Lyt til artiklen:

En mor fra Eritrea har brug for hjælp. Hendes barn er født i Danmark, men før hun kan søge om opholdstilladelse til det, skal hun dokumentere, at hun har forældremyndigheden alene. Det er vanskeligt, når barnets far bor i England.

I Baptistkirken i Odense hjælper Mogens Andersen og Torsten Wendel-Hansen hver torsdag mennesker, der har svært ved at finde vej gennem det digitale Danmark. Arbejdet er en del af en omfattende social indsats i menigheden, som spænder fra myndighedshjælp og sprogtræning til julehjælp, familiearrangementer og ture til Legoland.

Mogens Andersen (tv.) og Torsten Wendel-Hansen (th.) hjælper med at finde vej i “SystemDanmark” (Foto: Privat)

Torsten fortæller begejstret om den torsdag i kirkens café på Klosterbakken, hvor han hjalp kvinden fra Eritrea:

”Der var jo en formular på Familieretshuset, som vi kunne sende ind. Den udfyldte vi sammen. Men systemet fungerer sådan, at der automatisk genereres et brev, som sendes til modparten, til faren – på hans gamle danske adresse,” fortæller han.

Det lykkedes at få dokumentet underskrevet af faren i England.

”Vi fik det igennem fra Familieretshuset. Så var der papir på, at hun havde forældremyndigheden alene og kunne ansøge om opholdstilladelse til barnet. Der var hun jo rigtig glad,” siger Torsten.

Hjælp gennem det digitale Danmark

Når Torsten og Mogens tager fat på arbejdet torsdag eftermiddag, møder de mange forskellige udfordringer. De hjælper med at læse og forstå breve fra kommunen og andre myndigheder, forny pas og opholdskort, finde dokumenter til ansøgninger om familiesammenføring, undersøge mulighederne for at klage over afgørelser og finde rundt i skattesystemet.

Cafégæster er især mennesker med eritreisk baggrund. De kommer for at få hjælp til de praktiske og digitale problemer, der opstår i mødet med det danske samfund.

”I vores digitaliserede samfund skal du jo lave alt digitalt. Du kan ikke gå på Borgerservice og snakke med en person mere. Du skal lave det hele på nettet, og det kan de bare ikke finde ud af,” siger Mogens .

Middag efter turen til Legoland (Foto: Privat)

Sagerne ligner løg! Det problem, en person kommer ind ad døren med, er ofte kun det yderste lag. Mogens og Torsten må skrælle sig gennem breve, blanketter og myndighedskrav, før de når ind til sagens kerne. Sådan er det i historien fra begyndelsen, hvor en ansøgning om opholdstilladelse først kræver en afgørelse om forældremyndighed.

Torsten og Mogens er ikke professionelle rådgivere. De hjælper med at læse og forstå brevene, finde relevante oplysninger og formularer og finde ud af den digitale kommunikation.

Begyndte med et spørgsmål til kommunen

Det sociale arbejde har altid fyldt meget i Baptistkirken i Odense. Mogens fortæller om ”Mandemøder” for udsatte mænd, allerede da han kom til Odense i 1958. I 1980’erne så den første café dagens lys, og i 2014 blev Foreningen Klosterbakken etableret.

Allerede inden foreningens første aktiviteter blev planlagt, kontaktede initiativtagerne Odense Kommune.

”Vi sagde til dem: Vi har tænkt os at starte noget socialt arbejde op i Odense. Hvis vi skulle gøre det, hvilke opgaver tænker I så, at vi kunne tage fat i?” fortæller Mogens.

Kommunen havde mange gode ideer! En af dem handlede om børn, der ikke kom på ferie, og hvis liv var fattige på oplevelser.

Det blev begyndelsen på de årlige ture til Legoland for familier, som ellers ikke havde økonomi til den slags oplevelser.

Gennem et samarbejde med Kirkernes Integrations Tjeneste (KIT) fik foreningen senere kontakt med flygtninge fra Eritrea. Det sociale arbejde ændrede karakter. Der var fortsat behov for at lære dansk, men også behov for hjælp til at forstå det danske samfunds mange systemer.

Legoland er bare sjovt! (Foto: Privat)

Foreningen Klosterbakken

Mogens Andersen er formand for Foreningen Klosterbakken, der danner ramme om en del af menighedens sociale arbejde.

Foreningsformen blev oprindelig valgt for at få flere muligheder for at søge økonomisk støtte til arbejdet.

Foreningens aktiviteter, som modtager kommunal eller anden offentlig støtte, indeholder hverken forkyndelse eller andagt.

For Mogens betyder opdelingen mellem foreningens og menighedens aktiviteter ikke, at troen er uden betydning. Tværtimod er troen selve motivationen for arbejdet.

Glade børn – glade forældre efter tur i Legoland (Foto: Privat)

Forskellige behov – forskellige tilbud

Torsdagscaféen er kun én del af Foreningen Klosterbakkens sociale arbejde.

Foreningen hjælper også mennesker i akut økonomisk nød med hjælpepakker eller gavekort. Nogle modtagere finder foreningen selv. Andre henvises af sociale organisationer. Det handler måske om voldsramte kvinder eller mænd, som efter en skilsmisse er havnet i økonomisk og social krise.

Omkring jul uddeler foreningen hjælp til 50–60 familier. Mogens fortæller, at hjælpen de senere år har bestået af et gavekort til juleindkøb og Lego-pakker til børnene.

Café Klosterbakken er også en del af foreningen. Caféen fungerer som et fristed med billig kaffe, hjemmebagt kage, aviser og adgang til internettet. Frivillige står for vagterne og bager kagerne.

Onsdagstræf menighedens tilbud til især ældre – både menighedens medlemmer og andre interesserede – til foredrag, kaffe, fællesskab, sang og andagt.

Fællesskab på Klosterbakken (Foto: Privat)

Menigheden møder også familier, der mangler fællesskab og oplevelser, med tilbud om fællesspisning, socialt samvær, sommerfest og aktiviteter for børn og forældre. Arrangementerne samler 40–60 mennesker. Blandt gæsterne er der mange familier, der ikke har deres daglige gang i kirken.

Foreningens og menighedens sociale aktiviteter spænder vidt. Det ser Mogens som udtryk for den samme grundlæggende forståelse af kirkens opgave: at møde mennesker, der hvor de er.

Tro, der bliver omsat til handling

Foreningen Klosterbakkens sociale aktiviteter bygger på et kristent værdigrundlag. Men hverken hjælpen om torsdagen eller kaffen i Café Klosterbakken er betinget af, at modtagerne deltager i gudstjenester eller deler Baptistkirkens teologi.

