Indimellem ligger Kristi Himmelfartsdag. I de fleste menigheder er dagen en temmelig overset helligdag. På gudstjenestelisten på baptistkirken.dk er der ikke én eneste gudstjeneste Kristi Himmelfartsdag.

Men læser man beretningen i Apostlenes Gerninger 1,3-12, er det svært at forstå, at dagen ikke fylder mere.

Jesus lover disciplene, at de skal døbes med Helligånden “om ikke mange dage”. Forventningen griber dem, og de spørger: “Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?”

Disciplene får ikke en dato, men et løfte og en opgave: “Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer…” Og Jesus gentager løftet om, at der vil ske store ting, når Helligånden kommer.

Og så sker det: Jesus forlader disciplene – på en sky. To mænd i hvide dragter dukker op og forklarer, at Jesus vil komme tilbage på samme måde, som de så ham stige til himmels.

Det er en tekst, der har det hele: drama, store løfter, uforklarlige hændelser og en ‘cliffhanger’ af en afslutning.

Jesus levede som menneske på jorden. Han overvandt døden og opstod fra graven. Men himmelfarten fortæller os, at han ikke bare vender tilbage til den samme begrænsede tilstedeværelse som før. Som menneske på jorden var Jesus ét sted ad gangen. Med himmelfarten peger han frem mod en anden og større nærhed – gennem Helligånden.

Derfor er Kristi Himmelfartsdag ikke bare en mærkelig mellemdag mellem påske og pinse. Den minder os om, at vi lever mellem løftet og opfyldelsen. Vi venter – men vi skal handle, mens vi venter. Vi venter med en opgave: at leve og dele budskabet om Gud, der blev menneske af kærlighed til os.

Kristi Himmelfartsdag er en overset helligdag. Men den rummer både løftet, opgaven og ventetiden. Den er værd at fejre.

Relateret

• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?

Find flere

Lyt til artiklen:

Militærkøretøjerne dundrede forbi huset igen og igen.

De kørte gennem Druzhkivka i Donetsk-regionen, tæt på fronten. Soldaterne kom fra kampene – beskidte, trætte og mærket af krigen. Nogle var på vej videre. Andre havde brug for et kort øjeblik, hvor kroppen kunne få ro, mad og rent tøj.

Serhiis hjem lå lige ved vejen.

Serhiis hus i Druzhkivka (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Serhii var frivillig i den lokale baptistkirke. Allerede ved begyndelsen af Ruslands fuldskala invasion i 2022 oplevede han et kald til at blive og tjene i sin hjemby og i det østlige Ukraine. Han organiserede evakueringer og bragte hjælp ud til de familier, der blev.

Mens krigen fortsatte, voksede en ny tjeneste frem – næsten på familiens dørtrin.

Serhii og hans familie åbnede deres hjem for soldaterne.

Her kunne soldaterne få et bad, vasket tøj og noget at spise. De kunne hvile sig, tale med nogen – eller bare sidde et sted, hvor ingen krævede mere af dem.

I to år fortsatte familien arbejdet. De vaskede hundredvis af kilo tøj, lavede mad og opmuntrede de soldater, der kom forbi. Baptistkirken i Ukraine fortæller om familiens hårde slid med arbejdsdage på ofte 10-12 timer og personlige afsavn. Tjenesten nåede tusinder af soldater, før familien til sidst selv måtte evakuere på grund af de konstante angreb mod byen.

Når usikkerhed bliver hverdag

Historien om Serhii og hans familie er en del af den seneste opdatering fra Baptistkirken i Ukraine. Opdateringen tegner et billede af et Ukraine, hvor krigen ikke længere er en undtagelse, men et vilkår i hverdagen.

Ud for Serhiis hus stod et skilt med teksten: “Bad – Tøjvask – Hvile – For Ukraines væbnede styrker – Gratis!” (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Druzhkivka beskrives som en frontlinjeby, der dagligt rammes af styrede flybomber og fjernstyrede droner. Men usikkerheden er ikke kun et vilkår i Druzhkivka. Baptistkirken i Ukraine fortæller, hvordan mange ukrainere i dag lever med en dyb følelse af hjælpeløshed og utryghed: Ingen steder kan man vide sig helt sikker mod angreb fra missiler og droner.

Ifølge opdateringen blev 556 civile dræbt og mere end 2.800 såret i Ukraine i første kvartal af 2026. Det er, skriver de ukrainske baptister, 20 procent flere end i samme periode året før.

Midt i den barske virkelighed fortæller baptisterne i Ukraine om mennesker, der søger Gud for at finde håb og mening. Brigadepræst Anatolii Kushnirchuk fortæller, at han på én måned – efter ønske fra soldaterne – har uddelt mere end 300 eksemplarer af Det Nye Testamente, 27 lydbibler og over 670 bønnebøger.

»Mennesker længes efter håb, fordi vi lever i usikre tider,« siger han.

Gudstjeneste ved fronten (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Omsorg i de små handlinger

Beretningen om Serhiis families tjeneste er sært hverdagsagtig. Familien tilbyder et bad, et måltid mad og adgang til en vaskemaskine. Der er ikke store ord om krigens galskab eller kirkens rolle i historien. De hjælper lige der, hvor der er behov for hjælp.

Måske er det netop derfor, fortællingen står så stærkt.

I krig bliver små handlinger store. Rent tøj er ikke bare rent tøj, når man kommer direkte fra fronten. Et bad er ikke bare et bad, når kroppen har været udsat for ugers stress, støv og frygt. Et menneske, der siger: »Kom indenfor«, bliver et tegn på, at man ikke er glemt.

På Baptistkirken i Ukraines sociale medier kom der mange taknemmelige beskeder fra soldater, der havde mødt Serhii og familien. Den åbne dør og muligheden for et bad blev beskrevet som en velsignelse og en uvurderlig gave for de soldater, der kom forbi.

Kirken fortsætter arbejdet (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Kirken fortsætter

Rundt om i Ukraine fortsætter baptistmenighederne deres arbejde på mange forskellige måder.

70 rehabiliteringscentre hjælper mænd og kvinder ud af alkohol- og stofmisbrug og ind i et nyt liv. Et af centrene er »Forsoning« ved Grace Church i Irpin, hvor mere end 150 mennesker har modtaget hjælp siden krigens begyndelse, og 16 er blevet døbt.

Andre steder fortsætter gudstjenester, børnearbejde, hospitalspræstearbejde og socialt arbejde – også i landsbyer tæt på fronten og tæt på Tjernobyls eksklusionszone.

Faktaboks: Tjernobyl 40 år efter

Den 26. april 1986 eksploderede reaktor 4 på atomkraftværket i Tjernobyl nord for Kyiv. Katastrofen blev klassificeret på det højeste niveau på den internationale skala for nukleare hændelser.

Området omkring værket er stadig præget af den 30 kilometer brede eksklusionszone. I landsbyer nær zonen – blandt andet Ivankiv, Krasiatychi og Mlachivka – bor der fortsat mennesker, og lokale baptistmenigheder holder gudstjenester, børnearbejde og sociale aktiviteter.

For mange ukrainere er Tjernobyl ikke kun historie. Det er endnu et lag i hverdagen i et land, der bærer følgerne af både sovjettidens katastrofer og den igangværende krigs ødelæggelser.

I Krasiatychi samler en lille menighed mennesker fra nabolandsbyer, hvor der ikke findes kirker. Menigheden har eksisteret i mere end ti år og har omkring 30 medlemmer. Landsbyen har været besat, og befolkningstallet er faldet. Alligevel driver menigheden både børnearbejde, lejre, mandearbejde, social indsats og tjeneste blandt soldater.

