“Fælles om fremtiden” er et tema, som man kan lægge mange betydninger i. Det mest oplagte er bæredygtighedsvinklen. Tanken om, at vi som spejdere skal og vil tage os af vores natur, så de kommende generationer også kan få fantastiske naturoplevelser.
Bæredygtighed var da også på programmet. Det blev blandt andet udfoldet i Future Town-teltet, hvor spejderne kunne prøve kræfter med at lave fremtidens mad, blive klogere på landbrug uden jord og lære at genbruge tøj.
Jeg kunne skrive mange afsnit om de aktiviteter, som var på Spejdernes Lejr, men undervejs fik temaet også en anden stor betydning for mig. En betydning som i høj grad gør aktiviteterne mindre vigtige. For det blev tydeligt for mig, at spejderarbejdet er det sted, hvor vi i fællesskab udruster den unge generation til at tage ansvar.
De unge sætter dagsordenen
På Spejdernes Lejr er der spejdere i alle aldre, både dem der stadig ligger i barnevognen, og dem som har været grå på toppen længe, men det er de unge som sætter dagsordenen.
I vores lille lejr med baptistspejdere fra Aalborg 1. og Frederikshavn var det min 23-årige medfører, der havde sørget for alt logistik og tilmelding, og det var førerne mellem 19 og 23 år, der hver dag sørgede for, at vi fik mad, at spejderne kom på de rigtige aktiviteter, at der var varmt vand til opvask, og de tog sig af den spejder som undervejs fik et astmaanfald.
Det samme billede viste sig i alle lejrens aspekter. På aktiviteterne var unge ledere ansvarlige for at håndtere hundredvis af spejdere, i produktionen af live TV og live radio fra lejren gik de unge foran, i alle praktiske opgaver som madudlevering og toiletrengøring tog unge spejdere og ledere ansvar for, at lejren kunne hænge sammen.
Spejderarbejdet er det fællesskab, hvor de unge får plads til at tage ansvar. Det er det kæmpestore fællesskab, hvor alle 32.000 er samlet til åbning og afslutning. Her satte alle sig pænt på deres anviste plads, og gik roligt hjem, da det var slut.
Det store fællesskab
Det er det store fællesskab, hvor 2.000 spejdere beder fadervor højt i kor til en af lejrens gudstjenester. Det er fællesskabet i at kigge efter french blue baptistspejderuniformer, fordi bare et nik, når man krydser hinanden på en støvet grusvej, er et tegn på vores dybe fællesskab.
Mad over bål, raftebyggerier, knob og udeliv er grundlæggende for spejderarbejdet, og selvfølgelig også en stor og vigtig del af Spejdernes Lejr, men det er også ”bare” værktøjer, som vi bruger til at udruste unge til at tage ansvar. Det er de ting, som fylder rigtig meget, når vi er afsted, men det er ikke de ting jeg husker, når jeg kommer hjem.
De ”voksne” – og dem der er endnu ældre – har også en stor plads på en lejr som Spejdernes Lejr. Den kunne ikke lade sig gøre uden. Hverken i spejderkredsene, i lejrledelsen eller til de mange frivillige opgaver i isboderne, på lejrhospitalet og informationscentrene.
“De kan jo sagtens”
Spejderfællesskabet rummer alle aldersgrupper, og mange gamle spejdere har helt forståeligt svært ved at slippe spejderarbejdet, men det er helt unikt, at de unge får ansvaret, og de gamle holder sig til at give støtte, hvor der er brug for det.
Som jeg flere gange hørte en 76-årig baptistspejder med mere end 60 års spejdererfaring sige om de unge førere: ”De kan jo sagtens.”
På Spejdernes Lejr 2022 er det blevet helt tydeligt for mig, at min generation og dem, der kommer efter, er helt klar til at tage ansvar.
Vi tog ansvar for vores lejroplevelse, og vi tager ansvar for fremtiden. Vi er glade for alt den støtte og hjælp vi får fra dem, der er ældre og mere erfarne end os, men fremtiden er vores, og vi tager den med storm.
Hvis du vil have indtryk fra Spejdernes Lejr 2022, kan du tjekke lejrens Facebook-side
Godt skrevet, Astrid. Vi, der har levet spejderlivet ved, at det sætter spor for livet. Her bliver mennesker til, her bliver livet levet i alle dets facetter. Her lærer man udholdenhed, mens svære opgaver bliver løst, og her får man venskaber for livet. Og ikke mindst er det her, man møder livets Gud. Den gamle spejderleder H.C. Barkan skrev engang, at spejderarbejdet er den tang, man fastholder børn og unge med, mens de bliver bearbejdet med evangeliets hammer. Stor respekt og tak til Danske Baptisters Spejderkorps i den nutidige udgave.
Fantastisk god artikel. Set fra sidelinjen som lejrfrivillig kan jeg nikke ja til det hele.