Lyt til artiklen:

Der er messe i Østerbrohuset: Mystikkens Univers med tilbud om clairvoyance, irisanalyse, tarotkort, dyretelepati og krystaller. Ved Bibelselskabets stand står Ole Engel med Bibelen i mange versioner, bøger om tro og farverige udgaver af Det Nye Testamente.

En midaldrende mand kommer hen til Ole, peger mod biblerne og spørger:

“Tror du på det pjat der?”

Ole ser sig lidt undrende omkring. Han mener ikke, han kan se noget pjat. Manden fortæller, at han for længst har gjort op med kristendommen. Ole spørger venligt, om han har læst Det Nye Testamente. Det har han ikke. Det Gamle Testamente? Heller ikke.

Læs om Oles oplevelser på Mystikkens Verden (Foto: Ole Engel)

“Så giver jeg faktisk ikke ret meget for din vurdering,” vover Ole at svare.

Svaret kunne have lukket samtalen. I stedet åbner det den.

“Der fik du mig sgu,” svarer manden overraskende ærligt.

Nu fortæller han om en streng religiøs opvækst i Jehovas Vidner, et brud med troen og om afstand til familien. Ole lytter. Og lidt efter vover han at gøre samtalen endnu mere personlig.

Ole fortæller manden, at han taler med Vorherre hver dag. Så spørger han forsigtigt, om han må bede for ham.

“Det er der fandeme aldrig nogen, der har tilbudt mig,” svarer manden.

Samtalen fortsætter lidt endnu. Men nu i en anden tone.

Selvom det blev deres første og eneste møde, husker Ole sit løfte. Han beder stadig for manden.

Ole Engel – BaptistKirkens repræsentant i Bibelselskabet i 30 år (Foto: Privat)

Det begyndte med en praktisk løsning

Ole Engel blev født i København og gik som barn i søndagsskole i Kristuskirken. Kort efter Anden Verdenskrig flyttede familien til Vejle, hvor Ole senere blev døbt i Baptistkirken i 1953.

Efter soldatertiden, der blandt andet førte til et års ophold i USA, kom han til Københavnsområdet. Sammen med sin hustru, Birgit, sluttede han sig til Korskirken i Herlev, som han stadig tilhører.

I 1995 blev Ole valgt ind i BaptistKirkens missionskomité. Her mødte han Torben Andersen, der var præst i Rønne og BaptistKirkens repræsentant i Bibelselskabet.

”Vi aftalte, at jeg kunne overtage Torbens plads som BaptistKirkens repræsentant i Bibelselskabet. Møderne blev holdt i København, og jeg boede herovre. Så var Torben fri for at rejse fra Rønne til København hver gang,” fortæller Ole.

Det begyndte som en enkel opgave: Ole skulle deltage i Bibelselskabets repræsentantskabsmøder. Men hurtigt voksede engagementet til mere.

Han mødte Hans Arne Jensen, en af ildsjælene bag Bibelambassadørerne – frivillige, der ville gøre Bibelselskabets arbejde kendt lokalt. Snart hjalp Ole med udstillinger, hentede bøger på forlaget og fortalte om Bibelselskabet dér, hvor mennesker kom forbi.

Bibelselskabets stand ved Gentofte kirkes basar i 2025 (Foto: Ole Engel)

Bibelen kom med ud

I mere end 25 år har Ole fortalt om Bibelselskabet på Sommerstævner, Folkemødet på Bornholm, lokale kulturarrangementer, i sognekirker, ved landemode i Helsingør Stift og på Mystikkens Univers i Østerbrohuset.

Et særligt højdepunkt var nok Bibelselskabets 200-års jubilæum i 2014. I Helsingør Stift arrangerede Ole og Hans Arne Jensen en indsamling af bibler med særlige historier. Biblerne blev fremvist ved en festgudstjeneste i Frederiksborg Slotskirke, fotograferet og registreret af Ole og Hans Arne, før de blev leveret tilbage til ejerne. Resultatet blev samlet under titlen ’Historiske Bibler i Helsingør Stift’.

For Ole har glæden ikke først og fremmest været arrangementerne, men møderne ved standen.

Bibelen til alle – i 80 år

Bibelselskabet er en del af det internationale fællesskab United Bible Societies, der arbejder for missionen ’the Bible for everyone’ – Bibelen til alle. Fællesskabet blev etableret i maj 1946 efter Anden Verdenskrig og består i dag af 156 bibelselskaber, der arbejder i mere end 240 lande og territorier. Bibelselskaberne udgiver og udbreder Bibelen og hjælper mennesker med at møde den på et sprog og i en form, de kan forstå og bruge.

Nogle kom nysgerrigt hen. Andre var skeptiske. Nogle ledte efter en bestemt bog, mens andre bare var på vej forbi. Uanset anledningen har Ole forsøgt at følge et enkelt princip:

”Ingen må gå forgæves til Bibelselskabets stand og de skal helst huske besøget!”

Alle skal have noget med. En bog. Et julekort. En kuglepen. En nøglering. En magnet med et skriftsted. En forklaring. En samtale. Eller bare en oplevelse, der gør, at de husker mødet med Bibelselskabet.

Når “åsyn” ikke siger noget

En fredag på Mystikkens Univers kom flere gymnasieklasser forbi. Ole faldt i snak med tre piger fra 3.g og spurgte dem undervejs, om de kendte ordet “åsyn”.

Det var ikke lige en del af pigernes ordforråd.

Ole spurgte, om de var blevet konfirmeret. Det var de alle tre.

Ole Engel – og Hans Arne Jensen – med Bibelselskabets stand på Mystikkens Univers i 2024 (Foto: Hans Arne Jensen)

“Kan I ikke huske præstens velsignelse?” spurgte han. “Herren løfte sit åsyn på jer.”

Pigerne kunne genkende velsignelsen, men ordet havde ikke sat sig fast. Ikke som noget forstået. Ikke som noget, de tog med sig videre.

For Ole blev det endnu et eksempel på, hvorfor Bibelens sprog hele tiden må forklares og oversættes.

En anden gang kom en ung kvinde hen til Ole med et bibelvers, hun gerne ville have forklaret. Ole fandt verset i Den Nye Aftale og talte med hende om betydningen. Først bagefter fortalte hun, hvorfor hun spurgte: Hun havde fået verset til sin konfirmation seks år tidligere, men havde aldrig forstået, hvad det betød. Dengang turde hun ikke spørge.

Siden har Ole ofte sagt til folkekirkepræster:

”Når I giver konfirmander et skriftord, så sørg for, at de også forstår det.”

Gamle ord skal høres på ny

Ole møder ofte spørgsmålet: ”Hvorfor bliver man ved med at oversætte Bibelen? Er den ikke allerede oversat?”

For nylig modtog Ole og Hans Arne Jensen Bibelselskabets årlige pris. De fik begge en indrammet side fra Christian IV’s bibel fra 1633. Ole har siden taget sin bibelside med på udstillinger. Den er smuk og historisk, men næsten uforståelig for de fleste moderne danskere.

Selv når man kan tyde de gotiske bogstaver, er sproget så anderledes, at teksten ikke uden videre giver mening.

“Kan I se, hvor nødvendigt det er, at vi oversætter Bibelen?” spørger Ole, når han viser siden frem.

Ole Engel og Hans Arne Jensen (ved bordenden i baggrunden) til Fællesskabsaften i Nyrup umiddelbart før menigheden lukkede (Foto: Privat)

En ny autoriseret oversættelse, DO36, er i gang og planlagt til at udkomme i 2036. For Ole er det afgørende, at nye oversættelser ikke ændrer Bibelens budskab, men gør det muligt at forstå det.

Dansk forandrer sig. Ord kan skifte betydning.

”Tag et ord som at spotte,” siger Ole. ”I bibelsk sammenhæng betyder det at håne eller gøre nar af. De romerske soldater spottede Jesus før korsfæstelsen. I dag kan det også betyde at få øje på eller fremhæve nogen – som når man spotter en talentfuld fodboldspiller.”

Derfor er det vigtigt hele tiden at prøve og justere Bibelens sprog. Ikke for at ændre Bibelens budskab, men for at mennesker kan forstå Guds ord.