Arbejdet ude i menighederne er måske en af de vigtigste fortællinger fra Ukraine lige nu: At kirken lever og fortsætter arbejdet blandt mennesker. Ikke som om krigen ikke findes. Ikke som om frygten og usikkerheden er væk. Men fordi mennesker stadig har brug for brød, bøn, fællesskab, bibler, rent tøj og hinanden.

Den tjeneste har også fået støtte fra baptister i Danmark. BaptistKirken har gennem indsamlinger og gennem det europæiske baptistfællesskab EBF og Baptist World Alliance været med til at støtte vinterprojekter i Ukraine. Her har nødlidende mennesker fået hjælp med mad, tæpper, skolematerialer og varme i kirkerne, så menighederne kunne fortsætte deres udadvendte arbejde. I alt er der på den måde formidlet mere end en halv million kroner.

BaptistKirken har støttet hjælpearbejde blandt traumatiserede børn (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Derudover har BaptistKirken sammen med Baptistkirken i Ukraine gennemført to projekter til mere end to millioner kroner i alt. Projekterne har især hjulpet traumatiserede børn gennem sommerlejre og andet psykosocialt arbejde. En del af indsatsen er undervisningsrækken »Biblica«, der består af bibelbaserede materialer rettet mod traumebearbejdning og psykosocial støtte til børn.

Et åndedrag af håb

Serhii og hans familie måtte til sidst forlade Druzhkivka. Det blev for farligt at blive længere. De russiske angreb blev konstante. Men de mennesker, familien mødte, har stadig brug for forbøn og praktisk omsorg, skriver Baptistkirken i Ukraine.

I opdateringen fra Ukraine står der, at selv den mindste venlige handling kan blive »et åndedrag af håb« – en påmindelse om, at mennesker ikke er glemt eller alene.

(Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Det lyder ikke af meget i en krig, der måles i missiler, droner, tabstal og ødelagte byer.

Men måske er det netop dér, kirken finder sin plads: Ikke ved at kunne standse krigen. Men ved at åbne døren, låne badeværelset ud, vaske en uniform, dele et måltid, lytte – og bede en bøn.

Og minde et traumatiseret, nedslidt og såret menneske om, at det stadig er et menneske. Set af Gud. Elsket af Gud. Ikke glemt.

Artiklen er blandt andet baseret på dokumentet “Ukraine update from the Baptist Union – April 2026″

Relateret

• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 01. maj. 2026 - Fra spejder i Herlev til toppen af paraidrætten
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen

Find flere

Bent Hylleberg

født 25. maj 1946, gift med Bodil i 1969

Tre børn: Morten, Rasmus og Ane. Og ni børnebørn

Immanuelskirken Aarhus 1969-1985

Seminariet Tølløse og SALT 1985-2009

BaptistKirkens formand 2013-2017

Bent Hylleberg er af den største danske årgang. I 1946 fødtes 91.000 børn. Hans forældre blev gift i 1944 og ville ikke have børn, før krigen var slut. Så kom tvillingerne Asger og Bent. Tre år senere kom Carsten – ABC.

I Hvorupgaard nord for Nørresundby blev Bents økumeniske sindelag lagt. For de søndage, hvor Indre Mission og KFUM & K ikke havde søndagsskole, lagde baptisterne Marie og Peter Krabbe hjem til. Sådan blev der søndagsskole for børnene hver søndag …

Bents far var ansat ved statsbanerne, så familien flyttede en del rundt. Teenage-årene var i Østhimmerland. Bent cyklede gerne 18 km til ungdomsmøde i Vårst, for dér traf han Bodil – ”og så havde jeg jo set ’min pige’!” – inden andre 18 km hjem igen.

Lægprædikant

”Jeg har vidst fra jeg var helt ung, at jeg ville være præst. Asger og jeg var på lægprædikantkursus, da vi var 18 år. Som student i 1966 tog jeg direkte til Baptistkirkens Teologiske Seminarium i Tølløse.”

Præstefamilien på trappen til Immanuelskirken i Aarhus 1975

I 1969 kom han til Århus, hvor han læste videre på Århus Universitet. Samtidig var han ulønnet ungdomspræst i Århus menighed. Menighedens præst flyttede i eget hus, så Bodil og Bent fik en præstebolig, mens de begge læste, hun til lærer. I 1975 blev Bent menighedens præst. Dog blev han først militærnægter på kirkens kontor: ”Det hele blev en vældig god indgang til præstejobbet.”

Bent husker tydeligt sin ilddåb: ”Det var min første begravelse, en 12-årig spejderpige, der blev trafikdræbt i et lyskryds ved kirken. Det var hårdt.”

Tidlig søndag morgen

Bent har primært set sig selv som præst, også da han vendte tilbage til Tølløse som underviser og senere rektor på seminariet: ”Jeg har altid haft lettere ved at undervise. Der er en forskel i kroppen på, om jeg skal prædike eller holde et teologisk foredrag. Prædikenen er en proklamation af et budskab, som man ikke diskuterer i konteksten. Ved et kateder er det noget andet. Dér lægger man op til samtale.”

Min prædiken blev først skrevet søndag morgen fra klokken fire til otte.

Måske derfor var det svært at blive færdig med prædikenen. Liturgi og disposition var klar, men ambitionen om at være færdig, når Bodil kom hjem fra skole fredag middag lykkedes aldrig. Min  prædiken blev først skrevet søndag morgen fra klokken fire til otte. Da var der mest ro i huset. ”Jeg kunne ikke gøre den færdig før,” siger han. Det er noget helt andet med fx artikler, som han skriver mange af.

Bodil og Bent på besøg i Kenya i 2006.

Interessen for det historiske blev forøget i USA, hvor han læste et år i Boston. Her fandt han tilfældigt baptistpionéren A.P. Førsters breve, som oprindeligt var skrevet på engelsk. Bodil og han oversatte om aftenen, mens drengene sov – det var før, Ane blev født.

Overført medlemskab

Bents speciale på universitetet gav tankerne om overført medlemskab form. Han konkluderede, at dåben kunne have to forskellige former. Det var et brud med den gængse baptistiske opfattelse. Men han afviste åbent medlemskab: ”Jeg ville stå fast på vores fundament, at det er tro og dåb, der bygger kirke. I USA talte de om ’overført medlemskab’ – og det blev indført i Århus menighed i 1984. Man anerkendte dermed i særlige tilfælde barnedåben som dåb.

I 2015 havde 22 menigheder ’overført medlemskab’. 18 havde ’åbent medlemskab’. 12 havde stadig et klassisk dåbssyn, hvoraf de ti var vores nye etniske menigheder: ”I løbet af 30 år – én generation – havde det hele flyttet sig stille og roligt.”

Dengang ville nogle have mig og Århus Baptistmenighed smidt ud af BaptistKirken.

Signering af bogen om ›Dansk baptisme og tysk nazisme‹, 2021

”Dengang ville nogle have mig og Århus Baptistmenighed smidt ud af BaptistKirken. Det samme problem gentager sig med ’homo-problematikken’. Man har misforstået vores kirkesyn. Hos os tager fællesskabet en beslutning på baggrund af dialog – og så lever vi med forskellene. Det er trist, hvis vi lukker dialogen ned.”

Seminariet til København

Jeg spørger, hvad Bent er mest stolt af igennem sine mange års tjeneste for BaptistKirken: ”At få det teologiske seminarium flyttet fra Tølløse med salg til Skolerne, uden at det bragte andet end godt med sig.” Seminariet blev i 2000 til det fælleskirkelige SALT, Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi. Bent flyttede med som studieleder.