Mange af de eritreere, der kommer, er ortodokse kristne. Andre brugere kan have en anden religion eller slet ingen religiøs tilknytning overhovedet.

“Vi skal forkynde evangeliet, og vi skal demonstrere evangeliet. Det nytter ikke noget, at vi forkynder evangeliet bare med ord, hvis vi ikke også gør det i gerning. Og jeg ser det sociale arbejde som noget, vi gør i gerning,” siger Mogens.

Det er løn i sig selv

Torsten var knap nok gået på efterløn i 2009, før han blev engageret i det sociale arbejde. Gennem årene har han fået en betydelig praktisk erfaring i at hjælpe mennesker med at færdes i ”Systemdanmark”.

Torsten hjælper i Torsdagscafeen (Foto: Privat)

Han gør ikke stort væsen af indsatsen:

”Jeg kan godt lide at gøre noget for andre. Jeg kan se, at jeg kan hjælpe dem. Det synes jeg bare er løn i sig selv,” siger han.

Men det omfattende arbejde rummer også en sårbarhed.

Mogens fortæller, at Café Klosterbakken samler en stor gruppe af frivillige cafévagter og kagebagere: Måske er 20–25 mennesker på den ene eller anden måde engageret dér. Ikke alle er medlemmer af menigheden.

Men resten af foreningens arbejde er båret af en langt mindre gruppe. Foreningens bestyrelse har i store træk været den samme siden begyndelsen. Myndighedshjælpen om torsdagen afhænger i høj grad af den viden og erfaring, Mogens og Torsten har opbygget.

Mogens og Torsten glæder sig over, at menighedens nye præst, Sambuh Langle, engagerer sig i det sociale arbejde. De håber, at flere yngre – både danske og nydanske – med tiden vil tage del i det.

For erfaringen kan gives videre, men nogen skal være parat til at tage imod den.

”Det er især Torsten og mig, som trækker det store læs. Og det er en udfordring, fordi vi bliver gamle. Hvad så? Hvor længe kan vi blive ved?” siger Mogens.

Det spørgsmål har Foreningen Klosterbakken endnu ikke et svar på.

Relateret

• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 08. jan. 2026 - Vise fra Østerland
• 06. jan. 2026 - Den sidste gudstjeneste i Karmelkirken: ”Gå efter lyset!”
• 23. sep. 2025 - Båret af et stærkt kald: Sambuh Langle er ny præst i Odense
• 25. apr. 2025 - Socialt arbejde giver værdighed og tro – et måltid ad gangen

Find flere

Nu er så Styrelsen for Samfundssikkerhed og Psykiatrifonden kommet med syv konkrete råd til at styrke den mentale trivsel i en urolig verden, hvor krig, naturkatastrofer og ulykker fylder. De er relevante – også i kirkelige sammenhænge. De falder i god tråd med et sundt kristenliv – hvor Jesus har sin plads!

De lyder:

• Accepter bekymringer og begræns dem
• Ret opmærksomheden mod det, du kan påvirke
• Hold fast i rutiner, søvn, kost og motion
• Begræns nyhedsstrømmen
• Plej dine relationer
• Gør noget, der giver mening
• Vær god ved dig selv

Hvor er Jesus i din mentale og åndelige oprustning?

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 10. sep. 2026 - Om kykloper og andre myter
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb
• 27. aug. 2026 - Religionens rolle
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud

Find flere

Foran supermarkedernes bugnende hylder er det meget let at komme til at tage maden for givet. Maden ligger der jo i overflod, og vi skal bare vælge.

Tegn på Guds kærlighed

Varerne i supermarkedet og brødet på vores bord kommer ikke af sig selv. Mennesker har arbejdet for at frembringe det, og vi har selv arbejdet for at betale det. Vi har altså medvirket, men det blev kun til noget, fordi Gud skaber og giver vækst.  Det gror kun, fordi Gud skaber. Hvert eneste korn, der sætter aks, og hvert træ, der bugner af frugt, er resultatet af Guds skaberevne og -vilje.

Maden på tallerkenen er tegn på Guds kærlighed. Dagligt strømmer Guds kærlighed til os, og vi oplever, at Gud har omsorg for os og sørger for os. Vi er ikke ladt i stikken midt i skaberværket, men Gud sørger for os.

Der er god grund til at takke for høsten.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 10. sep. 2026 - Om kykloper og andre myter
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb
• 27. aug. 2026 - Religionens rolle
• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder

Find flere

Lyt til artiklen:

“Det største er, at de selv finder ud af: Jeg har værdi. Jeg er noget værd. Jeg må godt stå op for mig selv, tro på mig selv og skabe et liv for mig selv,” fortæller Iben Kragh Nørlund om projektet Abana b’Agaciro, ”Børn med værdighed”.

Iben er en del af YEGO-teamet. Hun fortæller engageret om det nye projekt i Rwanda, der startede den 1. september 2026. Projektet skal støtte forældreløse børn og unge gennem fællesskab, traumeheling, spare- og lånegrupper og praktisk træning.

Kort sagt handler projektet om, at børnene og de unge opdager, at de har værdi – i Guds øjne, i andres øjne og i deres egne.

Fotos fra ”Abana B’imana” – Børn af Gud – projektet i 2024 (Foto: Yego)

AEBR Youth pegede på behovet

Abana b’Agaciro bygger videre på YEGO og partnerorganisationen AEBR Youths erfaringer fra et pilotprojekt, der undersøgte forældreløse børns livsvilkår.

“Vi spørger altid vores partner, hvad behovet er, og hvilken målgruppe de ser. Det er ofte – hvis ikke altid – dem, der finder målgruppen og projektets formål,” siger Iben.

Tilbagemeldingen fra AEBR Youth var, at kirken og lokale fællesskaber fortsat burde hjælpe forældreløse børn. Projektet er ikke bygget på en fiks idé født ved et skrivebord i Danmark, men på lokale erfaringer fra unge i Rwanda, der ser behovet i deres hverdag.

Livet som forældreløst barn i Rwanda er udfordrende. Det er ikke kun fraværet af forældre, der belaster barnet. Mangel på netværk og tryghed tærer også. Forældreløse børn kan stå med flere udfordringer på én gang: sorg og traumer, usikker skolegang, økonomisk pres og mangel på voksne, der kan støtte dem.

Derfor indeholder YEGOs projekt fællesskab, traumeheling, spare- og lånegrupper og praktisk træning. Ideen er at styrke børnenes færdigheder, relationer og de lokale fællesskaber, der kan bære dem videre.

Følg med!

