Lyt til artiklen her:

I forbindelse med forslagene til Landskonferencen ønsker BaptistKirkens ledelse at skabe gode rammer for information, spørgsmål og uddybning. Der stilles i år flere større forslag end sædvanligt. De giver naturligt anledning til både spørgsmål og refleksion. For at give plads til dette – uden at tiden på selve konferencedagen den 3. oktober bliver for presset – indbyder vi derfor til en række online informationsmøder. Det er desuden ledelsens håb, at initiativet giver mulighed for, at flere deltager i samtalen.

Lidt praktisk info

På møderne gennemgår vi tre af forslagene, ledelsen og deltagerne i udvalgsarbejdet svarer på spørgsmål og modtager feedback. Hvert møde varer to timer, og der er fokus på ét forslag, så der er god tid til gennemgang og spørgsmål. Nedenfor er de enkelte forslag kort gennemgået, og der er links til de fulde forslag. Der er udsendt materiale til menighederne. Det kan du finde her.

Du kan deltage på online via Zoom (se faktaboks om Zoom) på møderne:

• Onsdag den 19. august kl. 16.00–18.00 (Zoomlink til tilmelding)
  Emne: Samværspolitik
• Tirsdag den 25. august kl. 16.00–18.00 (Zoomlink til tilmelding)
  Emne: Ordination og akkreditering
• Tirsdag den 1. september kl. 16.00–18.00 (Zoomlink til tilmelding)
  Emne: Ny bidragsmodel

Faktaboks om Zoom

Zoom er et populært online mødeværktøj. Du bruger det til at møde andre via computer eller telefon. For at deltage som helt ny bruger klikker du blot på det tilsendte mødelink, vælger at åbne i din webbrowser eller hente programmet, og skriver dit navn.

Det kræver ingen brugerkonto eller betaling at deltage i et møde, som en anden har oprettet.

• Find linket: Åbn den e-mail eller besked, hvor du har modtaget invitationen. Klik på det blå internetlink (f.eks. https://zoom.us…).
• Åbn i browser: Hvis du ikke vil installere noget, skal du se efter teksten i bunden af siden, der hedder noget i stil med “If you cannot download or run the application, join from your browser”. Klik på det link.
• Skriv dit navn: Indtast dit navn i feltet, så de andre ved, hvem du er, og klik på Join eller Deltag.
• Tillad lyd og billede: Computeren vil sandsynligvis spørge, om du vil tillade brug af mikrofon og kamera. Tryk Tillad (Allow). Tænd for lyd: Klik på ikonet med et headset eller et mikrofonsymbol i hjørnet (og vælg Join Audio / Computer Audio), så de andre kan høre dig.
• Vigtigt: Sluk din mikrofon, når du ikke har ordet!

Baggrund om Samværspolitik

Forslaget er udarbejdet af BaptistKirkens ledelse med mulighed for input fra ungdomsorganisationerne Danske Baptisters Spejderkorps (DBS) og Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund (BBU).

Forslaget har fokus på BaptistKirkens nationale samlinger – fx stævner, lederdage og temadage. Politikken skal skabe trygge rammer for samtaler på tværs af generationer, menigheder og traditioner. Den lægger op til, at undervisning, debat og fællesskab skal være ikke-polemisk, omsorgsfuldt og håbsorienteret, og at vanskelige emner som seksualitet, bioetik, bibelsyn, partipolitik og internationale konflikter behandles med omtanke – især når børn og unge er til stede.

Forslaget skelner derfor mellem arrangementer for børn, unge, voksne og plenum (hvor alle aldre deltager), så samtalerne bliver alderssvarende og placeret i de rette rammer. Samtidig lægger politikken vægt på et sprog, der kan forstås af både kirkefolk og kirkefremmede, og den slår fast, at fælles samlinger ikke skal gøres til politiske kamppladser. Forslaget behandler også synlige manifestationer som flag, bannere og flyers og de enkelte menigheders muligheder for at manifestere særlige holdninger.

Læs hele forslaget (som PDF-fil) her.

Baggrund om ordination og akkreditering

Forslaget om ordination og akkreditering genindfører ordination af præster i BaptistKirken. Samtidig indfører forslaget en national akkreditering. Forslaget beskriver ordination som menighedens og kirkesamfundets bekræftelse af det kald, en præst har fået til tjeneste. Ordinationen sker ved forbøn og håndspålæggelse i den lokale menighed. Forslaget fastholder, at den lokale menighed fortsat kalder sin egen præst, men at menighed og præst efter 12 måneders tjeneste kan søge BaptistKirkens ledelse om ordination. Akkreditering er derimod en løbende national anerkendelse af ordinerede præster og skal styrke præstens tilknytning til det fælles præstefællesskab, efteruddannelse, mentoring og ansvar for kirkesamfundets liv og sammenhæng. Akkreditering er en anbefalet ordning – ikke et krav for lokal præstetjeneste – men den indebærer forventninger om baptistisk teologisk forankring, ansvarlig livsførelse, kollegial deltagelse og loyalitet over for BaptistKirkens fælles værdier og beslutningsprocesser.

Læs hele forslaget (som PDF-fil) her.

Baggrund om ny bidragsmodel

På det sidste af de tre onlinemøder handler det om en ny model for menighedernes bidrag til BaptistKirkens fælles arbejde.

I dag betaler menighederne som udgangspunkt 7,5 procent af deres indsamlede midler til basisbudgettet, men forslaget peger på, at modellen rammer skævt, fordi der er stor forskel på, hvor meget menighederne indsamler pr. medlem. Den nye model foreslår derfor, at bidraget fra 2027 beregnes som 250 kr. pr. medlem om året plus 2,5 procent af den første million, menigheden indsamler. Modellen skal både udjævne forskellene mellem menighederne og gøre det tydeligere, at medlemskab også indebærer et fælles økonomisk ansvar. BaptistKirkens ledelse kan i særlige tilfælde give en tidsbegrænset nedsættelse, fx ved store byggeprojekter, renoveringer, menighedsplantning eller større missionsprojekter.

Et oplagt debatpunkt er forslaget om en strammere praksis: Menigheder, der ikke betaler det fastsatte bidrag, bliver kontaktet af ledelsen. Vedvarende manglende opfyldelse af forpligtelsen betragtes som en udmeldelse af BaptistKirken!

Læs hele forslaget (som PDF-fil) her.

Vær med til at prøve noget nyt

Det er nyt i BaptistKirken, at vi møder hinanden online og taler om vigtige spørgsmål. Imidlertid har Internationalt Udvalg de seneste to år haft meget positive erfaringer med onlinemøder. Det er disse erfaringer, BaptistKirkens ledelse forsøger at bygge videre på – forhåbentlig med mange interesserede deltagere. Efter de tre møder vil ledelsen evaluere forløbet og – måske – tage værktøjet i brug senere.

Relateret

• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte

Find flere

Lyt til artiklen her:

Chresten Eskildsen, f.1948:

• Bethelkirken, Aalborg 1988-2013
• Roskilde Baptistkirke 1978-1988
• Baptistkirken Bornholm 1973-1978
• Uddannet fra Det Teologiske Seminarium i Tølløse 1973

Selvom Chresten Eskildsen er gået på pension, prædiker han stadig mere end 35 søndage om året: ”Så længe jeg kan magte det, og menigheder sender bud, bliver jeg ved. Inviterer de mig igen, er de jo selv ude om det”, siger han med et smil.