”Der var flere gange tanker om at flytte seminariet til København. Modstanden kom fra bondesamfundets tænkning om en ’enhedsskole’, hvor de unge lærte prædikanterne at kende. Men da højskolen lukkede i 1986, var der ikke noget voksenmiljø i Tølløse. Med SALT kom vi ind i et økumenisk miljø med 20-30 studerende, da vi var flest. Det blev 10 gode år.”

Præstekollegiet

Inden Bodil kommer med frokosten, spørger jeg, hvordan kommende præster skal uddannes, og Bent svarer som sædvanlig klart: ”Der er to danske grunduddannelser: Den akademiske og professionsuddannelsen. Vil man være præst, skal man vælge den sidste: 3K – Kirke, Kultur og Kommunikation. Det er en grunduddannelse ligesom seminariets. Vil man følge det akademiske spor, så vælg universitetet. Hvis de studerende parallelt med studiet er engageret i en menighed, får vi gode medarbejdere.”

Vi har diskuteret, så det bragede, men mødtes bagefter i andagt, bøn og respekt.

Han tilføjer: ”Vi er ilde stillet, hvis vi lader hvem som helst blive præster, uden at vi uddanner dem. Nye præster skal have en vilje til at sætte sig ind i vores teologiske univers. Præstekollegiet har aldrig været ensrettet. Vi har diskuteret, så det bragede, men mødtes bagefter i andagt, bøn og respekt. Hvis den dimension udebliver, kan man måske bygge noget op lokalt, men man nedbryder fællesskabet.”

Forrige

• 13. maj. - Hvad velsignelse betyder for mig
• 05. maj. - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 01. maj. - Fra spejder i Herlev til toppen af paraidrætten
• 27. apr. - I Guds rige vender magten på hovedet
• 25. mar. - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde

Find flere

Podie under opførelse i den nye kirke.

BaptistKirkens partnere i Rwanda og Burundi har de senere år deltaget i et projekt – eller rettere en proces – hvor udvalgte kirker og lokalsamfund bliver trænet i at bruge de ressourcer, der allerede findes lokalt. Denne ’hjælp-til-selvhjælp’-tilgang tager udgangspunkt i kirkernes eksisterende arbejde, deres lokale tilstedeværelse og deres rolle som aktive aktører i lokalsamfundet. I Danmark kalder vi det menighedsbaseret diakoni.

Menigheds- og lokalsamfundsmobilisering

Menigheds- og lokalsamfundsmobilisering er et diakonalt udviklingskoncept, der bygger på en enkel, men grundlæggende tanke: Varig forandring skabes bedst, når mennesker selv opdager og mobiliserer de ressourcer, de allerede har. Metoden er dermed en struktureret måde at omsætte diakoni til praksis – som konkret hjælp til selvhjælp.

Varig forandring skabes bedst, når mennesker selv opdager og mobiliserer de ressourcer, de allerede har.

Metoden bruges i dag i mange lande, herunder Rwanda og Burundi, hvor BaptistKirken i Danmark sammen med lokale kirker og med støtte fra CKU[1] har været med til at implementere tilgangen. Erfaringerne viser, at kirken har en særlig styrke som forandringsaktør, fordi den er lokalt forankret, har relationer til både mennesker og myndigheder og nyder høj tillid i lokalsamfundene.

Kirken har en særlig styrke som forandringsaktør, fordi den er lokalt forankret.

Efter hans hus brændte, har en indbygger fået et nyt hus med hjælp fra kirken, der deltager i projektet.

Diakonale aktiver – mere end penge

En helt central del af processen er at arbejde med holdninger og selvforståelse. Her spiller begrebet diakonale aktiver en vigtig rolle. I stedet for at tage udgangspunkt i det, der mangler, begynder processen med at identificere det, der allerede findes. Det gælder både de synlige aktiver som bygninger, jord, menigheder, frivillige og lederskab – og de usynlige aktiver som tro, håb, relationer, konflikthåndtering, tillid og ansvarsfølelse. Derved styrkes troen på, at man selv kan gøre en forskel og har ansvar for – og indflydelse på – en positiv udvikling.

I den proces bliver diakonien konkret, fx når fællesskaber organiserer spare- og lånegrupper – noget, mange i forvejen kender fra andre indsatser. Her sparer man små beløb op og låner til helt jordnære formål: skolepenge til børnene, frø til næste sæson eller smådyr, der kan skabe en indtægt. Beløbene er ofte beskedne, men betydningen er stor. Når mennesker opdager, at de sammen kan mobilisere ressourcer, sker der et markant skifte i selvforståelsen. Afhængigheden af ekstern hjælp mindskes, og oplevelsen af ansvar, ejerskab og fælles handlekraft vokser.

Menigheds- og lokalsamfundsmobilisering (CCMP)

Tilgangen er inspireret af den kristne udviklingsorganisation Tearfund, som arbejder med metoden Church and Community Mobilisation Process (CCMP) – på dansk menigheds- og lokalsamfundsmobilisering. Menigheds- og lokalsamfundsmobilisering er en menighedsbaseret, diakonal metode, der hjælper kirker og lokalsamfund med at identificere og mobilisere deres egne ressourcer. Metoden bygger på hjælp til selvhjælp og tager udgangspunkt i både synlige aktiver (fx menigheder, frivillige, bygninger, jord og lederskab) og usynlige aktiver (fx tro, fællesskab, relationer, tillid, ansvar og håb). Formålet er at styrke lokalt ejerskab, fælles handlekraft og bæredygtig udvikling – med kirken som katalysator for social og åndelig forandring.

https://learn.tearfund.org/en/resources/series/church-and-community-mobilisation-process-ccmp

Spare- og lånegrupperne er mere end et økonomisk redskab. De bliver et læringsrum, hvor tillid, samarbejde og gensidig forpligtelse styrkes. Netværk, relationer og fælles økonomi danner grundlag for større initiativer. Det er hjælp til selvhjælp i praksis.

En deltager fra Burundi formulerede det sådan: “Hvis vi tror, vi er fattige, er vi det allerede. Hvis vi tror, vi har noget, kan vi handle – det er en indre styrke.”

Kirken som katalysator

Menigheds- og lokalsamfundsmobilisering starter ofte med det, der kaldes en church awakening – en proces, hvor menigheden reflekterer teologisk over sin rolle i samfundet. Diakoni forstås ikke som et projekt ved siden af kirkens liv, men som en integreret del af kirkens identitet. Tro og handling hører sammen.

Erfaringerne viser, hvordan tilgangen skaber konkrete resultater: menigheder organiserer spare- og lånegrupper, bygger huse til udsatte, bidrager til sundhedsforsikring og styrker relationerne i lokalsamfundet. Samtidig vokser fællesskabet i menigheden, og flere tager ansvar.

Processen viser, at menighedsbaseret diakoni ikke handler om store budgetter, men om at frigøre det potentiale, Gud allerede har lagt i mennesker og fællesskaber. Når kirken tager sine diakonale aktiver alvorligt, kan den være med til at skabe håb, værdighed og forandring – indefra og ud.

Menighedsbaseret diakoni er i sidste ende netop det: tro i handling – hjælp til selvhjælp – båret af fællesskab, ansvar og håb.

Nye toiletter finansieret af egne midler som en aktivitet i projektet.

[1] CKU – Center for Kirkeligt Udviklingsarbejde

Relateret

• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 19. feb. 2026 - Normer
• 27. sep. 2025 - Formandstalen 2025

Find flere

Velsignelsen er afslutningen på vores gudstjeneste, og ikke kun fordi den ligger sidst. Den giver styrke og ro, som kan hjælpe én igennem den kommende hverdag.