• Projektets navn: Abana b’Agaciro – ”Børn med værdighed”
• Land: Rwanda
• Partner: AEBR Youth
• Periode: 1. september 2026 – 31. august 2028
• Fokus: forældreløse børn og unge, fællesskab, traumeheling, spare- og lånegrupper, praktisk træning
• Du kan følge YEGOs arbejde og Abana b’Agaciro på Facebook (https://www.facebook.com/yegoprojektet) og på Instagram (https://www.instagram.com/yego_rwanda/).
• Hvis din menighed, spejderkreds, ungdomsgruppe eller et andet fællesskab ønsker besøg af YEGO, så skriv til Iben Kragh Nørlund på iben.kragh@dbs.dk.

Et “ja” til partnerskab

YEGO betyder “ja” på Rwandas sprog, kinyarwanda. For YEGO er det mere end en oversættelse. Det er også et budskab: Ja til relationer på tværs af landegrænser, ja til, at unge tager ansvar – og ja til partnerskab som grundlag for hjælp.

YEGO er et fælles initiativ mellem Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund (BBU) og Danske Baptisters Spejderkorps (DBS). Siden 2010 har samarbejdet med AEBR Youth styrket unges rettigheder, medborgerskab, frivillighed og ledelse i Rwanda.

Derfor er Abana b’Agaciro også et partnerskab mellem ligeværdige partnere. Unge i Danmark og Rwanda lærer hinanden at kende, deler erfaringer og arbejder sammen for, at forældreløse børn får mulighed for at tage ansvar i deres eget liv og lokalsamfund.

Færdigheder, selvværd og heling

Iben peger på, at YEGO og AEBR Youth gennem årene har arbejdet med flere målgrupper og projekter. Men projekterne er bygget på samme grund:

Fotos fra ”Abana B’imana” – Børn af Gud – projektet i 2024 (Foto: Yego)

“Vi har tit tre ben. Der skal være noget praktisk, deltagerne skal lære. De skal have nogle færdigheder, så de kan få et job, få en indkomst og skabe noget for sig selv. Så skal de have tro på sig selv, selvværd og selvledelse. Og så er der ofte traumeheling, fordi mange har været udsat for traumatiske oplevelser,” siger hun.

Helheden er vigtig. Praktiske færdigheder giver mulighed for indkomst. Spare- og lånegrupper skaber økonomisk ansvar og fællesskab. Traumeheling giver børn og unge sprog for det, der gør ondt. Og lokale frivillige er med til at skabe netværk, der fortsætter, når projektperioden er slut.

“Det, vi oplever, er, at når vi når hele vejen rundt, så får deltagerne så meget med, at de selv kører projekterne videre bagefter. De tror på sig selv, de har fået et fællesskab, og de har fået nogle praktiske færdigheder,” fortæller Iben.

Kaniner, opsparing og nye muligheder

Pilotprojektet gav YEGO endnu mere erfaring i projektledelse. Men de havde ikke regnet med, at kaniner skulle bidrage til læringen.

“Det er faktisk sjovt med de kaniner,” fortæller Iben og fortsætter grinende: ”Der var faktisk slet ikke bevilget projektmidler til indkøb af kaniner. Men i Rwanda blev der alligevel købt kaniner…”

Fotos fra ”Abana B’imana” – Børn af Gud – projektet i 2024 (Foto: Yego)

Efterfølgende måtte YEGO finansiere kaninindkøbet med indsamlede midler og indtægter fra foredrag rundt om i menighederne.

“Men det viste sig at være et af de vigtigste elementer i hele projektet. Kaninerne gjorde, at børnene fik en følelse af at blive vist tillid. Der var tillid til, at de kunne styre det,” siger Iben.

Deltagerne lærte at passe, fodre og avle kaninerne, så de kunne sælges. Indkomsten blev brugt til mad, tøj og skoleudgifter – og til opsparing i spare- og lånegrupperne.

“De lærer at spare sammen, de hepper på hinanden, og de får et stærkt fællesskab. Lige pludselig får de en følelse af at høre til,” siger Iben.

Bæredygtige fællesskaber

Det er vigtigt for YEGO, at arbejdet fortsætter, når den danske finansiering stopper. Derfor er fællesskaber vigtige, både spare- og lånegrupper og fællesskaber i kirkerne.

“Vi oplever mange, der flere år senere fortæller: For fem år siden var jeg med i et projekt, og nu kører jeg det her projekt for nogen i mit eget lokalsamfund,” fortæller Iben.

Hun peger på, at spare- og lånegrupperne handler om mere end penge. De skaber relationer og giver ansvar til deltagerne.

“De stopper ikke bare og siger: Godt, det var det projekt, nu er hver mand for sig selv. De fortsætter i fællesskaberne med at hjælpe hinanden, spare sammen, låne og skabe udvikling,” siger Iben og fortsætter: “Så bliver det bæredygtigt, selv når vi smutter.”

Fotos fra ”Abana B’imana” – Børn af Gud – projektet i 2024 (Foto: Yego)

Håb kræver heling

Kaniner og spare- og lånegrupper er kun den ene del af projektet. For børn, der har mistet trygge voksne, kræver håb også heling. Derfor handler Abana b’Agaciro også om traumeheling og undervisning i at klare sig i hverdagen.

Børnene bliver hjulpet til at få sprog for det, der gør ondt, og de lærer, hvor man kan søge hjælp. Projektet skal bygge fællesskaber, hvor det er i orden at have det svært, så ingen står alene med sine udfordringer.

Gennem ”Groups of Hope” skal børn og unge møde andre i samme situation, lokale frivillige og kirken som et støttende netværk.

Unge i Danmark skal også lære noget

Abana b’Agaciro har også en dansk side. Den handler om, at unge i Danmark får større udsyn og bliver inspireret til selv at tage ansvar.

“Vi håber altid, at projekter kan være med til at inspirere i Danmark. Man kan blive taknemmelig over det, man selv har, men også inspireret til at være noget for andre,” siger Iben, der fortsætter: “Det behøver ikke være i Rwanda. Det kan også være naboen eller en, man møder nede i Brugsen. At være noget for andre giver værdi både til dem og til en selv.”

YEGO håber at sende unge til Rwanda og invitere unge rwandere til Danmark gennem en ny ungdomslederudveksling. Samtidig planlægger teamet en studietur næste sommer for unge fra BaptistKirken, BBU og DBS.

“Vi håber at invitere unge med ind og få Rwanda helt ind under neglene og ind i hjertet,” siger Iben.