Vi mødes til en snak om sjælesorg, evangelisation og et måske spildt fodboldtalent for at interviewe Chresten Eskildsen om hans virke gennem årtier, fordi han er en dygtig evangelist. Den betegnelse afviser han hurtigt: ”Evangelist? Nej, jeg har brugt mest tid på besøg og samtaler med folk – ofte i kriser.” Chresten læner sig frem og uddyber: “En krise kan gøre én af to ting: Du kan falde og blive liggende, eller den kan blive et springbræt, der tvinger dig til udvikling. Jeg tror, at mennesker ofte møder Gud i forbindelse med kriser.”

Evangelist? Nej, jeg har brugt mest tid på besøg og samtaler.

Fodbold var mere spændende

Chresten er født i 1948 og opvokset i en baptistfamilie på landet i Vendsyssel. Baptistrødderne går adskillige generationer tilbage: ”Hver søndag fyldte min far bilen op med alle os søskende og naboernes børn, op til 13 unger i alt, og kørte os i søndagsskole i kirken i Pandrup!”

Kirken var vigtig, men fodbold var alligevel mere spændende. Han trænede og trænede og ville hellere spille bold om søndagen end gå i kirke. Chresten blev dog døbt som 14-årig og involveret i ungdoms- og spejderarbejde: ”Men fodbold var altså stadig nummer et”, og drømmen var at blive professionel fodboldspiller og solgt til Italien som Harald Nielsen – eller at blive civilingeniør, for det var der penge i.

At lade Gud sidde ved rattet

Som nybagt student havde Chresten lånt sin fars bil, da han endte i et frontalsammenstød. Modpartens bil røg i grøften og brød i brand: ”De havde heldigvis sikkerhedsseler på, men det havde jeg ikke”, forklarer Chresten, som blev slynget ned i bunden af bilen og blot fik en ganske lille flænge i hovedbunden. ”Der blev jeg virkelig tacklet af Gud, kom til at tænke over livet, og over at lade Gud sidde ved rattet.”

Til en missionsuge fortalte han om ulykken og sagde: ”Jeg synes, jeg skylder Gud mit liv, så jeg kan måske ’betale tilbage’ ved at blive præst. – Det havde jeg ikke planlagt at sige, og Hanne, som jeg lige var blevet kæreste med, var ved at falde ned af kirkebænken.”

Hanne og Chresten Eskildsen

Ungdomspræst på Bornholm

I 1970 begyndte Chresten på præsteseminariet i Tølløse, og i 1973 fulgte det første kald til Bornholm. Det var en menighed i tilbagegang efter år med fraflytning og faldende medlemstal, men Chresten og menigheden begyndte at arbejde med ungdomsmøder, lejre og fællesskaber, hvor de unge medvirkede rundt om på øen, og mange blev døbt i den tid.

Kriser er udviklende

Efter fem år på Bornholm flyttede familien til Roskilde, og også her havde de den glæde at opleve, hvordan mange unge familier kom til: ”Der var brug for ekstra stole i kirken de fleste søndage”, smiler Chresten.

Vi vil så gerne fjerne smerten, men gråden kan være den bedste medicin.

I Roskilde var psykiater Flemming Baungaard medlem, og de mødtes hver uge og delte livets tildragelser: “Dér lærte jeg noget om sjælesorg, om at lytte, og at kriser er udviklende. Det handler om at acceptere at være i krisen og lære af den. Det drejer sig ikke om at komme ud af den hurtigst muligt.” Han holder en kort pause. “Vi vil så gerne fjerne smerten, men gråden kan være den bedste medicin.” Evnen til at være til stede hos mennesker i det svære ser Chresten som sin styrke: “Jeg har altid haft let ved at tale med folk om det, der gør ondt. At gå et stykke vej sammen med dem.”

At bygge noget op igen

Jeg har været så privilegeret at opleve medgang i alle de menigheder, jeg har virket i.

I 1988 flyttede familien – nu med fire døtre – til Bethelkirken i Aalborg. Her havde menigheden været igennem en turbulent tid: “Det var spændende at være med til at bygge noget op igen.” Via engagerede medlemmer oplevede kirken vækst og blev fyldt med liv og unge mennesker. I 2013 gik Chresten på pension efter 25 år i Bethel. ”Det har været en spændende tid, og jeg har været så privilegeret at opleve medgang i alle de menigheder, jeg har virket i.”

Altid mindst to sider af en sag

Chresten følger stadig livet i BaptistKirken tæt – også de uenigheder og den modgang, der fra tid til anden kommer op til overfladen: ”Jeg har altid den her ’filosofi-terning’ i lommen. Den minder mig om, at der er mindst to sider af en sag. Du ser én ting fra din synsvinkel, og jeg ser noget andet fra min. Man er tilbøjelig til kun at se tingene fra sin egen side, men vi skal være i stand til at se tingene fra andres vinkler. Det samme gælder bibelsynet. Jeg vil kalde mig selv bibeltro, men ikke fundamentalist, for Biblen skal jo tolkes, og vi skal lære af historien. Tiden går, og ting forandrer sig.”

Vi skal være i stand til at flytte os og se tingene fra andres vinkler.

Alt har sin tid

Til slut spørger jeg Chresten, om han er bekymret for baptistkirkens fremtid? Han ryster på hovedet: “Alt har sin tid. Det er ikke så dårligt endda at holde en god begravelse – vi tror jo på opstandelsen.”

Han smiler. “Det kan godt være, at den form for baptistkirke, vi er vokset op med, må dø. Men når et korn lægges i jorden, spirer det og bærer frugt. Jeg er ikke bekymret. Jesus skal nok klare sig.” Chresten holder en kort pause og tilføjer til slut: “Måske har vi for travlt med at frelse vores eget kirkesamfund i stedet for at frelse verden.”

Relateret

• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør

Find flere

Lyt til artiklen her:

Vi bruger sjældent ordet mission, men taler om at være der for hinanden, at gøre noget for nogen, at lade ordet om Jesus’ liv og lære være levende i vores midte, at være vidner med vores liv og at lade Guds ord virke iblandt os.

Strik

Vi har gennem hele vores levetid – lidt mere end 20 år – haft fokus på Rwanda og Burundi. Flere fra menigheden har besøgt de to lande, og det har ført til stor offervilje både fra dem, der selv har været der, og dem, der er blevet fortalt om turene. Strikkedamerne har strikket gennem alle årene, og to damer har hver strikket mere end 1000 små trøjer til arbejdet i landene. Desværre er det nu svært at få de strikkede trøjer afsted, så det arbejde holder pause. Vi har samlet penge ind til kirkebyggeri og har bygget flere kirker gennem BaptistKirken.

Gennem årene har mere end 30 damer fra byen været aktive med strikkepindene.

Strikkedamerne har også strikket til Bulgarien, men også det ligger stille nu! Det har ellers været en god måde at få kontakt til folk i byen, for mange vil gerne være med til at gøre en forskel i et land, der har meget mindre end os i Danmark. Gennem årene har mere end 30 damer fra byen været aktive med strikkepindene. Vi har haft rigtig god kontakt til dem, så vores arbejde har bestået i at fortælle om landene, servere kaffe og hjemmebag og få tingene pakket og sendt af sted gennem Kvindenetværket.