Ingen skal gå forgæves

Engang stod Ole ved Bibelselskabets stand op mod jul med blandt andet en række farvestrålende bibler. To nydelige ældre damer kom forbi, elegant klædt og tydeligt skeptiske over for de udstillede bibler og bøger.

“Synes du virkelig, det er pænt med alle de farver?” spurgte de lettere opbragt.

Ole kiggede sig forsigtigt omkring og svarede lavmælt:

“Mellem os: Nej, det er egentlig heller ikke helt min smag.”

“Ingen skal gå forgæves…” er Oles motto for arbejdet med at præsentere Bibelselskabets udgivelser. Her på Mystikkens Univers 2024 (Foto: Privat)

Så var isen brudt.

Ole spurgte, om de skrev personlige julehilsner. Det gjorde de naturligvis. Så gav han dem hver en kuvert med nogle af Bibelselskabets smukke julekort.

Det korte møde ændrede tonen. De to damer gik fra standen i en helt anden og mere positiv stemning, end de kom med – og med noget i hånden, der kunne bruges.

En baptist i et større fællesskab

En stor del af Oles frivillige arbejde er foregået i folkekirkelige sammenhænge. Da han første gang blev foreslået til Helsingør Stiftsudvalg, gjorde han opmærksom på, at han var baptist. Det krævede en afklaring. Kort efter fik han at vide, at han var meget velkommen.

Ole glæder sig meget over et voksende økumenisk fællesskab, hvor Bibelen er fælles grund. Folkekirkepræster, lægfolk, katolikker, baptister og andre frikirkelige kan stå forskellige steder – men Bibelen samler.

For Ole er det en særlig glæde, at Bibelselskabets pris i år gik til både Hans Arne Jensen og ham selv: en folkekirkemand og en baptist, der som frivillige i mange år har båret Bibelen ud til andre.

Nu skal stafetten videre

Ole er så småt begyndt at trappe ned.

Han har gjort BaptistKirkens ledelse opmærksom på, at tiden er kommet til at finde en ny repræsentant til Bibelselskabet. Den næste repræsentant behøver ikke overtage hele udstillingsarbejdet, understreger Ole. Opgaven er først og fremmest at deltage i repræsentantskabsmødet, holde kontakten og formidle nyt tilbage til BaptistKirken.

Bibelselskabet var også med på Sommerstævnet i Lindenborg i 2023 (Foto: Ole Engel)

Oles engagement viser, hvad der kan vokse ud af en opgave, når den bliver båret af interesse og glæde ved arbejdet. For ham har det været en hjerteopgave at formidle Bibelselskabets oprindelige idé: At Bibelen skal være tilgængelig for alle mennesker på deres eget sprog og til en pris, de kan betale.

En samtale, der stadig fortsætter

Ole har aldrig set manden fra Østerbrohuset igen.

Han ved ikke, hvad samtalen kom til at betyde. Måske fandt manden en ny vej til troen, til Bibelen eller til fred med sin egen historie?

Om ikke hver dag, så hver uge er manden stadig med i Oles bøn.

Måske er det sådan, Oles tjeneste bedst kan beskrives: Bibelen på et udstillingsbord og en samtale, der får lov at vare lidt længere end forventet. Og et menneske, der ikke går tomhændet fra mødet.

Relateret

• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse

Find flere

Missionsbefalingen:

Jesus sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden.  Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«
Matthæusevangeliet kap. 28, vers 18-20

Det handler om helt almindelige mennesker. At vi er til stede med vores tro i vores nærmiljø. Det er ikke svært, hvis bare man tør tage det første skridt. Frimodigt. Med en overbevisning om, at dét, vi har som kristne, forandrer liv. Som Jesus forhåbentlig har præget dit liv, kan også andre menneskers liv blive forvandlede.

Håb

At være kristen handler om flere slags håb. Selvfølgelig håbet om, at der er en evighed, vi kan tilbringe sammen med Gud, og hvor alt er godt og fuldendt. Men også håb for dette liv. At vi ikke er skabt til at være nok i os selv. Vi er skabt til fællesskab, kærlighed, glæde, fred – alt godt. Det har vi fået til opgave at dele med alle, der ikke oplever det. Som kirker støtter vi hinanden i at arbejde for netop det.

 At være kristen handler om flere slags håb. … Men også håb for dette liv.

Vi deler

Vi er helt almindelige mennesker, der deler det, vi tror på, med andre helt almindelige mennesker. Det gør vi gennem vores vidnesbyrd: med ord, gennem vores handlinger i omsorg for dem, der har et behov, vi kan afhjælpe, og ved at bede for mennesker, vi færdes iblandt, med navns nævnelse.

Vi kan jo starte med at læse Bibelen fra ende til anden og lade den vokse i vores bevidsthed. Og samtidig være med til at støtte at alle mennesker har adgang til en Bibel på deres hjertes sprog.

Endelig er vi kaldet til at arbejde for frihed, ikke mindst friheden til selv at vælge, hvad vi vil tro på. Det har været baptisters hjertesag i 500 år. Religionsfrihed. Vi kæmper for, at selv dem, vi er uenige med, skal have ret til deres overbevisning.

A2M – atom

Det er netop, hvad Acts2Movement vil hjælpe os til. Vi kalder det A2M – alt fysisk er jo skabt af atomer.

Verden over har kristne af alle overbevisninger, katolikker og pinsefolk, metodister og baptister, sat pinsen 2033 som mål.  Baptist World Alliance, BWA, har sendt visionen videre til bl.a. BaptistKirken, og vi har grebet den.

En vision, der har en dato, kræver en plan. Den har BWA givet os. Vi kan sammen med andre kristne opfylde missionsbefalingen, at alle folkeslag skal høre budskabet om Jesus inden år 2033. Det kræver, at vi hver især griber en eller flere udfordringer.

En vision, der har en dato, kræver en plan.

Bibelstien – en ny app

Du kan starte med at læse Bibelen sammen med andre. Her får du hjælp af BaptistKirkens nye app, Bibelstien, som kan downloades fra medio august, og som har en bibellæseplan fra 30. august i år. Efter to år har du læst hele Bibelen ved at læse to kapitler om dagen (i gennemsnit 😊), for vi ved godt, at nogle dage lykkes det ikke. – Vi kan også støtte de bibeloversættere, der er i gang med at oversætte Bibelen til et af de 1.156 sprog, som Bibelen for to år siden ikke var oversat til. I løbet af de seneste to år er dette tal faldet til 700 – så det, vi ikke troede muligt, er muligt. At alle sprog har en Bibel i år 2033!

Det kan du gøre

Del dit vidnesbyrd med én person om året. Gør gode gerninger – ligesom dengang du var spejder – for tre nye mennesker eller familier hvert år. Nogle har måske mod på at være hyrde for sit nabolag. Altså skrive i jeres interne kommunikation, at I stiller jer til rådighed, hvis mennesker har brug for en samtale eller en forbøn. Det er nok ikke lige det første, de fleste af os gør. Men nogle har den frimodighed allerede. Endelig kan vi skrive under på BWAs Religionsfrihedspagt, måske kan alle menigheder fejre en gudstjeneste, hvor vi gør det sammen?

Vi er helt almindelige kristne, der kan gøre en forskel hver især.

Altså – vi er helt almindelige kristne, der kan gøre en forskel hver især. Og sammen kan vi opfylde missionsbefalingen inden pinsen 2033 – Kirkens 2000-års fødselsdag.

Relateret

• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”

Find flere

Kyle Henderson var præst i en – efter amerikanske forhold – lille baptistmenighed i Texas, og her havde han regnet med at skulle pensioneres fra. ”Det er der så få præster, der bliver…”, forklarede han, da vi mødtes på hans hotel i København dagen før Inspirationsdøgnet i april.

Han fortæller, hvordan han vågnede en tidlig morgen på en skiferie i 2022 med en meget klar drøm. Han skulle kontakte Rick Warren – præsten fra Saddleback med ’40 målrettede dage’ – og melde sig til en 2033-plan. Han skrev til Rick Warren i seks uger og to dage, før der var hul igennem. ”Det er aldrig en god idé at ringe til en kendt præst med en vision”, konkluderer Kyle.

Helligånden siger mig, at du skal være med i vores team.