Fotos fra ”Abana B’imana” – Børn af Gud – projektet i 2024 (Foto: Yego)

Følg med! – eller invitér YEGO på besøg

Abana b’Agaciro varer to år, og YEGO deler løbende nyt fra arbejdet i Rwanda. Baptist.dk’s læsere kan følge projektet på YEGO’s Facebook– og Instagram-profiler.

YEGO tager også gerne ud og fortæller om projektet i menigheder og lokale fællesskaber.

“Vi vil gerne komme ud og fortælle om, hvad det er for et land, hvad det er for projekter, og hvad det er for nogle gode mennesker,” siger Iben Kragh Nørlund.

Abana b’Agaciro, børn med værdighed, er meget mere end børn, der får hjælp. Det er børn, der får selvtillid, tro på livet og opdager, at de har værdi – i Guds øjne, i andres øjne og i deres egne.

Læs mere om YEGO på baptist.dk

“Yego-tur til Rwanda”

“Unges engagement i internationalt missionsarbejde”

“YEGO’s ungdomsledere skaber håb for forældreløse børn i Rwanda”

“Håb for udsatte børn i Rwanda”

“Frimodighed, glæde og selvtillid vokser”

Relateret

• 15. aug. 2026 - Vil du læse Bibelen på to år – tag med på Bibelstien!
• 13. aug. 2026 - Deltag i online informationsmøder om forslag til Landskonferencen
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør

Find flere

Debatten afslører, at vi nemt glemmer mytens funktion. Pointen med en myte er nemlig ikke dens historiske korrekthed, men det historien gør ved os, når vi genfortæller, fortolker, kæmper med og prøver at forstå den. En myte fortæller nemlig ikke, hvad der har været sandt engang, men hvad der altid er sandt. På samme måde er det med Bibelens myter og de lignelser, Jesus fortæller. Det giver ingen mening at søge efter den historisk korrekte barmhjertige samaritaner eller opspore Edens Have. Historierne lever, fordi de stadig taler sandt om Gud og hvad det er at være menneske – og der findes andre former for sandhed end den bogstavelige.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 17. sep. 2026 - Det er ikke en selvfølge
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb
• 27. aug. 2026 - Religionens rolle
• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder

Find flere

Lyt til artiklen

Forestil dig, at du er født i New York, har gået i børnehave i Israel og tilbragt dine første skoleår i Mellemøsten. Dine forældre var udsendt, og din barndom blev levet i internationale miljøer med mennesker fra mange kulturer.

Pludselig står du som barn i en helt almindelig folkeskole i en dansk provinsby. Uroen, larmen og den uformelle omgangstone mellem lærere og elever i en dansk folkeskole forvirrer dig.

I dag er du voksen. Du taler dansk, har venner og lever et helt almindeligt liv. Men indeni er du det, forskere kalder en ’skjult immigrant’: du pakker dine minder væk og fortæller sjældent om din farverige fortid.

Du tøver og leder efter ordene, når nogen spørger: ”Hvor kommer du fra?”

Hvad betød forældrenes kald for børnene?

Hvad gør det ved et barn, når forældrenes kald til mission eller international tjeneste betyder lange adskillelser, kostskoleophold og et liv præget af opbrud?

Det er nogle af de spørgsmål, en række danske missionsorganisationer nu ønsker at undersøge nærmere.

På baggrund af norske undersøgelser og Danmissions rapport ’Børn af udsendte’ fra 2025 er seks danske missionsorganisationer og -netværk – blandt dem BaptistKirken i Danmark – gået sammen om en bredere undersøgelse.

Formålet er at få mere viden om, hvordan opvæksten har præget dem – og om der er erfaringer med omsorgssvigt, overgreb eller andre alvorlige hændelser, som organisationerne i dag må forholde sig til og eventuelt tage ansvar for.

Fakta: Ny undersøgelse af børn af udsendte

Undersøgelsen henvender sig til alle myndige børn af tidligere udsendte med relation til de deltagende organisationer – uanset nuværende alder.

Spørgeskemaet åbner for besvarelser 7. september 2026 og er åbent i to måneder.

Bag undersøgelsen står Mission Afrika, Promissio, Brødremenighedens Danske Mission, Operation Mission Danmark, Mosaik – Et netværk af Pinsekirker samt Baptistkirken i Danmark. Dansk Missionsråd har været med til at iværksætte undersøgelsen.

Undersøgelsen skal blandt andet se på:

• kulturtilpasning og ressourcer fra opvæksten i udlandet
• tilknytning og adskillelse fra forældre
• mobning, omsorgssvigt, krænkelser og overgreb
• forholdet mellem forældrerolle og missionskald
• oplevelsen af åndeligt sprogbrug og kristne praksisser
• fysisk og psykisk trivsel i voksenlivet

Hvis undersøgelsen afdækker traumer knyttet til forældrenes udsendelse, vil der være mulighed for et afgrænset psykologforløb med psykologer, der har kompetencer inden for udstationering.

Undersøgelsen varetages af Kompetenceenhed for Udstationerede i CuraVita – Ressourcecenter for sundheds- og omsorgsprofessionelle – med psykolog Maria Techow som projektansvarlig.

Kontaktperson i BaptistKirken:
Sekretær for international mission. Morten Kofoed, Tlf. 3011 2904 / E-mail: morten@baptistkirken.dk

Deltagelse i undersøgelsen finder sted via dette link: https://curavita.dk/kontakt/spoergeskemaundersoegelse-boern-af-udsendte

En barndom mellem kulturer

Børn af udsendte kaldes ofte TCK’ere – Third Culture Kids – eller tredjekulturbørn. De vokser op mellem forældrenes kultur, værtslandenes kultur og en tredje kultur, der opstår imellem dem.

For mange har opvæksten været en gave.

Danmissions rapport fra 2025 bygger på svar fra 55 personer. Her svarer 87 procent, at opvæksten i udlandet har beriget deres liv. Mange har fået globalt udsyn, stærke sprogkompetencer og evne til at bevæge sig mellem kulturer. Rapporten peger også på et højt uddannelsesniveau: 62 procent har en lang videregående uddannelse eller en ph.d. mod 11-13 procent i samme aldersgruppe i befolkningen.

Men rapporten fortæller også en anden historie.

For nogle blev den internationale opvækst forbundet med rodløshed, savn og en oplevelse af, at barnets behov for nærhed og stabilitet måtte vige for forældrenes kald og organisationernes opgave.

Derfor kan spørgsmålet “Hvor kommer du fra?” stadig være svært at svare på for voksne børn af udsendte. Ikke fordi de mangler et pas eller et modersmål, men fordi deres barndom ikke passer ind i én enkel fortælling om hjem, land og tilhørsforhold.