Cafe Mandfred

Foruden strikkedamerne samler også Café Mandfred – Fred for mændene! – rigtig mange kvinder. En lørdag formiddag, hvor vi hygger os med brunch og lytter til et foredrag ofte med en kvinde med noget på hjertet eller med nogen, der har haft en oplevelse, som vi andre har godt af at høre om. Efterhånden er det blevet sådan, at der kommer kvinder fra hele Nordjylland for at være med, og det glæder os, at vi med vores arbejde her, kan gøre en forskel, så kvinder både får et fællesskab og en god oplevelse. Vi har nu kørt i 20 år, og det er de samme tre kvinder, der har været med gennem alle årene.

Tirsdagstræf har ligeledes kørt gennem alle de år, hvor vi har været kirke i byen. En gang om måneden fra september til marts indbydes byens folk til et foredrag og kaffe. Det er blevet taget godt imod, og der kommer altid en god flok!

Mad&Mening

Vi er en lille menighed med 20 medlemmer og kontakt til mange flere. Ikke mindst gennem vores Mad&Mening. Da vi flyttede i større og bedre lokaler for mere end 10 år siden, begyndte vi at lave et arrangement hver uge, hvor vi indbyder alle til at spise sammen.

Et arrangement hver uge, hvor vi indbyder alle til at spise sammen.

Det er rigtig mange, der har lyst til en friaften fra gryderne, eller til at have nogen at spise sammen med, så det er blevet en af vores succeser. Det er hårdt, og det kræver mange i arbejde, men heldigvis er der mange, der vil være med, og med en god planlægning kører det hele på skinner.

Skærtorsdag er blevet en speciel aften for os, fordi vi efter spisningen deler nadver sammen. I år var vi 31 – heraf halvdelen fra byen – der var sammen denne specielle aften. Og ikke én gik hjem inden nadveren! Vi har ellers et løst program, hvor det eneste, der ligger fast, er spisning kl. 18 og andagt, inden vi går fra bordet. Der er stor lydhørhed, og det er nok vores bedste bud på at være kirke for byen.

Vi føler os båret og vejledt af Gud.

At være en lille kirke i en by med stort aktivitetsniveau er ikke let, men vi føler os båret og vejledt af Gud, så vi med rette kan sige, at vi er i mission – på en måde, der passer til os og vores by.

Relateret

• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater

Find flere

Lyt til artiklen:

Retræten var målrettet kirkeansatte, og retrætens fokus var gudsbilleder og selvbilleder. Med i bagagen havde jeg en hel del tanker om og oplevelser af mindreværd og utilstrækkelighed.

Vigtige ingredienser i en uges retræte i stilhed er bl.a. at sove, lytte og gå lange ture. Jeg havde delt nogle indtryk og tanker med Magnus Malm i de første samtaler, vi havde, bl.a. om at jeg havde set en grønspætte komme flyvende tæt forbi, at Gud umuligt kunne elske mig, som den jeg var og havde været – og så om alt muligt andet. Noget jeg bed særligt mærke i, var Magnus’ opfordring til at lade Gud elske mig gennem naturen.

Gud rørte mit hjerte

På en af mine gåture på retræten – til en sø et stykke derfra – så jeg i en lysning i skoven en stor flad sten beklædt med mos. Skovens stemmer berørte mig den dag på en særlig måde, og jeg fik lyst til at lægge mig lidt på ryggen på den flade sten. Der lå jeg så med næsen i sky og missede med øjnene mod solen i trætoppene. Lige dér, på den sten, i den skov, rørte Gud ved mit hjerte i en lydløs tiltale: ”Du er mit elskede barn…”.

Igen og igen har jeg haft lignende erfaringer, når jeg har bøvlet med mine selvbilleder og gudsbilleder. At fugle sætter sig i et træ tæt på mig, at hunden mærker mit mismod, at aftenhimlen kaster trøstende stjernestøv på mit hoved, at en hest kommer hen til hegnet og stiller sin silkebløde mule til rådighed for en naturlig sjælesorgssamtale.

Guds stemme

Nogen hører Guds tiltale med forstanden og intellektet, nogle gennem bønnen og Bibelens ord, andre bliver særlig berørt af sang og musik, under nadveren, eller i en samtale med naboen. Guds røst høres og erfares på mange modersmål. Stilheden og ordløsheden er ofte et godt sted at øve sig i at høre Guds stemme.

”Hellige treenige Gud, hjælp mig og lær mig at åbne mit hjerte for dig – rens ud i mine falske selvbilleder og gudsbilleder – og fyld så mit hjerte helt op med din kærlighed.”

Relateret

• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op

Find flere

Lyt til artiklen:

Jeg har altid følt mig velsignet. Jeg er opvokset i et kærligt hjem med en glad gudstro og kirkens fællesskab som fundament i tilværelsen. Selvfølgelig har jeg mødt modgang, men altid er jeg blevet vist en anden vej og har oplevet, at Gud var med mig igennem alt. Jeg fik hjælp til at finde glæden og optimismen igen.

En særlig velsignelse som barn

Mine forældre var pedelpar i kirken, hvor jeg som 7-årig kastede min kærlighed på klaveret. Når mor gjorde rent, sad jeg og øvede mig i at spille melodier efter gehør. En dag kom et medlem af menigheden, Marie Petersen, ind og lyttede. Hun var en midaldrende pebermø, som tjente lidt ved at være spillelærerinde i Danmarksgade tæt på kirken. Jeg blev inviteret til undervisning to gange ugentligt og kom til at elske Marie, som lærte mig noder og at spille klassisk musik.

Desværre blev hun syg af kræft, og til sidst – da jeg var 10 år, og hun stadig underviste fra sengen – slap hendes kræfter op. Hun holdt mig i hånden, mens hun fortalte, at nu kunne hun ikke mere, og jeg skulle derfor afløse hende som pianist i søndagsskolen i Ferslev. Jeg fik hendes nodebog til Søndagsskolesangbogen. Få dage efter døde hun, og jeg græd, men huskede, hvad jeg havde lovet Marie, så jeg gik i gang med noderne til de sange, der skulle synges om søndagen.

Gud gav mig en velsignelse og styrede min stemme, mine ører og hænder.

Nodebogen var tæt trykt med 4-stemmige satser

Jeg græd over min afmagt, men så foldede jeg mine hænder, bad Gud hjælpe, og jeg gik i gang med at finde melodierne pr. gehør. Jeg øvede og øvede, og efter de første famlende forsøg kunne jeg lægge harmonier under melodierne. Ingen teori, ingen node. Gud gav mig en velsignelse og styrede min stemme, mine ører og hænder. Først 12 år senere lærte jeg musikteorien på lærerstudiet.

Guds særlige gave er stadig en velsignelse for mig i kirke, skole, hospice med mere. At bruge den giver mig glæde.

Relateret

• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op

Find flere

Lyt til artiklen:

“Syv år, Niller, så ved man et eller andet!”

Sådan lyder en af de mindeværdige replikker fra den danske filmskat. Og selvom en ph.d.-afhandling måske ikke helt kan sammenlignes med Mulles livserfaring, var der alligevel noget om det, da jeg i marts forsvarede min ph.d.-afhandling efter seks års arbejde.

Afhandlingen udspringer blandt andet af min tid som præst i Bethelkirken i Aalborg, hvor jeg blev opmuntret til og fik mulighed for at begynde arbejdet. Sideløbende med forskningen ledte jeg det daværende Studiecenter for Menighedsbaseret Teologi, SCMT. Det blev seks år med fordybelse, interviews, analyser og mange samtaler om tro – og om, hvordan karismatiske frikirkers identitet formes i spændingen mellem kirkens fællesskab og en sekulær hverdag.