De mødtes et par gange, lidt modvilligt fra Rick Warrens side. Men den tredje gang – otte minutter inde i samtalen – spurgte han, hvor Kyle var præst: ”Jeg har været præst i 27 år i den lille by Athens i Texas”, svarede Kyle. Svaret åbnede døren. Rick Warren kunne fortælle, at 52 år tidligere kom præsten fra samme menighed, Curtis L. Mathis, til Californien og lærte Rick Warren at være evangelist: ”Helligånden siger mig, at du skal være med i vores team”, svarede Rick Warren, som selv er for syg til at rejse rundt længere.

Pinsen 2033

Siden år 2000 havde Rick Warren været en del af en tværkirkelig bevægelse med en vision om at nå alle verdens folkeslag inden kirkens 2000-års jubilæum, som man er blevet enige om, er pinsen år 2033: ”Vi ved godt, at den dato ikke er helt sikker, men nu har vi den kalender, vi har…”, forklarer Kyle.

Kyle blev altså en del af teamet bag ’Finishing the Task’ – ’Afslut opgaven’ – som Rick Warrens kirke havde kaldt det. Siden da har Kyle mødt lederne af de forskellige 2033-kampagner. Få dage efter sit møde med Rick Warren kontaktede han Elijah Brown, generalsekretær i Baptist World Alliance, og stillede sig til rådighed for det, han ikke vidste, at Elijah også havde en vision for: Acts2Movement. Han havde allerede løn til de tre første år: hans gamle menighed har sat ham fri med løn. Og hans kone, Cindy, der var med i Danmark i april, droppede også sit job som børnepræst i kirken i Athens. En ny præst skulle have et ’blankt papir’ at starte på.

Kyle og Cindy Henderson

Ikke første gang

Kyle tjener nu de to 2033-kampagner og mødes med dem fra andre kirkesamfund, som har samme vision. Den reformerte kirke kalder det JC 33. Pave Leo er begejstret og den katolske kirke kalder visionen for Global 2033. Pinsevækkelsen kalder det Empowered 21. Evangelisk Alliance og Kirkernes Verdensråd er også med på vognen. 1000 forskellige bede-organisationer er med. Den lutherske og anglikanske kirke tøver.

”Det er ikke første gang, kirken har haft visionen om at nå alle verdens folk. I 1976 ville sydstatsbaptisterne fuldføre planen i år 2000. Jeg var en teenager og ville være en del af det i min kirke. ’Vi’ besluttede at fokusere på alle de områder, vi så forskelligt på, i stedet for den fortabte verden. Da jeg var 20, havde vi forladt planen. Det mislykkedes ligesom de 700 andre planer for at fuldføre missionsbefalingen”.

Nu er det første gang

Den ortodokse og den katolske kirke arbejder på at fejre påske – og pinse – samtidig i 2033.

”Nu er det første gang, vi går sammen om det. Den ortodokse og den katolske kirke arbejder på at fejre påske – og pinse – samtidig i 2033, og fortsætte med det fremover. Det vil være et stort skridt mod kirkens enhed”, fortæller Kyle engageret.

Han er inspireret af Kirkernes Verdensråd, som har sat to mål: ’Every tribe, every nation’, der handler om bibeloversættelser til alle sprog. Ikke nødvendigvis trykt, men eventuelt oplæst eller digitalt.

Mennesker fra alle slags kirker er gæstfrie og gode.

“Jeg elsker mit arbejde. Jeg har fået fortalt, at andre kirker var onde og forkerte, men jeg har fundet ud af, at meget af det, jeg har hørt, ikke er sandt. Mennesker fra alle slags kirker er gæstfrie og gode”, slutter Kyle, der regner med at skaffe sin egen løn og fuldføre opgaven frem til pinsen 2033.

Relateret

• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”

Find flere

Michael Frost:

• præst i Lyngby Baptistkirke
• driver selvstændig virksomhed indenfor import, hudpleje og IT-udvikling

For lidt over ti år siden spurgte jeg i Roskilde Baptistkirke, om der var nogen, der havde lyst til at læse Bibelen igennem sammen med mig på et år. Jeg havde lavet en læseplan med tre-fire kapitler om dagen, og hver tirsdag skulle vi mødes hjemme hos mig og tale om det, vi havde læst.

Til min store overraskelse meldte omkring ti personer sig. For mig blev det et tydeligt tegn på, at mange egentlig længes efter at kende Bibelen bedre, men måske mangler fællesskabet, strukturen eller motivationen til at komme i gang.

Et livsforvandlende år

Deltagerne var meget forskellige. Nogle havde læst i Bibelen før, men havde svært ved at forstå den og forbinde den med deres hverdag. Andre havde næsten aldrig åbnet en bibel.

Den første aften dukkede en ældre kvinde op. Hun var mor til en af deltagerne, havde ingen særlig tilknytning til kirke eller tro og var egentlig bare kommet for at køre sin søn. Da hun syntes, det var lidt besværligt at køre frem og tilbage, spurgte hun, om hun måtte blive siddende og lytte med. Det måtte hun selvfølgelig gerne.

Men langsomt begyndte ordene at gøre noget i hende.

Da aftenen var slut, sagde hun, at hun ville gå hjem og overveje, om hun skulle være med i gruppen. Næste tirsdag kom hun igen. Hun havde fundet en gammel Bibel i kælderen og begyndte ihærdigt at læse med. Hun lagde ikke skjul på, at der var meget, der var svært at forstå. Men langsomt begyndte ordene at gøre noget i hende. Hun blev mildere. Hun begyndte at bede for sine børn og børnebørn. Hun fandt en ny glæde.

Et halvt år inde i forløbet, efter juleferien, kom hun tilbage med lys i øjnene. Af sin mand havde hun i julegave fået – som hun sagde – den bedste gave, hun nogensinde havde fået: en ny Bibel. Et halvt år senere blev både hun og hendes mand døbt.

Bibellæsning fører til forandring

Året med Bibelen blev ikke kun livsforvandlende for den ene kvinde. Jeg taler stadig ofte med flere af dem, der var med i gruppen, og mange peger tilbage på netop det år som et tidspunkt, hvor deres tro på en eller anden måde blev forandret.

Gennem årene har jeg mødt mange kristne, som aldrig rigtig er kommet i gang med at læse i Bibelen – eller som er gået i stå, fordi det blev for svært, for uoverskueligt eller kom til at føles som en sur pligt. Men jeg har også mødt mange, der har opdaget Bibelen på ny og næsten oplevet en ny forelskelse i Guds ord.

Fællesskab støtter læsningen

Det er også længslen bag Bibelsporet i Acts2Movement: at Bibelen må blive levende, nærværende og spændende for mange flere. En norsk ph.d.-undersøgelse af unge kristnes bibellæsning peger på en tydelig sammenhæng mellem at læse Bibelen sammen med andre og at holde fast i bibellæsningen over tid. Det genkender jeg fra min egen erfaring: Når vi læser alene, kan vi let gå i stå. Når vi læser sammen, bærer vi hinanden videre.

Bibelstien – en ny app

Derfor har vi fået bygget vores egen app, Bibelstien, som snart lanceres. Her kan man følge en af to læseplaner. Den ene plan fører læseren gennem ét kapitel om dagen i to år og dermed to gange gennem Det Nye Testamente samt Salmernes Bog, Ordsprogenes Bog og udvalgte gammeltestamentlige skrifter. Den anden plan lægger op til to kapitler om dagen og fører gennem hele Bibelen på to år.

Derfor har vi fået bygget vores egen app, Bibelstien, som snart lanceres.

Læsegrupper

I appen vil der løbende blive lagt korte undervisningsvideoer ud med introduktioner til det, vi skal læse, blandt andet fra præster i BaptistKirken. Men noget af det vigtigste er, at man også kan deltage i læsegrupper, og dermed læse Bibelen sammen med andre baptister i hele Danmark. Her kan man dele inspiration, opmuntringer og spørgsmål undervejs.

Læseplanerne starter den 30. august, og der kommer mere information. Min bøn er, at mange vil tage imod invitationen. Ikke bare til at læse mere i Bibelen, men til at lade Bibelen læse os, forme os og føre os tættere på Kristus.

Læs også ‘Trosfrihed er mere end jura‘ (Frihedsstien).