Når adskillelsen sætter sig i kroppen

Et af de alvorlige temaer i Danmissions rapport er adskillelsen fra forældrene.

Ifølge rapporten blev 70 procent af deltagerne sendt på kostskole som børn. De fleste var omkring syv år gamle. For nogle var kostskolen et trygt sted med fællesskab og struktur. For andre blev adskillelsen fra forældrene en erfaring, der satte dybe spor.

Rapporten peger på vanskeligheder med tilknytning senere i livet. Blandt dem, der havde gået på kostskole, kendte op mod 40 procent til at “lukke ned” for sorg, vrede og savn. Derfor bliver adskillelse fra forældre et centralt tema i den nye undersøgelse.

Tavshed, skam og svigt

Danmissions rapport beskriver også erfaringer med mobning, vold og seksuelle overgreb.

35 procent af deltagerne fortæller, at de har oplevet mobning. 14 procent beretter om fysisk vold eller overfald. Seks procent fortæller, at de har været udsat for seksuelle overgreb.

Tallene skal læses med forsigtighed. Rapporten bygger på et begrænset antal besvarelser og kan ikke alene dokumentere forholdene for alle børn af udsendte.

Samtidig peger rapporten på tavsheden som en del af problemet. Flere har båret deres oplevelser alene gennem livet. For nogle har skam gjort det svært at fortælle om overgreb eller svigt. For andre har loyalitet over for forældrenes kald og deres arbejdsgiver været en barriere.

Norge viste, hvad tavshed kan føre til

I Norge har missionærbørns erfaringer allerede ført til offentlig debat, undersøgelser og konkrete ordninger for hjælp og erstatning.

I 2008 udgav Normisjon rapporten ’Barnas plass i misjonshistorien’. Året efter kom den forskningsbaserede IRIS-rapport, som blandt andet viste, at syv procent af de adspurgte havde oplevet seksuelle overgreb under deres opvækst i udlandet.

Siden har norske børn af udsendte organiseret sig i støttegruppen ’Sendt Bort’. I dag har norske missionsorganisationer etableret handlingsplaner og ordninger for læge- og psykologhjælp, og over 137 norske missionærbørn har modtaget 21 millioner norske kroner i økonomisk erstatning.

Norge er ikke Danmark. Men erfaringerne viser, at spørgsmålet ikke kun handler om fortiden. Det handler også om, hvordan organisationerne i dag lytter, undersøger og tager ansvar.

Nu følger Danmark efter

I Danmark har interessen været mere begrænset. Danmission forsøgte allerede i 2009 at gennemføre en undersøgelse, men fik for få besvarelser. Rapporten fra 2025 er derfor et vigtigt skridt, men den bygger på 55 frivillige besvarelser, hvor deltagerne er fundet via Danmissions egne nyhedsbreve. Derfor kan der være tale om såkaldt selektionsbias: at deltagerne ikke nødvendigvis er repræsentative for hele gruppen.

Det kan være svært at finde og kontakte voksne børn af tidligere udsendte. Organisationerne har ikke nødvendigvis opdaterede kontaktoplysninger, og reglerne om persondata sætter også grænser for, hvordan man kan opsøge børn af udsendte.

Det skal undersøgelsen afdække

Den nye danske undersøgelse skal forsøge at give et dækkende billede af børn af udsendtes erfaringer.

Undersøgelsen skal både se på de ressourcer, mange har taget med sig, og på de svigt, overgreb og voldsomme erfaringer, nogle fortæller om.

Et andet tema bliver forholdet mellem forældrerollen og missionskaldet. Hvordan oplevede børnene balancen mellem forældrenes ansvar for familien og deres tjeneste? Og hvordan blev åndeligt sprogbrug, kristne praksisser og tale om kald oplevet – som en ressource, en belastning eller begge dele?

Undersøgelsen skal også se på livssituationen i dag: fysisk og psykisk trivsel, angst, depression og beskæftigelse.

Hvis undersøgelsen afdækker særlige traumer, der er knyttet til forældrenes udsendelse, vil der være mulighed for at tilbyde et afgrænset psykologforløb med psykologer, som har kompetencer inden for udstationering.

Læs flere detaljer om undersøgelsen i faktaboksen.

BaptistKirken genkender erfaringerne

I forbindelse med 100-året for BaptistKirkens engagement i Rwanda og Burundi i 2028 er en række børn af tidligere udsendte blevet interviewet. Også her spænder børnenes erfaringer vidt: fra glæde over livet i Afrika til oplevelser af svigt og brud med familien.

Morten Kofoed, sekretær for International Mission i BaptistKirken, siger:
”Det er blandt andet jubilæumsudvalgets interviews, der har fået BaptistKirken til at engagere sig i undersøgelsen. Men det er udfordrende, for vi har hverken oversigter over eller kontaktinformationer til børn af BaptistKirkens udsendte. Vi skal også være sikre på at overholde persondatareglerne.”

Det er for sent at ændre fortiden. Men den nye undersøgelse kan give voksne børn af udsendte mulighed for at blive hørt – og for at få anerkendt de sår, nogle har båret med sig siden barndommen.

Baptist.dk vil følge resultaterne af undersøgelsen – og det mulige opgør med fortiden, der kan følge efter.

Relateret

• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”
• 29. dec. 2025 - ”Vi skal være en kirke med fokus på det enkelte menneske”
• 29. dec. 2025 - ”Det gælder om at skabe en ramme, flest muligt kan se sig selv i”

Find flere

Alting forandrer sig. Det, der blomstrer i dag, kan visne i morgen. Også vores liv rummer forskellige årstider – glæde og sorg, begyndelser og afslutninger.

Men midt i alt det, der forandrer sig, er der noget, som ikke forandrer sig: Guds kærlighed.

Solen kan gå tidligere ned, og natten kan blive længere, men Guds omsorg ændrer sig ikke!

Derfor er efteråret ikke kun en tid til at sige farvel. Det kan også være en tid til at håbe. For julens lys fra Betlehem forsvinder aldrig, og korset på Golgata blev ikke afslutningen. Jesus brød gennem døden og åbnede vejen til livet.

Så når meget omkring os visner og falder, må vi holde fast i troen. For Gud lover os en evig vår.