Dog er det ikke kun ved gudstjenesten, jeg føler mig velsignet, for jeg er så heldig, at jeg ret ofte føler mig velsignet. Når jeg står op, føler jeg mig velsignet over, at jeg har tag over hovedet og en familie at stå op til. Når jeg tager på arbejde som pædagogmedhjælper, føler jeg mig velsignet, når de sødeste og mest ærlige små børn kommer og giver mig kærlighed. Når jeg har det svært, føler jeg mig velsignet, for jeg har mange venner og en familie, som kan hjælpe, og som jeg kan snakke med. Og hver eneste dag er jeg velsignet med en ny dag på denne jord.

Og hver eneste dag er jeg velsignet med en ny dag på denne jord.

Ikke en garanti

Alle de ting, jeg nævner, er ikke garantier, men jeg tror, at hvis man lader Gud ”lyse sit ansigt over dig og være dig nådig”, så vil Gud velsigne alle sine børn på hver deres måde. Ikke alle kan relatere til dette, men nogle kan.

At forstå sit forhold til Gud

Jeg skriver fra mit eget perspektiv som 21-årig, men jeg mener ikke, at velsignelsen har noget med alder eller andet at gøre. Det handler i stedet om at forstå sit eget personlige forhold til Gud. Jeg tror ikke, man mærker velsignelsen ved at måle sig med andre, men ved at være glad for alle de små ting i hverdagen, som ikke er selvfølgelige. Ved at lægge mærke til og værdsætte de små ting, kan man ikke alene opleve sig velsignet, men man bliver også mere positiv over det liv, vi allerede har.

Relateret

• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?
• 11. feb. 2026 - For at guide os hen til Jesus

Find flere

Læredagens emne var BaptistKirkens forhold til LGBT+ personer og ledelse – altså den helt store knast i udkastet til BaptistKirkens kommende værdier, punkt 4c, som under synoden i 2025 blev præsenteret således: ”Derfor vælger og engagerer vi mennesker på alle niveauer nationalt baseret på deres gaver og kvalifikationer uafhængigt af køn, etnicitet, handicap, seksualitet.”

Men spørgsmålet lurer: skal ordet ’seksualitet’ med? Skal det ikke med?

Men spørgsmålet lurer: skal ordet ’seksualitet’ med? Skal det ikke med? Og udvælger vi nu også kun på baggrund af kvalifikationer og gaver? Og hvem er ’vi’ for øvrigt? Er det alle menigheder i BaptistKirken eller kun nogen? Spørgsmålene er mange, og svarene sandsynligvis få eller i hvert fald svære at komme med!

Læredagens indhold

Til læredagen i Korskirken var der 80 deltagere, og man havde inviteret to eksterne oplægsholdere: Johannes Hansen fra Apostolsk Kirke og Jørgen Thaarup fra Metodistkirken til at fremlægge deres syn på sagen, hvorefter fire baptister hver fik 25 minutter til at præsentere udvalgte perspektiver efterfulgt af opklarende spørgsmål fra opponenter og fra tilhørerne i salen. Her er link til Henrik Andersens reportage fra læredagen, og på BaptistKirkens Youtube-kanal kan man finde videooptagelser af oplæggene og lytte til de mange gode argumenter for forskellige positioner.

Målet: at forstå hinanden

Bag de forskellige teologiske positioner står mennesker med tro, erfaringer og sårbarhed.

I indledningen til læredagen udlagde Bodil Højbak Møller, vores generalsekretær, Christen Kolds ord om, at “Træde varsomt, for her bliver mennesker til”, som en opfordring til og påmindelse om, at bag de forskellige teologiske positioner står ikke blot argumenter og bibelvers, men mennesker med tro, erfaringer og sårbarhed. Målet med læredagen var derfor ikke at vinde en debat, men at forstå hinanden. Med henvisning til Jesus mindede Bodil forsamlingen om kaldet til sagtmodighed og ydmyghed.

Målet med læredagen var ikke at vinde en debat, men at forstå hinanden.

Bodil Højbak Møller indleder læredagen.

Sagens kerne er bibelsynet

Debatten om inklusion – eller mangel på samme – af LGBT+-personer i kirkens lederskab er nu heller ikke en debat, der lader sig vinde eller tabe, for sagens kerne er, når alt kommer til alt, bibelsynet. Jeg vil tro, at vi alle kan blive enige om, at Bibelen er verdens vigtigste bog, men hvordan vi læser den, er der ikke enighed om, heller ikke i et ganske beskedent kirkesamfund som BaptistKirken.

Sagens kerne er, når alt kommer til alt, bibelsynet.

Jeg bryder mig ikke om at kategorisere forskellige personers eller menigheders bibelsyn og sætte etiketter på, om de er konservative eller liberale, klassiske eller moderne. Det er tomme og relativt meningsløse varedeklarationer uden egentlig substans, og de bidrager ikke positivt til samtalen i fællesskabet. Under alle omstændigheder er vi vel alle enige om, at den allervigtigste ingrediens i opskriften på værdierne i BaptistKirken må være noget i stil med den første af de otte teser, vi vedtog i 2023:

”Vi er et fællesskab af menigheder, der sammen med alle kristne bekender troen på Gud som Far, Søn og Helligånd, der skaber, frelser, giver liv og vejleder. Vi tror, at Gud fuldt ud har åbenbaret sig i Jesus Kristus og igennem Helligånden fortsat åbenbarer sig.”

Frihed til fællesskab trods uenighed

Måske bruger vi i virkeligheden alt for mange kræfter på at definere vores uenighed, mens vi næsten tager vores enighed for givet. Vi bekender den samme Kristus, læser den samme Bibel og ønsker den samme kirke fyldt af Åndens frugter – og alligevel taler vi undertiden, som om netop knasten i punkt 4c, inklusionsspørgsmålet, afgør alt.

Måske bruger vi i virkeligheden alt for mange kræfter på at definere vores uenighed, mens vi næsten tager vores enighed for givet.

Den oplagt største udfordring er derfor ikke, at vi er et uenighedsfællesskab, men at vi gør uenigheden langt større, end den behøver være. Hvis samtalen bliver en kombineret bibelsyns- og identitetskamp frem for en fælles søgen efter det, vi er enige om, mister vi noget meget væsentligt baptistisk: friheden. Friheden er jo noget helt særligt baptistisk, både kirkehistorisk og teologisk. Frihed er en helt unik DNA-streng i BaptistKirkens genetik. På læredagen i Korskirken problematiserede de to eksterne oplægsholdere Johannes Hansen fra Apostolsk Kirke og Jørgen Thaarup fra Metodistkirken begge baptisternes store forkærlighed for kongregationalismen, menighedernes selvstyre, hvorom de to herrer – i al venskabelighed – ikke havde meget positivt at sige. Man kunne have lyst til at læse Børge Andersens digt fra 1975 for dem:

Frihed

At være baptist
er det frieste i verden.

Det er at tro på Gud,
så jeg frit bøjer mig
for hans almagt.

Det er frit
at følge Jesus Kristus.
Det er af egen fri vilje

at lade sig døbe
på hans befaling.

Det er at leve
og foldes ud
sammen med hans folk
i Guds børns
umistelige frihed.[1]

Ved læredagens afslutning opsummerede Pia Duebjerg Andersen fra ledelsen, at deltagerne gik klogere hjem, end de kom. Fuld teologisk enighed blev der ikke nødvendigvis skabt, men måske blev der lagt et lille fundament for at kunne blive ved med at tale sammen. Det håber jeg er sandt.