Relateret

• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”

Find flere

Morten Filemon Olsen, f. 1990

• faglig koordinator i en kommune
• projektkoordinator i Baptistkirken i Odenses Børne- og Ungdomsforening
• uddannet socialrådgiver og kandidat i samfundsvidenskabelig jura
• medlem af BaptistKirkens integrationsudvalg og KIT’s bestyrelse

Vi behøver ikke at kende vores naboer for at gå i gang med at bede for dem. Når vi begynder at bede for dem, begynder vi også at interessere os mere for dem. Samtidig kan vi heller ikke begrænse vores næste til alene at være vores nærmeste nabo eller kun dem, vi møder ansigt til ansigt.

Flygtninge i nabolaget

Da jeg var barn, kom der mange flygtninge fra Burma til Danmark. En stor del af dem var baptister og opsøgte kirken. Vi tog på besøg og hjalp med forskellige praktiske udfordringer. Pludselig var burmesiske flygtninge en del af mit nabolag, og vi fik hurtigt besked fra nabolaget, når der kom en ny familie til Fyn.

Pludselig var irakiske flygtninge en del af mit nabolag.

En søndag efter en gudstjeneste gik jeg tilfældigt ind i en shawarmabar, der var ejet af en familie, som var flygtet fra Irak. Pludselig var irakiske flygtninge en del af mit nabolag. I 2014 fik jeg mit første job som socialrådgiver i en kommune, og der gik ikke lang tid, før syriske flygtninge vandrede på de danske motorveje. Pludselig var syriske flygtninge en del af mit nabolag.

I 2022 lærte jeg tilfældigt en sygeplejerske fra Iran at kende via det sociale medie Boblberg, før han kom til Danmark. Pludselig var iranske migranter en del af mit nabolag. I 2024 kørte jeg tilfældigt i bus med en familie, som jeg følte mig tilskyndet til at lære at kende. De stod af ved samme busstoppested som mig, og de viste sig næsten at være mine naboer. Sådan fik jeg øjnene op for mit fysiske nabolag.

Sådan fik jeg øjnene op for mit fysiske nabolag.

Bøn for mine naboer

Jeg begyndte at gå rundt i mit nabolag og bede for mine naboer. Særligt bad jeg for den familie, som jeg havde set i bussen. Jeg havde fundet frem til, hvor de boede, og da jeg i en periode næsten dagligt gik rundt i nabolaget og bad, kom jeg ofte tilfældigt i kontakt med dem. Relationen blev også hjulpet på vej af fælles bekendte, men det var essentielt, at jeg bad og var fysisk til stede.

Familiefaren fortalte mig for nylig, at han kun har tre venner, som han kan tale med om alt, og at jeg er den eneste af de tre, der er i Danmark. For nogen tid siden spurgte han, om han måtte dele noget med os til en gudstjeneste i kirken. Han fortalte, at han som barn i et muslimsk land havde hørt om Jesus og næstekærlighed i skolen, men at det først var i Danmark, at han havde erfaret det i mødet med kristne.

Udgangspunktet er bøn og nærvær

Det hele begynder med at bede for og være til stede blandt sine naboer. Derfra skal der også gerne vokse en kærlighed til nabolaget, der gør, at mennesker forvandles. Jeg var engang på en konference i Sverige, hvor jeg så en tegning, hvor der stod noget i retning af ’Elsk andre så radikalt, at de forundres.’ Det citat har jeg båret på siden.

Elsk andre så radikalt, at de forundres.

Engagement i lokalområdet

Det er også godt at engagere sig på andre måder i sit nabolag. Det kan være i et forældreråd i sit barns klasse, som frivillig i den lokale fodboldklub eller som bestyrelsesmedlem i grundejerforeningen.

På et tidspunkt begyndte jeg at investere i boliger til udlejning i mit lokalområde, der primært består af ejerboliger i et meget ’kartoffeldansk’ forstadskvarter i det nordlige Odense. Pludselig var burmesere, congolesere, syrere og iranere en del af mit fysiske nabolag.

Relevant kirke

Jeg er ikke god til at bringe kirken ud til mit nabolag, men jeg prøver forskelligt for at gøre min kirke relevant for mit nabolag. Blandt andet er jeg med til at arrangere aktiviteter for børnefamilier, fællesspisninger og ferieoplevelser, hvor dørtærsklen til kirken er så lav som mulig, men hvor vi aldrig lægger skjul på, at vi er kirke.

Bønnens potentiale

Jeg har nok erfaring med bøn til at vide, at det gør en forskel at bede, men jeg har samtidig for lidt erfaring med bøn til at kende det fulde potentiale. Jeg skal blive bedre til at bede for og med mennesker i mit nabolag.

Læs også ‘At vidne‘ (Vidnestien)

Relateret

• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”

Find flere

Dorte Brændholt Jensen:

• uddannet: pædagog, teolog og lærer
• lærer på Fuglsang Friskole, Fredericia
• medlem af Baptistkirken i Odense

Når man bekender sig som kristen, burde det være det mest naturlige i verden at forkynde evangeliet og være åben om sin tro. Men det er det ikke i alle situationer for mig. Jeg lægger aldrig skjul på, at jeg er kristen, men jeg ‘råber’ det ikke ud, og jeg er ikke altid modig nok til at forkynde. Derimod forsøger jeg altid at vise det i mine gerninger og levevis.

Jeg er ikke altid modig nok til at forkynde.

At tale med mine venner

Min omgangskreds ligner mange andres. Den består af medsøstre og -brødre i Kristus, af ‘ikke troende’ og tvivlere, og der er også nogle fra andre trosretninger. Mine relationer til dem alle er lige så forskellige, som de er. Nogle kan jeg tale åbent, ærligt og dybt med om tro – andre vil helst undgå at tale om tro.

I hverdagen er det ikke vidnesbyrd og forkyndelse, jeg bevidst formidler. Det er snarere en naturlig del af mig at tale om troen, når situationen byder sig. Samtidig er jeg bevidst i mine handlinger, om hvad der er rigtigt at gøre, men jeg er heller ikke perfekt.

Åben om min tro

Som lærer på Fuglsang Friskole, en ny kristen friskole i Fredericia, er det let at tale om tro og det at være kristen, men da jeg var i Folkeskolen, var det en balancegang. Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg er kristen, hverken over for kolleger, elever eller forældre.

Det er selvfølgelig lettere som kristendomslærer, men mine elever har altid fået at vide, at jeg er kristen. Alt efter hvilken årgang, så kunne det blive til dybe samtaler om tro og ikke tro, især i konfirmationsalderen. Jeg tror det og min måde at være på også har givet en vis tryghed og fortrolighed fra eleverne til at turde komme til mig, hvis der var noget, der var svært i deres liv, både store og små ting.

Det blev også en god indgangsvinkel til forældrene, når eleverne gik hjem og fortalte, at jeg også er uddannet præst. Så kom spørgsmålene, både de skeptiske og de nysgerrige.

Ærlig om min tvivl

Når jeg forkynder aktivt for skoleelever, spejdere og andre børn og unge, fortæller jeg ofte. Enten skriver jeg egne historier eller eventyr, der lige passer ind i konteksten og har det kristne budskab i centrum, eller jeg fortæller om mit eget liv og min vandring med Gud i medgang og modgang.

Jeg fortæller også om de perioder, hvor jeg har tvivlet, for dem har der også været. Jeg har ikke tvivlet på Gud, men tvivlet på om Gud også var der for lige netop mig. Jeg oplever især med teenagere og unge, at det er godt at være åben om egen tvivl, for det kan flere af dem relatere til. Jeg oplever, at det gør dem mere åbne og nysgerrige over for Gud, når vi taler sammen om det.

Jeg fortæller også om de perioder, hvor jeg har tvivlet.

Med Guds hjælp

Jeg vil gerne ‘råbe’ det ud, og jeg ønsker for alle mine relationer, at de også oplever et møde med Kristus. Jeg har længe været typen, der ‘putter sig lidt’. Jeg kan tvivle på, om det, jeg siger, er det rigtige, eller om jeg har noget at byde ind med. Så er det lettere ikke at sige noget. Det skal og vil jeg lave om på, for Jesus siger videre: ‘… idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.’[1]

Det gælder ikke kun for mig, men for alle mine relationer.