Livet er stærkere end døden, og håbet er stærkere end mørket.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 17. sep. 2026 - Det er ikke en selvfølge
• 10. sep. 2026 - Om kykloper og andre myter
• 27. aug. 2026 - Religionens rolle
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud

Find flere

Lyt til artiklen:

Se videoen “”Festgudstjeneste i Vejle Baptistkirke”

Baptist.dk’s videograf Bent L. Hansen havde også taget turen til Vejle. Det er blevet til en video på BaptistKirkens Youtube-kanal med titlen ”Festgudstjeneste i Vejle Baptistkirke”. Tjek ind og oplev stemningen! Du er et enkelt klik fra en god oplevelse – se videoen her

Der er festgudstjeneste i Vejle Baptistkirke. De ukrainske sangere og musikere fra Youth Life har øvet sig på danske lovsange. Det går fint, og de er tydeligt glade for at bidrage til menighedens fest. Men da vi begynder på ”Ingen er som du” er musikken og menigheden ikke enige om melodien. I andre sammenhænge ville stemningen måske blive lidt anspændt – men ikke i Vejle.

Menighedens formand, Jan Andreasen, griber mikrofonen og undskylder over for musikerne, at han ikke har fået styr på melodien. Mødeleder Michael Andersen får mikrofonen og synger for, og musikerne falder ind på den nye melodi. Alle smiler, og temperaturen i fællesskabet stiger et par grader. Omkring 50 mennesker er samlet til festgudstjenesten denne søndag.

Lovsangsgruppen fra ukrainske Youth Life (Foto: Henrik Andersen)

Vejle Baptistkirke har inviteret til fest. Menigheden fejrer, at den er blevet selvstændig og en del af BaptistKirken. Bag invitationen gemmer sig en historie om et fællesskab, der begyndte med 18 mennesker i et privat hjem. Siden er mennesker med vidt forskellig baggrund kommet til – ikke mindst en voksende gruppe ukrainere.

Fra begyndelsen har ønsket været at bygge et fællesskab, hvor mennesker bliver set, budt velkommen og deler livet med hinanden.

Vejle Baptistkirkes formand, Jan Andreasen (Foto: Henrik Andersen)

Vi deler liv med hinanden

For Jan Andreasen er Vejle Baptistkirke meget mere end søndagens gudstjeneste. Menigheden skal være et fællesskab, der åbner sig mod verden:
”Vi sikrer os, at alle kommer ind og får en kærlig modtagelse, ikke bare første gang, men både anden, tredje og fjerde gang, de kommer,” fortæller Jan. Så bruger han en formulering, der går igen i mange andre samtaler med menighedens medlemmer:
”Vi deler liv med hinanden.”

At dele liv betyder praktisk handling i Vejle. Menighedens medlemmer møder hinanden til fællesspisning, bibelstudier og sociale arrangementer. Nogle gange går de i biografen sammen. Aktiviteterne er forskellige, men for Jan er pointen den samme: De giver anledning til at dele mere end søndagens gudstjeneste.

Det genkender Michael Andersen. Han fortæller begejstret om at tilbringe en hel menighedsweekend sammen. Der var både bibelstudier og udflugt, men for Michael var den store oplevelse at have tid sammen uden for kirkens rammer:
”Du lærer mennesker at kende på en helt anden måde,” siger han.

Mødeleder på festdagen, Michael Andersen (Foto: Henrik Andersen)

Michael fortæller om den positive forskel, det gør for fællesskabet, når man virkelig kender hinanden:
”Når vi mødes hernede, så er det et kram og et: Hej, hvor er det dejligt at se dig. Du bliver set.”

I gudstjenesten synger vi ’O store Gud’. Menighedens præst Henrik Søndergaard akkompagnerer på guitar. Der skal ikke mere til denne søndag formiddag. En guitar og menighedens stemmer.

Ukrainerne i Youth Life

Youth Life er den ukrainsktalende del af Vejle Baptistkirke og udgør i dag en stor del af menigheden. Jan Andreasen husker, at en gruppe på syv-otte unge ukrainere dukkede op i den tidligere kirke på Islandsvej. De spurgte, om de måtte synge en sang på ukrainsk. Det var de selvfølgelig velkomne til. Da de begyndte at synge, skete der noget mærkeligt: Den danske del af menigheden kendte sangen.
”Så hele menigheden sang, vi sang på dansk, og de sang på ukrainsk,” fortæller Jan. Oplevelsen blev begyndelsen på et samarbejde, hvor Youth Life holder gudstjeneste på ukrainsk og bruger kirken side om side med den danske del af menigheden.

Henrik Søndergaard akkompagnerer salmesangen på guitar (Foto: Henrik Andersen)

Michael Andersen husker også den første tid. Først var de ganske få. Siden voksede de ud af lokalerne på Islandsvej. Især de unges energi og børnene, der leger rundt om i kirken, glæder ham:
”Man bliver simpelthen glad helt ind i hjertet,” siger han.

For Michael er det afgørende ikke, om man taler dansk eller ukrainsk:
”Vi mødes om én ting. Det er Jesus, det er Bibelen.”

Plads til forskellighed

Mennesker er forskellige – også i Vejle Baptistkirke. En af menighedens præster, Jørgen Jürgensen, fremhæver rummeligheden som noget særligt. Her mødes mennesker med forskellige ståsteder, meninger og måder at være kirke på:
”Nogle gange kommer der ligefrem et bud fra salen, mens præsten taler,” griner Jørgen og fortsætter:
”Det kan godt skubbe lidt til præsten…”
Men det hører med til den åbenhed, han værdsætter ved menigheden.

Der var hilsner til den nye menighed fra Kern Sloth, Baptistkirken i Odense, og Tine Kragh, Baptistkirken i Danmark (Foto: Henrik Andersen)

Hilsner og historie

Under hele gudstjenesten har menighedens formand, Jan Andreasen, siddet bagerst i kirken – bag mixerpulten og computeren, der styrer PowerPoint-præsentationen. I en lille menighed har alle flere opgaver. Men nu er det Jans tur til at træde frem.

Efter hilsner fra Baptistkirken i Odense og Baptistkirken i Danmark fortæller Jan om menighedens historie. Han husker begyndelsen, hvor 18 mennesker sang lovsang i hans stue, mens ønsket om et nyt menighedsfællesskab i Vejle voksede frem.

”Mange af de 18 sidder her i dag,” fortæller Jan under gudstjenesten.

Den nye menighed blev knyttet til Baptistkirken i Odense, som blev fødselshjælper for arbejdet. Undervejs voksede fællesskabet: Lovsang, bibelstudier og sociale aktiviteter samlede deltagere, og samarbejdet med de ukrainske kristne i Youth Life blev en stadig større del af menighedens liv.