Mennesker er forskellige

Mennesker er ikke som vandhaner, man bare kan åbne, så svarene begynder at flyde. Det kræver overvejelse og metode at undersøge, hvordan mennesker beskriver deres trosrejse, og hvilken betydning kirken har haft.

Men mennesker er også historiefortællende væsener. Vi forstår vores liv gennem de fortællinger, det sprog og de fællesskaber, vi bliver en del af. Derfor kan livshistorier give indblik i, hvordan mennesker tilegner sig tro – og hvordan kirkens identitet bliver levet og formet.

Ti livshistorier om vejen til tro

Min afhandling undersøger ti personer, der er vokset op uden tro på Gud, men som i deres voksenliv er blevet troende i en karismatisk frikirke i København. Gennem deres livshistorier undersøger jeg, hvordan troen vokser frem, og hvordan kirkens fællesskab, sprog og praksis medvirker i processen.

Henrik Holmgaard (Foto: Privat)

Henrik Holmgaard

• cand.theol. og ph.d.
• sognepræst i Nebsager, Bjerre og Stenderup Kirker
• aktiv sejler
• gift med Mette og far til Isaac og Noah
• Tidligere:
  • Studerende ved  IBTSC: International Baptist Theological Study Centre i Amsterdam
  • Leder af StudieCenter for Menighedsbaseret Teologi (SCMT)
  • Præst i Bethelkirken i Aalborg
  • Formand for ”Tjeneste og uddannelsesudvalget” i BaptistKirken
  • Kirkeplanter i Apostolsk Kirke i Aalborg
  • Podcastvært og meget mere

Læs Henrik Holmgaards afhandling.

Hvad viste livshistorierne?

Undersøgelsen viste først og fremmest, at nye troendes vej ind i tro og menighed er en kompleks og erfaringsorienteret proces. I nogle frikirkelige sammenhænge, præget af vækkelsestraditionen, kan forståelsen af at blive troende være formet af omvendelse som en særlig øjebliksbeslutning, hvor “man siger ja til Jesus”. Det sprogbrug findes i de menigheder, jeg undersøgte. Livshistorierne viste, at troens tilegnelse ofte var mere kompleks. Men over tid lærte deltagerne at tolke deres tro som en beslutning. I deres fortælling var selve “beslutningen” ikke afgørende for deres tro. Den fungerede nærmere som en markering, der var vigtig for fællesskabet, fordi det dermed kunne genkende “de nye troende”.

Hjemkomst eller udforskning

I materialet tegnede der sig især to måder at fortælle om trosrejsen. Nogle fortalte om troen som en “hjemkomst”. Fortællingen afspejlede på en måde, hvad der kunne karakteriseres som en klassisk “omvendelseshistorie” med en u-vending fra noget dårligt til et godt liv som troende. I disse livshistorier talte deltagerne i nogen grad med et sprog, som indeholdt begreber som synd, frelse, nåde og et tydeligt før og efter.

Den anden gruppe fortalte om trosrejsen som en “udforskning”. Det var en mere lineær beskrivelse af en personlig udvikling. Her var fraværet af ord som synd, frelse og nåde bemærkelsesværdigt. I stedet udfoldede deres fortælling det, man kan kalde en selverkendelsesproces om “hvem er jeg?” sammen med Gud. Historisk har de karismatiske frikirker kritiseret andre kirkelige retninger for en “blodløs frelse”, som har negligeret Jesu objektive rolle i frelseslæren. Dette fund peger på, at der ligger en lignende nutidig udfordring i forhold til, hvordan frelse forstås og forhandles i mødet med en sekulær og individualiseret kultur.

Sognepræst i Nebsager, Bjerre og Stenderup Kirker, Henrik Holmgaard, prædiker ved indsættelsen den 14. september 2025 (Foto: Nebsager, Bjerre og Stenderup Kirker)

Kirken giver erfaringer – men mangler forklaringer

Hvis deltagernes beskrivelse af den udlevede kirkelige identitet kort skal opsummeres, så lykkes de karismatiske frikirker med at hjælpe mennesker til at genkende og leve med en erfaring af Gud som nærværende i et ellers sekulært hverdagsliv. Kirkens udlevede identitet beskrives som et fællesskab af mennesker, der samles om en særlig gudserfaring, hvor Gud er personlig, kærlig og aktiv.

Troens relationelle natur bliver særligt understreget gennem fællesskabet med andre nye troende og ved, at mere modne troende “investerer” tid i samtale og sidemandsoplæring i bøn og bibellæsning, enten en-til-en eller i mindre grupper.

Samtidig viser materialet, at nogle klassiske pentekostal-karismatiske udtryk – især tungetale og forbøn for helbredelse – kan opleves som fremmedgørende eller decideret overdrevne. Ligeledes viser undersøgelsen, at selvom disse kirker er gode til at give deltagerne “gudserfaringer”, så er de knap så gode til at forklare disse erfaringer. De nye troende bliver i særlig grad tiltrukket af erfaringen af Gud som en indre mystik, de kan erfare igennem kroppen i forbindelse med lovsang og bøn, og som kan hjælpe dem med at fortolke mening i hverdagen. Ligeledes afspejler livshistorierne den udfordring, at der kan opstå en for snæver forståelse af, hvad der er de “rigtige” gudserfaringer. Der er måske behov for en mere “generøs” forståelse, praksis og refleksion over gudserfaringens medierede natur, mangfoldighed og rolle, som integrerer erfaring, Bibel og tradition i den teologiske refleksion og praksis.

Henrik Holmgaard (Foto: Privat)

Fra klare grænser til et tydeligt centrum

Endelig viser undersøgelsen, at den udlevede kirkelige identitet er organiseret omkring et tydeligt defineret centrum. Dette centrum kan man som medlem være mere eller mindre tæt på eller længere fra. Det er en ændring fra den måde, karismatiske frikirker historisk har forstået sig selv på som tydeligt afgrænsede fællesskaber af bekendende troende, hvor dåb, medlemskab og menighedsetik markerer, hvem der er inden for og uden for.

Deltagernes livshistorier beskriver de kirkelige fællesskaber som åbne og nærmest som en genopdagelse af “teltmødets” funktion, hvor man kan komme og gå, som man vil. Kirkerne skaber rum, hvor mennesker kan undersøge troen, deltage i fællesskabet og langsomt orientere sig mod det definerende centrum af idealer om særlige gudserfaringer, praksis og etik. Medlemskab bliver beskrevet som forskellige niveauer af deltagelse med idealet om at deltage så ofte som muligt, hjælpe til så meget, man kan, bidrage og tage ansvar økonomisk, tale om og undersøge tro med andre og lade sig forme af fællesskabets definerende centrum.

Der er nye muligheder for, at man uforpligtende og undersøgende kan finde vej ind i kristen tro, uden at man skal tilegne sig “hele pakken”.

Denne organisering med et definerende centrum frem for en klar afgrænsning til samfund og andre kirker giver nye muligheder, men også markante ændringer i kirkelig identitet. Der er nye muligheder for, at man uforpligtende og undersøgende kan finde vej ind i kristen tro, uden at man skal tilegne sig “hele pakken”. Det definerende centrum holder et klart menighedsideal frem, men der er frihed til at vælge til og fra. Det betyder, at nye troende kan se sig selv som medlemmer i “periferien”, uden at de skal stå på mål for “særlige gudserfaringer”, kirkens lære eller særlige etiske normer om seksualitet m.m.