[1] Børge Andersens digtsamling: Det som livet er, Aalborg 2015

Relateret

• 01. maj. 2026 - Fra spejder i Herlev til toppen af paraidrætten
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 07. mar. 2026 - ”Alle har ret til et godt udeliv”

Find flere

I sommer var vi ni fra Roskilde Baptistkirke, som bl.a. besøgte Rubura, Musema og Kirundo. I Rubura blev vi den første aften mødt af et meget bevægende syn, da vi gik efter lyden af trommer og sang i den nærliggende kirkesal.

Menighedens 25 forbedere havde lagt måtter ud, smidt skoene og dansede, bad og sang for Herren i et hjørne af salen. Midt i ekstrem fattigdom, altødelæggende korruption og et de facto diktatur proklamerede de, at Jesus er Herre, og at Hans kærlighed altid vinder til sidst!

Sandheden er, at vi ofte får mere igen, både når det gælder tro, bøn, udholdenhed, familie og fællesskab.

Sådanne oplevelser indrammer international mission på fornemste vis. Vi kan komme med gode folk, vigtig viden og relevante ressourcer, men sandheden er, at vi ofte får mere igen, både når det gælder tro, bøn, udholdenhed, familie og fællesskab.

Missionsarbejde er win-win, og vi oplever en stor velsignelse gennem vores engagement. Hvert år investerer Roskilde Baptistkirke en kvart million kr. i Burundi og Honduras, og vi sender til stadighed teams ud til begge lande for at holde liv i visionen i vores menighed. På rejserne forsøger vi altid at have unge med for at give hjertet for mission videre til næste generation.

Bekæmpelse af uretfærdighed lokalt og nationalt igennem lokale menigheder

Jakob Vagner underviser på præsteskolen i Rubura.

I Honduras støtter vi projekt Timoteus, der arbejder med mentorordninger for tidligere børnehjemsbørn, Youth for Honduras, der arbejder på værdige liv for børn og unge og Association for a More Just Society, der modarbejder korruption på et strukturelt niveau.

I Burundi arbejder vi bl.a. med udgivelse af en læringsapp for fødselshjælpere, udgivelse af teologiske bøger på lokalsproget, undervisning på præsteskolen, sundhedsorienteret forskning, støtte til menighedsplantninger og støtte til udstødte stammer.

Mission i Danmark

Herhjemme yder vi missionsbistand bl.a. gennem fast økonomisk støtte til en menighedsplantning i Nakskov. Derudover mødes folk fra Roskilde her i kirken bl.a. til familienetværk, gospelkor, legestue og flere andre samlinger i løbet af ugen for børn, unge, voksne og ældre. Søndag eftermiddag mødes en større gruppe ukrainere til gudstjeneste og fællesskab.

Oplevelserne tvinger os

Bedemødet i Rubura endte med, at teamet måtte smide skoene, danse og bede sammen med vores burundiske trossøskende. Det var ikke noget kønt syn, men det er oplevelser, der altid vil være i vores hjerter, og det ’tvinger’ os til at blive ved med at rejse midler, sende teams og investere i mission.

Victorias møde med Burundi

At være til stede i et af verdens fattigste lande er svært at beskrive. Jeg var i sommer i Burundi med et team fra Roskilde Baptistkirke, fortæller Victoria Zielke Johannsen.

Trods min bevidsthed om fattigdom og uretfærdige forskelle, og min forforståelse – der bl.a. kom fra bemærkninger som ”husk på de sultne børn i Afrika” eller ”husk at være taknemmelig for det, du har” – var det en øjenåbner at se en virkelighed, der var så langt fra min hverdag i Danmark. Jeg så elendigheden, de støvede veje, huse bygget af jord, motorcykler med fem mennesker – og børn, der bar spædbørn langs farlige veje. Men at møde menneskene, fællesskabet, næstekærligheden og troen på Jesus var så berigende, at jeg dagligt længes efter at komme tilbage.

Victoria i Burundi.

At dele vælling ud

Den første aften i Rubura var vi med til at dele vælling ud til børn og kvinder, som stod i en lang kø med deres små kander for at få to kopper vælling, nok til to dage. Overalt hvor jeg kiggede, blev mit blik mødt af sultne mennesker, bare fødder og bedende øjne, der kiggede langt efter mere vælling. Jeg havde svært ved at holde tårerne tilbage og følte, at jeg ved min blotte tilstedeværelse som muzungu – en ’fremmed’ – fra Danmark hoverede med min velstand over for dem, som ingenting ejer.

Det vildeste bedemøde

Deres tro giver dem så meget glæde og mening, at den sejrer over elendigheden.

Men den aften blev vi vidne til det vildeste bedemøde, hvor Guds nærvær ikke var til at tage fejl af. Lovprisningen til vores Far i himlen var enestående. Der blev bestemt brugt mere energi på dans og sang end den, der kom fra en lille kop vælling, og jeg er overbevist om, at deres tro giver dem så meget glæde og mening, at den sejrer over elendigheden. Smukkest af alt var, da jeg fandt ud af, at deres lovprisning blot var udtryk for taknemmelighed over, at solen var stået op den dag.

Besøg på fødeklinikken.

Fokus på Gud

I Burundi lærte jeg, hvordan ydmyghed og hengivenhed til Gud, kan få alle ud af det mørke, som omgiver dem. Ved bedemødet i Rubura blev der rettet fokus mod det hellige, det evige – fremfor imod udfordringerne lige foran dem. Jeg beundrer menneskene i Rubura for, at de formår at rette fokus mod Gud og skabe rum til dans og lovsang, selvom de er blandt de dårligst stillede mennesker i verden. Det vil jeg huske på, når jeg synes, at 3.g er hård. Som mine venner i Burundi, husker jeg, at der er uendelig glæde og styrke at finde i troen, og at man formår alt i Ham, der giver kraft.

Relateret

• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?

Find flere

Jeg har tænkt på følgende spørgsmål: Hvad er egentlig vores kald som følgere af Jesus – og kaldet til vores tjeneste for Herren? Jeg har derfor læst om, da Jesus kalder de første disciple.

Jesus råbte ud til dem: “Kom med mig, så skal jeg gøre jer til menneskefiskere.”

Det syntes jeg er et helt fantastisk vers og ord – MENNESKEFISKERE. Vi er kaldet til at være menneskefiskere. Ikke med fordømmelse eller krav om perfektion – men med åbne hænder og åbne hjerter.

Vores opgave er ikke at sortere, dømme eller afgøre, hvem der ’passer ind’. Den opgave tilhører Gud! Vi må møde mennesker dér, hvor de er. Se dem. Lytte. Række ud. Invitere ind – indgå i relation med andre mennesker! For Guds kærlighed er ikke for de få – den er for alle slags mennesker, i alle livets situationer.

Nogle gange kan vi måske blive usikre: Gør vi det rigtigt? Siger vi det rigtige? Men måske handler det ikke om at gøre det perfekt, men mere om at være villige. Villige til at elske, selv når det er svært. Villige til at dele håb, selv når vi selv tvivler. Vi skal ikke bære ansvaret for resultatet. Vi skal bare kaste nettet – og stole på, at Gud gør resten.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?

Find flere

Lyt til artiklen:

Kyle Henderson voksede op langt fra havet. Faktisk var han fem år gammel, før han første gang så havet. Til gengæld kendte han bjergene. “Jeg var helt sikker på, at det var der, Gud var,” fortalte han med et smil.

Men denne aften var det ikke bjergene, han ville tale om.

Det var strandene.

Som indledning fortalte han historien om et barn, der for første gang så havet. Barnet kendte kun bølger fra et vandland. Da barnet næste morgen så det virkelige hav uden for vinduet, løb det ind til sine forældre og råbte, at nogen allerede havde tændt for bølgerne.