Der er sket meget på få år – fra lovsang i Jans stue til selvstændig menighed i BaptistKirken. Derfor er gudstjenesten også en anledning til at stoppe op og fejre udviklingen. Men for Jan Andreasen handler dagen ikke kun om at se tilbage:
”Jeg tror på, at vi kun har set begyndelsen af det her, vi er i gang med at skabe her i Vejle,” siger han.

Jørgen Jürgensen prædikede over teksten i Paulus brev til menigheden i Filippi (kp. 1, v. 3-6), hvor Paulus bl.a. siger: “… i tillid til, at han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag.”

Hvad Gud har begyndt…

Festdagen handler om en ny menighed. Men i Jørgen Jürgensens prædiken dukker også en gammel historie frem. Jørgen prædiker over Paulus’ brev til menigheden i Filippi og ordene om, at Gud vil fuldføre det gode værk, han har begyndt.

”Hvad Gud har begyndt, det vil han også se til ende,” er temaet for prædikenen. For Jørgen handler ordene også om menigheden i Vejle. Han fortæller, at der tidligere har været en baptistmenighed i Vejle. Den ophørte, og det gjorde ondt på dem, der var en del af den. Nu er der vokset en ny baptistkirke frem i Vejle: Fællesskabet begyndte med en lille gruppe mennesker, siden er flere kommet til, og nu vokser dansk og ukrainsk kirkeliv på tværs af sprog og kultur.

Jørgen glæder sig over, at historien om baptistkirken i Vejle ikke slutter med en lukket kirke:
”Når vi ser ud over dette rum, så ser vi et levende bevis på Guds trofasthed,” siger Jørgen i sin prædiken.

Optagelsen i BaptistKirken er ikke et punktum. Jørgen kalder dagen en milepæl: Noget er nået, og noget nyt begynder.

Det er også Jans blik på fremtiden: Festdagen markerer ikke en afslutning. Den markerer det, der er nået – og begyndelsen på det, der kommer.

Hvad den begyndelse fører til, ved ingen endnu. Men der er god grund til at fejre det, der allerede er vokset frem.

Der var kagemand til kaffen! (Foto: Henrik Andersen)

Kagemand og brunsviger

Gudstjenesten slutter, men festen fortsætter omkring kaffebordet. Her går man ikke hjem lige efter gudstjenesten – slet ikke når der både er kagemand og brunsviger med flødeskum.

Ved kaffebordet bliver Jans ord om, at ”vi deler liv med hinanden” næsten håndgribelige. Snakken går på kryds og tværs mellem menighedens medlemmer og gæster, danskere og ukrainere.

Den officielle del af festdagen er slut. Vejle Baptistkirke er blevet en selvstændig menighed i BaptistKirken. Men der er tilsyneladende ingen, der har travlt med at gå hjem.

Relateret

• 13. sep. 2026 - Børn med værdighed
• 08. sep. 2026 - Børn af udsendte får nu en stemme
• 15. aug. 2026 - Vil du læse Bibelen på to år – tag med på Bibelstien!
• 13. aug. 2026 - Deltag i online informationsmøder om forslag til Landskonferencen
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud

Find flere

Som baptist, feminist, kvinde, menneske og mor gør det mig en anelse bekymret.

Religion bliver mange steder i verden brugt til at undertrykke menneskers livsnødvendige rettigheder. Se bare sagen fra 2025 i USA hvor Adriana Smith blev holdt kunstigt i live, for at hendes ufødte barn, på størrelse med et lille kirsebær, skulle overleve. Hensynet til det ufødte liv vægtede højere end det faktiske liv af den gravide kvinde. Det er så uhyggeligt, at jeg har svært ved at sætte ord på det.

Vi ser det igen og igen rundt omkring i verden, at mennesker påberåber sig retten i deres tros navn til at påvirke verdensorden. At følelser vægter højere end fakta. Her kunne også nævnes ulve, tørklæder mm.

Jeg tror, vi gør klogt i at lade vores trosliv handle om, hvordan vi er gode mennesker og så lader politikken om det praktiske.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 17. sep. 2026 - Det er ikke en selvfølge
• 10. sep. 2026 - Om kykloper og andre myter
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud

Find flere

Lyt til artiklen:

„Jeg føler, at jeg faktisk har noget at stå på.“

Sådan beskriver 25-årige Marina den forandring, hun oplevede, da hun blev kristen. Før havde hun søgt efter mening i forskellige former for alternativ spiritualitet. Nu oplever hun jordforbindelse og stabilitet.

Marina er en af 30 unge mellem 18 og 30 år, som den engelske tænketank Theos har interviewet for Church of England. Fælles for dem er, at de først inden for de seneste fem år er begyndt at gå regelmæssigt i en anglikansk kirke. Undersøgelsen fortæller om deres erfaringer – ikke hvor udbredt bevægelsen mod kristendommen er blandt unge.

For de 30 handler det blandt andet om mening, ensomhed og fællesskab, angst og præstationspres – og om en søgen efter noget, der står fast i en kultur, hvor den enkelte i stigende grad selv skal skabe sin identitet og sine værdier.

Den polsk-britiske sociolog Zygmunt Bauman beskrev udviklingen som ’flydende modernitet’: Institutioner, traditioner og sociale roller, der tidligere gav livet forholdsvis faste rammer, er blevet mindre stabile. Det giver større frihed, men også et større ansvar for selv at finde ud af, hvem man er, hvad man tror på, og hvordan man bør leve.

For nogle af de unge er kristendommen et overraskende svar på den udfordring.

Når kristendommen ikke længere er det normale

Næsten ingen af de 30 interviewede er vokset op med regelmæssig kirkegang. Mange havde kun begrænset kendskab til kristendom, og nogle kom fra familier, der var direkte kritiske over for religion.

En tredjedel fortæller, at de har været igennem det, de selv kalder en „teenage atheist phase“. Andre – især kvinder – havde eksperimenteret med forskellige former for alternativ spiritualitet.

Kristendommen var altså ikke det oplagte valg. For flere var den noget fremmed, de havde opdaget gennem sociale medier, litteratur, podcasts, bibellæsning eller personlige møder.

Hvor unges oprør tidligere kunne handle om at lægge afstand til kirken, kan det for nogle unge i dag være modkulturelt at læse Bibelen, bede, faste eller deltage i gudstjenester med rødder flere hundrede år tilbage.

20-årige Farid var som teenager stærkt påvirket af religionskritikeren Richard Dawkins og ateistiske miljøer på Reddit. I hans øjne har den form for ateisme mistet noget af den kulturelle status, den havde for 10 eller 15 år siden.

Noget at stå på

Marina fortæller, at hun tidligere bevægede sig „her og der“, mens den kristne tro har givet hende noget solidt at stå på. Samtidig oplever hun større psykisk stabilitet efter perioder med depression.