Denne ændrede struktur, hvor fællesskabet er centralt og ikke har en tydelig grænse til det omgivende samfund og andre kirker, minder på sin måde om en “abonnementsordning” som den, der for eksempel findes i fitnesscentre, hvor man kan være medlem på flere niveauer.

Denne forandring af strukturen og medlemskabet er en markant ændring, som kan tolkes som resultatet af forhandlingen af den udlevede karismatiske frikirkeidentitet i en sekulær kultur.

Forandringen kan også tolkes som en bevægelse fra en “bekendelseskirke” hen imod at være en “kirke med en bekendelse”, som denne bevægelse tidligere har taget kritisk afstand fra.

Hvad kan kirken lære?

Så hvad kan kirken lære af nye troendes livshistorier?

Deres livshistorier spejler den forhandling, der sker mellem samfund og religiøse minoritetsfællesskaber, når det kommer til, hvordan den erfaringsorienterede forståelse af Gud og kirke møder et mere eller mindre sekulært samfund.

Ligeledes spejler livshistorierne, hvordan nye troende individuelt forhandler den tro, de forsøger at undersøge og tilegne sig, og hvordan de forsøger at passe ind – en proces, der ikke er let i en sekulær kultur.

De gode nyheder er, at det fortsat sker, men nogle gange på trods.

Henrik og Mette Holmgaard i Amsterdam ved forsvaret af afhandlingen (Foto: Privat)

Relateret

• 09. aug. 2026 - Mission – hvordan griber vi det an?
• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm

Find flere

Lyt til artiklen:

Alt imens I kæmper med at elske og leve, så er Helligånden på banen i jeres liv, siger Jesus.

Den erfaring kan vi kalde frem fra ugen, der er gået i vores liv, for hvad var vi uden Guds kærlighed og tilgivelse i sidste uge? Hvordan kom vi videre fra dag til dag – fra i gårsdagens fortræd i livet med hinanden – uden vor far i himlens hjælp? Hvordan kom vi videre i tilværelsen, hvis det ikke var for den godhed, som Gud har nedlagt i skabelsen, og som overgår os alle nu og da?

Et bål der brænder

Vi propper ikke kristendommen ned i halsen på vores børn og unge, men vi viser, hvad vi selv brænder for.

Skolemanden Christen Kold sagde: ”Et barn er ikke en flaske, der skal fyldes, men et bål, der skal tændes.” Vi propper ikke kristendommen ned i halsen på vores børn og unge, men vi viser, hvad vi selv brænder for. Vi kommer ikke vores tro på flaske, lige så lidt som vi kommer Gud på flaske. Derimod erfarer vi gennem det kristne fællesskab, at vi lovpriser Gud for hans gerninger i Jesus Kristus: Jesus som heler, frelser, renser og fornyer mennesker.

Kærlighedens bål

Jesus siger: I kender sandhedens Ånd: ”I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer”. Det gælder her om at mærke efter, for Helligåndens kendetegn er frem for alt tydelighed. Når jeg eller min ægtefælle er syg, og jeg møder opmuntring og opbakning, bliver det tydeligt for mig, at det kristne fællesskab ikke bare er ord, men er båret af kærlighed og omsorg.

Helligåndens kendetegn er frem for alt tydelighed.

Sangerinden Dicte har skrevet en salme til pinsedag: ”En sang fra dig”. Den handler om kærlighedens bål, som Gud holder i gang, og som brænder i det menneske, som kommer til tro:

Og jeg har klovnet i hver en butik
blot for at opgi´ alt hvad jeg fik
gemt mig bag bjerge af håbløse mål
for at undslippe kærlighedens bål

På de ødeste stier for at finde
en dråbe af stilhed før storm
men hos dig er jeg endelig hjemme
så jeg håber…

Du er en tro i mig
du er en sang der kun kommer fra dig
du er et håb i mig
og en sang der kun kommer fra dig

Det er Helligånden, som skaber troen i os.

Helligånden er et levende vidnesbyrd om, at Ånden altid arbejder i os og med os. Også udover hvad vi selv kan skabe eller tænke os til. Vi skal ikke undfange Helligånden, men det er Helligånden, som skaber troen i os, så Gud Far, Søn og Helligånd bliver en tro i mig, en sang der kommer fra Gud, et håb der lever i os.

Friest er dit åndefang

Helligånden trøster os og skænker os en forklaring på det i vores liv, som vi ikke forstår lige nu. Sådan var det også for de første disciple på pinsedagen. Med ét blæses nederlagsstemningen væk, og opstandelsestroen blev sluppet løs.

I Helligåndens fællesskab er alt ikke evigt mistet eller tabt, når vi mister, men favnet i Guds nærvær.

Pinse er en uventet nyskabelse. Man tror, at alt er slut, og at man er alene, men så viser Gud os alligevel, at han er med os ved igen at blæse sin ånd ind i mennesket. I Helligåndens fællesskab er alt ikke evigt mistet eller tabt, når vi mister, men favnet i Guds nærvær. Nu og for evigt. Vi er favnet, vi er fyldt af ånd, og vi er friest, når dybt vi drager det i sang, så højt i sky det klinger:

”Min sjæl, du har af alt på jord
i tanken, og din tunges ord
de allerbedste vinger,
og friest er dit åndefang,
når dybt du drager det i sang,
så højt i sky det klinger.”[2]

Helligåndens mærke er tydelighed

Vi kan altså tale med hinanden om Helligånden og vores erfaringer af Guds nærvær midt i sorg og glæde. Helligånden er håndslag på fællesskabet og håndsrækninger.  Det er hånden på hjertet, det er hjælp i nøden, det er nødhjælp, det er fællesskab med alle, som sukker og stønner under åget fra undertrykkere i verden.

Helligånden og hverdagen

”Levende Kristus, din hånd på min skulder,
stilheden midt i mit stræbsomme jag
– pludselig ved jeg, at Skaberen under
alt, hvad der lever, en lykkelig dag.”[3]

Gud elsker verden så vildt, at hans kærlighed skal kanaliseres til alle mennesker.

Menigheden er Guds forlængede arm, som lægger hånden om skulderen på folk til trøst, til glæde og til opbyggelse. Helligånden er hverken flyvsk eller begrænset til det private, men skal bredes ud over hver en hverdag. Kristne peger på Guds nærvær i verden. Gud er levende og er på vej, og vi får til pinse at vide, at Gud elsker verden så vildt, at hans kærlighed skal kanaliseres til alle mennesker.

Dét var, hvad Kristus døde for, og hvad han som opstanden holder sine tilhængere fast på. Nu skal vi vise verden, at også vi er gået fra døden til livet, fra mørket til lyset, fra mismodet til håbet. Og den kærligheds ånd, som Gud skænker os, tager ikke pusten fra os. Gud handler nådigt og forsigtigt med os, og Jesus taler tillidsfuldt og konkret til os, så vi forstår alvoren: ”Elsker I mig, så hold mine bud”.[4]

I kender ånden og Guds kærlighed vil hjælpe jer til at folde jer ud og leve på Jesus’ løfte: ”For jeg lever, og I skal leve.”[5]

[1] Johannesevangeliet kap. 14, vers 17b (Bibelen 2020)

[2] Grundtvig: ”Alt, hvad som fuglevinger fik”, vers 2, Salmebog for de danske baptistmenigheder 1989

[3] Lars Busk Sørensen: ”Levende Kristus, din hånd på min skulder”, vers 1, citeret fra Salmer & Sange for Metodistkirken i Danmark 2006

[4] Johannesevangeliet kap. 14, vers 15

[5] Johannesevangeliet kap. 14, vers 19

Forrige

• 24. jul. - Helligånden bevæger
• 23. maj. - Når Gud giver os ord
• 05. maj. - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 27. apr. - I Guds rige vender magten på hovedet
• 14. apr. - Trosfrihed er mere end jura

Find flere

Lyt til artiklen her:

Temaet var gennemført ved alle gudstjenester og de store taler. Hvad sker der, når Jesus inviterer os til at spise sammen, nyde nadveren sammen og rykke sammen? Og hvem er i det hele taget til stede ved bordet? Hvem er velkommen – og er der nogen, der ikke er det?