For Kyle Henderson blev historien et billede på troen. Nogle gange opdager vi, at det, vi troede, vi kendte, kun var en lille del af noget meget større.

Og i apostlen Paulus’ liv er strandene ikke kun geografiske steder. Strandene bliver steder, hvor Gud kalder, sender, udfordrer og forandrer.

Lars Midtgaard (tv) tolkede Kyle Henderson med stort engagement og indlevelse (Foto: Henrik Andersen)

Frygtens strand

Efter mødet med Jesus på vejen til Damaskus begynder Paulus at prædike og undervise. Men modstanden kommer hurtigt. Flere gange bliver han truet på livet og han blive holdt fanget i Cæsarea i to år. Til sidst bliver han sendt mod Rom med skib fra kysten ud for Cæsarea.

Kyle Henderson kaldte det “frygtens strand”.

“Vi er bange for, hvad folk vil sige om os. Hvordan de vil tage imod os. Og om vi kan opnå noget,” lød det i prædikenen.

Det er en strand, mange kender. Ikke nødvendigvis som et fysisk sted, men som et indre sted. Dér, hvor man trækker sig. Dér, hvor man skjuler sig. Dér, hvor kaldet bliver for stort, og frygten får lov at bestemme retningen.

Kyle Henderson fortalte videre om Paulus rejse til Tarsus, hans fødeby. Han forsvinder nærmest ud af fortællingen. Paulus er allerede forfulgt af jøderne og han har brug for at skjule sig. Mens Paulus skjuler sig, arbejder Gud videre et andet sted. I Antiokia vokser en ny menighed frem. Mennesker begynder at følge Jesus og væksten er stor. Barnabas bliver sendt afsted for at finde Paulus og bringe ham til Antiokia. Missionen lykkedes og et helt år underviste de to ’en stor skare’ sammen, før de senere blev sendt ud på deres første missionsrejse.

BaptistKirkens Inspirationsdøgn

– fandt sted den 24. og 25. april 2026 i Fredericia. Formålet var at udruste og inspirere enkeltpersoner, ledere og menigheder til at fuldføre missionsbefalingen! BaptistKirken har besluttet at engagere sig i Baptist World Alliances initiativ frem mod kirkens 2000-års jubilæum i 2033. Initiativet hedder Acts2Movement. På dansk er det blevet til Tro i bevægelse.

Meget mere information følger til menighederne i menighedsforsendelser mv. Du kan følge med i Nyhedsbrevet, på sociale medier og i baptist.dk på web og i magasin.

Når Barnabas kommer til stranden

Barnabas finder Paulus og henter ham ind i tjenesten igen.

Det blev et af prædikenens stærkeste billeder. Ikke bare Paulus kald. Men Paulus, der bliver fundet.

“Mange af os har været på den strand, hvor der var et menneske, der ledte efter os og opsøgte os,” sagde Henderson.

Han pegede på Barnabas som den type menneske, der ser noget i andre, før de selv kan se det. En, der opmuntrer. En, der tror. En, der inviterer.

“Vi har alle brug for en Barnabas, der kommer til vores strand,” sagde han.

For Henderson var det ikke kun bibelhistorie. Han fortalte om en præst i sin egen ungdom, der så på ham og troede på, at han kunne blive leder. Troede på, at han kunne gøre en forskel. Og inviterede ham ind i et liv og en tjeneste, han ikke selv havde forestillet sig.

Det var en stille, men afgørende pointe i prædikenen: Kald kommer ikke altid som en dramatisk stemme fra himlen. Nogle gange kommer kaldet gennem et menneske, der tør sige: Jeg ser noget i dig.

Kyle Hendersons illustrationer til aftenens prædiken var langtfra kedelige! (Foto: Henrik Andersen)

Stranden, hvor man sendes

Barnabas tager Paulus med til Antiokia. Her underviser de sammen, og her bliver disciplene for første gang kaldt kristne. Henderson fortalte om et besøg i Antiokia, hvor han stod ved stedet for den første kirke. Ikke ret langt væk lå en ældre hedensk kultplads, hvor mennesker søgte svar på spørgsmål om døden og evigheden.

Netop dér forkyndte Paulus, at der er en anden vej: Jesus Kristus.

Senere sender lederne i menigheden Paulus og Barnabas videre på missionsrejse. De lægger hænderne på dem, beder for dem og sender dem videre.

Også den strand kendte Henderson fra sit eget liv.

I 27 år havde han været præst i den samme menighed i Athens i Texas. Han havde en god stab, en stærk kirke, et hjem, børn der var vokset op dér, og en plan om at blive i tjenesten frem til pensionen. Men så oplevede han, at Helligånden kaldte ham videre.

“For to år siden kom Helligånden til mig og sagde: Jeg vil, at du skal gøre noget andet. Jeg vil, at du skal rejse,” fortalte han.

Det er en sætning, der rummer både tro og tab. For at følge Guds vej kan betyde, at man må forlade det sted, hvor man er tryg.

Da lydighed blev vigtigere end tryghed

På en senere rejse stod Kyle Henderson og hans kone, Cindy, i byen Troas i Tyrkiet ved kysten over for Makedonien på den anden side af Det Ægæiske Hav. Fire dage tidligere havde de oplevet, at Gud kaldte dem til at rejse hjem og sige præstestillingen op.

De havde endnu ikke fortalt det til nogen.

“Vi stod på den strand, og tårerne løb ned ad kinderne på os begge to,” fortalte han. “Vi vidste, at lydigheden mod Gud var bedre end den tryghed, vi kendte.”

For Henderson blev stedet flettet sammen med Paulus’ syn i Troas: En mand fra Makedonien står og kalder: “Kom over til Makedonien og hjælp os.”

Det er let at tale om kald, når det handler om en anden. Sværere, når kaldet betyder opbrud i ens eget liv. Henderson fortalte, at hans forsøg på at følge Guds kald var fyldt med udfordringer og tvivl. Han talte om usikkerhed, tårer og det spørgsmål, der ofte melder sig, når man vender hjem efter at have oplevet et kald: Skal jeg fortsætte, som jeg plejer, eller skal jeg gøre noget andet? Skal jeg følge kaldet?

“Sound of Zion” stod for aftenens lovsang (Foto: Henrik Andersen)

Bundet af Ånden

Mod slutningen af sin prædiken vendte Henderson tilbage til Paulus i Apostlenes Gerninger kapitel 20. Paulus er på vej mod Jerusalem. Han ved ikke præcist, hvad der venter ham. Han ved kun, at Helligånden har gjort det klart, at der venter lænker og trængsler.

Alligevel fortsætter han.

“Men jeg tillægger ikke mit liv nogen betydning, når bare jeg må fuldføre mit løb og den tjeneste, jeg har fået fra Herren Jesus: at vidne om evangeliet om Guds nåde,” lyder Paulus’ ord i vers 24.

Henderson pegede på, at Paulus var “bundet af Ånden”. Ikke bundet af frygt. Ikke bundet af menneskers forventninger. Ikke bundet af traditioner eller egne præferencer. Bundet af Guds kald.

“Mange af os er bundet af mennesker. Eller vi er bundet af traditioner. Eller vi er bundet af vores præferencer,” sagde han. “Men hvad der overgår alt det, er Helligåndens kald.”

Det var prædikenens skarpeste udfordring. For de fleste ønsker, at frygten skal forsvinde, før de tager næste skridt. At planen skal være klar. At risikoen skal være væk. Men sådan beskriver Henderson ikke troen.

Tro er ikke at kende hele rejsen.