22-årige Jake fortæller om en periode, hvor han befandt sig på det mørkeste sted i sit liv efter psykisk sygdom og et afsluttet parforhold. Kirken og troen har siden givet ham „en følelse af retning, en følelse af formål, en følelse af fred“.

Ingen af deltagerne begyndte at gå i kirke for at få det psykisk bedre. Alligevel fortæller alle om forbedret trivsel efterfølgende. For flere hænger det sammen med håb, mening og følelsen af at høre til.

Erfaringerne peger dermed på en dimension af mistrivsel, som let overses: behovet for mening, retning og et sted at høre til.

Gå til kilden!

Denne artikel er skrevet på baggrund af materiale fra The Church Of England bl.a. rapporten “Understanding Young Adult Journeys to Faith in the Church of England” udgivet den 23. juli 2026. Artiklen er også inspireret af Kristeligt Dagblads Mandagsnyhedsbrev den 11. august 2026.
Rapporten kan hentes her
Læs også:
“Beyond the headlines: young adults and faith”  og
“Learnings on young adult faith”

Fællesskab uden algoritme

Mange opdager kristendommen på nettet gennem videoer, podcasts, debatter og kristne influencere. Nogle begynder også at læse Bibelen eller teologiske bøger på egen hånd.

Men nettet får dem sjældent hele vejen ind i kirken. Her er mennesker afgørende.

En ven, bofælle, partner eller præst bliver ofte forbindelsen mellem digital nysgerrighed og det første besøg i en menighed. Præsten Rich Miles sammenfatter et af undersøgelsens vigtigste fund: „Fællesskab er det, der forvandler nysgerrighed til engagement. Unge kan opdage Jesus online, men de bliver ofte, fordi de finder et sted at høre til.“

28-årige Ryan beskriver livet som ung på arbejdsmarkedet i London som temmelig elendigt: Man bor med mennesker, man knap kender, tjener ikke meget og oplever både egen bolig og familie som en fjern drøm. Kirken gav ham et hjem, en identitet og et fællesskab.

20-årige Millie er aktiv i flere fællesskaber, men den gensidige omsorg, hun møder i kirken, har hun svært ved at finde andre steder.

For nogle bliver kirken dermed en analog modpol til det digitale liv. Her møder de mennesker i forskellige aldre og med forskellig baggrund og livserfaring. Da 30-årige Lorna var bekymret over at fylde 30, fandt hun perspektiv hos ældre mennesker i menigheden. Andre fremhæver tilsvarende værdien af en „kirkefamilie“ på tværs af generationer.

Når man ikke behøver præstere

For nogle af de unge mænd bliver kirken også et sted, hvor de må vise svaghed.

Flere beskriver en kultur, hvor mænd holder problemer og følelser for sig selv. Nogle havde søgt mod bodybuilding, selvoptimering eller internetmiljøer, hvor svaret på usikkerhed er større muskler, flere penge og en stærkere maskulin identitet.

27-årige Zachary fortæller om en mandegruppe i kirken, hvor deltagerne kan tale åbent om det, der bekymrer dem, uden at skulle opretholde billedet af „den maskuline mand“.

Flere beskriver dermed kirken som en modvægt til forestillingen om, at problemer skal løses gennem mere selvkontrol, fysisk styrke eller succes. Her kan værdi og tilhørsforhold komme før præstationen.

Omsorg før tro

I Winchester har to anglikanske kirker taget et praktisk skridt. The Pillar Project støtter 11–18-årige, som kæmper psykisk, men ikke opfylder kriterierne for specialiseret hjælp.

Her kommer omsorgen før samtalen om tro. Faglig ledelse og traumebevidste frivillige møder de unge, og når tilliden vokser, begynder nogle selv at stille spørgsmål om tro. Andre gør ikke.

Erfaringen er enkel: Kirken behøver ikke altid begynde med svaret. Nogle gange begynder den med at være til stede.

Oprør mod ’anything goes’

Fællesskab og omsorg forklarer ikke hele tiltrækningen. Noget af det mest interessante i Theos-undersøgelsen er søgningen efter ’tyngde’.

For nogle handler søgningen i kristendommen også om et opgør med den moralske relativisme, de oplever omkring sig. 23-årige Aditya oplevede under sit fysikstudium en eksistentiel krise og en voksende modstand mod en ’anything goes’-kultur, hvor alle idéer kan være lige gode.

For 28-årige Nik blev Dostojevskijs romaner ’Forbrydelse og straf’ og ’Brødrene Karamazov’ afgørende. De fik ham til at spørge, om hans ateistiske og materialistiske verdensbillede havde en fyldestgørende forklaring på moral.

For nogle er kristendommen altså ikke attraktiv, fordi den gør livet lettere, men fordi den tilbyder en sammenhængende forståelse af verden og stiller krav til den enkelte.

De unge er samtidig langt fra enige om den kirke, de ønsker at møde. Nogle søger højkirkelig liturgi, sakramenter, gamle bønner og stilhed. Andre foretrækker moderne lovsang, spontan bøn og evangelikale gudstjenester.

De efterspørger altså ikke én bestemt kirkestil. Det fælles er snarere alvor, autenticitet, dybde, relationer og en tro, kirken selv tør tage alvorligt.

Kirken behøver ikke ligne det, de unge møder alle andre steder. Det kan være en del af dens tiltrækning, at den tør være noget andet.

Måske er det dét, der er oprøret

Man skal være forsigtig med fortællinger om hele generationer. 30 unge englændere fortæller os ikke, hvad hele Generation Z tænker, og Theos understreger selv, at undersøgelsen ikke kan sige noget om omfanget af en mulig religiøs bevægelse blandt unge.

Men historierne udfordrer forestillingen om, at unge først og fremmest ønsker en mindre krævende, mindre traditionel og lettere tilgængelig kristendom.

Nogle gør sikkert. Andre synes at søge det modsatte: autenticitet, alvor og dybde.

Kirken kan dermed blive et alternativ til noget af det, der præger mange unges hverdag: løse fællesskaber, digitale relationer og et stærkt krav om hele tiden at udvikle og forbedre sig selv. Her møder de i stedet et forpligtende fællesskab og en tro på, at mennesket ikke først skal præstere for at have værdi.

Måske består oprøret for nogle unge netop i at opdage, at de har brug for noget at stå på.

Andre artikler om samme emne:

Hvad kan kirken lære af nye troende?
Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren

Relateret

• 27. aug. 2026 - Religionens rolle
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?

Find flere