Artiklens forfatter, Lone Møller-Hansen på talerstolen ved BWAs årsmøde i Toronto, Canada. (Foto: Jeff Peck).

Over 500 baptister fra 65 lande deltog, og 435 var til stede, da Baptist World Alliance holdt årsmøde på Tyndale University i Toronto i begyndelsen af juli under temaet: ’At the table of Christ, one gospel, many people’, på dansk ’Ved Jesu bord, ét evangelium, mange mennesker’.

Generelt var opfordringen, at alle var velkomne ved bordet. I hvert fald fra talernes side. Men når man så diskuterede rundt i de små grupper, kom det frem, at der er menigheder, hvor kun menighedens medlemmer kan modtage nadver – eller hvor man skal have bekendt sin tro på Jesus offentligt, før man kan modtage nadver.

Konservativ eller liberal?

Vi er en meget sammensat verdenskirke. Det er helt klart, at den voksende kirke i Afrika er ret konservativ, og at amerikanerne er splittede i mange teologiske spørgsmål. Alligevel siges det, at BWA er for liberal, fordi vi anerkender kvinder som præster og ledere. Sydstatsbaptisterne, som ikke er med i BWA længere, har netop taget en beslutning om, at det ikke er bibelsk! I BWA er vi enige om, at Jesus skal være i centrum. Og han spiste netop med alle dem, ingen andre ville være sammen med! Og kvinderne var jo de første prædikanter, der kunne fortælle om hans opstandelse. På prædikestolen i Toronto var der stort set lige mange mænd og kvinder.

Lone ved den røde stol sammen med Valérie Duval-Poujol, der er BWAs ambassadør i kampen mod vold mod kvinder. (Foto: Jeff Peck).

”Den røde stol”

Den nye struktur i BWA indebærer blandt andet, at der kan udnævnes ambassadører til specifikke emner. Foreløbig er der tre BWA-ambassadører: Én til Mellemøsten, én til forkyndelse og voksende kirker, og én til kampen mod vold mod kvinder. Valérie Duval-Poujol fra Frankrig er den sidstnævnte. Hun gør en indsats for de kvinder, der bliver slået ihjel af én af deres nærmeste. Hver eneste dag bliver 137 kvinder slået ihjel af en partner eller et familiemedlem. Baptist-kvinderne har hvert år et projekt, de kalder ’den røde stol’. I det offentlige rum placeres en rød stol; det kan være en helt almindelig stol med et rødt klæde over. Stolen symboliserer de kvinder, der kunne have siddet med om bordet og i snakken, men som er blevet slået ihjel af nogle af deres nærmeste. Og så handler det om at opdrage ikke mindst vores drenge og unge mænd til, at vold ikke er i orden. At der er andre løsninger end at slå hende ihjel. Og at de, der slår kvinder ihjel, skal retsforfølges. Den undervisning skal starte hjemme, men den skal støttes i kirken. Vold mod kvinder er bare ikke i orden. Det er vold mod mænd selvfølgelig heller ikke.

BaptistKirken som rollemodel! Mange var interesserede i at høre om vores arbejde med Acts2Movement og Bibel-app’en. (Foto: Jeff Peck).

Vi er rollemodeller

Et andet stort tema på årsmødet i Toronto var selvfølgelig kampagnen Acts2Movement. Det er et fokus på missionale tiltag frem mod 2000-året for Jesu død og opstandelse, Helligåndens komme over mennesker og kirkens opståen. Året er 2033. Ikke kun baptistkirker sætter sig for, at det er nu, vi skal prøve at opfylde Missionsbefalingen (Mattæusevangeliet, kapitel 28, vers 18-20). At budskabet om Jesus skal ud i hele verden.

Andre verdenskirker arbejder mod samme mål. Måske lykkes det denne gang.

Det viste sig, at vi i BaptistKirken bliver set som en rollemodel. Jeg fik lov til at præsentere, hvad vi har gjort så langt: oversættelse af Acts2Movement-korset, det lille hæfte, der er sendt ud til alle kirker, som skal klæde ikke mindst menighedernes ledere på til at fortælle om Acts2Movement, som vi også kalder ’Tro i bevægelse’.

Lone sammen med Julio fra USA ved den smukke nadverceremoni, der afsluttede årsmødet. ( Foto: Jeff Peck).

Oplægget til syv prædikener om den bibelske baggrund for Acts2Movement, og den bibel-app, som alle opfordres til at downloade inden 30. august. Med den og din bibel kan du komme igennem hele Bibelen – eller Det Nye Testamente og udvalgte tekster i Det Gamle Testamente i løbet af to år – alt efter om du vil læse to eller et kapitel om dagen. Bibelappen vakte interesse i flere delegationer, så måske er der potentiale for, at andre vil købe den af Michael Frost, der har udviklet den. Det afgørende i denne app er, at du kan få en læsegruppe, der kan støtte dig til at holde ud, og som du kan dele dine læseoplevelser med.

I øvrigt vil vi gerne have en Acts2Movement-ambassadør i alle menigheder …

Chad Pillon ledte forsamlingen i lovsang i det smukke kapel på Tyndale University (Foto: Jeff Peck).

Rørt til tårer

Der var meget varierende musik og sang ved dette årsmøde. Mest rørende var det, da en musiklærer i kørestol, Chad Pillon, ledte forsamlingen i det smukke kapel på Tyndale University. Universitetet har i øvrigt tidligere været et kloster. Vi sang, mens vi græd, og hårene rejste sig på armene.

Og så er der alle de små samtaler, møderne med gamle og nye venner, opmuntring og forbøn. Helligånden var i den grad til stede.

Næste år er årsmødet i Caribien. Vi må vente til 2030. Da er der verdenskonference i Europa. Inden næste sommer ved vi, hvor.

Læs mere på BWA’s webside: https://baptistworld.org/annual-gathering/table-of-christ/

Den smukke klosterkirke er fra 1961. Klosteret blev overtaget af Tyndale universitet i 2003 (Foto: Lone Møller-Hansen).

Relateret

• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning

Find flere

Lyt til artiklen:

Der er messe i Østerbrohuset: Mystikkens Univers med tilbud om clairvoyance, irisanalyse, tarotkort, dyretelepati og krystaller. Ved Bibelselskabets stand står Ole Engel med Bibelen i mange versioner, bøger om tro og farverige udgaver af Det Nye Testamente.

En midaldrende mand kommer hen til Ole, peger mod biblerne og spørger:

“Tror du på det pjat der?”

Ole ser sig lidt undrende omkring. Han mener ikke, han kan se noget pjat. Manden fortæller, at han for længst har gjort op med kristendommen. Ole spørger venligt, om han har læst Det Nye Testamente. Det har han ikke. Det Gamle Testamente? Heller ikke.

