal også både samtale og samarbejde langt mere, end vi oplever i dag, fordi de er bærere af både menighedens og kirkens kultur. Vi vil fra kirkesamfundet både give rammer og facilitere samtalerne, men de står og falder med, at I alle ønsker at deltage i dem.

Vi må gerne tale om det, vi er uenige om. Det er usundt at feje tingene ind under gulvtæppet og vi er i ledelsen helt opmærksomme på, at fx vielse af homoseksuelle er et meget omstridt emne – igen. Ikke kun i vores kirkesamfund men i alle. Det skal vi bestemt tale om. Vi skal også huske at tale om det, vi er enige om, og sammen finde veje til at være kirke for mennesker i vores tid.

Det vil ikke være sådan, at BaptistKirken udstikker én vej at gå for den fremtidige kirke. Vi finder ikke pludselig på, at man fx skal vie homoseksuelle par, eller at man ikke må vie dem. Det ligger hos den enkelte præst og menighed og er en samvittighedssag. Vi opfordrer til, at der tales om det og mange andre ting i åbenhed og kærlighed – og derigennem finder en løsning, som derefter skal respekteres af resten af kirkesamfundet. Vi hjælper gerne til, hvis der er brug for det.

Der, hvor kæden hopper af, er de tilfælde, hvor præster og menigheder holder op med at respektere indbyrdes forskelle. Der, hvor samtalen stopper, fordi dem på den anden side af hækken gør tingene anderledes end os eller mener noget andet end os. Når og hvis det sker, så har vi glemt vores egentlige formål. Så har vi glemt, at en kirke og menighed ikke er en lukket klub for de rigtige meninger, men et missionalt fællesskab, som gennem samarbejde med hinanden skal række ud til verden.

Vi går nu ind i en lytte- og samtale proces. Strukturen for det bliver gennemgået senere. Jeg håber, der vil blive god tilslutning, for mit skrækscenarium er ikke, at vi bliver uenige. Uenighed, hvor vi taler med hinanden med respekt, er både befordrende for udvikling og samarbejde. Jeg er langt mere bange for manglende engagement. Hvis enkeltpersoner og menigheder trækker sig ud af drøftelserne fordi ”det bliver nok alligevel noget, som jeg ikke kan lide”, eller ”de har nok bestemt det hele på forhånd”, så smuldrer processen, og så fortsætter BaptistKirken i den nedadgående rille, som vi har set gennem de sidste år. Så mit håb er, at vi tror på hinandens intentioner og ledelsens intentioner er, at det her laver vi i fællesskab.