Tro er at stole på Gud, mens man tager det næste skridt.

Og måske begynder det netop på stranden. Dér, hvor man ikke længere kan blive stående. Dér, hvor man enten må vende tilbage til det kendte – eller gå ombord og følge sit kald.

Du kan læse mere om Kyle Henderson, Acts2Movement og Tro i bevægelse i artiklerne:

Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura
En visionær plan for verdensmission

Relateret

• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura

Find flere

Lyt til artiklen:

Anne-Mette Bredahl var ikke glad for fysisk aktivitet som barn. Med hendes egne ord var hun ”klassens klodsmajor”.

Derfor havde hun glædet sig længe til sin tiårs fødselsdag. Når hun blev ti, måtte hun cykle de fem kilometer til spejdermøde i Korskirken i Herlev. Spejder var drømmen. Her vidste Anne-Mette, at der var plads til hende.

Men det første spejdermøde gik slet ikke, som hun havde håbet.

Anne-Mette Bredahl (Foto: Thale Hartmann)

”Da vi næsten var færdige, sagde de, at her til sidst skal vi spille rundbold. Jeg blev så skuffet. Jeg troede, jeg havde fundet en aktivitet, hvor jeg kunne være med, uden at nogen opdagede, hvor dårlig jeg var til fysisk aktivitet. Vi kom ud, og førerne skulle vælge hold. Der var nogle store drenge på 15 år og mange, der var meget bedre end mig. Men den spejderfører, der skulle vælge, valgte mig. Hun valgte mig allerførst. Je g fik et  chok. Det gjorde simpelthen sådan et indtryk: Tænk engang, at hun vælger mig først i stedet for alle de andre. Her vil jeg gerne være!”

”Det er nogle gange de små ting, der gør den store forskel for børn, der er usikre eller ikke trives,” siger Anne-Mette og fortsætter:
”… som at blive valgt først til en rundboldkamp, alle andre har glemt.”

Senere i livet blev Anne-Mette Bredahl kendt som guldvinder ved de paralympiske lege, Danmarks første blinde psykolog og hædret for sin forskning. Men til det første spejdermøde var hun et barn, der havde brug for at blive set. Ikke for det, hun præsterede, men for den, hun var.

”Det gjorde, at jeg blev i spejde rne i mange år. Min spejderfører kommer jo også i Korskirken. Og vi er stadigvæk gode venner.”

Korskirken blev Anne-Mettes sted: Her som Luciabrud med koret fra Korskirken (Foto: Preben Scott)

Korskirken blev Anne-Mettes sted

Her kom hun sammen med sin familie. Hun gik til spejder, spillede musik og sang i kor, og kirken blev et sted, hvor hun oplevede fællesskab.

”Selv om jeg følte mig lidt anderledes, var det et fint sted at være,” siger hun.

Barnet, der følte sig forkert

Som barn følte Anne-Mette tit, at hun var anderledes. Fysisk aktivitet mistede hun hurtigt lysten til, og som teenager blev livet kun mere kompliceret:
”Jeg var jo sådan en, der ikke kunne gribe bolden, før den ramte mig på næsen. Jeg faldt over alting. Hvad ingen vidste dengang var, at mit syn allerede var dårligt. Jeg havde dårlig selvtillid, når det handlede om min krop. Som ung turde jeg ikke danse til festerne: Når det er lidt mørkt for andre, gør min sygdom, at det er helt sort for mig.”

Anne-Mette følte sig anderledes, og hun tænkte tit over, hvorfor hun ikke var som de andre unge.

Da forklaringen kom

Først som 18-årig fik Anne-Mette Bredahl forklaringen: Hendes syn var dårligt og det ville kun blive værre. Diagnosen lød på Retinitis Pigmentosa, en genetisk betinget sygdom, der gradvist ødelægger nethinden. Senere mistede Anne-Mette synet fuldstændigt.

”Det var vældig hårdt, men det var på en måde også lidt godt at få diagnosen. Jeg fik en forklaring. De mange mærkelige situationer, jeg havde været i, gav mening. Det var derfor, at jeg var dårlig til at være med på natløb med spejderne. Pludselig stod det klart, hvorfor bolden var så svær at gribe. Hvorfor orienteringen svigtede.”

Diagnosen gav ny forståelse af det liv, hun allerede havde levet. For mange ville diagnosen betyde tab af fremtid. For Anne-Mette blev den et incitament til at finde ny retning i livet.

Anne-Mette finder retning i livet

”Jeg brugte de næste år på at rejse. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle med mit liv, så jeg rejste rundt i verden, indtil jeg mistede synet, da jeg var 22. Min tanke var, at jeg skulle skynde mig at opleve så meget som muligt, inden jeg mistede synet,” fortæller Anne-Mette.

Hjemme igen gik hun på kursus på Blindeinstituttet og tog senere på højskole. Et valg, der kom til at betyde alt, fortæller hun:

”Jeg havde mange lange tandemcykelture med forstanderen, som flere gange spurgte: Anne-Mette, hvad vil du med dit liv? Det ved jeg ikke rigtigt… Ja, men hvad ville du være, hvis du kunne se?… Så vil jeg være læge! Men det dur jo ikke, når man ikke kan se…. Nej, det var rigtigt… H vad kan du så være i stedet for?”

Samtalerne med højskoleforstanderen arbejdede videre i Anne-Mette. Langsomt tog en ny retning form. Måske kunne hun blive en slags læge, der ikke behøvede at  kunne se patienterne, men kun lytte til dem. Refleksionerne blev konkrete og senere blev hun optaget på psykologistudiet som den første blinde dansker.

Studiet var hårdt: Underviserne havde aldrig haft en blind studerende, der var ingen hjælpemidler til blinde studerende og Anne-Mette måtte selv finde sin egen vej gennem studiet. Alligevel elskede hun studiet og fik hurtig mange gode studiekammerater.

Hun understreger familiens betydning:
”Den støtte, jeg har fået af mine forældre og søster, har betydet utrolig meget. Jeg skulle gøre det, som gjorde mig glad. Uanset om det handlede om skiløb eller uddannelse. Alt det har de støttet mig i. De har hjulpet med at renskrive opgaver og alle de praktiske ting. Penge havde vi ikke så mange af, men der var meget kærlighed og støtte. Uanset om det gik godt eller skidt: Så længe jeg gjorde mit bedste, så var det fint.”

Anne-Mette fremhæver, at selvom det kræver meget mod og styrke at kaste sig noget nyt, så har det  været afgørende at have gode støtter:
”Jeg var heldig at have en god familie, gode venner, møde en forstående forstander og en fantastisk socialrådgiver – uden dem var det ikke gået”

Anne-Mette op ad bratte bakker med guiden Monica (Foto: Privat)

Da skiene ændrede fortællingen

Det mærkelige er, at den pige, der frygtede rundbold til spejdermødet, senere blev Danmarks største vintersportsparaatlet.

Vejen ind i skisporten begyndte ved et tilfælde. Som fattig studerende fik hun mulighed for en gratis ferie:
”Jeg så en annonce for en gratis rejse for to unge blinde danskere. Jeg elsker gratis rejser! Jeg læste den på punktskrift, og det gik nok lidt hurtigt, for jeg havde ikke lige fået med, hvad det var for en type rejse.”

Det var først senere, Anne-Mette opdagede, at det var en skirejse!

”Jeg havde hørt, at alle danskere, som tog på skiferie, brækkede et ben. Hvis man putter den største danske klodsmajor, som ovenikøbet er blind, på ski, så må hun mindst brække halsen. Jeg skulle ikke på nogen ski!”