Læs om Oles oplevelser på Mystikkens Verden (Foto: Ole Engel)

“Så giver jeg faktisk ikke ret meget for din vurdering,” vover Ole at svare.

Svaret kunne have lukket samtalen. I stedet åbner det den.

“Der fik du mig sgu,” svarer manden overraskende ærligt.

Nu fortæller han om en streng religiøs opvækst i Jehovas Vidner, et brud med troen og om afstand til familien. Ole lytter. Og lidt efter vover han at gøre samtalen endnu mere personlig.

Ole fortæller manden, at han taler med Vorherre hver dag. Så spørger han forsigtigt, om han må bede for ham.

“Det er der fandeme aldrig nogen, der har tilbudt mig,” svarer manden.

Samtalen fortsætter lidt endnu. Men nu i en anden tone.

Selvom det blev deres første og eneste møde, husker Ole sit løfte. Han beder stadig for manden.

Ole Engel – BaptistKirkens repræsentant i Bibelselskabet i 30 år (Foto: Privat)

Det begyndte med en praktisk løsning

Ole Engel blev født i København og gik som barn i søndagsskole i Kristuskirken. Kort efter Anden Verdenskrig flyttede familien til Vejle, hvor Ole senere blev døbt i Baptistkirken i 1953.

Efter soldatertiden, der blandt andet førte til et års ophold i USA, kom han til Københavnsområdet. Sammen med sin hustru, Birgit, sluttede han sig til Korskirken i Herlev, som han stadig tilhører.

I 1995 blev Ole valgt ind i BaptistKirkens missionskomité. Her mødte han Torben Andersen, der var præst i Rønne og BaptistKirkens repræsentant i Bibelselskabet.

”Vi aftalte, at jeg kunne overtage Torbens plads som BaptistKirkens repræsentant i Bibelselskabet. Møderne blev holdt i København, og jeg boede herovre. Så var Torben fri for at rejse fra Rønne til København hver gang,” fortæller Ole.

Det begyndte som en enkel opgave: Ole skulle deltage i Bibelselskabets repræsentantskabsmøder. Men hurtigt voksede engagementet til mere.

Han mødte Hans Arne Jensen, en af ildsjælene bag Bibelambassadørerne – frivillige, der ville gøre Bibelselskabets arbejde kendt lokalt. Snart hjalp Ole med udstillinger, hentede bøger på forlaget og fortalte om Bibelselskabet dér, hvor mennesker kom forbi.

Bibelselskabets stand ved Gentofte kirkes basar i 2025 (Foto: Ole Engel)

Bibelen kom med ud

I mere end 25 år har Ole fortalt om Bibelselskabet på Sommerstævner, Folkemødet på Bornholm, lokale kulturarrangementer, i sognekirker, ved landemode i Helsingør Stift og på Mystikkens Univers i Østerbrohuset.

Et særligt højdepunkt var nok Bibelselskabets 200-års jubilæum i 2014. I Helsingør Stift arrangerede Ole og Hans Arne Jensen en indsamling af bibler med særlige historier. Biblerne blev fremvist ved en festgudstjeneste i Frederiksborg Slotskirke, fotograferet og registreret af Ole og Hans Arne, før de blev leveret tilbage til ejerne. Resultatet blev samlet under titlen ’Historiske Bibler i Helsingør Stift’.

For Ole har glæden ikke først og fremmest været arrangementerne, men møderne ved standen.

Bibelen til alle – i 80 år

Bibelselskabet er en del af det internationale fællesskab United Bible Societies, der arbejder for missionen ’the Bible for everyone’ – Bibelen til alle. Fællesskabet blev etableret i maj 1946 efter Anden Verdenskrig og består i dag af 156 bibelselskaber, der arbejder i mere end 240 lande og territorier. Bibelselskaberne udgiver og udbreder Bibelen og hjælper mennesker med at møde den på et sprog og i en form, de kan forstå og bruge.

Nogle kom nysgerrigt hen. Andre var skeptiske. Nogle ledte efter en bestemt bog, mens andre bare var på vej forbi. Uanset anledningen har Ole forsøgt at følge et enkelt princip:

”Ingen må gå forgæves til Bibelselskabets stand og de skal helst huske besøget!”

Alle skal have noget med. En bog. Et julekort. En kuglepen. En nøglering. En magnet med et skriftsted. En forklaring. En samtale. Eller bare en oplevelse, der gør, at de husker mødet med Bibelselskabet.

Når “åsyn” ikke siger noget

En fredag på Mystikkens Univers kom flere gymnasieklasser forbi. Ole faldt i snak med tre piger fra 3.g og spurgte dem undervejs, om de kendte ordet “åsyn”.

Det var ikke lige en del af pigernes ordforråd.

Ole spurgte, om de var blevet konfirmeret. Det var de alle tre.

Ole Engel – og Hans Arne Jensen – med Bibelselskabets stand på Mystikkens Univers i 2024 (Foto: Hans Arne Jensen)

“Kan I ikke huske præstens velsignelse?” spurgte han. “Herren løfte sit åsyn på jer.”

Pigerne kunne genkende velsignelsen, men ordet havde ikke sat sig fast. Ikke som noget forstået. Ikke som noget, de tog med sig videre.

For Ole blev det endnu et eksempel på, hvorfor Bibelens sprog hele tiden må forklares og oversættes.

En anden gang kom en ung kvinde hen til Ole med et bibelvers, hun gerne ville have forklaret. Ole fandt verset i Den Nye Aftale og talte med hende om betydningen. Først bagefter fortalte hun, hvorfor hun spurgte: Hun havde fået verset til sin konfirmation seks år tidligere, men havde aldrig forstået, hvad det betød. Dengang turde hun ikke spørge.

Siden har Ole ofte sagt til folkekirkepræster:

”Når I giver konfirmander et skriftord, så sørg for, at de også forstår det.”

Gamle ord skal høres på ny

Ole møder ofte spørgsmålet: ”Hvorfor bliver man ved med at oversætte Bibelen? Er den ikke allerede oversat?”

For nylig modtog Ole og Hans Arne Jensen Bibelselskabets årlige pris. De fik begge en indrammet side fra Christian IV’s bibel fra 1633. Ole har siden taget sin bibelside med på udstillinger. Den er smuk og historisk, men næsten uforståelig for de fleste moderne danskere.

Selv når man kan tyde de gotiske bogstaver, er sproget så anderledes, at teksten ikke uden videre giver mening.

“Kan I se, hvor nødvendigt det er, at vi oversætter Bibelen?” spørger Ole, når han viser siden frem.

Ole Engel og Hans Arne Jensen (ved bordenden i baggrunden) til Fællesskabsaften i Nyrup umiddelbart før menigheden lukkede (Foto: Privat)

En ny autoriseret oversættelse, DO36, er i gang og planlagt til at udkomme i 2036. For Ole er det afgørende, at nye oversættelser ikke ændrer Bibelens budskab, men gør det muligt at forstå det.

Dansk forandrer sig. Ord kan skifte betydning.

”Tag et ord som at spotte,” siger Ole. ”I bibelsk sammenhæng betyder det at håne eller gøre nar af. De romerske soldater spottede Jesus før korsfæstelsen. I dag kan det også betyde at få øje på eller fremhæve nogen – som når man spotter en talentfuld fodboldspiller.”

Derfor er det vigtigt hele tiden at prøve og justere Bibelens sprog. Ikke for at ændre Bibelens budskab, men for at mennesker kan forstå Guds ord.