Læs også ‘Livsforvandling gennem bibellæsning‘ (Bibelstien)

[1] Matthæusevangeliet kap. 28, vers 20

Relateret

• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”

Find flere

Henning Kiel, f. 1951:

• freelance regnskabsfører for små selvstændige virksomheder, ofte ejet af flygtninge
• bankuddannet og i mange år ejendomsmægler
• fjerdegenerations baptist og medlem af Baptistkirken i Saltum og Ingstrup

Interviewet begynder med at Henning Kiel fortæller følgende historie: ”Forleden var jeg ved købmanden. Det regnede, da jeg kom ud fra butikken, og en færøsk mand spurgte om hjælp til at køre ham ud til et sommerhus et par kilometer væk. Han skulle til familietræf og havde spurgt flere personer om hjælp. De sagde alle nej.” Henning kørte manden, og det tog ham nærmest ingen tid.

Nu har episoden sat sig fast hos Henning. Ikke fordi den var dramatisk, men fordi den siger noget om tiden. ”Tænk sig, at vi er nået dertil, hvor det ikke bare er en helt naturlig ting, at den første, han spørger, siger ja. Folk har så ofte nok i sig selv.”

Tillid, accept og menneskesyn

Henning Kiel har gennem livet mødt mange mennesker med store problemer. Nogle gange har helt fremmede åbnet sig for ham uden varsel. ”Engang kom en person hen til mig efter en gudstjeneste og fortalte hele sin livshistorie. Vi kendte slet ikke hinanden. Jeg tror, det handler om tillid og accept. Hvis mennesker skal turde åbne sig, skal de mærke, at de accepteres helt, som de er.”

Jeg tror, det handler om tillid og accept.

For Henning handler omsorg om menneskesyn. ”Nogle synes ikke, de kan tale med posedamen, flygtningen eller tiggeren. Men hvorfor egentlig ikke? Omsorg drejer sig først og fremmest om at indse, at alle mennesker er lige, uanset om de er på bunden eller toppen af samfundet.”

Fordomme sætter grænser

Fordomme er en af de store udfordringer, mener Henning: ”Når man har fordomme, sætter man grænser, og det er sørgeligt. Som kristne skal vi være grænseløse. Vi skal være imødekommende og se behovene hos vores næste. Jeg tror, vi skal være parate til at give lidt mere, end der bliver bedt om. Hvis vi bliver bedt om at gå én mil med et andet menneske, skal vi gå to, som der står skrevet.”[1]

Vi skal være parate til at give lidt mere, end der bliver bedt om.

Henning oplever, at mange mennesker i dag er blevet mere skeptiske overfor fremmede. Det mærker han blandt andet i trafikken. ”Når jeg møder folk, der blaffer, tager jeg dem næsten altid op, men jeg ser dem faktisk ikke ret meget længere. Jeg tror, vi er blevet mere skeptiske og har sværere ved at stole på hinanden.”

Henning Kiel

Ifølge Henning er behovet for omsorg vokset i takt med, at flere mennesker lever mere isoleret. ”Folk sidder i hver sin æske. Selvtilstrækkeligheden er blevet tydeligere, og ensomhed er et kæmpe problem i dag.”

“Kirkerne spænder nogle gange ben for sig selv. I kirken er vi ofte så pæne og glatte. Vores kristne glathed afskrækker nok en del og gør tærsklen højere, end den behøver at være.”

Gratis hjælpsomhed

”Vi er en af verdens rigeste nationer, men alligevel kan vi have svært ved at give videre til andre mennesker”, siger Henning og fortsætter: “Venlighed og hjælpsomhed er jo gratis! Små handlinger kan ofte gøre en større forskel, end man tror. Der er så meget, vi kan gøre, som ikke koster os noget: et lift, et besøg, en samtale eller bare det at standse op og se et andet menneske.”

Små handlinger kan ofte gøre en større forskel, end man tror.

For Henning hænger omsorg og tro sammen. Ikke primært gennem ord, men gennem nærvær. ”Hvis vi mener noget om mission, er vi også nødt til at mene noget om mennesker. Lyspunktet er Kristus, men mennesker opdager det ofte lettere gennem omsorg end gennem bibelcitater.”

Han vender flere gange tilbage til den gyldne regel fra Matthæusevangeliet: “Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.”[2] For Henning er det ikke et citat, men noget, der skal leves. ”Det er egentlig ikke så kompliceret”, siger han. ”Vi skal bare huske at gøre det.”

Læs også ‘Naboskab – om at bede for nabolaget‘ (Nabostien)

[1] Matthæusevangeliet kap. 5, vers 41

[2] Matthæusevangeliet kap. 7, vers 12

Relateret

• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”

Find flere

Lyt til artiklen:

I juli 2026 begynder en ny by at vokse op i Hedeland Naturpark. Ikke med parcelhuse og asfalt, men med telte, rafter, bålsteder og mudrede sko. Her lærer børn og unge noget om sig selv ved at løse opgaver sammen med andre.

Fra den 18. til den 26. juli 2026 bliver Hedeland Naturpark mellem Roskilde og Høje-Taastrup rammen om Spejdernes Lejr 2026. Mere end 30.000 spejdere sætter kurs mod lejrpladsen. 5.000 af dem er internationale spejdere fra over 50 lande.

For baptistspejderne begynder den store lejr lokalt. I kredsene, hvor børn, unge og førere pakker rygsække, planlægger turen og rejser af sted for at blive en del af noget, de ikke kan skabe alene. Samtidig er Danske Baptisters Spejderkorps med som ét af de fem korps bag Nordens største spejderlejr.

Herlevspejderne på SL2022 (Foto: Jacob Pihl / foto.dbs.dk)

Baptist.dk har talt med spejderchef Tue Sandbæk og vicespejderchef Karoline Bundgaard om, hvad Spejdernes Lejr 2026 betyder for det lokale baptistspejderarbejde:

”For os baptistspejdere er Spejdernes Lejr en enestående mulighed for at blive en del af noget større. Lejren giver spejdere og førere oplevelsen af at indgå i et landsdækkende fællesskab, hvor tusindvis af spejdere samles om de samme værdier, aktiviteter og eventyr. Det er med til at give en forståelse af, at man er en del af en bevægelse, der rækker langt ud over ens lokale kreds og eget korps.

For spejderne giver lejren mulighed for at skabe nye venskaber, møde andre spejdertraditioner og få oplevelser, som vi som et mindre korps ikke kan tilbyde alene. For førerne er lejren en kilde til inspiration, erfaringsudveksling og nye idéer, som kan bringes hjem og styrke det lokale spejderarbejde.”

Det er en vigtig pointe for et lille korps: Den store lejr erstatter ikke det lokale arbejde. Men den kan give noget tilbage til det.

Herlevspejderne på SL2022 (Foto: Jacob Pihl / foto.dbs.dk)

Alle ind i fællesskabet

’Alle ind i fællesskabet’ er temaet for Spejdernes Lejr 2026. Det er et stort udsagn. På en spejderlejr bliver det til noget, man kan mærke: i patruljen, ved lejrbålet, i underlejren og i de opgaver, der kun kan løses sammen.

På lejren er fællesskabet organiseret i fire tematiske underlejre: Havet, Landet, Byen og Skoven. En nødvendig opdeling, når 30.000 mennesker skal bo, spise, sove og finde vej samme sted. Men den har også en pointe: Det enorme skal gøres nært.

Hvornår mærker spejderne så fællesskabet stærkest på en stor lejr? Karoline og Tue er ikke i tvivl:

”Særligt ved de store fælles samlinger, åbningslejrbål og afslutningslejrbål oplever mange spejdere følelsen af at være en del af noget, der er større end dem selv. Når tusindvis af spejdere synger, jubler og deler oplevelser, opstår en stærk følelse af sammenhold og tilhørsforhold. For mange spejdere er det ved de store lejrbål, man oplever det stærkeste fællesskab.

Blandt de mange frivillige fra alle korps er der også et stærkt fællesskab med fokus på at få opgaverne løst bedst muligt. Venskaber opstår, når vi står sammen med vores forskelligheder.”

Spejdernes Lejr

– arrangeres i fællesskab af de fem korps i Foreningen Spejderne: Det Danske Spejderkorps, KFUM-Spejderne i Danmark, De grønne pigespejdere, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvig.

Baptistspejdere i et større fællesskab

Spejdernes Lejr arrangeres af de fem korps i Foreningen Spejderne. Danske Baptisters Spejderkorps er ét af dem.