Den korte version er, at Anne-Mette tog med til Norge. Hun kom også ud på ski. Og det viste sig, at noget helt nyt ventede hende dér.

På ski oplevede hun for første gang tryghed ved fysisk aktivitet. Kroppen svigtede hende ikke længere. Den kunne bære hende til nye oplevelser.

”Jeg havde fundet mig til rette med, at jeg var dårlig til idræt. Og så oplevelsen af, jamen, måske er jeg ikke så dårlig til i dræt alligevel. Måske er det fordi, at jeg har prøvet at gøre ting på en måde, som jeg ikke havde forudsætninger for at klare.  Der er mange måder at håndtere kriser på. For nogen er det godt at finde en ny måde at gøre noget på. For mig blev idrætten en helt ny arena. Det havde jeg altid været dårlig til, og nu var jeg faktisk bedre til det, end jeg nogensinde havde været.”

Anne-Mette blev grebet af skiløb. Biathlon (langrend og skydning) blev hendes idræt, og her viste det sig at hendes mangeårige interesse for musik og korsang var vældig nyttig. Når Anne-Mette skyder, lytter hun sig nemlig frem til centrum af målskiven. Hendes skitalent blev bemærket og hun kom på landsholdet. Hun blev støttet af Team Danmark og som forberedelse til sit tredje PL i Nagano i 1998, rejste hun til Norge for at få optimale betingelser til sin forberedelse.

Anne-Mette Bredahls PL og VM-medaljer

År	Turnering	Disciplin
1992	PL i Barcelona, Spanien	Sølv i goalball
1994	PL i Lillehammer, Norge	Guld i 7,5 km biathlon Bronze i 5 km klassisk teknik Bronze i 15 km klassisk teknik.
1998	PL i Nagano, Japan	Bronze i 7,5 km biathlon Guld i 5 km fri teknik.
1996	VM i Sverige	Guld i 7,5 km biathlon Bronze i 15 km langrend
2000	VM i Schweiz	Guld i 7,5 km skiskydning Guld i 15 km langrend

Guld, VM-titler og World Cup-sejre

Det, der begyndte som et frirum, udviklede sig til en usædvanlig karriere.

Anne-Mette Bredahl vandt sølv i goalball ved de paralympiske lege i Barcelona i 1992. Ved vinterlegene i Lillehammer i 1994 vandt hun guld i skiskydning og to bronzemedaljer i langrend. I Nagano i 1998 fulgte endnu et guld og endnu en bronze. Dertil kom fire VM-guld og tre samlede World Cup-sejre i biathlon.

Det er resultater, som i sig selv er bemærkelsesværdige. Men for Anne-Mette Bredahl blev medaljerne symbol på meget mere end sportslig triumf. Medaljerne blev det ydre tegn på en omvæltning i hendes liv:
”Det, at lykkes på et felt, hvor jeg troede, jeg var verdens dårligste, det gjorde noget ved min selvtillid. Jeg begyndte at vokse som person. Min familie sagde også, at jeg fik et helt andet kropssprog. I stedet for at være sådan en, der gik i ét med tapetet, så blev jeg en, der viftede med arme og hænder, når jeg snakkede. Jeg fik endda selvtillid nok til at danse. Jeg er ikke god til at danse, men nu er jeg jo lidt ligeglad. Jeg synes bare, det er dejligt. Jeg fik sådan en kropslig robusthed, der hjælper til at tackle livet.”

Bryllup i klitterne i Sæby (Foto: Privat)

Erfaringerne blev til et kald

For Anne-Mette Bredahl blev sporten ikke en afsluttet karrierehistorie. Den blev en del af hendes faglige kald.

Som psykolog arbejdede hun først med kræftramte mennesker og deres familier. Efter flytningen til Norge arbejdede hun som psykolog på Beitostølen Helsesportsenter. Siden kom forskning og et langt fagligt virke med fokus på psykologi, handicap, fysisk aktivitet, rehabilitering og sjældne diagnoser.

Anne-Mette har forsket i, hvad fysisk træning kan betyde for livskvaliteten for mennesker med handicap:
”Nogle gange tager vi kun udgangspunkt i diagnosen. Og tænker, at har personen den diagnose, så er det nok den her aktivitet, som er rigtig for vedkommende. Men det er vigtigt at undersøge hvad er det for mennesker? Hvor er de på vej hen i deres liv? Hvis den ene vil på landsholdet i kørestolsrace og den anden vil have gangtræning, og man kun har en løsningsmodel? Så kommer man i hvert fald til at fejle i mindst det ene tilfælde.”

Anne-Mette er også optaget af, at fysisk træning gør os mere robuste – uanset om vi er handicappede eller ej. ”Jeg har mødt mennesker, der siger: ’Det er nemt for dig, du har vundet så meget.’ Det er rigtigt, siger jeg så. Men ved du hvad? Jeg har tabt mindst ti gange så meget. Man taber en masse. Der er ingen, der altid vinder. Det kan lige så godt handle om at få gode karakterer i matematik eller i engelsk eller blive god til at spille på trommer. Det giver en robusthed at arbejde fokuseret med noget, man vil være bedre til.”

Anne-Mette med sønnen Marcus på et år på deres første skitur ( Foto: Paul Bowen)

Psykisk og fysisk robusthed er et emne, der optager Anne-Mette. Interviewet er næsten slut – men der er lige en ting mere:
”For fem år siden var jeg meget alvorligt syg af kræft. Jeg gik med rollator. Jeg plejer jo at løbe og træne hver dag, så jeg tænkte: ’Jeg kan ikke lade folk se mig med rollator!’. Men jeg blev nødt til at tage mig sammen – ligesom efter en idrætsskade. Man kan ikke hvile sig i form! Så det blev intervaltræning: 100 meter hen til en bom på vejen, hvile på rollatoren og tilbage igen. Tre runder! Det var ikke på medaljeniveau! Men jeg ville have parkeret rollatoren hurtigst muligt!” Heldigvis er hun tilbage i skisporet igen.

Korskirken er stadig Anne-Mettes sted

I dag bor Anne-Mette med sin mand Paul i Oslo. Sammen har de sønnen Marcus, der er flyttet til Danmark, hvor han går på internationalt gymnasium på Viborg Katedralskole.

Gennem egen erfaring og sin forskning har Anne-Mette lært, at det ikke kun er behandling, diagnoser og viljestyrke, der former menneskers liv. Det er også familie, venner, kolleger – mennesker omkring dig, der giver livet glæde, mening og fællesskab. Det handler ikke om at overvinde alle odds og stå alene på toppen. Det handler om at lade sig bære af familie, fællesskab og tro – og finde en vej, hvor både sårbarhed og styrke kan få plads:
”At arbejde som psykolog er utrolig givende og jeg oplever, at folk som står i vanskelige situationer lettere får tillid til mig. Måske fordi de tænker, at jeg, med mit handicap, også selv har erfaring med at have det vanskeligt i perioder. Måske er det også med til at give lidt håb”.

Selv om Anne-Mettes liv i mange år har været forankret i Norge, er Danmark, og alle de mennesker hun holder af her, stadig vigtige i hendes liv.

Korskirken.

Og de mennesker, hun mødte i sin barndom og ungdom. Mennesker, der så mere på, hvem hun var, end hvad hun kunne. Anne-Mette er fortsat en del af menigheden. Når hun er i Danmark hos sine forældre, kommer hun stadig i Korskirken.

”Det er mit sted. Det er der, jeg har rod, og det er der, jeg føler mig hjemme,” siger hun.

Familien samlet til jul – Anne-Mette, hendes forældre, Paul og Marcus (Foto: Privat)

Relateret

• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab

Find flere