Ingen skal gå forgæves

Engang stod Ole ved Bibelselskabets stand op mod jul med blandt andet en række farvestrålende bibler. To nydelige ældre damer kom forbi, elegant klædt og tydeligt skeptiske over for de udstillede bibler og bøger.

“Synes du virkelig, det er pænt med alle de farver?” spurgte de lettere opbragt.

Ole kiggede sig forsigtigt omkring og svarede lavmælt:

“Mellem os: Nej, det er egentlig heller ikke helt min smag.”

“Ingen skal gå forgæves…” er Oles motto for arbejdet med at præsentere Bibelselskabets udgivelser. Her på Mystikkens Univers 2024 (Foto: Privat)

Så var isen brudt.

Ole spurgte, om de skrev personlige julehilsner. Det gjorde de naturligvis. Så gav han dem hver en kuvert med nogle af Bibelselskabets smukke julekort.

Det korte møde ændrede tonen. De to damer gik fra standen i en helt anden og mere positiv stemning, end de kom med – og med noget i hånden, der kunne bruges.

En baptist i et større fællesskab

En stor del af Oles frivillige arbejde er foregået i folkekirkelige sammenhænge. Da han første gang blev foreslået til Helsingør Stiftsudvalg, gjorde han opmærksom på, at han var baptist. Det krævede en afklaring. Kort efter fik han at vide, at han var meget velkommen.

Ole glæder sig meget over et voksende økumenisk fællesskab, hvor Bibelen er fælles grund. Folkekirkepræster, lægfolk, katolikker, baptister og andre frikirkelige kan stå forskellige steder – men Bibelen samler.

For Ole er det en særlig glæde, at Bibelselskabets pris i år gik til både Hans Arne Jensen og ham selv: en folkekirkemand og en baptist, der som frivillige i mange år har båret Bibelen ud til andre.

Nu skal stafetten videre

Ole er så småt begyndt at trappe ned.

Han har gjort BaptistKirkens ledelse opmærksom på, at tiden er kommet til at finde en ny repræsentant til Bibelselskabet. Den næste repræsentant behøver ikke overtage hele udstillingsarbejdet, understreger Ole. Opgaven er først og fremmest at deltage i repræsentantskabsmødet, holde kontakten og formidle nyt tilbage til BaptistKirken.

Bibelselskabet var også med på Sommerstævnet i Lindenborg i 2023 (Foto: Ole Engel)

Oles engagement viser, hvad der kan vokse ud af en opgave, når den bliver båret af interesse og glæde ved arbejdet. For ham har det været en hjerteopgave at formidle Bibelselskabets oprindelige idé: At Bibelen skal være tilgængelig for alle mennesker på deres eget sprog og til en pris, de kan betale.

En samtale, der stadig fortsætter

Ole har aldrig set manden fra Østerbrohuset igen.

Han ved ikke, hvad samtalen kom til at betyde. Måske fandt manden en ny vej til troen, til Bibelen eller til fred med sin egen historie?

Om ikke hver dag, så hver uge er manden stadig med i Oles bøn.

Måske er det sådan, Oles tjeneste bedst kan beskrives: Bibelen på et udstillingsbord og en samtale, der får lov at vare lidt længere end forventet. Og et menneske, der ikke går tomhændet fra mødet.

Relateret

• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte

Find flere

Lyt til artiklen:

Missionsbefalingen:

Jesus sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden.  Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«
Matthæusevangeliet kap. 28, vers 18-20

Det handler om helt almindelige mennesker. At vi er til stede med vores tro i vores nærmiljø. Det er ikke svært, hvis bare man tør tage det første skridt. Frimodigt. Med en overbevisning om, at dét, vi har som kristne, forandrer liv. Som Jesus forhåbentlig har præget dit liv, kan også andre menneskers liv blive forvandlede.

Håb

At være kristen handler om flere slags håb. Selvfølgelig håbet om, at der er en evighed, vi kan tilbringe sammen med Gud, og hvor alt er godt og fuldendt. Men også håb for dette liv. At vi ikke er skabt til at være nok i os selv. Vi er skabt til fællesskab, kærlighed, glæde, fred – alt godt. Det har vi fået til opgave at dele med alle, der ikke oplever det. Som kirker støtter vi hinanden i at arbejde for netop det.

 At være kristen handler om flere slags håb. … Men også håb for dette liv.

Vi deler

Vi er helt almindelige mennesker, der deler det, vi tror på, med andre helt almindelige mennesker. Det gør vi gennem vores vidnesbyrd: med ord, gennem vores handlinger i omsorg for dem, der har et behov, vi kan afhjælpe, og ved at bede for mennesker, vi færdes iblandt, med navns nævnelse.

Vi kan jo starte med at læse Bibelen fra ende til anden og lade den vokse i vores bevidsthed. Og samtidig være med til at støtte at alle mennesker har adgang til en Bibel på deres hjertes sprog.

Endelig er vi kaldet til at arbejde for frihed, ikke mindst friheden til selv at vælge, hvad vi vil tro på. Det har været baptisters hjertesag i 500 år. Religionsfrihed. Vi kæmper for, at selv dem, vi er uenige med, skal have ret til deres overbevisning.

A2M – atom

Det er netop, hvad Acts2Movement vil hjælpe os til. Vi kalder det A2M – alt fysisk er jo skabt af atomer.

Verden over har kristne af alle overbevisninger, katolikker og pinsefolk, metodister og baptister, sat pinsen 2033 som mål.  Baptist World Alliance, BWA, har sendt visionen videre til bl.a. BaptistKirken, og vi har grebet den.

En vision, der har en dato, kræver en plan. Den har BWA givet os. Vi kan sammen med andre kristne opfylde missionsbefalingen, at alle folkeslag skal høre budskabet om Jesus inden år 2033. Det kræver, at vi hver især griber en eller flere udfordringer.

En vision, der har en dato, kræver en plan.

Bibelstien – en ny app

Du kan starte med at læse Bibelen sammen med andre. Her får du hjælp af BaptistKirkens nye app, Bibelstien, som kan downloades fra medio august, og som har en bibellæseplan fra 30. august i år. Efter to år har du læst hele Bibelen ved at læse to kapitler om dagen (i gennemsnit 😊), for vi ved godt, at nogle dage lykkes det ikke. – Vi kan også støtte de bibeloversættere, der er i gang med at oversætte Bibelen til et af de 1.156 sprog, som Bibelen for to år siden ikke var oversat til. I løbet af de seneste to år er dette tal faldet til 700 – så det, vi ikke troede muligt, er muligt. At alle sprog har en Bibel i år 2033!

Det kan du gøre

Del dit vidnesbyrd med én person om året. Gør gode gerninger – ligesom dengang du var spejder – for tre nye mennesker eller familier hvert år. Nogle har måske mod på at være hyrde for sit nabolag. Altså skrive i jeres interne kommunikation, at I stiller jer til rådighed, hvis mennesker har brug for en samtale eller en forbøn. Det er nok ikke lige det første, de fleste af os gør. Men nogle har den frimodighed allerede. Endelig kan vi skrive under på BWAs Religionsfrihedspagt, måske kan alle menigheder fejre en gudstjeneste, hvor vi gør det sammen?

Vi er helt almindelige kristne, der kan gøre en forskel hver især.

Altså – vi er helt almindelige kristne, der kan gøre en forskel hver især. Og sammen kan vi opfylde missionsbefalingen inden pinsen 2033 – Kirkens 2000-års fødselsdag.

Relateret

• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne

Find flere