For et lille korps er en fælleslejr en adgang til oplevelser, ressourcer og fælles energi, som korpset ikke kan løfte alene. Samtidig bringer hvert korps sin egen tradition med ind i helheden. Hvad bidrager baptistspejderne særligt med? Karoline og Tue svarer:

”Vi som baptistspejdere bringer noget særligt ind i det tværkorpslige fællesskab. Som et lille spejderkorps er der kort vej fra idé til handling, stærke relationer og en kultur, hvor alle kender hinanden. Vi er med til at vise, at spejderarbejde kan udfolde sig på mange måder.

Lejrbål på SL2022 (Foto: Jacob Pihl / foto.dbs.dk)

Vi kan bidrage med vores egen identitet, og det styrker mangfoldigheden i fællesskabet. Det tværkorpslige fællesskab bliver stærkere, når både store og små korps deltager aktivt.

Samarbejde på trods af forskelle i livsopfattelse, tro, samfundsstatus og økonomisk formåen er en af spejderfællesskabets største styrker. Spejdere bærer forskellene ind i fællesskabet. På den måde lærer børn og unge at forstå og samarbejde med andre, der ikke ligner dem selv.”

Spejdernes Lejr 2026 og bæredygtighed

Spejdernes Lejr 2026 har fokus på bæredygtighed i stor skala. Lejren planlægger 750.000 måltider. Mindst 500.000 af dem bliver vegetariske, og mindst en tredjedel bliver økologiske. Affaldet skal sorteres i otte fraktioner.

På den måde bliver bæredygtighed ikke kun noget, spejderne taler om. Det bliver noget, de øver sig i – sammen.

 

Mere end aktiviteter

Programmet rummer over 300 aktiviteter – fra internationale møder og praktiske udfordringer til FabLab på RUC. For spejdere er aktiviteter aldrig bare tidsfordriv. De er måder at lære ansvar, samarbejde og mod på. Fællesskab handler ikke kun om holdninger, men om at øve sig sammen.

Hvad håber spejdercheferne så, at spejderne tager med hjem fra lejren – ud over gode minder?

”Drømmen er, at når spejderne rejser hjem fra Spejdernes Lejr 2026, er det ikke kun rygsækken, der er fyldt. De tager hjem med nye venskaber, store oplevelser og minder for livet.

En stor spejderlejr er også med til at udvikle nye færdigheder, som kan tages med hjem. Spejderne vil blandt andet lære at tage ansvar og arbejde sammen i fællesskaber på tværs af korps. Gennem leg, eventyr og samarbejde udvikler de både selvtillid og mod til at prøve nye ting.”

Herlevspejderne på SL2022 (Foto: Jacob Pihl / foto.dbs.dk)

Tro midt i spejderbyen

Samlingsområdet på Aktivitetscenter Øst er et særligt område på Spejdernes Lejr 2026. Her ligger den kirkelige base, “Kirken”, som giver plads til eftertanke, fordybelse, fortællinger, leg, kreativitet og sang.

Det kirkelige tilbud har mange former: Morgenandagter, alternative gudstjenesteformer, Taizé-andagter, aftennadver, beatbox-gudstjeneste, pop-up-aktiviteter og et escape room med gamle profetier, stjernekort og mystiske spor.

Her er ikke mange kirkebænke, salmebøger eller traditionelle højmesser. På en spejderlejr flytter troen ud under teltdugen. Den får form gennem samtaler, sang, nysgerrighed, stilhed og fællesskab.

For Tue Sandbæk og Karoline Bundgaard handler det ikke om at gøre lejren til en prædikestol. Det handler om at være til stede.

”Vi udspringer af baptisterne, og de fleste af os har et tilhørsforhold til en menighed. På lejren giver det os mulighed for at bringe de baptistiske traditioner med ind.

Spejdere og gæster får mulighed for at lære om andet end den traditionelle folkekirke, som alle kender. Vi skal ikke ud for at prædike og omvende folk, men der er plads og mulighed for, at alle, der har lyst eller brug for det, kan komme og få en snak.”

I Samlingsområdet findes også Samlingspunktet, et stort telt for ro, nærvær og samtaler. Her kan spejderne trække sig lidt fra lejrens tempo, høre oplæg eller deltage i talks.

Søndag den 19. juli kl. 13.00 er der fælles lejrgudstjeneste.

Oversigt over en del af SL2022 (Foto: Jacob Pihl / foto.dbs.dk)

At blive set

Lejrsalmen “Aldrig alene” henter inspiration i fortællingen om Zakæus – manden, der blev set af Jesus og kaldt tilbage i fællesskabet. Det er en stærk fortælling at tage med ind i en lejr med 30.000 deltagere.

I et stort fællesskab risikerer den enkelte at forsvinde. Man bliver én blandt mange. En lille stemme i et stort kor. En spejder i en uniform, der ligner de andres.

Derfor er ”Aldrig alene” et vigtigt budskab fra kirken på lejren: Fællesskab er først sandt, når det enkelte menneske bliver set.

Karoline har reflekteret over budskabet og lejrens betydning for den enkelte spejder:

”Spejdernes Lejr kan noget særligt. Det er blandt andet en unik mulighed for at være frivillig. Jeg har tidligere haft flere frivillige i mine teams og har set flere bruge det som en legeplads, hvor der er mulighed for at udvikle sig uden at være bange for at mislykkes eller fejle. De har brugt det som en mulighed for at komme videre – nogle endda i en retning, de ikke havde troet, de skulle gå.

Selv på vores egne lejre er der muligheder, om end i mindre størrelse. Det er her, vi kan sætte en lille spire, som senere kan få mulighed for at vokse sig større.

Det er derfor, det er vigtigt, at vi holder fast. For selv i vores lille korps kan de små blive store.”

Baptistspejderne rejser ikke kun til Hedeland for at være med på en stor spejderlejr. De kommer med erfaringer fra lokale kredse og menigheder, hvor spejderarbejdet bygger på tro, ansvar og fællesskab.

Når lejren slutter, forsvinder byen igen. Teltene er pakket sammen. Rafterne båret væk. Græsset får lov at rejse sig.

Men noget bliver tilbage.

Ikke i Hedeland, men i spejderne selv: modet til at handle, erfaringen af at høre til – og en stille fornemmelse af, at ingen er alene.

Læs mere her

Læs om Hans Christians Dahl oplevelser under Spejdernes Lejr 2022 i artiklen:
”Alle har ret til et godt udeliv”

eller læs om demokratiet i spejderkorpset i artiklen:
Demokrati i blå uniform

Du kan også prøve at skrive “spejder” i søgefeltet, hvis du vil se flere artikler om spejderarbejdet. Husk at du altid kan finde flere informationer på https://baptistspejder.dk/ og på Facebook: https://www.facebook.com/DanskeBaptistersSpejderkorps

Alle baptistspejderne på Spejdernes Lejr 2022 (Foto: Bjarne Fich / SPEJDERNE)

Relateret

• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op

Find flere

Lyt til artiklen:

I forordet til ’Trofast’ fortæller Jakob Vagner, præst i Roskilde Baptistkirke, om en samtale med Carl Otto Hansen under en ombygning af kirken. Carl Otto ville gerne bevare søjlerne i caféen. Ikke af arkitektoniske grunde, men fordi han kunne støtte sig til dem, når bentøjet ikke helt makkede ret.

Hændelsen giver anledning til at trække på smilebåndet. Men den er et meget præcist billede på Carl Ottos liv. Gennem årtier har han og hans hustru Inga været mennesker, andre kunne støtte sig til. Mennesker, der har båret familie og menighed – ikke med store ord, men med et langt livs omsorg og trofasthed.

Bogen er skrevet af Andreas Ravnsborg Daugaard i anledning af Carl Ottos 100-års fødselsdag den 20. maj 2026. Andreas er Carl Ottos barnebarn, jurist og bosat i Honduras. ’Trofast’ bygger på Carl Ottos egne nedskrevne erindringer og dybe samtaler mellem morfar og barnebarn. Bogen er selvudgivet og bærer undertitlen: ’Carl Otto Hansens liv og tjeneste gennem 100 år’.

En bog for den nærmeste familie? Helt sikkert. Men den er meget mere end det.

Carl Otto i uniform som soldat. Omkring år 1947 (Foto: Privat – fra ‘Trofast’)

Et liv uden rampelys

Andreas skriver om sin morfar, der aldrig har været berømt. Carl Otto Hansen har ikke stået på de store scener eller søgt opmærksomhed. Netop derfor bliver beretningen om hans almindelige liv i en nær, men ofte glemt, fortid interessant for andre end familien.

For ’Trofast’ fortæller danmarkshistorie gennem Carl Ottos liv. Fra barndommen på Bornholm, hvor livet var nøjsomt og arbejdet fysisk hårdt, over lærerige ungdomsår, arbejde, kærlighed, tab og familieliv til mange års tjeneste i Roskilde Baptistkirke.

Andreas har lyttet, spurgt, optaget, redigeret og skrevet for at bevare en stemme, før den forsvinder. Måske er det et af bogens vigtigste budskaber: Mange af dem, der har båret menigheder, efterlader sig ikke store arkiver. De efterlader sig spor i andre mennesker.

Plads til både alvor og humor

Carl Otto hedder egentlig Karl Otto. Men han begyndte selv at skrive sit fornavn med C, ‘fordi K’et var lidt for omstændeligt’. En detalje, der siger noget om bogens tone. Der er plads til både alvor og humor i fortællingen.

Der er også brylluppet med Inga i 1954, hvor de tre rum i Ingas barndomshjem på Lundergårdsmark i Pandrup blev ryddet for møbler, så der kunne dækkes langbord gennem døråbningerne. Det må, som Carl Otto selv bemærker, have været svært at komme rundt med serveringen, når bordet gik gennem døråbningerne. Men det gik.

Det er her bogen er bedst: Når den fortæller i billeder. Langbordet til brylluppet. Søjlen i kirkens café. De små praktiske besværligheder. Navnet med C. Vi får lov at forestille os, hvordan det var.

Humoren i fortællingen er som et lunt blik på livet: Sådan fandt man ud af det.

Bryllup, 1954 (Foto: Privat – fra ‘Trofast’).

Trofast – også når livet gør ondt

I bogen er der en tidslinje over Carl Ottos liv. Her står nogle af de tunge begivenheder helt nøgternt: Datteren Lena blev født i 1958, hun blev ramt af sygdom og døde, inden hun fyldte et år. I 1962 var Carl Otto plaget af stress forårsaget af et alt for stort ansvar på arbejdet på støberiet Maglekilde. Året efter investerede han i et støbegodsfirma, der gik konkurs. I 2025 døde Inga efter mere end 71 års ægteskab.

Det er store og livsomvæltende begivenheder, men bogen bruger ikke store ord for at gøre dem større. Det er en styrke. Sorgen får lov at stå, og tabet bliver ikke forklaret væk. Troen er med hele vejen – ikke som en let forklaring på det svære, men som det sted, Carl Otto og Inga igen og igen vender tilbage til.

Carl Otto var menighedsrådsformand i Roskilde Baptistkirke i en periode med uenighed og diskussioner. På et menighedsmøde blev der ligefrem krævet en afstemning om, hvorvidt Carl Otto kunne fortsætte som formand. I forordet beskriver Jakob Vagner ham som en samlende figur, der med sit rolige gemyt var med til at holde sammen på fællesskabet.

“Min morfar og jeg omkring 1995. Jeg så op til ham dengang – og det gør jeg stadig” (Foto: Privat – fra ‘Trofast’).

Menigheder kan blive rystet af spørgsmål, der udefra ser små ud, men indefra handler om identitet, tilhørsforhold og troens sprog. Her blev Carl Ottos trofasthed mere end et fromt ideal: Han blev stående, da fællesskabet kom under pres.

Med beretningerne om Carl Ottos tjeneste i menigheden bliver ’Trofast’ også et bidrag til baptistisk menighedshistorie: om mennesker, der passer økonomi, bygger kirke, holder møder, tager konflikter, beder, besøger, trøster og bliver ved med at møde op.

Bestil ‘Trofast’

Efter Carl-Ottos ønske går hele overskuddet fra salget af ‘Trofast’ til Roskilde Baptistkirkes internationale arbejde. Første oplag er udsolgt: Bestil bogen ved at skrive til andreas.daugaard@hotmail.com. Nyt oplag går i trykken, hvis der modtages tilstrækkelig mange bestillinger.

Bogen koster 150 kr. Betaling sker ved overførsel til kirkens MobilePay-nummer (20788 – markér overførslen “Bog om Carl Otto”). Bogen skal afhentes på kirkens kontor i Roskilde.

Et stille liv bliver synligt

Som bog er ’Trofast’ stærkest, når den stoler på Carl Ottos erindringer. Når han fortæller om gården på Bornholm, arbejdet, Inga, familien og menigheden, mærker man både tiden og mennesket. Her behøver bogen ikke forklare, hvad trofasthed betyder. Det viser fortællingen selv.

Enkelte steder er bogens pointe om trofasthed forklaret lidt for tydeligt. Læseren har allerede forstået den, når Carl Otto støtter sig til søjlen, når han bliver stående i menighedens konflikt, og når sorgen får lov at være en del af fortællingen.

Men det ændrer ikke ved bogens grundlæggende kvalitet: Den gør et stille liv synligt.

Andreas skriver med tydelig kærlighed til sin morfar, men bogen er ikke kun en privat hyldest. Den løfter et helt almindeligt menneskeliv frem som noget, vi kan lære af.

Carl Otto og Andreas ved udgivelsen af ‘Trofast’ (Foto: Privat).

I bogens forord fortæller Jakob Vagner om Carl Otto, der har brug for at støtte sig til søjlen i kirkens café. Efterhånden som bogen folder Carl Ottos liv ud, vender billedet langsomt: Carl Otto blev selv den søjle, mange støttede sig til.

“Det er en glæde at sende en hilsen i anledning af udgivelsen af Trofast – Carl Otto Hansens liv og tjeneste gennem 100 år.

Carl Ottos livshistorie er ikke blot en personlig fortælling, men også et stykke lokal- og Danmarkshistorie. Gennem årtier har han og Inga været en del af det levende fællesskab i Roskilde og har sat spor i både kirkeliv og lokalsamfund.

Bogen minder os om værdien af trofasthed, ansvar og engagement – kvaliteter, som også er fundamentet for et stærkt fællesskab.

Stort tillykke med udgivelsen.”

Tomas Breddam, Borgmester i Roskilde Kommune

Relateret

• 08. feb. 2026 - Det er om natten, man ser nordlys
• 11. dec. 2025 - Tro, politik og retfærdighed i Honduras
• 28. okt. 2025 - 100 til karismatisk-evangelisk lederdag
• 29. jun. 2025 - Hvad BaptistKirken kan lære af Honduras – og hvorfor vi har brug for en sag
• 25. apr. 2025 - Socialt arbejde giver værdighed og tro – et måltid ad gangen

Find flere

Lyt til artiklen:

Når et politisk system bryder sammen og mister legitimitet, smitter det af på resten af samfundet og konflikten medfører etniske, sociale eller religiøse spændinger. Men de store overgreb kommer ikke altid fra mennesker med en anden tro eller etnicitet fortæller Saw Tun He, en af deltagerne i BaptistKirkens projekt for fremme af tros- og religionsfrihed: “De største krænkelser kommer fra militæret mod alle religioner. Det handler ikke kun om kristne. Religiøse bygninger fra alle religioner bliver angrebet.”

Naomi Naw helt til venstre og Saw Tun He helt til højre (Foto: Morten Kjær Kofoed)

FN’s tidligere særlige rapportør for Myanmar, Tom Andrews, advarer om en krise, der både er brutal og overset[1]. Siden militærkuppet i 2021 er angrebene på civile mål steget voldsomt. Skoler, klinikker og kirker er blevet ramt. Millioner er fordrevet eller truet af sult. Myanmar er blevet en “glemt krise”.

I maj måned besøgte missionssekretær Morten Kofoed BaptistKirkens projekt til fremme af tros- og religionsfrihed i Myanmar.  Et nødvendigt projekt i et land, hvor religion, etnicitet, politik og konflikt er tæt filtret sammen. Projektet er bevilget i 2025 til BaptistKirken og samarbejdspartnere i Myanmar af Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU), der har en pulje netop til at fremme af tros- og religionsfrihed[2].

(Foto: Morten Kjær Kofoed)

Mere end en humanitær krise

Myanmar er ikke kun ramt af en politisk og humanitær krise. Der er også en dyb krise for menneskelig værdighed, samvittighedsfrihed og retten til at leve trygt med sin religion eller overbevisning. Det er her, tros- og religionsfrihed (ofte omtalt som FoRB, Freedom of Religion or Belief) bliver afgørende.

Tros- og religionsfrihed handler ikke kun om retten til at praktisere sin tro. Det handler også om menneskets frihed til at tro, skifte tro, ikke tro, praktisere sin tro og deltage ligeværdigt i samfundet uden frygt, tvang eller diskrimination. Det gælder alle religioner. I sin kerne handler det om, hvorvidt mennesker kan leve sikkert som sig selv.

Når religion bliver en markør

Religion bliver brugt som markør for, hvem der hører til, og hvem der mistænkeliggøres. Gamle fordomme blusser op, og lokale stridigheder får ny kraft, når frygt, propaganda og usikkerhed breder sig. Derfor er tros- og religionsfrihed vigtig i en krise som Myanmars. Det er en del af selve spørgsmålet om fred, sammenhængskraft og beskyttelse af civile.

I Myanmar er religion, etnicitet, politisk identitet og væbnet konflikt filtret tæt sammen. Når religion politiseres eller bruges til at skabe fjendebilleder, bidrager den til mistillid, had og vold. Men religiøse ledere og trosfællesskaber er også blandt de få aktører, der stadig har lokal tillid, nærvær og moralsk autoritet. Derfor spiller de en vigtig rolle som brobyggere, fredsskabere og beskyttere af lokalsamfund.

(Foto: Morten Kjær Kofoed)

Problematiske ID-kort

Samtidig viser hverdagen, at religiøs identitet har konkrete konsekvenser. Saw Tun He fortæller: “På vores ID-kort er vores nationalitet, etnicitet og religion angivet. Hinduer og muslimer har sværest ved at få et ID-kort.” Uden nationalt ID-kort kan man ikke åbne en bankkonto, rejse frit eller gå til eksamen. Administrativ forskelsbehandling er derfor en barriere for uddannelse, arbejde og deltagelse i samfundet.

Forandring begynder i det små

CKU’s[3] læring fra tros- og religionsfrihed-projekter peger netop på, at bæredygtig forandring sjældent kommer alene gennem juridiske reformer eller internationale erklæringer. Det er vigtigt, men ikke nok. I skrøbelige samfund begynder forandringen ofte i det små: gennem tillid, forbedrede relationer, mindre frygt, fælles handling og modet til at se den anden som medmenneske frem for trussel. Religion kan være en ressource for fred, men også en drivkraft for polarisering. Derfor kræver arbejdet både lokal forankring, konfliktforståelse og evnen til løbende at tilpasse sig en virkelighed, der hurtigt forandrer sig.

(Foto: Morten Kjær Kofoed)

Det er også udgangspunktet for BaptistKirkens tros- og religionsfriheds-projekt i Myanmar. Projektet er forankret hos lokale partnere og det styrker unge religiøse ledere — herunder kvinder — fra forskellige trosretninger, så de kan forstå tros- og religionsfrihed, analysere lokale spændinger og tage initiativ til dialog, tillidsopbygning og lokale løsninger. Projektets formål er ikke at eksportere en færdig model til Myanmar, men at støtte lokale aktører i selv at identificere problemer, bygge relationer og handle dér, hvor de er.

For Naomi Naw har træningen givet et sprog for noget, hun allerede mærkede var forkert:
“Før træningen vidste jeg allerede, at jeg ikke brød mig om racemæssig eller religiøs diskrimination. Men jeg kendte ikke til tros- og religionsfrihed.” Efter træningen oplever hun, at hun har fået konkret viden og idéer til, hvordan hun kan tage del i arbejdet og gennemføre aktiviteter i sit lokalsamfund.

(Foto: Morten Kjær Kofoed)

Rettigheder kræver relationer

Et vigtigt element er tillidsopbygning. Naomi Naw fortæller, at buddhismen er majoritetsreligion i hendes område, og at buddhistiske religiøse fejringer kan foregå offentligt uden særlig tilladelse.
“Men for andre religioner gælder det, at hvis vi vil arrangere noget med mere end 50 mennesker, skal vi bede om godkendelse. Hvis det ikke bliver godkendt, kan vi ikke gennemføre aktiviteten.”
Netop derfor handler tros- og religionsfriheds-arbejde både om rettigheder og relationer: om at kende sine rettigheder, men også om at skabe lokale forbindelser, der kan mindske frygt og mistillid.

Erfaringerne viser, at interreligiøs dialog virker bedst, når den ikke kun består af samtaler, men også forbindes med praktisk samarbejde og fælles handling i lokalsamfundet. Når unge, kvinder og religiøse ledere arbejder sammen om konkrete udfordringer, opstår der nye relationer på tværs af skel. Det kan være netop de relationer, der senere gør det muligt at dæmpe konflikter, modvirke rygter og beskytte sårbare grupper.

Saw Tun He peger på, at det også kræver dokumentation:
“Vi arbejder på ét projekt: dataindsamling om Tros- og Religionsfriheds-krænkelser i Myanmar. Der er mange krænkelser i Myanmar, men vi har ikke specifikke data, der dokumenterer overgrebene.”

Solide data kan bruges i både national og international fortalervirksomhed — ligesom data kan hjælpe lokale aktører med at vise, hvad der faktisk sker, hvor det sker, og hvem der rammes.

(Foto: Morten Kjær Kofoed)

Ingen kan gøre det alene

Det kan lyde beskedent i et land præget af militær vold, sult og fordrivelse. Men i et samfund, hvor frygt og mistillid er blevet hverdag, er relationer ikke småting. Et trygt rum for samtale kan være begyndelsen på fred. En ung religiøs leder, der lærer at beskytte andres frihed, styrker også sin egen. En lokal gruppe, der går sammen på tværs af tro og etnicitet, kan blive et værn mod polarisering. Som Saw Tun He siger:
“Én organisation kan ikke gøre det alene. Vi er nødt til at gøre det sammen.”

Tros- og religionsfrihed handler ikke om at give særlige rettigheder til religiøse grupper. Det handler om lige værdighed og fælles frihed. Når trosfriheden bliver svækket, går det også ud over ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, minoritetsrettigheder og civilsamfundet muligheder. Og når trosfriheden bliver styrket, bliver den en vej til fred, deltagelse og beskyttelse af mennesker i et af verdens mest sårbare samfund.

“Min drøm er at være fredsbygger”

Derfor giver det mening at lade projektets deltagere selv få det sidste ord. Naomi Naw siger:
“Jeg forsøger at bygge enhed i mangfoldighed. I vores lokalsamfund er der mange forskellige religioner og etniske grupper. Selv om vi er forskellige, er det fælles, at vi alle er mennesker.”

Saw Tun He formulerer sin fremtidsdrøm sådan:
“Min drøm er at være fredsbygger.”
Han er selv konverteret fra buddhismen, men hans forældre og størstedelen af familien er fortsat buddhister. Alligevel lever de fredeligt sammen, og når Saw Tun He besøger sine forældre eller slægtninge, beder de ham om at bede for dem:
“I vores land har vi mange etniske grupper og mange religioner, og vi er nødt til at leve sammen.”

Myanmar må ikke blive en glemt krise. Og tros- og religionsfrihed må ikke blive reduceret til et nicheanliggende for særligt interesserede. Det er en grundlæggende del af kampen for menneskelig værdighed. I Myanmar — som mange andre steder — begynder den kamp ofte med mennesker, der tør mødes, lytte og bygge tillid, selv når alt omkring dem trækker i retning af frygt og splittelse.

[1] https://www3.nhk.or.jp/nhkworld/en/news/backstories/4795/

[2] ToRF-vinduet er en pulje af midler der skal fremme Tros- og Religionsfrihed benævnt ToRF eller FoRB (Freedom of Belief and Religion) og er tæt knyttet til artikel 18 i Menneskerettighedserklæringen om tros- og religionsfrihed.

[3]https://cku.dk/wp-content/uploads/2025/10/FORB_LearningReview_web_highRes.pdf

Relateret

• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse

Find flere